Af
Carsten Kofoed
talsmand for Komiteen for et Frit Irak
Diskussionen
om Danmarks deltagelse i besættelsen af Irak blussede igen op. At det skete
netop nu, skyldes først og fremmest, at modstandskampen i Irak er så
stærk, at den ikke lader sig skjule, men også, at Socialdemokraterne
og De Radikale har villet positionere sig. Et valg skimtes. Debatten har dog frem
for alt bekræftet, at Lykketoft og Jelved, heller ikke i forhold til Irak,
udgør nogen reel opposition til Fogh.
For mens irakere og besættere
- førstnævnte i langt større antal end sidstnævnte -
dør hver eneste dag i Irak, en direkte følge af besættelsesmagtens
ulovlige og stærkt upopulære tilstedeværelse, er den socialdemokratisk-radikale
"opposition" helt med på at forlænge den danske deltagelse
i besættelsen til og med juni 2005. De vil sågar frede den regering,
der med løgn trak Danmark ind i den ulovlige krig, omkring Irak-spørgsmålet
ved det kommende folketingsvalg.
Selv FN's generalsekretær Kofi Annan,
der var helt tavs, da krigskoalitionen angreb Irak i marts 2003, indrømmer
nu, at krigen var i strid med FN's Charter. Det har taget ham halvandet år
at finde ud af det. Alligevel støtter han og det stormagtskontrollerede
sikkerhedsråd den ulovlige krigs blodige forlængelse: besættelsen.
Det
er altså et sådant FN, som besættelsestilhængerne forsøger
at vaske deres blodige hænder med, når de siger, at Danmark skal blive
i Irak, fordi FN har opfordret til det.
Et lige så absurd argument
er "demokratiseringen" af Irak.
Allerede nu tales der om udsættelse
af valget i januar 2005 "på grund af sikkerheden", en sikkerhed,
som aldrig vil komme, så længe Irak er besat. I juni aflystes valget
til den nationalforsamling, ud fra hvilken der skulle have været dannet
en overgangsregering. I stedet overdrog USA "magten" til den årelange
CIA-agent Allawi, hvis illegitime styres "invitation" regeringen nu
helt parodisk bruger for at blive i Irak. Det irakiske folk har aldrig bedt danske
soldater om at besætte Irak.
Men sådan er "demokratiseringen"
af Irak. USA og en lille flok kollaboratører bestemmer over det store flertal
af irakere, som har mistet deres arbejde under "genopbygningen" (et
væbnet røveri, hvor Iraks værdier bliver til bomber over irakiske
byer), som har set deres kære blive dræbt i besætternes grusomme
massakrer i Falluja, Tal Afar, Najaf og mange andre byer, og som betragter besættelsen
som ét stort helvede.
De vestlige chauvinister i regering og "opposition"
smæder modstanden i Irak som terrorisme og fundamentalisme og råber
op om borgerkrig og kaos eller svigt, hvis deres brutale besættelse ophører.
Det er alt sammen hørt før fra en presset besættelsesmagt.
Sandheden
er, at intet vil kunne stoppe det irakiske folks legitime modstand. Modstanden
har masser af våben, er velorganiseret og har stor folkelig opbakning på
tværs af politiske, etniske og religiøse skel. Derfor er den nu blevet
så stærk, at den uundgåeligt vil jage alle de udenlandske olierøvere
og "demokratiske" torturbødler ud af Irak. Et forenet folk kan
aldrig besejres.
Netavisen 23. september 2004