Af Rep. Bernie Sanders
Bernie
Sanders fra Vermont er medlem af Repræsentanternes Hus og er dets eneste
uafhængige medlem - hverken fra Republikanerne eller Demokraterne.
Med
tal og kendsgerninger påviser han de stadig større klasseforskelle
i USA - og at levesituationen gennem en årrække er blevet voldsomt
forværret for det store flertal af almindelige amerikanere. Den amerikanske
middelklasse, hvis politiske repræsentant Sanders opfatter sig som, er ved
at smelte ned, proletariseres.
Se også Kommunistisk Politiks kommentar
til Sanders' artikel
Hr. og fru Middelmand
Monopolpressen
siger ikke meget derom, men De Forenede Stater er hastigt på vej til at
blive tre adskilte nationer.
Først er der et lille antal ufatteligt
velhavende mennesker, som ejer og kontrollerer mere og mere af vort land. For
det andet er der en skrumpende middelklasse, hvis almindelige medlemmer for det
meste arbejder stadig længere til lavere løn og færre goder.
For det tredje lever et voksende antal amerikanere i den yderste armod - de sulter
og sover på gaderne.
Der har altid været en rig elite i dette
land, og der har altid været en kløft mellem de rige og de fattige.
Men de forskelle i formuer og indkomster, som for tiden ses her, har ikke været
kendt i de sidste hundrede år. Den rigeste ene procent ejer større
rigdomme end de nederste 95 procent tilsammen, og direktørerne for de store
selskaber tjener mere end 500 gange så meget som gennemsnittet af deres
ansatte. Landets 13.000 rigeste familier - én hundrededel af 1 procent
af befolkningen - har næsten lige så stor en indkomst som de 20 millioner
fattigste amerikanske familier lagt sammen.
Mens de rige bliver rigere
og får store skattelettelser fra Det Hvide Hus, kæmper middelklassen
for at holde hovedet oven vande. Arbejdsløshedsraten nåede det højeste
niveau i ni år i juni 2003. Der er nu 9,4 millioner arbejdsløse -
tallet er vokset med tre millioner siden kort før Bushs tiltrædelse
som præsident. Siden marts 2001 har vi mistet mere end 2,7 millioner job
i den private sektor, herunder to millioner anstændigt betalte job i produktionen,
eller 10 procent af hele produktions-sektoren. Det er skræmmende, at raseringen
af anstændigt betalte job nu bevæger sig ind blandt funktionærer
og på kontorer (the white-collar sector (slipseland, red.)). Forrester Research
Inc spår, at mindst 3,3 millioner informationsteknologi-job i 2015 vil være
tabt til lavtlønslande med udvidelsen af digitaliseringen, internettet
og højhastigheds-datanetværk.
Men at forstå middelklassens
smerte og bekymring kræver, at man går længere end blot at se
på arbejdsløshedstallene. Der er tital millioner af fuldtidsbeskæftigede
amerikanere, som i dag - i inflationskorrigerede dollars - tjener færre
penge, end de fik for 30 år siden. I 1973 fik arbejderne i den private sektor
i USA i gennemsnit 9,06 dollars i timen. Reallønnen i dag er 8,33 dollars
i timen - en nedgang på mere end 8 procent. Arbejdspladser i fremstillingsvirksomhederne,
som engang gav en løn til at leve af, er nu placeret i Kina, Mexico og
andre lavtlønslande, hvor de amerikanske firmaer nu sender deres fabrikker
hen.
Ligesom i Wal-Mart, som nu har afløst General Motors som landets
største arbejdsgiver, er mange arbejdere i servicevirksomhederne ikke bare
lavtlønnede, de får også kun et minimum af tillægsgoder.
Samtidig med at priserne på sygeforsikringer og lægeordineret medicin
eksploderer, tvinger stadig flere arbejdsgivere arbejderne til at stå for
en stadig større andel af udgifterne til deres sundhed. Det er nu ikke
ualmindeligt, at stigninger i udgifterne til sundhed overgår arbejdernes
lønstigninger - hvorved de glider endnu længere bagud. Med støtte
fra Bush-regeringen skærer mange virksomheder også ned på de
pensioner, de har lovet deres ældre ansatte - og truer dermed pensionssikkerheden
for millioner af amerikanere.
Et af udtrykkene for middelklassens kollaps
er det voksende antal arbejdstimer, amerikanerne nu er tvunget til at have for
at kunne betale deres regninger. I dag har den gennemsnitlige amerikanske ansatte
langt flere arbejdstimer end nogen andre arbejdere i den industrialiserede verden.
Og situationen bliver værre endnu. Ifølge data fra Den Internationale
Arbejds-Organisation (ILO) arbejdede den gennemsnitlige amerikaner sidste år
i 1978 timer, mod 1942 timer i 1990 - det er en stigning på næsten
en hel arbejdsuge. Vi lægger nu flere timer i arbejdet end på noget
tidspunkt siden 1920'erne. Femogtres år efter den formelle fastlæggelse
af 40 timers-arbejdsugen under Fair Labor Standards-loven arbejder næsten
40 procent af amerikanerne nu mere end 50 timer om ugen.
Og hvis middelklassen
har det hårdt, hvad så med de 33 millioner i vores samfund, som lever
i fattigdom, hvoraf 1,3 millioner er kommet til over de sidste to år? Hvad
med de 42 millioner, som savner enhver form for sygesikring? Hvad med de 11 millioner,
som forsøger at klare sig igennem med en patetisk minimumsløn på
5,15 dollars i timen? Hvad med de 3,5 millioner mennesker, som i år er boligløse,
hvoraf 1,3 millioner er børn? Hvad med de ældre, som ikke har råd
til de vanvittig høje priser på den ordinerede medicin, som de har
behov for? Hvad med veteranerne fra militæret, som står på venteliste
til at få bevilget dækning af deres sundhedsudgifter?
Dette
land må radikalt nytænke og omlægge sine nationale prioriteringer.
Middelklassen er Amerikas rygrad, og det kan ikke tillades, at den falder sammen.
Vi har brug for at genoplive amerikansk demokrati og skabe et politisk klima,
hvor regeringen træffer beslutninger, som afspejler hele folkets behov,
og ikke blot de rige bidragydere til valgkampagnerne. Vi har brug for at middelklassen
udvides, ikke at den kollapser.
Sanders' artikel 'The
Collapse of the Middle Class' er offentliggjort af Common Dreams 4. september
2003.
Oversat af Kommunistisk Politik 18, 2003.
Netavisen 22. september 2003