Irak besat

Kommentar
Kommunistisk Politik 9, 2003

Indtil krigen mod Irak var der 46 lande i verden, hvor USA ikke havde nogen militær tilstedeværelse. Nu er der 45. Der er 156 lande, hvor der er amerikanske tropper. I 64 lande er der amerikanske baser plus amerikanske tropper. Siden den 11. september 2001 er der syv nye lande, der er blevet forsynet med i alt 13 amerikanske baser, fra Kaukasus til Afghanistan i Centralasien. Nu er der altså et land mere. Der kalkuleres med oprettelsen af fire amerikanske militærbaser i Irak.

Den amerikanske propaganda taler som sædvanligt om 'befrielse' i forbindelse med Irak, og om at man 'ikke vil blive en dag længere end nødvendigt' og krigsminister Rumsfeld benægter, at man har planer om baser.
De historiske kendsgerninger siden anden verdenskrig taler et helt andet sprog. USA trækker sig ikke frivilligt fra noget land, hvor man først har etableret sig. Den amerikanske besættelse af det meste af kloden er permanent.

Siden Anden Verdenskrig har der været omfattende militærbaser i Japan, siden Koreakrigen i Sydkorea. Den nuværende ekstremt revanchistiske amerikanske regering har i øvrigt ikke glemt, at man ikke vandt denne krig, men blev smidt ud fra halvdelen af Korea - og med imperiets elefanthukommelse planlægger man at rette op på det og bevirke et 'regimeskift' i Nord, hvorfra en diktator jo 'truer verdensfreden. Dermed vil omringningen af Kina også være fuldstændig.

Med besættelsen af Irak og etableringen af et amerikansk militærdiktatur, som efter den 'afghanske model' skal glide over i en irakisk marionetadministration, er amerikanske baser i dette land en given ting - og dermed bliver de to iranske nabostater Afghanistan og Irak udgangspunkt for en senere 'befrielse' af Iran fra 'præstestyret', som jo udgør en større trussel mod verdensfreden og den regionale stabilitet.

Det samme gælder Syrien, hvor den endnu ikke er amerikanske baser, men hvorfra en større trussel mod Israel, den mellemøstlige stabilitet og resten af verden jo udgår. Nu hvor truslen fra Irak er fjernet er det jo kun naturligt, at det amerikansk-israelske blik rettes mod både Iran og Syrien.
Nyordningen af Mellemøsten er i fuld gang. Også i forhold til det besatte Palæstina, hvor USA og Israel er i færd med at manøvrere Arafat ud af spillet med et 'demokratisk' regimeskift under besættelsesmagternes geværløb.

Besættelsen af Irak var netop en 'befrielse', hvis man skal tro de krigsførende besættelsesmagters propaganda, den danske indbefattet. Til 'bevis' havde man medbragt en lejehær af eksilirakere, som organiserede både plyndringer og 'jubelscener'. Krigen mod Irak blev kortvarig, ligesom i Afghanistan. Besættelsen bliver derimod lang.

Der er fortsat mange uafklarede spørgsmål om, hvorfor Irak-krigen blev så kort, og ikke mindst, hvorfor Bagdad faldt så 'let'. At den irakiske hær blev udsat for det kraftigste luftbombardement, der nogensinde har ramt en hær, er givet. Men den ventede kamp om Bagdad udeblev. Republikanergarden kapitulerede tilsyneladende. Forræderi? Det vil alt sammen blive klart. Saddam Hussein-regimet er brudt sammen, men tilsyneladende er Saddam selv stadig i live - og i færd med en Osama.

Uanset deres holdning til Saddam-styret kæmpede patriotiske og antiimperialistiske irakere - med ryggen mod muren og forrådt af verdenssamfundet - tappert mod en rasende overlegen og brutal invasionsstyrke. Udfaldet var givet på forhånd.

Men intet tyder på, at dannelsen af et marionetregime og konsolideringen af besættelsen af Irak kommer til at gå så 'nemt' som i Afghanistan. Den amerikanske militæradministration ledt af ex-generalen Jay Garner er begyndt at fungere, planerne for udlicitering af olien, givtige 'genopbygnings-' og privatiseringsprogrammer er parate. Under forsæde af den tidligere amerikanske guvernør i Afghanistan Zalmay Khalilzad indkaldte USA til et møde mellem amerikanskstøttede oppositionsgrupper i den sydirakiske by Nasiriyah, der fastlagde et program for den kommende kollaboratørregering, hvori skumle skikkelser som den dømte banksvindler Ahmed Chalabi, krigsforbrydergeneralen Nizar Al-Khazraji og lignende skal indgå.

Planen for en 'irakisk overgangsadministration' ser således ud:
- Hvert af de ca. 20 ministerier skal ledes af enten en civil eller militær amerikaner
- Hver minister skal have to amerikanske viceministre og otte amerikanske rådgivere
- Hvert ministerium skal have otte irakiske rådgivere, heraf fire eksilirakere og fire fra Irak.

Helt har det dog ikke kunnet skjules, at det irakiske folk protesterer mod besættelsen og forlanger besættelsesmagterne ud. Den folkelige massemodstand mod den amerikanske besættelse og forsøget på at påtvinge Irak et lakajregime er ved at komme til udtryk. Efter den uhæmmede plyndring og anarkiet, der blev sluppet løs af besættelsesmagten og som terroriserede den brede irakiske befolkning, bliver dannelsen af den amerikanske militæradministration og forberedelsen af et lakajregime mødt med demonstrationer og talrige folkelige protester.
Den irakiske modstandskamp fortsætter - og det samme gør den globale kamp mod det amerikanske verdensherredømme.

Netavisen 23. april 2003