Leder
Kommunistisk Politik 10, 2003
Omformningen
af Mellemøsten i amerikansk billede og i koordination med Israel tager
ny fart efter at amerikanerne har erklæret Irak-krigen for vundet - på
en sådan måde at det unddrager sig de juridiske forpligtelser over
for civilbefolkningen som besættelsesmagt.
Den amerikansk-israelske offensiv
for at påtvinge de arabiske og mellemøstlige folk deres vilje fokuserer
p.t. på den såkaldte 'Køreplan' for fred mellem Israel og palæstinenserne
og på den hurtige omformning af Irak til et amerikansk besat protektorat,
der inddeles i tre regioner, alle med dollaren som valuta.
Men også
nye skridt tages i forhold til andre lande i regionen: Efter et besøg i
Syrien af den amerikanske udenrigsminister Colin Powell har de palæstinensiske
modstandsorganisationer, herunder PFLP, fået besked på at lukke deres
kontorer og pakke sammen. Israel og USA kalder det for 'terrorbekæmpelse'
- verden forstår at det er terrorstaternes forsøg på at knægte
en befrielseskamp. Alt hvad der ikke passer i den amerikanske strategi for verdensherredømme
får terroriststemplet. Senest har USA tilføjet Nepals Kommunistiske
Parti (Maoister), som står i spidsen for folkekrigen mod det reaktionære
nepalesiske lakajregime, til deres liste over terrororganisationer.
USA
ventede med at fremlægge 'Køreplanen' for Israel-Palæstina
til den militære sejr i Irak var sikker og indtil den amerikansk-israelske
plan for at reducere Arafats præsidentmagt og få en for dem acceptabel
mand at forhandle med var gennemført. For Israel og USA har Arafat længe
været 'irrelevant'. Med udpegningen af Abu Mazen (Mahmoud Abbas), en af
forhandlerne af Oslo-aftalerne, som premierminister er denne intrige lykkedes.
Det kaldes igen en 'demokratisering' af de palæstinensiske myndigheder,
der 'reformeres', så de tilskæres amerikansk-israelske interesser.
Køreplanen
er fremlagt som et fælles forslag fra USA, EU og Rusland og FN. Den danske
udenrigsminister Per Stig Møller har haft en hånd med i udformningen.
Det er med andre ord en fællesimperialistisk front, der står bag den
- med FN-stemplet som figenblad.
Køreplanen udstikker et forløb
i flere faser, som skulle føre til dannelsen af en palæstinensisk
stat i 2005:
Fase 1 (frem til maj 2003) skulle betyde afslutning
på den palæstinensiske 'terrorisme', normalisering af palæstinensernes
liv og politisk reform af selvstyret og valg. Israel skulle gennemføre
en tilbagetrækning fra de besatte områder og et stop for nye bosættelser.
Fase
2 (juni-december 2003): Skabelse af grundlag for en uafhængig palæstinensisk
stat. En international konference og international overvågning af 'Køreplanens'
gennemførelse.
Fase 3 (2004-2005): Anden internationale konference.
Indgåelse af permanente aftaler om staternes status og en afslutning af
konflikten. Aftaler om endelige grænser, om Jerusalem, flygtningespørgsmålet
og bosættelserne. De arabiske stater skal indgå fredsaftaler med Israel.
Dette
er verdens 'tilbud' til palæstinenserne. Det eneste. Og næppe et tilbud
- mest af alt et diktat. Et Minipalæstina af tvivlsom levedygtighed. En
forhandlingsproces, som på forhånd afskærer de palæstinensiske
modstandsorganisationer og bekæmper dem - med den største usikkerhed
om, hvorvidt USA og Israel, når det kommer til stykket, vil se en palæstinensisk
stat. Den er stillet i udsigt mange gange før.
Imens fortsætter
Israel ufortrødent med at besætte nyt palæstinensisk land med
opførelsen af apartheidmuren, som inddrager 5-10 pct. mere af de stærkt
reducerede palæstinensiske områder. Intet tyder på at Israel
vil gøre andet i forhold til denne plan end hvad man gjorde med Oslo-processen:
sabotere den. Planen stiller heller ingen krav til Israel om at skrotte dets -
i modsætning til Irak - yderst reelle lagre af masseødelæggelsesvåben.
Den sikrer Israels status som regional ministormagt med samme knusende militære
overlegenhed som USA i forhold til resten af verden.
Det er et elendigt udgangspunkt
for en fred, der sikrer palæstinensernes legitime rettigheder.
'Køreplanen'
er med til genoprette den fællesimperialistiske enhed, som kaldes 'verdenssamfundet',
og som blev sprængt af modstridende interesser i forbindelse med krigen
mod Irak. Ikke mindst Tyskland, men også Frankrig, har lagt sig på
maven for den amerikanske sejrherre i ydmygende selvkritikker. Men samtidig har
de forstærket bestræbelserne på en hurtig udvikling af EU som
militær supermagt.
Modsætningerne eksisterer fortsat og vil
igen komme til udtryk - og det officielle Danmark slides ned af dem i lakajstatens
forsøg på at forsone, hvad der ikke kan forsones. Men med 'Køreplanen'
er en vis enighed tilsyneladende genoprettet. Som altid med imperialistisk enhed
er det på folkenes bekostning - og igen det palæstinensiske og de
arabiske folk.
Redaktionen 6. maj 2003
Se
også
Muren,
der skiller palæstinenserne fra deres land
Af Gush Shalom, Kommunistisk
Politik 10, 2003
Netavisen 9. maj 2003