Kommentar
Kommunistisk Politik 5, 2003
Den
15. februar fik over halvtredstusinde danskere - med forskellige ideologiske og
politiske opfattelser i øvrigt - samlet sig om et fælles krav: INGEN
KRIG MOD IRAK og INGEN DANSK KRIGSDELTAGELSE. De bidrog til at Danmark var med
i den kæde af millioner og atter millioner mennesker verden over, som demonstrerede
denne dag for at stoppe Bush & Co. - og som skrev historie, fordi de viste,
at den vigtigste modmagt mod supermagten USA og den katastrofale krigskurs, den
har påtvunget verden, eksisterer: folkene selv, som er mod krig, for fred,
mod imperialistisk røveri og udplyndring, for retfærdighed, for social
fremgang.
Eksistensen af en ny politisk massebevægelse mod krig verden
over er en realitet. Der bliver ofte draget sammenligninger med Vietnam-bevægelsen
i 60erne og 70erne, og der eksisterer også lighedspunkter. Men der er en
anden historisk sammenligning, som er mere nærliggende, og en anden historisk
parallel, der bør drages: det er til 30erne og 40erne i det sidste århundrede,
hvor folkefronten mod fascisme blev udviklet, da Hitlertyskland og dens allierede
slavebandt deres egne befolkninger, knægtede den politiske opposition og
fagbevægelsen, satte racismen i system og indledte en militær kamp
om erobring af verdensherredømmet.
Den imperialistiske krig mod Vietnam
og Indokina havde dybtgående konsekvenser og radikaliserede en hel generation
af unge verden over - ikke mindst i de imperialistiske lande selv. Men den nuværende
krig, som George W. Bush's USA har indledt, er ikke en trods al sin alvor blot
en regional konflikt, men i ordets egentligste betydning en global konflikt, en
global krig.
En krig, hvis udfald vil være bestemmende for klodens skæbne
i årtier fremover, langt langt ind i dette århundrede.
Ikke
et land, ikke et eneste folk, er uberørt af den globale krig, som Bush
indledte efter 11. september 2001 som en 'krig mod terror' med besættelsen
af Afghanistan - men som i realiteten er USA's og den rige verdens krig mod den
fattige verden, de riges krig mod de fattige. Den har styrket og oprustet de reaktionære
kræfter i alle lande - og indledt et felttog mod den politiske protest og
alle organiserede kræfter for fred og fremskridt. Ingen må tage fejl:
På trods af al snakken om og den reelle eller opreklamerede fare fra 'islamisk
fundamentalisme' og 'terrorisme' er det ikke den, som de herskende frygter. Hvad
de frygter mest er den magt, som viste sig i hovedstæder og provinsbyer
i mere end 75 lande verden over den 15. februar: folkenes magt, folkemasserne.
Deres største frygt er arbejderklassen i aktion - og en bevidst arbejderklasse,
en arbejderklasse ledt af ideen om et nyt, socialistisk samfund, af forståelsen
for nødvendigheden af et revolutionært opgør med imperialismen
og monopolerne, med de gangstere og røvere, som er verdens herrer i dag.
En arbejderklasse og folk, som ledes af kommunistiske partier: Det er magthavernes
mareridt - som de troede en gang for alle at have undsluppet med murens fald.
Vi marxist-leninister har ofte sagt, at hvad der dengang faldt ikke var socialismen,
men at det var den moderne revisionisme, som havde spillet fallit, og som viste
sig at bane vejen for råkapitalismen og monopolernes uindskrænkede
diktatur.
USA's 'nye verdensorden' og den imperialistiske globalisering lovede
frihed, demokrati, fremgang og stadig større velstand for folkene. Siden
den første Golfkrig - den første krig i den 'ny orden' - er tingene
kun gået tilbage for det store flertal: Den globale fattigdom er blevet
endnu større - de globale uligheder endnu mere iøjnefaldende og
mærkbare. 'Demokrati' og 'menneskerettigheder' er som slagord blevet afløst
af indskrænkning af demokratiet, uhæmmet reaktion. Den påståede
fremgangsrige kapitalisme er grebet af en dyb krise, som folkene betaler. Og freden
er afløst er permanent krig.
Alt det er den politiske og sociale
baggrund for de gigantiske protester den 15. februar. Uanset udfaldet af krigen
mod Irak vil denne udvikling fortsætte. Supermagten USA satser højt:
Det globale herredømme, også kaldet 'Det ny amerikanske århundrede'.
Men det har i bestræbelserne på at vinde kontrol med alt og alle og
bemægtige sig alle ressourcer udfordret endnu en stormagt: folkene. Det
kan opkøbe, bestikke eller true enhver kapitalistisk regering til at følge
med eller holde kæft. Det kan hverken opkøbe eller bestikke folkene,
og de lader sig ikke kue af trusler eller af undertrykkelse og krig.
Danskerne
har oplevet en regering, der har deponeret sin selvstændighed hos USA, og
en 'opposition', der har deponeret den hos FNs sikkerhedsråd. De har set
FNs 'magtesløshed', NATOs eksistenskrise og EU's splittelse. Nogle ser
hen til EU med Frankrig og Tyskland i spidsen som starten på noget historisk
nyt: en ny 'moralsk stormagt'. Det er også en illusion - i strid med alle
historiske erfaringer, logik og analyse.
Den nye kraft ligger et helt andet
sted: i den virkelige magt, som tegnede sig den 15. februar 2003. Hos folkene,
som kæmper for en anden verden. For en verden uden imperialistiske supermagter
og supermagtssammenrotninger. For socialisme i deres eget land - og for en socialistisk
verden.
Netavisen 1. marts 2002