ERFARINGERNE FRA CHILE

Af Ron Ridenour

Fra debatten om erfaringerne fra Chile 73 og det 'antimonopolistiske demokrati' i DKPs blad SKUB

Ron Ridenour

"Der var ikke våben. Hverken det kommunistiske parti eller Folkeenhedsfronten (UP-regeringen) opfordrede til væbnet forsvar. De var pacifister. Under kuppet var der isolerede skudvekslinger, men få arbejdere havde våben og der var ikke nogen væbnet organisering. Regeringen var uforberedt for kuppet, på trods af utallige tegn på kup i lang tid."
- Et chilensk studentervidne, nu flygtning i Danmark.

I dag, mens jeg skriver, er det 30 år siden digteren og kommunisten Pablo Neruda døde af kræft, få dage efter at han var anholdt efter 11. september- kuppet i Chile. Den respekterede man ville nok ikke have været helt enig i min analyse af den regering og det parti, han støttede.

I det følgende vil jeg svare på Lars Ulrik Thomsens (LU) og Henrik Hedins (HH) svar (Skub, august 03) på mit indlæg "Programreflektioner fra en Utopisk marxist" (Skub juli).

Jeg vil beskrive, hvad der skete under Folkeenhedsfrontens regeringsperiode, 1970-73, - oplyse om det chilenske militærs historie i forhold til dets rolle som voldeligt redskab for det borgelige økonomiske og politiske system og for USA's imperialisme, samt drage konklusioner fra Chiles socialistiske regerings fejlagtige indsats.

Mine kilder er: a) Mine egne erfaringer fra den tid, b) Interviews med tre chilenske flygtinge i Danmark, som var vidner til, hvad der foregik i disse tre år og med kuppet, c) Artikler, bøger og pjecer om emnet, især: "Hvad sker i Chile" (Tidens Forlag, skrevet i 1973 efter kuppet), "Erfaringen fra Chile", en antologi om muligheden for fredelig overgang til socialisme, ved Ellen Brun, Jacques Hersh og Jens Lohmann (Gyldendal, 1974), analyser af Alain Joxe og analyser af US-marxister, økonomer og historikere Paul Sweezy, Harry Magdoff og James Petras.

Min konklusion på den følgende gennemgang er, at UPs styre, med det kommunistiske partis (PCC) indsats i regeringen, ikke var et spørgsmål om, at man SKULLE bruge våben for at sejre og heller ikke et spørgsmål om at lave en revolution uden om loven, når der er borgerlige demokratiske muligheder for at vælge en socialistiske regering, som i Chile. Det drejede sig derimod om erobringen af magten, med en regering, som ville regere for og i arbejdernes og bøndernes interesser, med henblik på at afskaffe det borgerlige system og begynde et nyt socialistisk statsapparat i overensstemmelse med arbejderklassen og dens allierede folkelige bevægelser.

God dag mand økseskaft

Lars Ulrik ignorer de oplysninger og den analyse, som jeg gav i Skubs julinummer, angående de fatale resultater gennem latinamerikas historie med KPs brug af ikke-vold og den anti-monopolistiske demokrati-strategi (AMD), set i forhold til de positive erfaringer med brug af våben og afskaffelse af det borgerlige system, som blev gjort i Cuba og delvis i Nicaragua med sandinisterne. Han undgik også at bemærke min kritik af DKPs AMD reformisme i 1970erne og 80erne. Han peger ad min kritik, som en gammel sang, man har hørt før i Politisk Revy og fra den trotskistiske 4. Internationale. - Med en fordømmende undertone, fordi alle "rigtige" kommunister må vide, at disse holdninger er uduelige - og dermed er jeg sat i bås.

LU, dog, udfordrer mig om Chile. Han citerer Ib Nørlund.
Men i Nørlunds citat, taler han kun om, at Chiles folkelige magt skulle have været "endnu mere beslutsom i hævdelsen af den demokratiske magt." Han taler ikke om socialistisk eller revolutionær magt. Jeg vender tilbage til Nørlund senere.
LU skriver, at vores målsætning må være, "at vurdere (UPs) erfaringer ud fra de givne omstændigheder, og om man kunne have nået et bedre resultat ved en anden strategi."
Jeg er enig - og vil vise Folkeenhedens fejl og fremlægge en anden strategi.

