Den store trussel mod dollaren

Af Bertil Kilner

Uden krig mod Irak trues USA's økonomiske særstilling. Krigen handler om mere end blot olie. Den handler om at beholde dollaren som en verdensvaluta og dermed USA's økonomiske magtposition i verden.
Kommentar fra den svenske ugeavis Proletären nr. 10, 2003.

Ikke særligt mange tør forfægte den svenske regerings officielle holdning, at den truende krig handler om Saddam Husseins eventuelle masseødelæggelsesvåben eller om, at den irakiske diktator har sit eget folks blod på sine hænder. Alle undtagen dem, der støtter George W. Bushs planer om en krig, er bevidste om, at det handler om Iraks olie. Og ikke bare Iraks, men hele Mellemøstens, også Irans og Saudi-Arabiens.
Men det handler ikke ene og alene, og måske slet ikke frem for alt, om olieleverancer på kort sigt, selvom dette givetvis er af stor interesse for USA.

Når USA vil styrte Saddam, så er det den nye ØMU-valuta, euroen, som er måltavlen.
USA's stilling som eneste supermagt og verdenshersker hviler på to søjler.
Den ene er dens militære magt med kernevåben og biologiske og kemiske kampstoffer foruden såkaldte konventionelle våben såsom en enorm flåde, bombe- og andre fly, artilleri, kampvogne osv. samt soldater til at betjene disse våben.
Den anden søjle er dens valuta, dollaren, og dennes stilling som eneste verdensvaluta.

International valuta

Efter anden verdenskrig besluttede verdens industrilande, at den amerikanske dollar skulle fungere som såkaldt reservevaluta internationalt. Eksport og import mellem alle lande kunne betales i dollar. USA garanterede dollarens værdi i guld. 35 dollar modsvarede ca. 31 gram guld, og hvert land, som tog imod dollars, kunne, om så ønskedes, indløse disse dollars i guld i USA. Dollar var altså lige så sikkert som guld, og de fleste lande nøjedes med det. Det var meget fordelagtigt for USA. Landet kunne importere uden at behøve at eksportere noget. Man trykte bare dollarsedler og sendte dem af sted til de lande, man importerede fra.

I 1971 ophævede USA ensidigt denne aftale. Men dollaren fortsatte trods dette med at være verdensvaluta, og USA kunne fortsætte med at importere og betale med dollarsedler. Årsagen var, at de olieproducerende landes organisation, OPEC, havde besluttet, at deres olie udelukkende skulle sælges for dollars. Det var derfor nødvendigt for alle olieproducerende lande at have et forråd med dollars. En dollarseddel er som alle andre sedler en gældsforpligtelse fra det land, som har givet den bort, dvs. i dette tilfælde USA. Da USA betalte sin import med dollarsedler i stedet for med eksport af varer, oparbejdede USA en gæld til det land, det importerede fra.

Gældsætningen skyldtes altså, at USA importerede mere, end det eksporterede, at landet havde et såkaldt handelsbalanceunderskud. Så længe tilstrækkelig mange lande vil have dollars for at kunne betale sine olieregninger, fungerer den slags.

USA's handelsbalanceunderskud er øget støt. Til at begynde med forårsagede dette bekymringer på de internationale finansmarkeder. Da dette underskud f.eks. i en måned i 1987 overgik 11 mia. dollars, udbrød der panik på børserne. Hvordan skulle USA nogensinde kunne betale en så stor gæld? var det spørgsmål, som spekulerende finanskapitalister stillede sig.

USA lever af andre

Siden da har verden måttet vænne sig til det, og da det offentliggjordes, at USA's handelsbalanceunderskud for november og december i fjor var 40,1 respektive 44,2 mia. dollars - et årsgennemsnit på over 500 mia. dollars - kom der bare små notitser i pressens erhvervssider, hvis det da overhovedet nævntes.

USA lever i dag i stor udstrækning på omverdenen. Bogstaveligt talt. Andre lande producerer, og USA konsumerer. USA har i dag en gæld til resten af verden på over seks billioner, dvs. 6.000 mia. dollars. Det svarer med dagens vekselkurs til over 50.000 mia. svenske kroner, mere end 20 gange Sveriges bruttonationalprodukt. Så meget har amerikanerne konsumeret uden at have nødet sig til at producere andet end dollarsedler.
Dette har været og er muligt takket være dollarens stilling som verdensvaluta, hvilket på sin side afhænger af, at OPEC vil have betalt i dollars.

Verden har nu fået en ny valuta, ØMU'ens euro. Euroen omfatter en større folkemængde end dollarens USA - meget større efter en eventuel udvidelse - og desuden har ØMU-landene en afbalanceret handel med omverdenen, altså ingen stor udlandsgæld. Alligevel forbliver dollaren imidlertid betalingsmiddel for olie, og dermed består dens dominans og den for USA fordelagtige ordning.

Men pludselig er dollarens stilling blevet truet.
Den 6. november 2000 besluttede OPEC-landet Irak, at for den olie, man solgte i henhold til mad for olie-programmet, ville man have betalt i euro. Desuden besluttede man at veksle de 10 mia. dollars, som landet havde i sin FN-fond, til euro. Sandsynligvis skete dette af politiske årsager, eftersom det syntes at være en dårlig handel, da dollaren dengang var mere værd end euroen.

