Af
Sammi Jawad
Komiteen mod krig og besættelse
af Irak
Tale ved 1. maj på 'Fredspladsen' i Fælledparken
1.
maj i år står i skyggen af imperialismens krig mod Irak og den nyliberale
politik herhjemme. Anders Foghs regering med støtte fra Dansk Folkeparti
implementerer nyliberalisme i alle samfundets områder. En systematisk nedskæring
på uddannelsesområdet og i den sociale sektor og sundhedssektoren.
Den borgerlige regering kalder det 'valgfrihed for borgerne'.
Det er i
virkeligheden ikke andet end en udhuling af hvad er der tilbage af velfærdsstaten.
Disse nedskæringer - især på hospitals- og ældreområdet
- har til formål at ødelægge den offentlige sektor for bagefter
at lade den blive privatiseret. Mens den borgerlige regering får fred for
denne privatisering ser vi en alt for passiv holdning og nogle gange dyb tavshed
fra socialdemokraterne, der stadig hævder, at de forsvarer de svage grupper
i samfundet.
Den borgerlige regering har færdiggjort sine planer
for at blande sig på arbejdsmarkedsområdet. Regeringen vil ophæve
arbejdsmarkedets eksklusivaftale til fordel for det danske erhvervsliv. Milliarder
og atter milliarder i overskud er ikke nok for kapitalisterne. Indgrebene i fagforeningernes
rettigheder er ikke nok for den borgerlige regering.
Borgerrettighederne, de demokratiske rettigheder, som liberalisterne snakker om dag og nat og praler af er også under hårdt angreb fra regeringen. Fængslingen af to aktivister i mere end 2 måneder for deres fredelige og symbolske aktion mod Danmarks deltagelse i krigen mod Irak viser, at det klart er hykleri, når liberalismen taler om ytringsfrihed. Det er to mennesker samvittighed, de to aktivister, der i folketinget ville symbolisere det uskyldige irakiske folks blod. Den røde maling kan uden videre vaskes af - men blodet kan det ikke. Det har de to unge fået understreget klart for os alle sammen.
Påstanden om at Kapitalismen og nyliberalismen vil bringe udvikling og fred i verden viser sig at være indlysende løgn især i disse dage, hvor Danmark deltager aktivt i USA's imperialistiske krig mod Irak. Denne påstand bliver gentaget dagligt i massemedierne. Man vil have folk til at glemme kapitalismens historie. Kapitalismen har aldrig været fredelig hverken i sit væsen eller i dens udvikling. Kapitalens umættelige søgen efter profit forvandler den til et uhyre. De to verdenskrige med millioner af menneskers død i alverdens lande er ikke andet end et klart bevis på kapitalismens krige og ødelæggelser i verden.
Imperialismen er ikke et tilfældigt
fænomen, men en naturlig udvikling af kapitalismens ekspansion udover landegrænserne.
For
at analysere imperialismens regime i verden må vi tage et område som
Mellemøsten, hvor det praktiseres.
Mellemøsten er stærkt
præget af imperialismens regime/forhold. Det gælder vores fortid lige
som det gælder vores nutid. Dette forhold kan klart ses i oprettelsen af
de kunstige stater i området og støtte til de korrupte regimer -
og det kan ses af USA's nuværende krig i Irak.
For at forstå
situationen i sin helhed, må vi se på forholdene gennem den historiske
kontekst og ikke kun i den aktuelle kontekst. Faktisk er USA's krig i Irak et
led i en kæde af krige, som det imperialistiske Vesten har indledt mod de
arabiske befolkninger i forskellige perioder, siden kapitalismens fremkomst.
Siden
2. verdenskrig har de imperialistiske magter ført 10 store krige i Mellemøsten.
Disse krige indledtes under forskellige påskud - såsom race- og civilisations-overlegenhed,
frihed, demokratiet, diktatur og masseødelæggelsesvåben. USA
som promotor for det kapitalistiske system har systematisk praktiseret den koloniale
del-og-hersk politik i området.
Mellemøsten har ikke kendt
andet end ustabilitet. Hvis demokratiet er en forudsætning for dialog og
politisk debat er politisk stabilitet og regional sikkerhed en forudsætning
for økonomisk, social og politisk udvikling. Demokratiet i sig selv er
ikke målet, det er den sociale, økonomiske og politiske udvikling.
I al udvikling er der spørgsmål om ressourcer og ressourcefordeling,
som kapitalismen generelt vil ikke diskutere.
Uden at skabe stærke
økonomisk, politiske og sociale bånd mellem landene og folkene kan
Mellemøsten ikke overleve imperialismens regime og de forhold, den skaber.
De arabiske befolkninger drømmer om et forenet arabisk Mellemøsten
og har alle forudsætninger for at realisere denne. Denne drøm og
ethvert arabisk samarbejdsprojekt bliver bekæmpet resolut og effektivt af
imperialistiske magter - uanset hvem, der står bag det - og om nødvendigt
med krig.
Krigen mod Irak og i Mellemøsten var ventet, især
når vi inddrager Clausewitz's definition "krigen er politikkens
fortsættelse med andre midler, og derfor er krigen ikke blot en politisk
handling, men den er også et politisk redskab, en politisk adfærd,
den er gennemførelse af politik med andre midler".
For at
sætte et globalt perspektiv på imperialismens krig i Irak er der to
forhold, der forklarer krigens motiver:
1. Det strategiske Irak (olien) giver
USA mere økonomisk indflydelse i forhold til EU, Kina og Rusland ved at
kontrollere oliehanen.
2. Nedprioritering af palæstinensiske spørgsmål
på den arabiske dagsorden ved at sætte Irak på den globale dagsorden.
De imperialistiske forhold i Mellemøsten skal også anskues
gennem USA's verdensforestilling. Den amerikanske verdensforestilling beskæftiger
sig med områder (regioner) og ikke med lande. Mewllemøsten er en
samlet region for USA, som lægger en samlet strategi for at udvide sin indflydelse.
Doktrinen om præventiv krig og USA's krig mod Irak er et klart bevis på
denne forestilling. Derfor fordrejer den amerikanske administration krigen fra
at være en såkaldt "krig imod terrorisme" i retning af en
kampagne for "regimeændring" i hele Mellemøsten.
Denne
forestilling går hånd i hånd med det nyliberale globaliserings-regime
i hele verden.
Thomas Barnett fra US Naval War College skriver i Esquire Magazine:
"Det
er nu, Washington for alvor tager strategisk sikkerhed i besiddelse i globaliseringens
tidsalder.".
Konsekvensen af denne forestilling er en realisering
af den amerikanske globalisering, der resulterer i en kobling mellem imperialismen
og kolonialismen. USA's plan for Iraks 'genopbygning' er ikke mindre end et gigantisk
røveri i form af privatisering af hele landet.
Hvis de fredelige
pressionsmidler for at gennemtvinge kapitalismen ikke virker så må
en væbnet tvangsliberalisering til. Der er her, forklaringen på den
permanente globale krig findes. Derfor er modstanden mod krigen en uadskillelig
del af kampen mod den nyliberale globalisering.
Derfor skal arbejderkamp herhjemme
kædes sammen med solidaritet med den 3. verdens befolkninger og kampen mod
kapitalismen.
Leve 1. maj!
Leve arbejderklassen, der
producerer samfundets velfærd!
Leve kampen mod imperialismen og besættelsen
af Irak!
Netavisen 2. maj 2003