Henrik Hedin tager min kritik op af AMD, enhedsmetoden og Chile's erfaringer med eller uden våben. Han mener, at arbejderne " faktisk havde våben, og der blev da også gjort modstand"..."Hvad de chilenske arbejdere manglede, var åbenbart ikke våben, men organisation og ledelse, da den revolutionære regering først var sat ud af spillet."

1. HH tager fejl, i begge påstande. Som citatet i min indledning peger på, var der ikke våben tilstede, udover nogle få håndvåben, som nogle få arbejdere skaffede selv. Faktisk blev det ikke nævnt i DKP Tidens pjece om den væbnede modstand. For det andet, (og som jeg beskriver senere), var problemet den manglende organisation og ledelse under UP- regeringens tid.

2. HH mener, at de franske og russiske revolutioner blev vundet ved "beslutsomme folkemasser under målbevidst politisk ledelse," - ikke med våbenmagt. Jo, beslutsomhed og målbevidsthed er erfaringer fra historien, men våbenmagt var en nødvendighed i de to lande (også i Kina, Cuba og Nicaragua). Jeg ved ikke præcis, hvad HH mener, når han siger, at kommuinisterne svigtede i Chile "ikke ved at give afkald på våbenmagt, men ved at overlade ledelsen til andre kræfter som ikke magter den, eller måske endda arbejder efter en skjult dagsorden." Hvem var de andre kræfter? Hvad magtede de ikke, og hvad kunne deres skjulte dagsorden have været? Sandheden er dog, at PCC faktisk gav afkald på våbenmagt, som jeg kommer ind på om lidt.

3. HH siger, at folkeenhedsregeringen var en koalition "med det lille MIR-parti." - Nej! Den venstrerevolutionære bevægelse MIR var ikke med i koalitionen, men støttede den, ud fra en kritisk holdning. Som Patricio Romo, medlem af MIR og leder af en arbejder basisorganisation, sagde i "Chile Hoy"-avisen d. 3 og 10 august 1973 om "Folkemagt" diskussionen: "Vi tror...at vi bør være uafhængige af regeringen...hverken parallel med eller i modsætning til den....For at opnå magten må vi opbygge et nyt statsapparat, en stat som giver os muligheder for at virkeliggøre vore klasseinteresser...(UPs stat) vil vedblive at tjene borgerskabet, hvis ikke vi tilintetgør dens bureaukratiske og repressive karakter." MIR var tilhænger af den Cubanske revolution og var stærkt aktiv i mobiliseringen af bønder, slumboere og arbejdere, - ligesom det andet uafhængige venstreparti, USOPO (Den Folkesocialistiske Union). I forhold til disse partier var PCC et af de mest tilbageholdende ved udformningen af et socialistiske program indenfor UP.

4. HH siger, at "når advarslerne om et kup blev afvist med henvisning til Chiles traditioner, er det ikke kommunistisk tankegang."

Jo og nej. Det var ikke en kommunistisk tankegang - men det var PCCs og DKPs.

Jens Lohmann, en grundig forsker af latinamerikas politiske historie, skrev om "Folkemagt" diskussionen: "Inden for den regerende koalition gjorde forskellige strategiske opfattelser sig gældende, og denne uenighed skabte alvorlige problemer. På den ene side var der kommunistpartiet og præsident Allende, der så `den chilenske vej til socialismen´ som en slags ægteskab mellem arbejderklassen og mellemlagene. Denne opfattelse indebar en bremsning af initiativerne fra basis med hensyn til ekspropriation af industrivirksomheder og jord samt fremhævelse af retsstaten"...