Disse valutaforanstaltninger beseglede efter alt at dømme Saddam Husseins skæbne. USA besluttede at slå til.
For tænk, hvis Saddams eksempel blev fulgt af andre. Tænk, hvis euroen i stedet for dollaren blev olievalutaen. Det ville betyde, at dollaren ville tabe sin stilling som verdensvaluta til fordel for euroen.

Følgerne ville blive dramatiske, som f.eks.:

· Alle olieimporterende lande, bl.a. de fleste europæiske lande og Japan, ville hurtigt sælge ud af deres dollars til gengæld for euro. Det drejer sig om store beløb, idet ca. 60 pct. af alle officielle valutareserver, heriblandt Sveriges, udgøres af dollars.

· Det store udbud af dollars til salg ville få dens kurs til at ramle som en lavine, måske med hele 50 pct. Tilsvarende ville euroen stige i værdi.

· Alle, som har investeret i aktiver vurderet i dollars - det være sig aktier og andre værdipapirer eller ejendomme - ville så hurtigt som muligt sælge disse for at kunne veksle deres dollars til euro, hvilket ville forårsage, at bunden gik ud af aktiebørserne og ejendomsmarkederne i USA. Desuden ville det yderligere presse dollarkursen.

· Den enorme indenlandske gældsætning i USA er sket mod pant i aktier og ejendom. Bankerne ville ikke kunne få sine udlånte penge tilbage, hvis panterne ikke længere svarede til de udlånte værdier, og USA ville få en finans- og bankkrise af et omfang, som hører til sjældenhederne.

· De, som har penge på kontoen i amerikanske banker, ville hurtigt forsøge at få dem ud, dels for at kunne veksle til euro, dels for ikke at lade dem forsvinde i et bankkrak. Det ville forværre bankernes problemer yderligere.

· Den amerikanske import ville drastisk blive formindsket, hvilket ville sænke levestandarden, ja, til en vis grad den grundlæggende forsyning, i USA. Bl.a. ville olieprisen stige til niveauer, som det stadig mere olieafhængige USA aldrig har oplevet.

Flere går over til euro

Hvor stor er risikoen for, at ovenstående sker?
Ja, ved siden af, at Irak har byttet dollars ud med euro, så har Iran konkrete planer om at gøre det samme. Foruden økonomiske begrundelser - euroen er i dag mere værd end dollaren - findes der politiske. Bush kaldte Iran for en 'ondskabens aksemagt', hvilket næppe har bidraget til at øge USA's popularitet i Iran.

Den 14. april 2002 holdt OPEC's generalsekretær Javad Yarjeni en tale for EU's finansministre, hvori han dels lykønskede EU for den tilsyneladende problemfri overgang til euro, dels spekulerede i, at OPEC som helhed ville begynde at tage betalt i euro i stedet for dollars. Argumentet for et sådant tiltag er blevet styrket i løbet af det forrige år, da euroen øgede med 17 pct. i forhold til dollaren og nu altså er mere værd end dollaren.

Nordkorea har også vekslet over fra dollar til euro, naturligvis som et politisk tiltag, men af begrænset betydning i en global sammenhæng. Også Venezuela truer dollarens stilling som olievaluta, eftersom landet under Hugo Chávez i voksende omfang sælger olie i ren byttehandel med femten lande. Cuba betaler f.eks. for sin import af olie ved at indrette og bemande lægeklinikker rundt om i Venezuela. Se - der har vi årsagen til det USA-støttede kupforsøg sidste år og den fortsatte undergravende virksomhed mod den lovligt valgte præsident.

Foruden visse olieproducerende lande findes der naturligvis andre, som er interesserede i, at euroen indtager den stilling, som dollaren har haft de seneste 50 år.
Hvorfor var f.eks. Tyskland så villig til at droppe sin D-mark, en valuta med stor styrke og international prestige, til gengæld for euroen? Og Frankrig? Naturligvis, fordi de i lighed med USA i nykolonialistisk ånd vil opnå at skabe noget ud af intet gennem en økonomisk herskerposition i verden. Til det formål var D-marken og francen alt for små valutaer.

USA's verdensmagt trues

Der kan altså knap råde nogen tvivl om, at der eksisterer en reel trussel imod US-dollarens stilling, den ene af de to søjler, som USA's verdensmagt hviler på. Og når denne søjle trues, griber USA til den anden søjle, til sin enorme militære slagkraft. Verden skal med vold tvinges til at underordne sig USA's interesser. En krig mod Irak vil som mål have en langvarig besættelse og udstationering af store amerikanske tropper. Ikke blot for at kue irakerne og fastholde en hidkaldt lakaj på den irakiske trone, men også for at sigte bedre på Iran. Der er planer om en invasion af Iran. Men også af Saudi-Arabien, hvis den despotiske kongefamilie dér skulle blive styrtet af et folkeligt, måske islamistisk oprør. Også andre lande såsom Egypten og Syrien er i amerikanske medier blevet nævnt som tænkelige mål.

Ved at beherske Mellemøsten kan USA diktere vilkårene for produktion af og handel med olie og sørge for, at efterspørgslen på dollars i verden forbliver stor. Og derigennem opretholde sin verdensherskerstilling.
At Tyskland, Frankrig, Rusland og Kina med deres egne imperialistiske planer og forhåbninger om en nyopdeling af verden modsætter sig USA's planer, er ikke overraskende.

Overs. Kommunistisk Politik

Se også:
Splittelsen i FNs sikkerhedsråd
Af Michel Chossudovsky

Netavisen 11. marts 2003