Leder
Kommunistisk Politik 5, 2003
Disse
dage leverer anskuelsesundervisning i, hvordan en imperialistisk røverkrig,
som alene USA og Israel ønsker, bliver til brutal virkelighed på
trods af en hel verdens protester.
Den amerikanske supermagt anvender hele
repertoiret af midler: trusler, diktat, pression, militært og økonomisk
tryk, argumenter og pseudoargumenter og et propagandaapparat, der langt overgår,
hvad der stod til Hitlers rådighed.
Bush og de amerikanske monopoler
vil have krig for at bemægtige sig den irakiske olie og kontrollere hele
det strategisk vigtige Mellemøsten. Israel vil have krig for at forhindre
en fredsaftale med palæstinenserne, bygge videre på den zionistiske
drøm om et Storisrael - og for varigt at svække de arabiske fjender.
Tony
Blair er med på vognen som den mindre partner, fordi den anglo-amerikanske
alliance har
givet det gamle britiske kolonirige, der engang beherskede verden,
endnu en frist på livet, og fordi UK ikke vil have en europæisk union,
der styres af Tyskland og Frankrig …
Hvorfor Anders Fogh og hans regering
af udstoppede skurke vil være med: Fordi de plejer de udslagsgivende danske
monopolers interesser - og fordi A.P. Møller, der får styrtende med
penge af den amerikanske hær for sine bidrag, tjener tykt både på
krig og olie.
Den allerede historiske globale aktionsdag den 15. februar
viste, at alle folkene i verden ikke ønsker denne krig. Ingen regering
kan sige: Vi fører den i folkets navn. For folkene har utvetydigt sagt:
IKKE I VORES NAVN.
15-30-50 millioner på gaderne verden over: Aldrig
er noget lignende set i en globalt rullen protest med døgnet kloden rundt.
Den
gigantiske folkelige protest har sat regeringerne under pres: Et flertal af landene
i FN - herunder hele den såkaldt alliancefri bevægelse, som omfatter
de fleste lande - har sagt nej til USA's krig. USA's mulige supermagtsrivaler
- EU med Tyskland og Frankrig som kerne, Rusland
og Kina vil ikke have krigen,
fordi de ved, at den også har som mål at sikre USA globale herredømme
på bekostning af deres lige så imperialistiske interesser,
Et flertal
i FN er imod krigen og har udtrykt det - og alligevel tyder alt på, at den
kommer, og at den kommer meget snart, fordi USA vil have den.
Hele verden ved,
hvad denne krig handler om. Hele verden ved, at faren for verdensfreden først
og fremmest udgår fra et USA, der er rustet til tænderne med masseødelæggelsesvåben
af enhver tænkelig art, og som ikke vil undertegne internationale traktater
om at afskaffe dem, men ikke betænker sig på at bruge dem.
Hvad vi er vidner til er et enormt forudkalkuleret massemord på uskyldige irakere, en krigsforbrydelse af gigantisk format, hvis ansvarlige historien vil fordømme, som den ved Nürnberg-domstolen fordømte Hitler-regimet og dets håndlangere. Vi er vidner til at illusionerne om USA som 'fredens' og 'demokratiets beskytter' bryder sammen og afløses af en forståelse af, at USA med alle midler forfølger imperialistiske profitinteresser - på tværs af international lov, menneskerettigheder og al anden fernis. Vi bevidner, at FN ikke er i stand til at varetage sin vigtigste funktion:, at forhindre krig, fordi supermagten USA har en dominerende rolle og kan presse langt de fleste regeringer i verden -kapitalistiske udbytterregeringer - til at følge sit diktat.
Konsekvenserne
af en krig vil blive umådelige, og der bliver aldrig nogen tilbagevenden
til før. Efter 11. september har USA valgt krigens og aggressionens vej
som hovedvejen til at styrke sin globale monopolstilling, sit verdensherredømme
. Efter Afghanistan kommer Irak. Efter Irak? Men det kommer. Bush har erklæret
verden 'uendelig krig', han har en liste på op til 60 stater, der kan føres
krig mod. Pentagon udarbejder på samlebånd planer for de nye krige:
Senest en krig mod Nordkorea, en plan ifølge hvilken en million mennesker
vil blive slået ihjel på krigens første dag.
Det er vanvid.
Og dette vanvid behersker verden.
Men som en kommentator bemærkede i
forbindelse med den globale protestdag mod krig: Der findes ikke én, men
to supermagter i verden: USA - og folkene. Den sidste supermagt er først
nu begyndt at erkende og vise sin styrke.
Redaktionen 25. februar 2003
Netavisen 1. marts 2003