"Den anden opfattelse gik ud på ødelæggelsen af den borgerlige stat og opbygning fra basis af en folkelig magt med det formål at opbygge en alternativ struktur til den borgerlige stat...På grund af sin sammensætning (folkefront i stedet for arbejderfront) viste regeringen sig ude af stand til at lede befolkningen....I Chile manglede imidlertid en fast strategi."
I det Socialistiske parti (PS) var der vigtige ledende personer og en fløj, som mente det sammen som MIR og andre om dette vigtige spørgsmål. Víctor Muñoz, PS-leder af en basis gruppe i Barrancas, sagde i "Folkemagt" diskussionen følgende:

"I Chile opstiller vi for øjeblikket problemet om den to-delte magt...borgerskabet fastholder en stor del af den økonomiske kontrol med landet. ...Staten vedbliver at være borgerlig. Det er klart. ...Her kan vi ikke tale om en fredelig overgang til socialismen. I dag synes dette at være umuligt."
PCC havde ikke besluttet sig for socialisme, men for en reform af kapitalismen, som adskillige PCC-ledere indrømmede. I en rundbordsdiskussion fra "Les Temps Modernes," maj 1973, sagde Mireya Baltra, en PCC-leder og UPs arbejdsminister, følgende:

"Imperialisme vil ikke gøre det samme her, som den gjorde i San Domingo (hvor der i 1965 var kup mod den progressive regering), eller i Brasilien (hvor der i 1964 var kup mod en borgerlig, men ikke-imperialistisk regering), eller i Bolivia (hvor mordet på Che Guevara skete i 1967)....Er der eller er der ikke sket en forandring (til det bedre) i de væbnede styrkers mentalitet?" Hun refererer til, at PCC sammen med UP inviterede tre generaler til at holde tre ministerposter, imod mange arbejderes protester.

PCC og UP så bort fra marxismens teori om statens rolle (se utallige skrifter af Marx og Lenins analyser af den borgerlige stats klassekarakter). De udarbejdede i stedet en strategi og en taktik for overgangen til socialisme, der så staten og militæret som "neutral, som værende hævet over de sociale konflikter, over klassekampen," siger Lohmann i "Militærets historiske rolle i Chile" (1974).

Lohmann citerer Salvador Allende, PCCer G. Banchero og Ib Nørlund om emnet:

1. "...de chilenske væbnede styrker er garantien for denne proces (den fredelige vej til at skabe en overgang til socialismen)...og hvad vi også behøver er, at disse væbnede styrker, inden for rimelige grænser, får de tekniske elementer, som garanterer deres effektivitet." sagde Allende, den 25. maj, 1971. "Rimelige grænser" betød accept af USA's støtte til militæret, - det største militære bidrag i hele latinamerika, med militær og ideologisk træning af officerer i USA.

2. "Den revolutionære proces foregik i Chile, samtidig med at militæret opretholdtes. Det virkede som en professional institution, der ikke deltog i politiske stridigheder, men underordnede sig den lovlige, civile magt. Mellem arbejderklassen og militæret bestod der tilsyneladende faste bånd med samarbejde og gensidig respekt for, at det skulle lykkes at opfylde den patriotiske opgave at forvandle Chile til et frit, udviklet og demokratisk land " sagde G. Banchero kort før kuppet, der var det femte forsøg under UPs styre og dét, der lykkedes.

3. Ib Nørlund sagde (Tiden/Verden Rundt, nr. 11, 1973): "Der var i Chile muligheder for at neutralisere militæret som politisk faktor, - dels fordi det hørte til militærets tradition at `holde sig uden for politik.´"

Myten om militærets rolle

Myten om Chiles væbnede styrker, til forskel fra styrkerne i andre latinamerikanske lande, går ud på, at styrkerne er "non-politiske" og "non-interventionistiske" - og dermed er den netop en myte og fuldstændig nonsens. Her opsumerer jeg Chiles militære rolle indenfor landets egen historie.

1. 1818 til 1833 var militæret involveret i en borgerkrig mellem mineejere (støttet af de fleste i militæret) og godsejere med deres egen milits.

2. 1890-1 igen borgerkrig. Nu havde godsejerne flere støtter indenfor hæren, som blev udrustet med tyske våben. I 1891 beordrede Præsident José Balmaceda hæren til at nedkæmpe salpeterminearbejdernes strejke, hvilket førte til en massakre.

3. 1907-21 var hæren, flåden og militserne brugt til at forsvare den herskende klasses interesser mod arbejderklassen og småbønder, da de strejkede og demonstrerede. I den store salpetermine strejke i 1907 blev mellem 3.600 og 8.000 mennesker slået ihjel på en dag, den 23 december.

