Leder
Kommunistisk Politik 20. 2003
Hvis der er to, der har stået sammen i den globale aggressionskrig, som kaldes 'krigen mod terror' er det - nej, ikke Bush og Blair - det er krigshøvdingen Bush og slagteren Sharon. Blair er tilfreds med at fungere som Bushs største europæiske vagthund, og gladeligt ofrer britiske liv på det angloamerikanske venskabs alter for at få del i gevinsten. Men Bush og Sharon er besjælet af samme fundamentalistiske forestilling om det godes kamp mod det onde, af tanken om deres landes mission og rolle i verden, og af samme uhæmmede erobringslyst, som 'krigen mod terror' er udtryk for.
Bush bygger Det Amerikanske Imperium. Sharon bygger et zionistisk Storisrael, befriet for dets oprindelige beboere og i åben kamp mod hele den arabiske verden.
Undertiden lader man, som om den tætte akse mellem USA og Israel ikke eksisterer, fordi Israels karakter af besættelsesmagt og illegal gør det tætte parløb lidt suspekt i forhold til verdensoffentligheden. Men det tætte partnerskab eksisterer - og selvom det er amerikansk økonomi, der holder Israel og den israelske terrorstat oppe, er det tilsyneladende i lige så høj grad USA, som fører israelsk politik som omvendt.
Israelsk politik er åbenlyst aggressiv, åbenlyst i strid med international lov. Den apartheidmur, som man med en absurd besmykning kalder et 'sikkerhedshegn' er ikke bare en ny befæstet Berlin-mur, men både et kontant tyveri af palæstinensisk område og en betonklods om halsen på palæstinensisk økonomi og palæstinensernes dagligdag. Den forsøger at spærre palæstinenserne inde i en ghetto, som vil være ude af stand til at sikre en levedygtig national eksistens. Muren er blevet et symbol på brutal undertrykkelse - og den vil en skønne dag blive henvist til historiens losseplads som alle andre rådne mure.
For en uge siden gennemførte Israel et uprovokeret flyangreb længere inde på syrisk territorium end i de sidste 30 år. Angiveligt som gengældelse for en selvmordsbombe ikke fra Syrien, men fra Islamisk Jihad, som igen var en gengældelse for Israels systematiske og internationalt lovløse henrettelser af denne modstandsorganisations ledere.
I en tale ved en mindegudstjeneste
for 'syv-dages-krigen' i 1973 erklærede Sharon:
"Israel vil ikke
lade sig skræmme fra at forsvare sine borgere og ramme dets fjender hver
som helst og med alle midler".
Et par dage senere ekkoede Bush, at
Israels luftangreb på Syrien var en del af en 'grundlæggende' kampagne
for at forsvare Israel, og han drog selv en parallel mellem den amerikanske 'kamp
mod terrorisme' og Ariel Sharons aggressionshandlinger:
- De beslutninger
han træffer for at forsvare det israelske folk er lødige beslutninger.
Vi ville gøre nøjagtig det samme. Dette land vil forsvare sit
folk, erklærede han.
Den folkeretsstridige krigsprovokation mod Syrien
har altså USA's fulde opbakning. Er den ikke aftalt og koordineret i detaljer
med USA (hvad der er mest grund til at tro) har Sharon under alle omstændigheder
grønt lys fra Det Hvide Hus til militær aggression med amerikanske
high tech-våben.
Derfor har USA også blokeret for en forsømmelse
af denne oplagte krænkelse af international ret i FNs sikkerhedsråd,
selvom Israels handlinger fordømmes af langt de fleste lande i verden.
Syrien er opført på USA's liste over 'slyngelstater', medlem af 'ondskabens akse'. Ifølge tankegangen i de herskende kredse i USA gør det Syrien til et oplagt krigsmål i en såkaldt 'præventiv' krig. Den amerikanske FN-ambassadør med en fortid blandt contraer i Latinamerika John Negroponte lagde ikke fingrene imellem, da han i FN meddelte, at 'Syrien står på den gamle side i krigen mod terror'.
Angrebet på Syrien var den sidste pind til ligkisten for den såkaldte fredsproces, som blev lanceret under så stor medieopmærksomhed for nogle måneder siden. Israel og USA har droppet den - og droppet den fuldstændig efter at det ikke lykkedes at fjerne den palæstinensiske præsident Yassir Arafat via den, og den håndplukkede Mahmut Abbas måtte nedlægge sit hverv som statsminister.
Israel spekulerer ikke bare i at myrde eller deportere Arafat, men også i at udløse nye krige i Mellemøsten, eller en altomfattende krig dér. Efter Irak-krigen går man videre for at ramme Iran eller Syrien og Libanon.
Kun
én konklusion er mulig på hele denne baggrund: Israel er en terrorstat,
som truer både den regionale fred og verdensfreden.
Redaktionen
den 8. oktober 2003
Netavisen 9. oktober 2003