Carl Madsen:
Fiaskoen
for den 'chilenske vej til socialismen', der endte med Allendes og UPs fald for
et amerikansk-støttet fascistisk generalkup var stærkt medvirkende
til den revolutionære kommunist Carl Madsens opgør med sit gamle
parti DKPs identiske reformistiske strategi ('det antimonopolistiske demokrati')-
og til hans efterfølgende eksklusion i 1975.
Ud fra sin egen baggrund
som medlem af DKP siden 20'erne - dengang det var revolutionært og en del
af Kommunistisk Internationale - fremhævede Carl Madsen (som også
datidens marxist-leninister og den revolutionære venstrefløj i Danmark
dengang) den klassiske marxistiske statsteoris gyldighed: nødvendigheden
af at knuse den borgerlige statsmagt.
'Drage lære af Chile' er fra 'Når
bladene falder' (Demos 1975), en samling vigtige artikler og taler af Carl Madsen.
Vi
har vel nu fået sorgen og skuffelsen over Chile-katastrofen så til
pas på afstand, at man tør nærme sig spørgsmålet
om, hvilken generel lære, der måtte kunne drages af det mislykkede
sydamerikanske eksperiment med en »fredelig« overgang til socialismen.
Det har hidtil været lidt vanskeligt. Allendes Chile var jo så at sige modellen til de vestlige kommunistpartiers nyere opfindelse om et "antimonopolistisk demokrati" som den ny vej.
Af alle latinamerikanske samfund var Chile det, der mest lignede de vesteuropæiske, og erfaringerne derfra har derfor en væsentlig betydning for os, selv om de ikke direkte kan overføres.
Min mening med dette indlæg er naturligvis ikke at give en udtømmende analyse, men skal kun være et forsøg på at bryde isen, så drøftelserne kan komme i gang. Om de overvejelser, vi skylder vore kammerater i Chile og os selv. De chilenske folk har gjort sine bitre erfaringer - ikke alene på egne, men også på vore vegne.
I sin første beretning til kongressen den 21. maj 1971 udtalte Allende sin uforbeholdne tillid til de militære styrker og politiet. Om skeptikerne sagde han:
- De glemmer vort militærs og politis patriotiske bevidsthed, de glemmer deres professionelle tradition, og at de er underlagt den civile magt.
Denne hans tillid til den borgerlige stats magtorganer havde karakter af en uansvarlig politisk naivitet.
Den chilenske hær var nært forbundet med US-imperialismen. Ikke desto mindre tillod Allende-regeringen opretholdelsen af den nære forbindelse med Pentagon og hæren.
Han synes først - stående overfor døden - at være kommet til nogen virkelighedserkendelse. I sine sidste patetiske ord til sit folk og skuende døden i øjnene sagde han:
-Mine ord er ikke fyldt af bitterhed, men af skuffelse; de er også den moralske fordømmelse af dem, der har svigtet den ed, de har afgivet: Chiles soldater, officerer på høje kommandoposter og admiral Merino, der har udnævnt sig selv; senor Mendoza, den foragtelige general, der endnu i går forsikrede om sin troskab og sin loyalitet mod regeringen, og som ligeledes selvbestaltet har udnævnt sig til generaldirektør for carabineros.
I sin første offentlige udtalelse efter sin mands død sagde hans enke Hortensia Bussi de Allende:
-Nu ser vi, at folket har ret. Det er ikke nok at opnå regeringsmagten gennem valg. Folket skulle have været bevæbnet eller have haft en hær, der stod i dets tjeneste.
Chiles kommunistiske parti synes at have ligget under for samme fejlbedømmelse af hæren. Endnu i december 1972 udtalte generalsekretæren for Chiles kommunistiske parti, Luis Corvelan:
- Men uanset forskellene føler militæret sig forenet af en række værdinormer: respekten for forfatningen og loven, lydighed overfor den lovlige konstituerede regering.
En af de generelle erfaringer, vi kan uddrage af Chile-eksperimentet er, at det på ny er bekræftet, at ingen vej til socialismen er farbar uden de arbejdendes erobring af statsmagten i alle dens forgreninger og uden uskadeliggørelse af den gamle stats magtorganer.
I en nys udkommen bog (»Erfaringen fra Chile.) En en antologi om muligheden for fredelig overgang til socialismen ved Ellen Brun, Jacques Hersch og Jens Lohmann hedder det:
"En analyse
af erfaringerne i Chile kan føre til forskellige konklusioner:
1. at
den fredelige overgang stadig er mulig. Kun på grund af visse fejltagelser
og»venstreprovokationer« mislykkedes i Chile det, som kunne lykkes
andre steder;
2. at kun massemobilisering og en forberedelse på de væbnede
kamp kan føre til socialisme (på enten fredelig eller ikke-fredelig
måde afhængig af styrkeforholdet) samt ...