4. 1924: Admiral Neff dannede en militærjunta med indflydelse fra den konservative del af borgerskabet. Kravet var en større professionalisering af hæren, bedre og flere våben og højere løn. USA begyndte at træne officerer, militært og ideologisk.

5. 1927: Oberst Carlos Ibáñez del Campo blev præsident og angriber ustandseligt de folkelige bevægelser.

6. 1931-2: Et oprør med arbejdere og mange militærenheder førte til en ny halv-progressiv junta med flyveroberst Marmaduke Grove i spidsen for "Chiles Socialistiske Republik. Efter 14 dage ved magten tog en ny militær junta på højrefløjen magten. Chiles ambassadør i USA, Carlos Dávida, blev hovedmanden. Hæren slog mange arbejdere og socialister ihjel. USA fik garantier for, at deres økonomiske interesser i Chile ikke ville blive berørt.

7. 1931-2: Var der i alt fire regeringer i løbet i de to år, hvor militæret spillede en væsentlig rolle.

8. 1939: General Ariosto Herras forsøgte et kup med Oberst Ibáñez og den fascistiske Chilenske Nationalfront mod en folkefront regering.

9. I 1943, 1946, 1948 og op til 1952 prøvede Ibáñez forskellige kup konspirationer. I 1948 blev den radikale Gabriel González Videla valgt med PCC-støtte. Kommunisterne fik ministerposter. Men Videlas politik var repressiv. Soldater skød demonstrerende og strejkende arbejdere. Snesevis mistede livet. Efter kort tid forbød Videla PCC og sendte lederne i koncentrationslejr. Videla var en glødende antikommunist og én af bagmændene til kuppet i 1973.

10. 1951-7: Nogle officerer dannede gruppen "For en Lykkebringende Morgendag" for at sikre at Ibáñez kunne blive præsident. Obersten vandt i 1952; militæret har magten igen. Der var strejke og demonstrationer, som militæret angreb og dræbte mange. I 1957 sendte Ibáñez militæret ind for at stoppe tre dages voldsomme uroligheder. Ca. 70 mennesker blev dræbt og 200 sårede.

11. 1958-64 og 1964-70 var militæret ofte brugt til at stoppe folkets bevægelser. De første år var ledet af den ærkekonservative præsident Jorge Aslessandri og senere den "kristelige"demokrat Eduardo Frei, der var USAs "favorite son." (Frei var også én af bagmændene bag 1973 kuppet). Især under Frei blev militæret ofte sat ind, efterhånden som samfundet blev afhængig af nordamerikanske interesser. Modsætningerne mellem borgerskabet og lønarbejdere skærpedes. Det var uklart, hvordan økonomiske vanskeligheder kunne håndteres.

Disse modsætninger afspejledes i splittelsen mellem de borgerlige partier op til præsidentvalget i 1970, og socialisten Allende havde en bedre chance for at vinde, end venstrefløjen var klar over i forvejen. Denne uro førte til et kupforsøg med General Robertro Viaux i spidsen i oktober 1969. Hærchef René Schneider modsatte sig kup forsøget. Han mente, at hæren måtte være neutralt politisk. Den 4. september 1970 vandt Salvador Allende valget med 36.2 pct. mod Jorge Allessandris 34.9, og den kristelige demokrat Radomiro Tomics 28.9 pct. General Schneider erklærede: "Indblanding i politik er fremmed for vor doktrin, vi er garanter for en legal udvikling, på hvilken landets hele forfatningsmæssige liv baseres." (Disse ord er, hvad KP partier under Moskvas inflydelse, gerne ville høre og sætte sig på.)

Men kup-fløjen fik en større tilslutning blandt de borgerlige og i de væbnede styrker, og i Pentagon og det Hvide Hus. Under Viaux´ ledelse blev et kup forberedt mod Frei, for at hindre Allende i at blive udpeget af Kongressen som hans efterfølger. (Viaux forklarer taktikken i et interview i en bog af Florencia Varas i 1972.) Igen modsatte Schneider sig kuppet. Derefter skulle Schneider bortføres med henblik på at kaste skylden på det forbudte MIR. Bortførelsen mislykkedes og Schneider blev skudt den 22 oktober. Konsekvensen af mordet resulterede i, at Kongressen udpegede Allende som Freis efterfølger.

