Arbejderklassen på barrikaderne

Kommentar
Kommunistisk Politik 12, 2003

G8-topmødets største betydning lå i, at det var der. Verdens 7 stærkeste industrilande samt Putins Rusland, som er på vej til at blive permanent medlem af denne 'de riges klub', mødtes i Evian. Bush og Chirac gav hinanden håndtryk foran kameraerne. Budskabet var: Vi er sammen igen. På talefod.

Dialogen mellem de imperialistiske røvere er genoptaget. Om hvilken andel af kagen, de hver især skal have. Det er altid det, deres rådslagninger handler om. Nu har FNs sikkerhedsråd 'legaliseret' den ulovlige besættelse og 'samarbejdet' kører på amerikanske betingelser.

Men modsætningerne er der endnu. For konflikten mellem USA på den ene side og Frankrig og Tyskland på den anden handler om en supermagt, der ikke tåler nogen konkurrent, og en europæisk stormagt, som har planer om at blive det.
På mødet drøftedes Irak, Mellemøsten, patentrettigheder, vandprivatisering, krig og krise …

På ét felt kan imperialistmagternes ledere altid enes: i at lade den brede befolkning betale for kriserne. De mødes i bestræbelserne på at drive den imperialistiske globalisering fremad - verden over, men også i deres egne hjemlande, hvor de forstærker den nyliberale politik for privatiseringer og skabelsen af et 'fleksibelt' arbejdsmarked. Over en bred bank slagtes tilkæmpede resultater for arbejderklassen gennem destruktion af de statslige pensioner, ødelæggelse af arbejdsløshedsunderstøttelse og tilsvarende sociale goder.

Sluterklæringen fra G8-landene anslår optimistiske toner. Ikke mindst med hensyn til udsigterne for verdensøkonomien. Det skal se ud, som om verdens mægtigste mænd har udviklingen under kontrol. Det har de ikke: den økonomiske verdenskrise uddybes, og mange af statslederne på topmødet kom fra eksploderende protester mod krisepakker og reformer.

Det illegitime G8
Fra broblokade mod vandprivatisering
Klik og forstør

Antikrigs- og antiglobaliserings-demonstranter gennemførte under Evian-mødet storstilede protester mod de riges klub og dens nyliberale politik både i Frankrig og Schweiz. Omkring hundredtusind deltog i protesterne - fra massedemonstrationer og modmøder til blokader af motorveje, veje og broer for at stoppe topmødet. I Geneve, Lauxanne og Annemasse gik lydstærke menneskemængder gennem gaderne. Opbuddet af politi og militær var enormt. Tåregassen flød. Vandkanoner blev brugt mod folk, der demonstrerede mod vandprivatisering. Der var kvæstede og masser af anholdte, herunder en snes danskere.
Disse manifestationer ved de internationale topmøder mellem de imperialistiske krigs- og fredshøvdinge er vigtige. Men denne gang blev de suppleret af andre demonstrationer og protester med adresse til de samme toppolitikere.

Gerhard Schröder kom til mødet med sit socialdemokratiske partis accept af den såkaldte 'Agenda 2010' - det mest omfattende angreb på Tysklands stadig flere arbejdsløse nogensinde. Den vil øge arbejdsløsheden, svække fagforeningernes rolle, styrke arbejdsgiverne - og kaste millioner af tyske arbejdere ud i dyb fattigdom. I Frankrig har Chirac kunnet se den største protestbevægelse i den sidste halve snes år imod hans reaktionære pensionsreformer, der følger EU's mønster for privatisering. Det nyeste påfund er at løse, hvad medierne kalder 'den tikkende pensionsbombe', ved at udvide arbejdstiden i den offentlige sektor.

Uroen og protesterne mod kapitalens brutale krise- og reformpolitik finder udtryk i den ene eller anden form i mange lande og har antaget massekarakter. I Sverige gennemførtes for nylig en langvarig strejke der involverede store dele af den offentlige sektor. Også efter topmødet er pensionsprotesterne fortsat i form af en tidsbegrænset generalstrejke i Frankrig, i Tyskland mod Agenda 2010 og det Schröder kalder 'omformningen af velfærdssamfundet' (efter minimalstatsmodellen! KP). I Østrig har millioner efter G8 strejket i protest mod pensionsreform og længere arbejdstid.

Det er noget vigtigt, som sker nu. Selvom de sociale protester oftest er under ledelse af reformistiske fagforeninger, så er arbejderklassen kommet i bevægelse. Forbindes denne sociale protest med antikrigs- og antiglobaliseringsbevægelserne og protesten mod imperialistcentrerne USA og EU, vil disse bevægelser i Europa blive af en styrke og et omfang, som vil kunne stoppe og vælte regeringer, og åbne endnu større perspektiver.

Ungdommen har længe været på barrikaderne i protest mod privatisering og omformning af uddannelserne i monopolernes tegn. Den har været i centrum for de enorme antikrigs- og antiglobaliseringsprotester. Men nu er det arbejderne, der rører på sig: samfundets største og eneste konsekvent revolutionære klasse.
Alle elementerne til en slagkraftig revolutionær cocktail er ved at være til stede.

Det er af den allerstørste betydning at disse bevægelser, som grundlæggende set udspringer af det samme: af modstanden mod den kapitalistiske og imperialistiske offensiv, ikke kunstigt holdes adskilt, men forstås som forskellige grene af den samme dybe sociale proces:
En anden verden er nødvendig - svaret er socialisme!

Se også
Fælleserklæring fra europæiske marxistisk-leninistiske partier ved Evian-topmødet

Netavisen 5. juni 2003