Kommentar
Kommunistisk Politik 18, 2003
Regeringen
Fogh har siddet på taburetterne i snart to år. Og flertallet er ved
at have regnet den ud. Sjældent har en regering gjort sig så forhadt
i så store kredse på så kort tid. Den åleglatte statsminister
- trimmet af professionelle mediefolk, afskærmet af spindoktorer - har forkyndt
en pragmatisk gennemført nyliberal revolution, som skal ændre det
danske samfund til en superkapitalistisk mønsterstat, med Fogh som juniorpartner
Blairs juniorpartner på internationalt plan.
Foghs problem er, at
det vil danskerne ikke være med til - og flertallet af danskernes problem
er, hvordan vi skaffer os af med ham og hans uduelige, løgnagtige og korrupte
slæng.
For nogle af os er der et tillægsproblem: Hvordan kommer
vi af med Fogh uden at hans politik bliver videreført, i en lettere modificeret
form, af en SR-regering under Mogens Lykketoft - som Nyrup i sin tid videreførte
Schlüters politik?
Meningsmålingerne viser at VK-regeringen og Pia
Kjærsgårds loyale støttetropper har mistet støtten fra
flertallet af danskerne
Svaret på det første spørgsmål:
Hvordan vi slipper af med Fogh og Co. - er massemobilisering. Udviklingen
af en folkelig enhed mod krig, krise og reaktion, omfattende alle de kræfter
og lag, som direkte er sat under angreb af Fogh-regeringens dybt reaktionære
politik til gavn for A.P. Møller og monopolerne i indland og udland - og
ellers ingen andre.
Det er de fleste. Det er arbejderne. Det er de arbejdsløse
og alle på overførselsindkomster. Det er ungdommens store flertal.
Det store flertal af kvinder. Det er børnehavebørn, skoleelever,
gymnasiaster. Det er indvandrere af alle generationer.
I disse uge vokser
protesterne landet over mod de kommunale og amtslige nedskæringsbudgetter,
som Foghs regering står bag og har gennemtrumfet. De gymnasieelever, som
protesterer landet over, ved, at det ikke bare er kommunalpolitikerne (som er
slemme nok i sig selv), skytset skal rettes imod. Bag dem står regeringens
politik. Bag den står EU's nyliberale projekt og den amerikanske imperialismes
krigspolitik.
Der er en klar sammenhæng mellem krigen mod terror,
EU's forfatning og projekt 'Europas Forenede Stater' - og lukningen af skoler,
lokale hospitaler, de voldsomme takststigninger på den kollektive transport,
bolignøden og klapjagten på de arbejdsløse. Krigen mod Christiania
er en side af krigen mod Irak. Og omvendt.
Fogh-regeringen fører en
politik til gavn for de få, til gavn for de rige - imod flertallets interesser.
Så simpelt er det - og det er den enkle sandhed, som spindoktorerne og de
villige medier får sværere og sværere ved at tilsløre.
Svaret
på det andet spørgsmål: Hvordan undgår vi at socialdemokraterne
og de radikale fører lettere tilsløret Fogh-politik er - massemobilisering.
Det er udviklingen af et sammenhængende folkeligt program for en anden fremtid
for nationen og dens beboere end den, som partnerskabet med USA og opløsningen
af nationen i Den europæiske Unions nyliberale projekt tilbyder. Det er
arbejderklassens selvstændige klasseprogram, svaret på den åbenbare
klassekrig, som Fogh og Co. (der fabler om klassekampens død) har ført
fra dag 1.
Socialdemokraterne hader massemobilisering. For så ved
man aldrig hvad der sker. Og i modsætning til tidligere kan partiet ikke
selvstændigt mobilisere brede masser. Derfor lægger man alle æg
i drømmen om sejr det kommende folketingsvalg - og fortæller folk,
at de indtil da skal forholde sig i ro. Mens Danmark er blevet et aktivt krigsforbryderland,
arbejdsløsheden vokser til rekordniveau, og de fattige bliver mishandlet
i dagslys, forkynder socialdemokraterne i Metal-toppen og SiD-toppen, at arbejderklassen
ikke længere skal bruge deres vigtigste våben: massestrejken, storstrejken,
den politiske strejke.
Udover at Fogh-regeringen fører krig udadtil
og indadtil til gavn for de rige - og udover at de sociale problemer vokser overalt
og med rekordfart, fra massearbejdsløshed til synlig rasering af den offentlige
sektor, fra bolignød til håbløshed - har den en ministerliste,
som ville ødelægge en hvilken som helst forening:
Statsministeren
lyver om, hvorfor Danmark er i krig. Finansministeren lyver om, hvor han bor,
og hvad han foretog sig i Farum sammen med Peter Brixtofte.
Beskæftigelsesministeren
beskæftiger sig med at øge arbejdsløsheden og jagte de arbejdsløse.
Kulturministeren
har placeret adskillige sprængladninger under kulturen. Hans største
aktive indsats har været at støtte 'Nordens største golfturnering'
- i enhver henseende en gigantfiasko.
Krigsministeren lyver om, hvornår
danske soldater er i ildkamp. Udenrigsministeren lyver, fordi han ikke kan lade
være.
Og så er der Tove Fergo!
Begravelsesklokkerne er
begyndt at klemte.
Netavisen 10. september 2003