Kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2003
For
få måneder siden var der endnu mange, som lod sig bedrage af løgnepropagandaen
om, at Saddam Hussein og Irak udgjorde en konkret og potentiel trussel mod nabolandene,
regionen og verden som helhed. I dag kender verdens folk disse fakta:
USA militærudgifter
er omtrent 400 milliarder dollars, eller næsten 50 pct. af verdens samlede
militærudgifter.
Ifølge CIA er Iraks militærudgifter 1,3
milliarder dollars eller ca. 0,3 pct. af USA's.
Englands militærudgifter
er næsten 32 milliarder dollars, også ifølge CIA.
Med denne
indikator bliver styrkeforholdet altså
Irak:USA = 1:308
Irak: USA+England
= 1:332
USA og England har omtrent 200.000 (andre kilder siger 300.000,
KP) soldater og meget avanceret udstyr i nærheden af Irak.
USA og
England planlægger, 'om nødvendigt', at anvende kernevåben
og kemiske våben mod Irak.
Irak har ingen styrker i nærheden af
USA. Irak har ingen kernevåben. (Kilde TFF)
I dag ved folk, at
USA og dets 'koalition af de villige' er aggressoren og den største trussel
mod freden og verdens folk. At Israel ikke er en lille og svag nation, som kæmper
en eksistenskamp mod en overmægtig fjende, men at Israel er en aggressor
og terrormagt, en besættelses- og undertrykkelsesmagt af fascistisk tilsnit.
George
W. Bush og hans globale propagandaapparat talte for få måneder siden
endnu om, at hele 'det internationale samfund' stod sammen mod Irak, som på
sin side udgjorde en trussel mod hele det internationale samfund. De sidste måneder
har vist noget andet: nemlig at verdens folk står sammen imod en forbryderisk
krig. Det 'internationale samfund' har som følge deraf vist sig at være
alt andet end samlet: FNs Sikkerhedsråd, som har været et afgørende
politisk redskab for USA og NATO, som er et afgørende militært redskab
er dybt splittet. Og Den europæiske Union, som pr. automatik har bakket
op om de amerikanske krige, indbefattet den første Golfkrig og 'krigen
mod terror' er også splittet - med dets dominerende lande Tyskland og Frankrig
som modstandere af krigen mod Irak.
En global antikrigsbevægelse, flertallet
af verdens folk, har taget kampen op mod en kriminel krig, planlagt og iværksat
af Det Hvide Hus og Pentagon i intimt samarbejde med en håndfuld sammensvorne
statsledere. Den farligste krigsakse, verden har set siden Hitlers Antikominternpagt:
Bush, Blair, Sharon & Fogh. Spaniens Aznar og et par stykker til kunne være
taget med.
Denne flok globalt forhadte navne repræsenterer bestemte politiske
og økonomiske interesser: Først og fremmest amerikansk-britisk imperialismes
strategiske interesser og den amerikansk-britiske olie- og våbenindustris
økonomiske monopolinteresser. Det er derfor Fogh er med på listen:
Danmarks største multinationale koncern A.P. Møller er en integreret
partner i den amerikansk-britiske militær-industrielle kompleks. Navne Chirac
og Schröder, der har vundet en ufortjent popularitet, repræsenterer
rivaliserende interesser, rivaliserende koncerner. De sidstnævnte er i modstanden
mod en krig mod Irak, som simpelthen vil skade deres politiske og økonomiske
interesser, lige nu i overensstemmelse med verdens folks modstand mod den amerikanske
krig.
Når Anders Fogh fremhæves specielt, er det ikke kun fordi
han er dansk regeringschef. Det er fordi han har spillet en konkret og vigtig
rolle for de amerikanske krigsforberedelser på et afgørende tidspunkt,
nemlig som formand for Den Europæiske Union i sidste halvår af 2002.
Fogh forhindrede - efter forhåndsaftale med USA - at EU under det danske
formandskab vendte sig imod den amerikanske krig. Og efter formandskabet var slut
har Fogh sammen med 7 andre statsledere gjort sit for at støtte USA's krig
med sit åbne brev, der skulle spalte og lamme den europæiske krigsmodstand.
Fogh er med i 'de villiges koalition' - og han vil have Danmark med. Både
i direkte dansk krigsdeltagelse og i indirekte støtte til krigen - som
med fly og soldater i Afghanistan og gennem den koordinerede supportfunktion til
Irak-krigen, som NATO har trods den politiske splittelse.
Fogh har klynget
sig til håbet om at FNs Sikkerhedsråd kunne forlene en beskidt krig
med et skær af legitimitet. Det falmer måske - og hans upopulære
krigspolitik vil være i dyb krise. Som Blairs er det sammen med alle de
øvrige krigsmagerne, som folkenes modstand kan vælte og afsætte.
Fogh og hans regering vil have krig: Den vil komme til at mærke den
hér!
Netavisen 12. marts 2003