I disse uger var ITT (International Telephone & Telegraph) i gang med at forhindre valget af Allende i samarbejde med CIA. Dette blev afsløret af journalisten Jack Anderson, den 21 marts1972, og for nyligt offentliggjort fra CIA´s arkiver. I årevis har Schneiders familie prøvet at føre en retssag mod Henry Kissinger (dengang USA´s secretary of state) for at stå bag generalens mord.

UP-Regeringen 1970-3

Den 4. november blev Allende indsat som præsident. En regering med seks venstrefløjs- og socialdemokratiske partier samledes om et kompromis program. De væsentlige dele af programmet, "Opbygningen af den nye økonomi" lød sådan:

"Processen med at omforme vor økonomi vil indledes med en politik, hvis hensigt er at etablere en dominerende statssektor, bestående af de virksomheder, som allerede ejes af staten, plus dem som skal eksproprieres ...nationalisering af de basale rigdomme: kobber, jern, nitrater...landets finansielle system...handelen med udlandet...de store virksomheder og monopoler inden for distributionsområdet...elektrisk energi, jernbane, luft- og skibstransport, kommunikationsmidler, produktion og distribution af olie... disse ekspropriationer vil blive gennemført under fuld hensyntagen til den lille aktionærs interesser."

Det blev klart for kapitalisterne, at deres magt skulle ophæves.

"Det er ingen hemmelighed i Santiago, at kommunistpartiet ikke ønskede, at der i UP-programmet skulle være nogen henvisning til socialismen, og de ville begrænse sig til at omtale mål der kunne betragtes som `borgerligt-demokratiske` reformer. KP accepterede sandsynligvis det mere hårde program af hensyn til venstrefløjens enhed. Disse omstændigheder kan have betydning for hvordan programmet fortolkes og/eller gennemføres i fremtiden," skrev Paul Sweezy og Harry Magdoff i januarnummeret af Monthly Review, 1971.

Kongressen, hvor de borgerlige partier havde flertal, ville ikke godkende dette program, men forfatningsændringer under Freis periode gav regeringen muligheder for folkeafstemninger, hvis der var uenighed mellem den lovgivende og den udøvende del af regeringen. Dagen før Allende blev indsat som præsident, gjorde han det klart, at han ville bruge dette våben ( han fik det aldrig gjort). Sweezy-Madoff skrev om situationen på dette tidspunkt:

"Men heller ikke en sejr for regeringen i en folkeafstemning ville afgøre sagen. Mere sandsynligt ville det være med en ny forskydning af kampen, denne gang fra det fredelige til det voldelige politiske plan; det er et skridt som intet bourgeoisi, der står over for hvad det betragter som en trussel mod sine fundamentale interesser, nogen sinde har tøvet med at tage.
Næsten alle i Chile erkender, at den nuværende situation i det mindste rummer muligheden for en voldelig konfrontation...(især pga. af) striden om nationaliserings-politikken."

USA afskar kreditmuligheder for internationale finansinstitutioner i Chile, mens den forsatte med at forsyne Chiles militær. De væbnede styrker talte ca. 46.000 mand, plus 24.000 militariserede i det nationale politi. De fik latinamerikas anden største bevillinger fra USA og kontinentets største militærhjælp pr. capita. Tusindvis af chilenske soldater forsatte med at blive uddannet i USA. "Intet sted i Latinamerika har USA med større succes end i Chile fået integreret de lokale væbnede styrker i, hvad man kan kalde, imperiets militærapparat," skrev Sweezy-Madoff.

Selvom kobber industrien blev nationaliseret, fik USAs virksomheder, Anaconda og Kennocott, ret til at hente enorme profitter gennem kontrol med den verdensomspændende kobber handel, hvor 90% blev solgt til Europa og Japan. Kobber udgjorde 80% af Chiles samlede eksport.

Borgerskabet ansatte mange officerer på ledende poster i deres virksomheder og snart gjorde UP- regeringen det samme i de nationaliserede virksomheder.

