Fejlen der ikke kan rettes

Kommentar
Kommunistisk Politik 15, 2003

Venstrefløjen og dens meritter er et oplagt mål for den toneangivende reaktion. Men debatten i Weekend Avisen om venstrefløjen i 60erne - 80ernes Danmark har den svaghed, at der ikke tages udgangspunkt i virkelighed. Hverken DKP, SF, VS eller KAP (som er avisens særlige mål) var i perioden revolutionære, de var højst et dansk udtryk for internationale strømninger i arbejderbevægelsen - strømninger der alle havde fredelig overgang til socialisme på arbejdsprogrammet, dvs. i praksis: reformer og socialdemokratisme, uanset hvad de har skrevet i diverse pamfletter og sagt på diverse møder. Alle fraserne om socialisme tjente det formål at vinde tilhængere, at indgive illusionen at de havde løftet fanen hvor andre havde fejlet. Selv Socialdemokratiet gik i den omtalte periode ind for socialisme i deres program, men i praksis var og er det jo ikke revolutionært. Praksis er arbejderpartiers vigtigste kendetegn - og det kan man måske ikke bebrejde borgerlige historikere, at de ikke har sat sig ind i.

Kendsgerningen er at verden er delt mellem rige og fattige - mellem dem der ejer og det store flertal der intet ejer. Denne mekanisme er et udtryk for kapitalisme - selvklart vil selve kapitalismen uophørligt også afføde mennesker, der ønsker et andet system. Selv i det lille Danmark vil der kronisk blive produceret mennesker, der får den tanke at (verdens)samfundets goder kunne fordeles ligeligt. Denne tid med global økonomisk krise og fattigdom, krig og militarisme er ikke noget nyt og forbigående fænomen, men en tilbagevendende kronisk fejl ved kapitalismen, som objektivt skærper modsætningen mellem rige og fattige. Mellem dem der har fordel af kapitalisme og dem der ikke har.

Fra midten af 1800-tallet og til nu er erfaringerne med social revolution mangfoldige, erfaringerne med overgange til socialismen som system er næsten ligeså talrige. (Erfaringer med egentlig socialistisk økonomi er derimod begrænset til en kort periode - i Sovjetunionen før 2. Verdenskrig og igen en kort periode efter krigen, frem til kontrarevolutionen i Albanien).
Da man erfaringsmæssigt, med en vis rimelighed, kan antage at historien gentager sig (indtil et fuldstændigt irreversibelt omslag er gennemført), da vil et blik på historien være nok til at forudsige nye forsøg på omvæltninger, nationalt, regionalt og sidste ende globalt. Ungdommen og arbejderklassen vil objektivt søge mod en fremtid uden kapitalisme.

Ved at udpege de omtalte dele af den danske venstrefløj som revolutionære giver Weekendavisen faktisk ellers halvdøde venstrefløjsstrømninger legitimitet. Partier der, uanset at de hævder at repræsenterer befolkningens gode, solidariske og fredelige intentioner og drømme om et andet samfund, i praksis arbejder for socialdemokratisme dvs.: bevarelsen af kapitalismen.
Det engagement, der bliver udfoldet tyder dog på at der er dybere motiver bag ved angrebet på den såkaldte venstrefløj, og der tegner sig et bagvedliggende ønske om at udrense alle de mere humanistisk indstillede kræfter - en "intern" borgerlig magtkamp, hvor reaktionen i sit storhedsvanvid likviderer alle de flinke mænd og kvinder, der ikke er brug for i dag til at styre butikken.

Netavisen 1. august 2003