Leder
Kommunistisk
Politik 9, 2003
Arbejderklassens internationale kampdag vil i år
få farve af den globale bevægelse, som op til og under Irak-krigen
har manifesteret sig så stærkt: arbejderklassens og folkenes verdensomspændende
krigsmodstand. Den har vist hele verden, at folkenes kamp er en levende magtfaktor,
at international solidaritet ikke er et fromt ønske hos 'de frelste på
venstrefløjen', men en realitet, der kan stoppe eller udsætte krige
og vælte eller ryste regeringer og imperialistiske magtkoalitioners strategier.
Konkret bliver kampen mod USA's krige og mod krigen og besættelsen af Irak
et hovedtema. Men under det ligger et større perspektiv: kravet om en anden
verden, som vil blive synliggjort overalt.
I påskedagene afholdt Arbejderpartiet
Kommunisterne - tre år efter stiftelsen - sin 2. kongres. Netop dette spørgsmål
var et hovedemne for kongressen. I et af dens hoveddokumenter hedder det:
"USA's forsøg på at etablere sit fuldstændige og urokkelige verdensherredømme skærper modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes, som alle søger at sikre deres interesser. USA tåler ingen konkurrenter - og vil holde EU, Rusland, Kina og Japan i et afhængighedsforhold, baseret på overlegen militær styrke. Optakten til Irak-krigen afslørede, hvor dybt disse modsætninger stikker. Der er imidlertid ingen grund til nære illusioner om, at f.eks. EU eller en kombination af de andre imperialistmagter udgør et 'progressivt alternativ' til USA-imperialismen.
Modstanden mod USA-imperialismen, krigen og den imperialistiske globalisering kommer ikke fra disse magter, som selv drømmer om en førsteplads i verden. Den kommer fra hvad der er blevet betegnet som 'den anden supermagt' - fra folkene, der bekæmper imperialisme, krig og reaktion, og som den 15. februar viste sig som en global bevægelse af enorm styrke. Uden denne bevægelse, som har udviklet sig som en uafhængig og selvstændig bevægelse, der ikke er koblet på nogen imperialistisk stormagts politik, ville også modstanden mod krigen fra de magter, der modsatte sig den, have været svag og ubetydelig.
Det er denne bevægelse, der yderligere udviklet som en front mod imperialisme, krig og reaktion, kan udtrykke folkenes globale solidaritet og blive et vigtigt redskab til realiseringen af deres forhåbninger til en anden verden.
Den økonomiske krise, den imperialistiske globalisering, krigene og den stadig accelererende elendighed har skabt en situation, hvor folkenes harme og krav om et andet samfund vil sætte sig igennem. I mange lande, på alle kontinenter, eksisterer der revolutionære situationer - hvor de herskende ikke kan fortsætte med at regere på den gamle vis, og hvor de beherskede ikke længere vil lade sig regere på denne vis. Om disse revolutionære situationer bliver udløst i revolutioner og arbejdernes og folkets magterobring er i første række afhængig af eksistensen af stærke marxistisk-leninistiske kommunistiske partier med en stærk forankring i arbejderklassen og folket. Ellers kan de glide over i permanent kaos og indre konflikter, der ikke betyder et opgør med det borgerlige klassediktatur og imperialismens diktat. Argentina, Colombia, Ecuador og en række andre latinamerikanske lande befinder sig på grænsen til revolution. Det samme gælder en række lande i Asien, i Mellemøsten og andre steder.
Spydspidsen i imperialismens militære, politiske
og ideologiske aggression retter sig altid mod arbejderklassens og folkenes revolutionære
kamp. Og det er der, det trækker op til den store styrkeprøve: Hadet
til USA-imperialismen i særdeleshed og imperialismen i almindelighed verden
over er enormt. Kravet om en anden national og international udvikling er rodfæstet
i millioner af menneskers bevidsthed, som er begyndt at organisere sig til kamp.
Det er det, som i sidste ende bærer fremtiden i sig: En anden verden
er mulig. En verden uden udbytning og undertrykkelse. Det kan kun være socialismens
verden."
("EN ANDEN VERDEN ER NØDVENDIG: STOP IMPERIALISMEN!
SOCIALISMEN ER FREMTIDEN!")
De røde faner, der vil knalde op mod den imperialistisk formørkede himmel over verden på arbejderklassens internationale kampdag, bærer dette perspektiv med sig.
Redaktionen den 22. april 2003
Netavisen 24. april 2003