UP- regeringen blev først endnu mere populær blandt arbejderne, bønderne og de fattige, og ved kommunevalgene i april 1971, fik UP 50% af stemmerne, et tydeligt fremskridt.

Borgerskabet og militærsektoren begyndte at vise tegn på, at de ville lave kup i stedet for at være "neutrale". I december 1971, gennemførte borgerskabets kvinder voldsomme demonstrationer i Santiago, "De tomme gryders march." Kongressen lavede en forfatningsreform, som bremsede mulighederne for at nationalisere virksomheder. Regeringen adlød.

I marts-april 1972 planlagde ITT og CIA et kup med eks-mayor Arturo Marshall i spidsen. Det mislykkedes og Marshall flygtede til Bolivia. Han blev endnu én af bagmændene til det endelige kup i 1973. Anderson afslørede planen, men regeringen forsatte med at smøre militæret i samarbejde med USA.

I august var der butiks- "strejke", mens borgerskabet neddroslede produktionen og den økonomiske investering. Kapital strømmede ud af Chile.
I september afslørede Allende en anden kup plan, der skulle udføres den 19. september.
I oktober var der voldsomme lastbilejer- "strejke." 42.000 af 50.000 transportlastbiler var ejet af højrefløjen med León Vilarín i spidsen. (Efter militærkuppet blev han én af juntaens talsmænd.) Butiksejerne tilsluttede sig strejken. Men folk i basisgrupper under MIR og USOPO ledelse modvirkede virkningerne. Regeringen overtog ikke distributionen af varer.
I november reagerede UP med en omdannelse af regeringen og tre værnschefer fik vigtige ministerposter. Hærchefen general Carlos Prats blev indenrigsminister. Titusinder af arbejdere protesterede. Dagen efter omdannelsen stoppede højrefløjens strejker og deres medier jublede.

I marts 1973 ved Kongresvalget steg stemmerne til Folkeenhedspartierne til 43.4 pct. Det var første gang i Chiles historie at regeringspartier gik frem ved midtvejsvalg. Borgerskabet var vrede over dét og de tre militære chefer forlod regeringen. En kup plan blev for alvor begyndt.
I juni (d. 27) blev der erklæret undtagelsestilstand i Santiago efter et attentatforsøg mod den "bløde" hærchef, general Prats.
I juni (d. 29) mislykkedes et kupforsøg da en panserenhed omringede præsidentpaladset.
I juli var der flere højre-ledede strejker, blandt andet en anden indenfor vognmandssammenslutningen. Allendes flådeattaché blev myrdet.

I august (d. 9) blev et nyt kabinet, det sjette, dannet. Denne gang igen med værnscheferne.
Højrefløjen intensiverede sin terrorkampagne med sabotager og attentater. Den 23. august tilbagetrådte Prats endnu en gang fra regeringen, efterfulgt af andre militære ledere. Men den 28. dannede UP en ny regering med fire andre militære chefer.
I september (d. 4) var der ca. en million mennesker på gaden i Santiago for at fejre tre-året for Allendes valgsejr. Næste dag var der kun op mod 20.000 borgerlige kvinder på gaden for at kræve Allendes afgang. Flere ledere (også PSer) indenfor UP, krævede en mere radikal kurs af regeringen.

Den 11 september startede det endelige kup. Allende nægtede at overgive sig og paladset blev bombarderet. Allende begik selvmord i stedet for at blive taget til fange. Langt de fleste af 10 - 20.000 dræbte mennesker var ubevæbnende og de fleste af de anholdte blev taget i tilfældige militære og paramilitære razziaer (min svigersøn var blandt dem). Sovjetunionen var ét af de første lande (hvis ikke det første) til at anerkende Pinochets diktatoriske regering, mens den slagtede folk, og mens deres kammerat, PCC generalsekretær Luis Corvalàn, sad i koncentrationslejr.

PCC´s rolle

Fra begyndelsen af UPs styre og i arbejdet med programplanlægningen var kommunisterne blandt de mest konservative, og som sagt, var de imod at sætte socialismen på dagsordenen.
PCC var konstant i modstrid med mange venstrefløjskræfter, især MIR, og var ikke begejstrede for basisgruppe arbejdet. Faktisk, - i stedet for at udnytte denne stærke og voksende mobilisering mod undergravende virksomhed , - støttede PCC den halv-militære, halv-civile "løsning".

