Brev til Folkebevægelsen mod EU
1.
september 2003
Af Franz Krejbjerg, APK
Følgende trækker i punktform en kort analyse den politiske virkelighed op. Og belyser herved omstændigheder der burde have fået alvoren til at sænke sig i folkebevægelsen.
Der
findes i dag ikke et eneste helhjertet EU-modstanderparti i folketinget. SF, Kristendemokraterne
(Kristelig folkeparti), Enhedslisten og Dansk Folkeparti er enten tilhængere
af det grundlæggende samarbejde i en grad, så det overskygger deres
skeptiker-status, eller er dybt splittede på spørgsmålet.
SF
har taget hele turen fra de meldte sig ud af Folkebevægelsen (FB) 4. september
1991, til i dag at være varme tilhængere. Dansk Folkeparti er en borgerlig
EU-tilhængerregerings parlamentariske støtteparti, og gav ikke en
lyd fra sig under formandskabet. Kristeligt folkeparti har skilt sig af med Jann
Sjursen, og har senest slået til lyd for at sætte forsvarsforbeholdet
til afstemning. Enhedslisten støtter mere og mere op omkring Junibevægelsen,
og EU-ordfører Keld Albrechtsen har ved flere lejligheder slået til
lyd for en mere reformorienteret linie.
Den politiske situation er ydermere blevet kompliceret af, at det store oppositionsparti, Socialdemokratiet, er slået ind på en EU-venlig linie, der overhaler selv Venstre indenom. Deres store nummer handler om at få de fire forbehold med til afstemningen. En sådan kobling skal vi ikke regne med. Alt tyder på at Statsministeren arbejder efter den gode og afprøvede metode fra det store forræderi i 1993. Anders Fogh har derfor allerede luftet det centrale element i skræmme-kampagnen - det der vil skræmme alle disse partier i folketinget - et dansk nej til forfatningstraktaten kan betyde at Danmark må melde sig ud og vi må imødese 'Norske tilstande'!
Jens Okking er et stort
lyspunkt for modstandskampen, men efter at han måtte gå fra parlamentet
pga. sygdom, står FB igen tilbage med et mandat, en plads der næppe
var vundet uden Ole Krarups personlighed (den rigtige politik gør det ikke
alene) - men i 2004 er der skærpet kamp om stolene. Danmark går fra
16 til 14 mandater og Ole Krarup er stadig den eneste, der har format til at samle
EU modstanderstemmerne op.
Det burde ikke være nødvendigt at
sige, men opstilles der ikke en liste med profiler, der dækker hele bredden
i unionsmodstanden, hænger mandatet i en tynd tråd.
Hvornår kommer afstemningen? Det vil ikke være helt ulogisk at tage den i forbindelse med parlamentsvalget, men den kan også blive skudt til september 2004. I givet fald skal man kunne tænke sig til den situation, at FB har mistet sin plads og dermed sendetid og økonomi til lønninger. Mens den allerede rehabiliterede efterlønsmorder, tidligere statsminister Poul Nyrup, vil sidde dernede og garantere hvad som helst. Og en stor del af de grupper og partier, der var mod unionen i 1992, er blevet tilhængere.
Folkebevægelsens arbejde
Perioden før den egentlige valgkamp om forfatningstraktaten
er gået i gang (og før det sidste komma er rettet i traktaten) er
den helt rigtige til at stille sig op med ønsket om at komme helt fri af
EU, fri fra økonomisk og politisk centralisering, fri fra en Europæisk
forfatning.
Det rigtige tidspunkt at forbinde den generelle kritik af EU og
medlemskabets konsekvenser med parolen om Danmark som et suverænt, selvstændigt
og neutralt land. Denne politik er FBs eksistensberigtigelse.
Når valgkampen optrappes (sandsynligvis efter mødet i Det Europæiske råd 12.-13. december) skiftes fokus til den konkrete propaganda om det konkrete valgtema - i så bred en koalition som muligt. Udgivelse af traktatteksten i masseskala osv.
FB ledelse har indtil videre bl.a. brugt kræfterne
genstarte en ny organisation på et valgkamps grundlag: UNION NEJ TAK (eller
hvad det nu hedder). Hvad adskiller dette projekt fra Junibevægelsen?
Der
er fire overskrifter i den generelle EU-kritik: Det nationale spørgsmål,
det demokratiske spørgsmål, det økonomiske/sociale eller velfærdsspørgsmålet,
og supermagts spørgsmålet. Grundlov og demokrati er altså kun
et element, men grundloven kan ikke klare at få os UD!
En anden satsning
har været en ide om at kalde forfatningstraktaten en 'EU-grundlov',
regering og dele af pressen har ligeledes forsøgt at kalde den en 'grund-traktat'.
Det muligvis spidsfindigt: Kan man styre sproget, har man vundet et slag i stemningsbearbejdningen
- hvilket ikke er det samme, som at man har skiftet folks holdninger.
Nu bør
man nok stikke piben ind og kalde skidtet det det kalder sig selv: forfatningstraktat.
Ellers vil de opvakte vælgere ikke forstå, hvilket dokument der tales
om.
Efter mange års "gnideri" er detlykkedes at rave fuldstændig
uklar med den gamle helt og medkæmper Ib Christensen. Bruddet er fulgt af
en offentlig polemik, hvor hans bekymringer er blevet blankt afvist. Vi skylder
Ib Christensen mere respekt - modsat mange andre, der er gået i årenes
løb, er han netop ikke gået til EU.
KPiD og DKP/ml har i gennem
en årrække koordineret deres arbejde i Folkebevægelsen. Nu står
disse partier overfor en sammenslutning (hvad man kun kan ønske dem alt
muligt held med). Stiller de alligevel op under to forskellige navne, så
må FBs landsmøde se realiteterne i øjnene og vægte repræsentationen
af disse partier, som om de var ét.
Hvad er FBs svar på en
sejr? Hvordan kommer vi derfra og helt ud?
En ting er sikker Anders Foghs
trusler om norske tilstande bliver ikke ført ud i livet af ham. En ny omafstemning
vil være sandsynlig, evt. under socialdemokratisk regering.
Tabes afstemningen
kan vi til gengæld imødese nye afstemninger om forbeholdene inden
for kort tid.
Vi skal altså under alle omstændigheder forberede
os på en stribe nye afstemninger, og ikke en alt eller intet.
1.
september 2003
Franz Krejbjerg (APK)
Se også
Ja
tak til Ud af EU
Kommentar af Klaus Riis 23.09.03
Netavisen
23. september 2003