Samtale med Franz Krejbjerg om sammenslutningen af KPiD og DKP-ml
DKP/ml
og KPiD har lagt sig fast på at gennemføre en sammensmeltning af
de to partier. Tidligere på året nedlagde partiet Fælles Kurs
sig selv og en del medlemmer gik ind i DKP. Kommunistisk Politik har talt herom
med Franz Krejbjerg, Århus, medlem af APKs Centralkomite - og tidligere
medlem af DKP-mls.
Kommunistisk Politik 19, 2003
Hvordan
vurderer du den ægtepagt som de to partier har indgået?
- DKP/ml og KPiD har lavet en hel lille køreplan hvor de på ledelsesplan vil afhandle de spørgsmål, som en sammenlægning rejser. Herefter vil medlemmerne blive hørt, siger man.
Den naturlige forklaring på
denne fremgangsmåde er, at de uenigheder, der skal handles af, drejer sig
om personer, magt og indflydelse i det ny parti - og om hvordan man skal tackle
modstand blandt medlemmerne i fællesskab.
De to ledelser er bange for
deres egne medlemmer.
Det er lykkedes for DKP-ml at fjerne sig med stormskridt fra dets revolutionære fortid. Allerede under partikampen i 1996- 97 fik man et glimt af den principløshed, der lå til grund for den nye ledelses politik. Den udmøntedes senere, da Jørgen Petersen formulerede tesen om at der var "95% enighed mellem KPiD og DKP-ml".
De 95%
kommer ud af en ting, der er typisk Jørgen Petersen og hans gruppe, en
tendens til at gå efter afledte spørgsmål i den daglige klassekamp
uden at have nogen strategi.
Allerede under partikampen formulerede de f.eks.
på fagbevægelsens område hovedproblemet som at 'de unge ikke
gider at være medlemmer'…
Og deres svar er ikke anderledes end
andre reformisters: de kan se at fagbevægelsen skal være mere "aktiv",
de formulerede ikke og arbejdede ikke efter at bryde nogen af de givne rammer.
Vores
bedømmelse af DKP/ml er at de ikke har haft en helt klar retning, de har
haft '95 % formlen' og ikke ret meget mere. En kort periode var der en drøm
om at skabe et masseparti, den idé er lagt på hylden til bedre tider.
Hvad så med KPiD?
- KPiD har på deres side haft en helt klar
idé om at genoplive 70'ernes DKP, alle de gamle fora og støttepunkter,
hvor man sad sammen med socialdemokrater og afhandlede at man hverken var mod
USA eller Sovjetunionen. Vi er nogen der stadig husker da DKP-mls svar var: Nej
til de to imperialistiske supermagter!
Også i den internationale bevægelse
står KPiD sammen med deres gamle revisionistiske venner.
Parolen
er: 'Tilbage til tiden før Gorbatjov og Ole Sohn'. Derfor har de
heller ikke haft nogen intention om at gå sammen med DKP-ml, før
disse var modne til sluge denne idé om at "genskabe" DKP anno
1976, i en lettere nyoppudset udgave.
Deres arbejdsprogram er, at man skal
opbygge enhedsfronter med socialdemokraterne.
Klasseanalysen er, at fagbevægelsen
er en hellig ko, og mennesker der ikke er medlemmer af en fagforening er klasseforrædere.
Og i øvrigt at universitetslektorer er arbejdere.
Hvorfor er DKP-ml endt med at likvidere sig selv?
- Det er vanskeligt at sætte sig
ind i, hvad der har været motivet for afmonteringen af det revolutionære
DKP/ml.
Her tænker jeg ikke på de menige medlemmer og sympatisører,
der jo for manges vedkomne virker som ureflekterede, de tager ikke ordet i hvert
fald.
Jeg forestiller mig, at de tænker at det er hip som hap om de
er med det ene eller det andet sted, bare organisationen giver mulighed for nogen
aktivisme og en forsikring om, at man arbejder for et socialistisk samfund. Alle
de dybere spørgsmål, alle de politiske spørgsmål, de
strategiske spørgsmål, hvordan man angriber målet om socialisme
- det
håber de, at der er nogen der tager sig af, de håber, at
der nogen andre der gør det. De lægger deres lod i den vægtskål,
der hedder: vi har nogle tænkere, nogle der ved noget, nogen der er valgt
til at sætte sig ind i det…
Det var der en sørgelig tendens til allerede i midten af halvfemserne. En fornægtelse af at man beskæftiger sig med en videnskab. De vil gerne sige, at man bygger på marxismen-leninismen, men de vil ikke i praksis tage hånd om opgaven: at man må gå videnskabeligt til værks hvis man vil lave en socialistisk revolution.
De fornægter at spørgsmålet om revolution kun kan løses på baggrund af videnskaben om revolutionen og socialismen, fordi det står i modsætning til hele deres bekvemme stil hvor det politiske arbejde kan bygges på medmenneskelige følelser. Og deres 'moralske' udgangspunkt i politik.
- Hvordan vil du forklare forskellen mellem DKP-mls revolutionære linje i 'gamle dage' - og så nu?
- Tag Dagbladet Arbejderen. Det er symptomatisk for en beskrivelse af DKP/ml. I årene op til 1997 var der en situation, hvor en kerne af folk arbejdede med politik til daglig. Dagbladet Arbejderen var for dem ikke bare en avis blandt mange andre, det var et organ for det kommunistiske parti.
For at bladet skulle have nogen gennemslagskraft,
så man kunne bruge det til at komme ud til folk som et organiserende aktiv,
så var det vigtigt at bladet appellerede til arbejderklassens, ungdommen
osv. De skulle kunne læse ting i Arbejderen, der havde relevans for dem.
Det skulle ikke være et indspist klubblad, men et blad der gik ud til folk.
Arbejderen var alfa og omega i den tænkning, der lå omkring
den oprindelige parole om kommunistisk samling. Nemlig at samle alle kræfter
på marxistisk- leninistisk grundlag med DKP/ML som kernen og bekæmpe
de tiltag til revisionistisk genrejsning, man kunne se i KPiD.
I 1996 blev kræfterne i en længere periode brugt på at trimme hele organismen, redaktionen havde været det mest produktive led, men i denne periode kom hele mekanismen i fokus fra økonomi, kampagne, billedstof, digitalisering af produktion, effektiv udnyttelse af vores produktionsapparat. Det, der var sværest var at arbejdet skulle gøres i en ånd af mistro, man kunne mærke at det 'drive' der skal til for at man kan lave et skift, ikke var til stede overalt i partiorganismen. Enkelte lokale afdelinger var simpelt hen ikke, i første omgang, med på at lade avisen overleve.
Det lykkedes at gennemføre
hele omdannelsen, og den professionelle tilgang betød en massiv rationalisering
og besparelse. Dér hvor de øjeblikkeligt glippede, da Jørgen
Petersen-kliken kuppede ledelsen, var på politikken. Avisen blev på
få sekunder tømt for politisk indhold, den revolutionære strategi
blev elimineret. Nu er avisen blevet til et værktøj for revisionismen
- et nyt Land & Folk. Dømt til at gå samme skæbne i møde.
Det
bør ikke undre, hvis det lykkes KPiD-/DKP-ml at skabe et parti, der stort
set er uden noget indhold.
Netavisen 11. oktober 2003