Påvirket af borgerskabets protester, forslog PCCs finansminister, Orlando Millas, at reducere antallet af virksomheder i den statslige sektor fra 91 til 47. Det gav voldsomme protester blandt arbejdere og andre. UPs egne vælgere krævede en mere radikal retning af regeringen. PCC forsatte med en defensiv strategi og tog ikke initiativ til at afskaffe det borgerlige statsapparat og dets økonomiske dominans, på trods af, at arbejderklassen var klar til en mere radikal og socialistisk retning. Selv PSs guvernør af Santiago provinsen, Jaime Faivovich, var klar over dette.

"Uden at råde over den politiske og økonomiske magt kan (UP) programmet ikke udføres, revolutionen ikke laves, og socialismen ikke opbygges...Det er revolutionernes historie, der lærer os, at borgerskabet altid vil fremprovokere konfrontationen i et forsøg på at beholde sin magt og ødelægge de revolutionære kræfter." - Nøjagtig, som de gjorde det, et år efter, at han skrev disse ord. Faivovich konkluderede, at det er "en farlig naivitet at afvæbne folket ideologisk, ved at benægte muligheden for og uundgåeligheden af en konfrontation."

Men kan kommunister være så "naive" efter 60 års erfaringer med flere revolutioner og revolutionsforsøg bag sig? Kunne kommunisterne være så blinde og ignorere, hvad USA gjorde i Den Dominikanske Republik blot otte år før, da de lavede en invasion mod den demokratisk valgte progressive regering, og efter så mange andre lignende begivenheder verden over?
Det var faktisk regeringens ubeslutsomhed og PCC-reformismen, der delvis var skyld i kuppet.

Hvad kunne UP/PC havde gjort?

1. De kunne have forstået og accepteret marxismens teori og historiske læring af spørgsmålet om voldelig konfrontation med borgerskabet og dets militære allierede, som en sandsynlighed. De kunne have forberedt sig på at vinde den, hvis den kom.

2. De kunne have brugt muligheden for en folkeafstemning efter fremgangen ved valget i april 1971, med et forslag om at omstrukturere kongressen med ét kongres-kammer, og støtte arbejderklassen i græsrodsbevægelserne med at tage kontrol over de lovgivende og dømmende grene - som det blev gjort med stor succes i Cuba fra begyndelsen af revolutionen.

3. De kunne have afskediget de reaktionære officerer og forfremme de loyale officerer med bedre militære stillinger og bedre løn. Og først og fremmest afbryde alle kontakter mellem det chilenske og det US-amerikanske militær.

4. De kunne have organiseret, bevæbnet og uddannet en folkemilits med det formål at overdrage den mere af det ansvar, der før havde været hærens og det nationale politis, ligesom i Cuba.

5. Når dette var gennemført, kunne de for alvor have begyndt på at omforme statsapparatet og samfundet fra kapitalisme til socialisme.

Vi skal forstå, at chilenere var tæt på og godt kunne huske, hvad der skete, da USA spillede bølle mod Sovjet i 1962 under missil krisen. Med tilbagekaldelsen af missilerne fra Cuba vandt USA en stor psykologisk sejr overfor hele verden. Hver gang arbejderklassen eller en progressiv regering prøver at skabe et bedre liv for flertallet, går USA i gang med trusler og brug af magt.

Vi har aldrig, aldrig fået et bedre samfund, når vi har bøjet os overfor disse imperialister og deres kapitalistiske kammerater verden rundt. Vi risikerer ikke større elendighed ved at stå fast på at omdanne samfundet til vores fordel. Tredive år efter det morderiske kup i Chile, har USA og kapitalistklassen verden rundt sat dagsordenen for det ene land efter det andet. Nu er det sådan, at hvis USA mener, eller bare siger, de mener, at et lands regering, som de kan ikke lide, fordi de kan ikke få NOK af landets rigdom, besidder masseødelæggelsesvåben, - så invaderer de.

Hvorfor var (og er) PCC og de fleste KPer så tøvende overfor kapitalisterne og imperialismen?