3. at en progressiv
reform-politik uden fare for borgerkrig under de nuværende forhold kun er
realistisk, hvis socialisterne forbliver i opposition og nøjes med at »presse«
en ikke-socialistisk regering."
Søges socialismen gennemført efter Allende-modellen, som endnu ikke er opgivet, er det nødvendigt at studere borgerskabets taktik.
I første etape ville der forekomme - kursfald, kapitalflugt, opsigelse af udenlandske kreditter, varemangel og arbejdsløshed. Olieembargo. Diplomatisk og økonomisk pression fra kapitalistiske magter.
Dette ville formentlig skabe en sådan utilfredshed mellem marginalvælgerne, at regeringen kunne styrtes, eventuelt efter et fremtvunget valg og i hvert fald ophøre at være socialistisk andet end af navn. Skulle denne »fredelige« nedkæmpelse ikke lykkes, vil militæret - det indenlandske og eventuelt udenlandsk - blive sat ind.
Om Chile-modellen skulle kunne realiseres, måtte den uundvigelige forudsætning i hvert fald være, at der til regeringens forsvar organiseredes formationer af arbejdere, der bevæbnedes, og som kunne sættes ind mod militæret.
Endvidere at hæren splittedes og des organiseredes. Lydighedsnægtelse fra de meniges og underofficerernes side overfor ordrer til aktioner mod regeringen eller folket.
Parolen, den prøvede, om at vende våbnene den anden vej.
Den grundliggende betingelse for at nå frem ad fredelighedens vej til socialismen måtte være en sådan holdning fra soldaternes side og en så overbevisende militant arbejdermagt, at det var indlysende, at kontrarevolutionen ingen mulighed havde.
Efter min formening er en gradvis erobring af økonomiske og politiske magtpositioner på legal måde og med etapevis tilbagetrænngen af kapitalmagten en vej til socialismen, der ikke er farbar i Danmark.
Gennem folketingsparlamentarismen kan arbejderklassens leveniveau forsvares og under gunstige omstændigheder forbedres, en ejendomsforholdene forbliver urokkede. Til en sådan reformpolitik kan og skal den voksende kommunistiske repræsentation i folketinget også bruges. Men samtidig må vi gøre det klart, at vi tager afstand fra alle illusioner om at nå til socialismen ad anden vej end folkemagtens, og at folketinget er et led i den herskende klasses undertrykkelsessystem.
At opbygge den magt, der kan tilintetgøre kapitalismen, er en dialektisk proces: På den ene side må vort kommunistiske parti arbejde på at bevidsthedsgøre dets basis. At udvide og styrke den. Erkende, at den socialistiske revolution ikke gennemføres af en bureaukratisk ledelse, men af arbejderne under førerskab af et afklaret og for opportunisme renset kommunistisk parti. Fremelske en bevidst socialistisk og militant holdning.
På den anden side må vi arbejde utrætteligt på at underminere tilliden til det samfund vi lever i. Påvise dets fremtidsløshed. Vise, at det kun midlertidigt kan overvinde sine indre uforligelige modsætninger ved en imperialistisk udenrigspolitik, der udløser krige, og som tilsigter svækkelse og nedkæmpelse af de socialistiske magter og en indenrigspolitik, der fører til fascisme og terror.
Konkret består vor opgave i at nedbryde den udbredte tillid til det borgerlige demokrati, afsløre dets hykleri, demonstrere dets justits' og militærs beskaffenhed. Afsløre den parlamentariske humbug, som der taltes om i en partiproklamation, da de første kommunistiske folketingsmænd for mere end en menneskealder siden indvalgtes.
Ministerkommunismen tjener ikke socialismens sag, men det beståendes. Det er vort ærinde at nedbryde magten. I de økonomiske kraftcentrer er det uden forskel, om regeringschefen hedder Hartling, Anker Jørgensen eller hvad som helst andet.
Valget består imellem at administrere kapitalismen eller erstatte den med socialismen.
Læren fra Chile er mangfoldig. Jeg har kun ville og kun kunnet antyde. Men vi må gøre os den virkelige situation klar: Fascismen er på vej igen, og om ikke de arbejdende overtager den fulde magt i staten, organiserer sig i basis og etablerer sin egen magt, der er så stærk, at al modstand er håbløs, da er ingen uvoldelig gennemførelse af socialismen mulig.
Se også en chilensk marxistisk-leninistisk opsummering af tragedien: Reformisme - porten til fascisme og dagens diskussion om den chilenske erfaring, f.eks. Den 'chilenske vej til socialismen' 2003 af Klaus Riis.
Netavisen 27. september 2003