Af Henning Paaske
Jensen
Arbejderpartiet Kommunisterne
Kommunistisk Politik 24, 2003
Med Genèveaftalens offentliggørelse den 1. december i Paris er endnu en fredsplan (denne gang en officiel "uofficiel" plan) lavet, uden at freden af den årsag er kommet nærmere, tværtimod. "Fredsplanen" ses som et tillæg til den sidste fase i "køreplanen for fred" - som allerede har vist sig at være død - med et omfattende konkretiseringsudkast til det, der er omtalt som "en palæstinensisk stat".
Genèveaftalen
er særlig alvorlig. På trods af, at den foregiver at rumme alle elementer
til en sammenhængende palæstinensisk stat, så indeholder aftalen
først og fremmest fra palæstinensisk side (hvem der så har
bemyndiget dem til det) et storudsalg af det palæstinensiske folks ukrænkelige
rettigheder på især to vigtige spørgsmål:
1. Flygtninges
rettigheder.
2. Besættelse/ kolonisering.
Denne underhåndsforhandling mellem repræsentanter for den nuværende israelske parlamentariske opposition og uofficielle repræsentanter for den palæstinensiske ledelse lægger op til et skred - en alvorlig forringelse i forhold til, hvad en fredsløsning kan rumme.
Sharon kalder aftalen et snigløb,
fordi han stadig har sin drøm om folkefordrivelse af palæstinenserne
fra de besatte områder, med præsident Bush som Sharons nærmeste
allierede - begge kalder hinanden for fredens mænd.
Det er svært
at forestille sig det palæstinensiske folk acceptere en sådan Genèveaftale,
som i realiteten rummer de elementer, det palæstinensiske folk sagde nej
til, da de startede den 2. intifada for tre år siden. Clintons Camp David-udspil
dengang indeholdt hovedelementer om udsalg af flygtningenes ret til tilbagevenden,
om store dele af bosættelsernes fortsatte forbliven samt anerkendelse af
Israels ret til at annektere dele af Øst-Jerusalem.
Svaret dengang
blev det væbnede oprør. Det er svært at forstille sig andet,
end at man vil få samme svar nu: Fortsat kamp for sine rettigheder.
Ved Genèveaftalens offentliggørelse den 1. december sendte Bill Clinton en hilsen, der varmt anbefalede udkastet. Tidligere USA-præsident Jimmy Carter var til stede ved ceremonien og udtalte i sin tale forhåbningsfuldt: "Det er tvivlsomt, om vi nogen sinde siden vil se et mere lovende grundlag for fred."
Det samme sagde man ved Camp David, med trusler om,
at palæstinenserne nu havde "forspildt en historisk chance".
Flygtningenes
legitime og af FN sanktionerede ret til tilbagevenden, skal det nu på palæstinensisk
bekostning danne præcedens som et storpolitisk forhandlingsobjekt? Palæstinensernes
ukrænkelige rettighed om at kunne vende tilbage, hvor de blev fordrevet
fra, lægges i aftalen helt op til israelsk afgørelse og velvilje.
Genèveaftalen
bryder også med den internationale lov, der siger, at erobring af land i
forbindelse med krig er utilladelig.
Aftalen lægger ikke op til, at
den israelske besættelsesmagt trækker sig tilbage fra alle besatte
områder siden 1967, men tillader israelsk kolonisering af store dele af
Vestbredden og Gaza med de fleste bosættelsers fortsatte tilstedeværelse.
(Ganske vist tales der om at Israel vil udveksle det besatte land med nogle områder
ind i Israel, men denne pseudo-løsning ændrer intet grundlæggende
ved virkningen).
Realiseres en sådan plan, betyder det en fortsat
sønderdeling af de besatte områder uden en reel infrastruktur og
mulighed for en virkelig selvstændig økonomi.
Fredsaftalen
forudsætter også, at palæstinensisk territorium er helt afmilitariseret,
men nævner intet om, at den det militaristiske Israel fortsat er væbnet
til tænderne med alle mulige avancerede våben, herunder atomvåben.
I realiteten rummer aftalen en plan for et mini-mini-Palæstina under
israelsk dominans med hensyn til alle afgørende spørgsmål.
Fredsaftalen
tager langtfra udgangspunkt i FN's oprindelige delingsplan, der blev påtvunget
det historiske Palæstina i 1947, og heller ikke FN's resolutioner om palæstinensernes
rettigheder og kravet om, at Israel trækker sig helt tilbage til 1967-grænserne.
Geneveaftalen
er endnu mere uforståelig, når man tænker på, at den israelske
besættelsesmagt befinder sig i en omfattende national og international krise.
Israel er hårdt ramt økonomisk og stadig mere politisk splittet.
Israelske soldater og officerer vender sig imod besættelsen. I stedet for
indvandring er der i dag tale om udvandring på grund af sikkerhedsforholdene
og hele den politiske situation. I forhold til omverdenen er Israel isoleret i
verden som aggressor og besættelsesmagt som aldrig før i historien.
Den verdensomspændende folkelige solidaritet med Palæstina er større
end nogensinde. Alt sammen noget der understøtter kampen for at besættelsesmagten
fjernes helt fra Gaza, Vestbredden, Øst-Jerusalem og tager bosætterne
med sig så palæstinenserne opnår deres legitime rettigheder.
Udsalg af palæstinensernes rettigheder vil derimod give Israelerne mere
blod på tanden.
Metoderne for besættelserne af Palæstina
og Irak ligner efterhånden hinanden. Terror, skræk og rædsel,
der også rammer civilbefolkningen, er svaret på modstanden. Resultatet
er ikke afdæmpning af kampen, men tværtimod opflamning af større
modstand.
For blot et halvt år siden var der mange, der ikke kunne
forestille sig muligheden af, at USA kunne blive tvunget til at rømme Irak.
Men nu stiller stadig flere spørgsmålet, om det på længere
sigt vil gå USA i Irak, ligesom det gik dem i Vietnam.
For det hårdt
martrede palæstinensiske folk er denne kamp og modstand af stor betydning
og vil sikkert være en stor inspiration for den begges kamp for national
selvbestemmelse, imod Israels og USA's forsøg på at kontrollere Mellemøsten
og dens olierigdomme.
Netavisen 3. december 2003