1. De var bange for konsekvenserne af situationen i 1962 og de mange kup og invasioner USA udførte, - og med god ret.

2. Moskvas geografiske-politiske "fredelige sameksistens"- strategi i forhold til USA´s imperialisme, forbød de kommunistiske søsterpartier i Latinamerika at presse "for meget" på med socialisme, for ikke at tale om den væbnede kamp.

3. Siden Tysklands revolutionære forsøg blev knust efter første verdenskrig og "socialisme i ét land" blev set som en realitet, førte det sovjetiske parti en nationalistisk kurs og kommunisterne gav op overfor at hjælpe med at skabe flere socialistiske revolutioner.

4. Sovjets ledelse gav også op overfor at støtte arbejderklassens fremgang i en demokratisk retning, hvorved de kunne overtage flere og flere beslutninger og endelig tage magten. Chiles folkelige bevægelser med en revolutionær retning var ikke længere i Moskvas interesse, og dermed fulgte PCC Moskvas linie.

5. Endelig, tror jeg, at de fleste af lederne indenfor de kommunistiske partier, og de fleste andre venstrefløjspartier, kommer fra middelklassen og har haft (og har) anstændige levevilkår, bedre end de fleste arbejdere, bønder og selvfølgelig de fattige (hovedsageligt i lande i den 3. verden). Det er fra mellemlagene, de progressive regeringsmedlemmer kommer. Deres liv er "for godt" til at risikere at tabe det, og derfor er de mere bange for at føre en politik, der kunne føre til voldelige konfrontationer. Det er altid arbejdere og fattige, der bliver tævet, fængslet, tortureret og slået ihjel, med undtagelser, når de intellektuelle også er eftersøgt. Også under UP- regeringens tid blev flere hundrede arbejdere, bønder og fattige slået ihjel, og tusinder fængslet, pga. af deres deltagelse i strejker og protester. Ofte var det UP selv, som beordrede militær og politi til at lave voldelige razziaer, fordi folk krævede en mere radikal konfrontation, end UP/PCC ville tage.

Jeg tror, at MIRs generalsekretær havde ret, da han i maj 73 sagde: "Det, der bør gøres er for folket at påpege, at statsapparatet er en fjende. Sandheden må siges til folket...der må gives folket ideologisk næring."

Det gør vi ikke ved at tilbyde illusioner, som den antimonopolistiske demokratiske strategi, eller ved at sætte sig på de borgerliges Folketing, ved at fortælle folk, at de kan afskaffe de riges profit og "indføre" socialisme kun gennem en fredelig proces. Jeg tror, at Henrik Hedin har ret i sin afsluttende bemærkning til mig (og alle os):

"Og hvilke konklusioner giver det anledning til at drage med hensyn til enhedsmetode? Åbenbart ikke, at enhed er af det onde. Men nok, at vi i højere grad bør interessere os for, under hvilke betingelser enheden giver resultater, og under hvilke den ikke gør den."

For mig at se, viser historien, at AMD- strategien ikke giver socialistiske resultater og slet ikke med socialdemokraterne som partnere. De har næsten altid, - ikke bare gennemført kapitalisternes profit- interesser, - men også støttet deres krige mod deres eget folk, samt de mange imperialistiske krige, som i Jugoslavien, og nu mod Afghanistan og Irak. Lykketoft er ingen undtagelse. Derfor stemmer jeg imod AMD.

Jeg slutter med et håb, skrevet af Ariel Dorfman, en flygtning fra Chile, bosat i USA, hvor han underviser og skriver bøger. Jeg citerer fra hans for nyligt udgivne bog, Terroruddrivelse:
"Det skjulte lys fra de mænd og kvinder, der gav deres liv for det, de troede på, kan ikke helt slukkes, ikke så længe, der et eller andet sted i verden findes et menneske, der er villig til at huske og til at lade dem genopstå. Det er alt, hvad der kræves, et menneske, der råber ud i det etiske vildnis, et menneske, og derefter endnu et og et til, det er alt hvad der skal til for at holde retfærdighedsgnisten i live."

25/9/03 Ron Ridenour.
Enstemmigt vedtaget af Bornholms distrikt, efter udfordring fra LU

- End -