Kampen om FN og NATO

Kommentar
Kommunistisk Politik 4, 2003

Det er et verdensdrama, der udspilles i disse uger. Kampen om der skal være krig mod Irak eller ej. Kampen i NATO. Og kampen om FN, verdensorganisationen, der skulle 'sikre freden'.
Kampen udspilles på gaderne - men også i konferencelokaler og medier. Og der er store ting på spil.

Kløften mellem USA og dens krigskoalition og folkene, der er imod krigen, bliver stadig større. USA vil have krig, og vil have den NU, før dens planer bliver bremset af en hidtil uset folkelig mobilisering mod krig verden over. Men den folkelige modstand har også sat andre regeringer under pres. Den tyske kansler fandt ud af, at han kunne blive genvalgt ved at være imod en Irak-krig. Frankrigs Chirac og Tyskland fandt sammen og nedlagde veto i NATO om en oprustning af Tyrkiet - ikke til selvforsvar af Tyrkiet, men til den planlagte amerikanske aggressionskrig, som Tyrkiet skal være en aktiv deltager i.

Tyskland og Frankrig havde en plan, og Putin kom på besøg i Paris og erklærede sig enig: Våbeninspektørerne i Irak skal have mere tid og mere personale, de skal have forlænget deres mandat, og det skal følges op af øgede flyovervågninger ikke kun af amerikanske og britiske fly, men også af franske og andre - og der skal indsættes en 'fredsbevarende FN-styrke' i Irak. Et klart flertal af medlemmerne i FNs Sikkerhedsråd står bag denne plan, siger Chirac - såfremt våbeninspektørerne med Hans Blix i spidsen som forventet afleverer en rapport fredag den 14. februar, som anmoder om yderligere tid til inspektioner. Tre medlemmer med vetoret: Frankrig, Rusland og Kina, vil bakke op om en sådan resolution, og de truer med at nedlægge veto mod den af USA/UK planlagte resolution nr. 2, der skulle give udtrykkelig bemyndigelse til krig.
Konfrontationen, der har lammet NATO, er ført over i FN.

Heraf udspringer det umådeholdne amerikanske raseri over 'det gamle Europa', Tyskland og Frankrig, der udstiller supermagtens arrogance for folkene. Og heraf kommer Bush' og Powells stadig mere desperate bestræbelser på at hive osama-kaniner og fupdokumenter frem i medierne.

Vægringen i NATO og planen for forlængelse af våbeninspektørernes arbejde kommer USA/UK på tværs i den grad - fordi Bush og Blair har besluttet sig for at starte krigen umiddelbart efter den 14. februar. Det skal ske ved at konstatere, at Irak ikke opfylder den første FN-resolutions krav om ubetinget samarbejde. USA foretrækker 'en krig med FN-mandat', og havde regnet med at få det. Nu sidder der en kæp i hjulet på de konkrete krigsforberedelser, både NATO og i FNs sikkerhedsråd, hvor supermagten venter, at dens diktater bliver adlydt. USA's politik har længe været FNs politik - USA's vilje FNs lov.

FN er i krise netop af den grund. Tilliden til dens karakter af et instrument for fred er blevet undergravet igen og igen. Organisationens afmagt overfor de amerikanske krigsplaner har været påfaldende. Og kun et klart nej fra FN (og dets sikkerhedsråd) til krig mod Irak, der krænker selve organisationens charter, kan redde lidt af dens troværdighed.
Det ville måske ikke forhindre krigen alligevel, fordi USA har besluttet den og er villig til at føre den udenom FN og uden gamle nøgleallierede. Men det ville være et enormt og truende politisk nederlag for USA …

NATOs krise er anderledes. USA's optræden gør det, at NATO ikke er en forsvarsalliance, men en alliance som USA bruger til sine aggressionskrige overalt i verden. Det franske og belgiske veto ændrer intet ved det. Vetoet drejer sig om en konkret vurdering af en konkret krig, hvor Frankrigs, Tysklands (og Ruslands) interesser i forhold til Irak adskiller sig fra de amerikanske. Disse stormagter har fundet sammen om at undgå en situation, hvor USA sætter sig på den irakiske olie og en afgørende strategisk placering. De vil godt 'forsvare Tyrkiet', hvis/når USA går til angreb og Tyrkiet går med i en aggressionskrig - tiden er blot ikke til det endnu.

Krisen i NATO må derfor føre til en forstærket folkelig kamp for at opløse denne aggressive militæralliance - uden at den skal erstattes af en europæisk supermagtshær, som det er den fælles fransk-tyske plan, og et centralt led i planen for Europas Forenede Stater.

Disse spektakulære kriser har bragt modsætningerne mellem den amerikanske supermagt og den kommende EU-supermagt frem i lyset - og selvom de 'overvindes' ved at de europæiske magter falder til patten - er de kun et forvarsel om, hvor dybt modsætningerne stikker.

I alt dette har den store EU-statsmand Fogh hylet med i det amerikanske kor, så meget han turde. Regering og opposition har været enige om, at en krig krævede en sikkerhedsrådsresolution. Så vil socialdemokratiet også gladelig være med, selvom en sådan krig også vil være en kriminel aggressionskrig i strid med FNs grundlag og international lov. Hvis den amerikanske krigsresolution i FN udebliver, bliver det meget svært for Fogh at tilslutte Danmark til Bushs 'Coalition of the Willing', selvom han er mere end villig.
Foghs helt store problem er ikke socialdemokraterne. Det er den folkelige krigsmodstand.
Den er i det hele taget statsmændenes problem.

Netavisen 13. februar 2003