Kommentar
Af Franz Krejbjerg, APK
EU samarbejdet handler basalt set om at skabe en Europæisk stormagt - EU's Forenede Stater. Hundeslagsmålet handler om, hvem skal bestemme over de fælles kræfter. Og i kulissen puster USA til uenighederne.
Den europæiske unions nationaldag er fastlagt til den 9. maj, men det ser ikke ud til at den kan fejres behørigt i 2004. Godt nok så bliver de 10 nye lande officielt fuldgyldige medlemmer den 1. maj, men hovedattraktionen, De Hellige Skrifter, unionens grundlov, bliver ikke færdig.
På EU-topmødet i weekenden nægtede Tyskland og Frankrig at dele magten med de såkaldte mellemstore lande i EU. For de rigtig store lande gælder det om at stemmevægtene fordeles, så de har en position med reel vetoret, det kan opnås ved at man ikke tæller i hoveder, men i høveder.
For
et samarbejde - der herhjemme konsekvent bliver solgt som et samarbejde mellem
nationer - er det åbenlyst udemokratisk, at den enes stemme er mere værd
end den andens. Den dominerende gruppering i EU - aksen mellem Tyskland og Frankrig
- arbejder på at styrke deres positioner, også via formelt stemmetal.
Formelt set har lande som Polen og Spanien flere stemmer end Tyskland efter den
nuværende Nice-forfatning, ud fra befolkningstallet.
Men er vægt
efter befolkningstallet 'demokratisk', når det drejer sig om samarbejde
mellem forskellige nationer med forskellige nationale interesser? Det er her Fogh
og hele flokken af tilhængerpartier får deres hyr med at forklare
danskerne, at det ny forfatningsforslag, i en hvilken som helst variant, tilgodeser
dansk selvstændighed og det store flertals interesser.
Skylden for sammenbruddet placeres ikke mindst på Polen og Spanien. At Polen og Spanien er USA's gode venner og netop har fået lov til at byde ind på "genopbygnings" opgaver i Irak (vinderne fordeler krigsbyttet), mens Tyskland og Frankrig ikke har, spiller her også en rolle.
Juntaen i Det Hvide Hus har fikst pustet til balladen i EU op til hvert topmøde. USA ønsker et politisk og militært svagt og splittet EU - og ikke en ny imperialistisk supermagtskonkurrent. De fransk-tyske drømme går som bekendt i modsat retning. Sammenbruddet har også sine rødder i de dybe revner i EU, der viste sig i forbindelse med Irak-krigen. Og det gør det både dybt og bittert,
Den konsekvente danske EU-modstand går imod alle imperialistiske supermagtsambitioner og vil se et selvstændigt Danmark uden for supermagtsalliancerne, hverken tilknyttet USA's imperialistiske blok, EU-blokken, eller dem begge på én gang.
At sammenbruddet kommer nu, er ikke det samme som at unionen er tabt på gulvet. Allerede i foråret vil det irske formandskab formentlig genoptage forhandlingerne hvor Italien slap. Den overordnede tidsplan er ikke skudt ned, dvs. at forfatningen skal træde i kraft i 2009, og året efter skal unionens væbnede styrker være på plads. EU vil fortsætte integrationspolitikken med uformindsket styrke, på det eksisterende grundlag.
Lige nu er
det den økonomiske krise, der er den største udfordring i den 'normale'
integrationsproces. Eurosamarbejdet er ikke så nemt, når kassen tømmes.
Frankrig og Tyskland har fået svært ved at overholde de finanspolitiske
målsætninger, som de selv har sat op, og som de nidkært ar tvunget
de mindre medlemslande til at overholde. De mindre lande fik kort og godt at vide,
at Tyskland og Frankrig stod over EU-loven.
Inflationen står nu for døren.
Når budgetforhandlingerne åbnes i foråret vil det muligvis give
endnu flere tømmermænd end det netop overståede slagsmål.
På det tysk-franske pressemøde efter sammenbruddet luftede landene deres hovedargument, som i sidste ende plejer at få de andre til at tie og føje: Det kan ende i et EU i to hastigheder! Altså hvis I ikke spiller med på den plads, som vi giver jer, så er det ud af orkesteret.
Herhjemme står
både Anders Fogh og hele den danske halleluja bevægelse et sted ude
i kviksandet - de havde i forvejen en meget skidt sag, og nu kan de pakke veltilrettelagte
kampagner ned.
Skulle det lykkes Irland at hive forfatningen i land, vil det
juridiske arbejde først kunne færdiggøres i løbet af
sommeren 2004, og så skal traktaten underskrives af regeringslederne, før
den kan sendes ud i ratificeringsproces.
Så en afstemning kommer allertidligst i efteråret 2004, men så længe vil halleluja-partierne ikke gå og klappe hinanden på skulderne med gode miner til slet spil. Den borgerlige regering er kommet dumt ud af sit andet år ved magten, tusinder af elever og arbejdere har demonstreret og strejket mod regeringens politik. Man kan med rimelighed spekulere i, at der kommer et folketingsvalg i efteråret.
Efter sammenbruddet i EU står kampen mod unionsforfatningen styrket. Planerne om en forfatning vil stadig blive et hovedtema i parlamentsvalget, og den konsekvente modstand har en rigtig god sag. Folkebevægelsen og FBU er ved godt mod og mange nye medlemmer er stødt til i løbet af efteråret.
Netavisen
14. december 2003