Kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2003
Der har været talrige krige siden amerikanerne blev hældt ud af Vietnam i 1975. Men der har ikke siden på noget tidspunkt været en så stærk antikrigsbevægelse i de krigsførende lande - USA indbefattet - før nu, hvor faren for en ny krig mod Irak er overhængende. 150.000 amerikanske tropper er ved at være på plads til aggression i Golfen. En politisk trængt Tony Blair fastholder at lade britiske soldater følge de amerikanske som blodsbrødre, og den skandaleramte og korrupte slagter Ariel Sharon, der er på genvalg, har gjort Israel parat til storkrig om Mellemøsten. Anders Fogh er i færd med at regne den aktive danske indsats i aggressionskrigen ud …
Men krigsmodstanden er der også.
Den har udviklet sig hastigt efter det amerikanske overfald på Afghanistan,
Israels fornyede overfald på palæstinenserne og Bush's globale terrorkrigserklæring.
Og tag ikke fejl: Den modstand, som har markeret sig i protester på gaderne
verden over, i stadig voksende opinionstal mod krigen og i det, der betegnes som
en ny global 'bølge af antiamerikanisme', gør sin virkning. Havde
det stået til Bush og Co. havde Irak-krigen allerede været der. Den
er blevet udskudt, ikke mindst fordi Bush blev tvunget til at inddrage FN og for
et syns skyld søge en slags påskud for krig gennem våbeninspektørerne.
Men jo længere tid, der går, før bomberne falder, jo større
bliver modstaden mod den planlagte røverkrig.
Også derfor er disse
uger afgørende: Bush vil have krigen, beslutningen er truffet - men den
kan endnu stoppes af folkenes modstand.
Den globale krigsmodstand er
begyndt at samordne sine aktioner. Den 18. januar vil der være gigantiske
antikrigsdemonstrationer i New York og San Francisco og i mindst 23 andre lande
uden for USA. Den 15. februar er europæisk aktionsdag mod krigen med demonstrationer
i de europæiske hovedstæder - og i mange andre uden for Europa.
I
de enkelte lande er der en tendens til at der skabes brede antikrigskoalitioner
omfattende alle de kræfter, som er imod krigen - politiske partier, ungdomsorganisationer,
fredsbevægelser og antiglobaliseringsinitiativer, faglige organisationer
og andre kræfter i en betydelig politisk og ideologisk bredde og mangfoldighed.
Initiativet 'Ingen krig mod Irak' i Danmark, som stod for den store demonstration
og fredskoncerten mod den planlagte krig den 26. oktober sidste år, vil
også være arrangør af den landsdækkende demonstration
i København den 15. februar - og det får stadig større opslutning
og stadig flere tilsluttede. Over hele landet er mobiliseringen gået i gang
- det har betydning at det bliver den største manifestation mod krigen,
som endnu er set i Danmark. For at stoppe den, før den begynder - og for
at forhindre dansk krigsdeltagelse.
Det er krigen mod Irak, der er i
fokus nu. Den amerikanske præsident har ønsket dette og styre krigspropagandaen
i én retning: mod Bagdad og Saddam Hussein. Han må imidlertid konstatere,
at det har været vanskeligt at fastholde det. De mange internationale brændpunkter
og den stadig dybere økonomiske krise forstyrrer propagandabilledet. Verden
skal helst ikke bemærke undertrykkelsen af palæstinenserne, som ikke
et øjeblik er blevet formindsket. Konflikten med Korea - syd og nord -
har betydet en ny kæp i hjulet for Bush. Det mislykkede kupforsøg
i Venezuela fik det venezuelanske borgerskab ud i en langvarig lockout, men har
ikke bragt Chavez i knæ. Det er endnu en forstyrrende faktor, ligesom den
generelle venstredrejning på hele det latinamerikanske kontinent er det.
Det
er folkene, der rumsterer og skaber problemer for krigsmagerne.
Der er sat en politiske proces i gang i en ny ungdomsgeneration, der tvinger den til at trænge om bag den bedøvende propaganda og erkende, hvordan verden egentlig er skruet sammen. Resultatet er en hurtig radikalisering, der for alvor startede i de imperialistiske lande fra Seattle i 1999 og blev forstærket efter 7. oktober 2001, hvor USA's aggression mod Afghanistan blev indledt. Den vil også gøre, at modstanden mod Irak-krigen ikke vil komme til at stå isoleret, men at dens dybe sammenhæng med den ny verdensorden, med imperialismen og den internationale klassekamp vil blive stadig tydeligere for den fremvoksende massebevægelse. Palæstina, Korea, Venezuela, Colombia, Filippinerne: tingene hænger sammen. Globalisering og økonomisk verdenskrise: sammenhængen begynder at kunne ses.
Derfor radikaliseres antikrigsbevægelsen hurtigt
og griber til nye aktionsformer: Ikke bare demonstrationer, men også aktioner
mod krigen. Engelske togførere nægter at køre ammunitionstog.
Aktivister blokerer og besætter militærinstallationer. Soldaterne
opfordres til at nægte at gå i krig…
Det er nu det gælder
at stoppe krigsmagerne, hvor de end er.
Netavisen 17. januar
2003