Rettens magt til Palæstina

Af Hanane Gheith

Tale ved Rød 1. maj 2003 i Munkemose, Odense

De siger at vores ansigter er triste
Hvordan kan de være andet, når de ansigter De taler om, har lidt under en 56-årig besættelse?
56 år hvor palæstinensere har troet på at dagen vil komme, hvor landet vendte tilbage
56 år med en illusion om, at Palæstina, akkurat som det blev fjernet fra verdenskortet, ville vende tilbage…
56 år med en overbevisning om, at de mennesker der har været med til indgrebet, hvor Palæstina blev til Israel, en dag ville vågne op, og indse hvad de har gjort og tænke: Lad os rense vore synder inden vi møder vore Herrer.
Lad os rette vores fejl inden verden opdager vores plan...

De siger, at vi er pessimister, et folk der ikke tror på freden, et folk uden håb om en fremtid
Hvordan kan vi tro på en fred, når manden der kunne give os fred, hedder Sharon og hans bedste ven hedder Bush?
Hvordan kan vi tro på en fred, når de mennesker der fratog os freden, stadig ligger og sover, når de har bedøvet deres samvittighed, berøvet os vores internationale og mest banale rettigheder, og døbt vores folk til statsløse… Til at være og forblive ofre for de nye israelske statsejere… Ofre for en supermagt, der elegant træder hen over alle FN-resolutioner med deres økonomiske og krigs muskler.

I 1948 blev vi fordrevet fra alt hvad vi ejede, nu taler Sharon om at danne en palæstinensisk stat 2005 - kalder han den?
Hvis vi ser tilbage på bare de sidste to år og tæller hvor mange liv vi måtte tabe og ser 2 år frem og tæller hvor mange liv der vil være tilbage - ville vi vide at det er en etnisk udrensning vi har med at gøre…
En ny aftale om en ny stat? hmm
Det er ikke første gang
Det er ikke anden gang
Det er ikke tredje gang
At Sharon lover, giver forpligtelser, æresord, løfter, giver håb giver ord og laver aftaler om at danne en ny stat ?

Hvor blev den gamle af? og hvor blev æresordene af, løfterne og den nye stat?
Vores ansigter er ikke alene triste, de er vrede, udmattede, nedbrudte og svækkede, har intet håb tilbage … for alle de gange løfterne blev givet og aftalerne blev skrevet under, har vist sig at være forgæves. De ord er blevet fejet væk med kampvogne, de ord har kostet mange palæstinensiske børn liv, liv der blev berøvet dem i egen seng og eget hjem… de har smadret den palæstinensiske infrastruktur, de har begravet ethvert håb om en fredelig fremtid, vi overhovedet turde at drømme om.

Suk nej, kære venner - vi er ikke pessimistiske - vi er realistiske!!!
Vi vil have ord og noget at have ordene i, ikke fredsaftaler og besættelse. Ikke løfter og udrensning af vores folk.
Ikke alene drømme om freden, men se den i øjnene, opleve den.
Vi vil have løfter og se resultater.
Vi vil se smil på vores børns ansigter, de har også ret til en barndom, en familie og et hjem der ikke bliver jævnet med jorden.
Vi vil fjerne besættelsen i Palæstina, vi vil kunne besøge naboen uden at køres ned af kampvognene.
Vi vil have vores stat tilbage, med både oliventræerne og vanddunkene.
Vi vil se menneskerettighederne også gælde i Palæstina.
Og det er menneske rettigheder i dets fulde betydning.

Hvordan kan vi opnå det, der kunne minde om det mindste håb, når det ikke længere alene er vores palæstinensiske brødre og søstre er ofre for Sharons magtbegær og grusomhed? Hans blodtørst, og magthysteri - gælder i dag ethvert menneske, der har samvittighed nok til at forsøge at støtte palæstinenserne, i deres besatte hverdag, det er fotografer, journalister og fredsaktivister, der nu også er kommet på denne såkaldte mands liste?

Så længe vores titel er 'statsløse', vil vi trods supermagtens interesser efterlyse, at verdenssamfundet træder ind.

Vi efterlyser rettens magt, menneskets ret til at leve, ikke magtens ret, magtens ret til magtbegær, blodtørst, krigsførelse, økonomiske interesser, og besættelse.

Som stolt palæstinenser forlanger jeg hermed, både i dag, i morgen og til enhver tid, hvor jeg kan få mulighed for at sige det højt, jeg forlanger at både EU og resten af verden, træder ind i Palæstina konflikten, og ikke efterlader mit statsløse folk alene med supermagternes grådighed.
Lad det blive til en fælles stemme, der kan få Sharon og Bush til at indse, at vi hverken vil finde os i besættelse eller udrenses.

Netavisen 4. maj 2003