John Max Pedersen:
Eksemplet
Chile viser umuligheden af en fredelig vej til socialisme
Arbejderbladet oktober 1972
Forbemærkning
Det
kan i dag være svært at forstå, hvor stor en plads 'Chiles vej
til socialismen' fik i diskussionen blandt venstrekræfterne i Danmark og
internationalt både før og efter kuppet den 11. september 1973. Allende-regeringen
og UP blev voldsomt propaganderet af hele den prosovjetiske 'kommunistiske' bevægelse
som selve modellen for' fredelig overgang' til socialisme - i Danmark især
af DKP, men også af SF og Socialdemokraterne.
Allende-regeringen og Chiles
'kommunistiske' Parti stolede på den borgerlige statsmagt - konkret på
den chilenske hærs 'demokratiske' karakter.
Det var en fejlberegning
og en strategi, der kostede dyrt.
Den marxistisk-leninistiske bevægelse
verden over kritiserede den 'fredelige overgang' både før og efter
kuppet, og ikke (som DKP/ML's Sven Tarp påstår i 2003) først
i bagklogskabens lys.
Den følgende artikel af den senere kommunistiske
arbejderforfatter John Max Pedersen (1942-1992) stod at læse i Arbejderavisen
næsten et år, før kuppet fandt sted.
Kommunistisk
Politik 20, 2003
Da
der i slutningen af august (1972, KP) blev proklameret undtagelsestilstand
i Chiles hovedstad, Santiago de Chile, fæstnedes opmærksomheden atter
på det såkaldte socialistiske eksperiment, som ledes af den "marxistiske"
præsident Allende. Lad os straks slå fast, at der her er tale om falsk
varebetegnelse.
At den borgerlige presse i blandt andet Danmark gerne viderebringer udtryk som "den marxistiske præsident Allende", "socialismens Chile" osv. er kun naturligt. Det ligger i dens interesse at tilsmudse socialismen.
Hvad
er det nemlig, der sker i Chile i denne tid?
For knap to år siden overtog
"Folkeenhedens" partier (dvs. blandt andet det venstreliberale, det
socialdemokratiske og det såkaldte kommunistiske parti) regeringsmagten.
Regeringen vandt valget på store løfter om "socialismens indførelse
ad parlamentarisk vej". Siden da har det chilenske folk oplevet mangt og
meget på det politiske område - socialismens vej er der imidlertid
ingen, der har set noget til.
Eller hvad skal man kalde følgende:
Arbejdsløsheden
på landet som i byerne har næppe nogensinde været værre.
Fødevaresituationen
er på grund af ustraffet sabotage fra godsejerne katastrofal.
Varer og
reservedele til industrien mangler.
Sortbørsen blomstrer, og den ulovlige
omsætning er vokset fra 13 milliarder escudos i 1970 til 30 milliarder i
1972.
Valutareserven er sunket fra 220 mill. dollars til 25 mill. i 1972.
Fødevarepriserne
er steget med 113 procent - mange gange hurtigere end lønningerne.
Administrationen
og bureaukratiet er svulmet enormt op og er absolut ineffektivt, fordi det helt
beherskes af de erklærede borgerlige og kontrarevolutionære kræfter.
Kapitalisterne
saboterer efter behag landets økonomi (ved at undlade at investere, ved
at flytte udenlands osv.).
Til trods for alt dette fastholder Allende og
hans regering - med det borgerlige "kommunist"parti som mest ivrige
deltager - den "fredelige vej", og man er nærmest helt
syge efter at overholde den borgerligt-demokratiske forfatning ...
Det mest
tragikomiske er, at den erklæret borgerlige og delvis fascistiske opposition
ikke viger tilbage for at bryde den samme forfatning, når som helst den
finder det passende.
Det kan derfor heller ikke overraske nogen, at stadig bredere dele af den chilenske arbejderbefolkning mister troen på Allendes "socialisme". De første strejker fandt sted for over et år siden, og fattigbønderne tager i stadig større udstrækning sagen i egne hænder: De besætter godsejernes jord og begynder at dyrke den. I begge tilfælde har regeringens reaktion været den samme: loven (forfatningen) forbyder strejker og jordbesættelser - loven skal overholdes - altså sættes politi og militær ind for med våbenmagt at knuse folkets forsøg på at rette op på deres desperate situation.
Dette er sket i flere tilfælde, for eksempel den 5. august i år, da politifolk angreb et af hovedstadens mange slumkvarterer. Formålet var at få ram på nogle af de revolutionere ledere - resultatet, at flere af dem blev anholdt, en arbejder blev dræbt og fem hårdt såret. Dertil kom de lettere sårede. For fuldstændighedens skyld må det tilføjes, at flere af de morderiske politifolk var medlemmer af det såkaldte kommunistparti ...
Sagens kerne er, at den reformistiske Allende-regering afviser, at det for at nå socialismen er ubetinget nødvendigt at mobilisere og bevæbne arbejderklassen for, under ledelse af et virkeligt kommunistisk parti, at knuse det gamle statsapparat (hær, politi, administration osv.) og derefter at erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, arbejderklassens diktatur.
Alle
de vanskeligheder, den chilenske regering er kommet i, skyldes denne afvisning.
For hver dag, der går, skærpes klassekampen mere og mere, og undertrykkelsen
af folket øges - i sidste ende vil en borgerkrig være uundgåelig.
Sådan
er reformismens logik - og det, hvad enten det foregår i Chile eller i Danmark,
og hvad enten de reformistiske klasseforrædere kalder sig "Folkeenhedens
regering" eller dølger sig bag S-, SF- og DKP-fraser.
Fra Den Røde Tråd, Udvalgte Politiske Tekster 1969-83, Nexø Forlag 1984, s. 92
Se
også
Den
'chilenske vej til socialismen' 2003
Af
Klaus Riis
Kommunistisk Politik 19, 2003