De sidste ugers børskrak verden over har hensat
den borgerlige verden i noget, der minder om panik. De tre vigtigste amerikanske
aktieindekser Dow Jones, Nasdaq og S&P500 har alle sat bundrekorder og æder
sig tilbage i forrige århundredes kurser.
Forsøg på at berolige
investorerne og offentligheden og tale kurserne opad fra både den amerikanske
præsident og nationalbankdirektøren Alan Greenspans side er mislykkedes.
Og der er ingen opmuntring i billedet verden over. Tidligere børskrak
og finanskriser vi Asien og andre lande skabte uro på de amerikanske børser
- som rettede sig i tillid til den amerikanske økonomis 'fundamentale sundhed',
dollarens styrke og et evigt boom. Nu krakker børserne verden over i de
amerikanske fodspor. Samtlige europæiske børser har set store fald.
Det danske KFX-indeks oplevede forleden sit tredjestørste kursfald nogensinde.
Det udtrykker ikke bare sammenhængen i verdensøkonomien. Det afspejler også den realitet, at drømmen om at EU-landene kunne fungere som et nyt 'lokomotiv', når det amerikanske tabte pusten, var urealistisk. Verdens næststørste økonomi - den japanske - befinder sig i forvejen i en langvarig og dyb depression. EU-landene er i recession.
En vigtig
årsag til nedturen - men langt fra den eneste og måske heller ikke
den vigtigste - er de i forvejen stærkt oppustede aktiekurser. Misforholdet
mellem aktiekurser og de reelle udbytter på aktierne er vokset dramatisk
gennem den sidste halve snes år.
Siden midten af 90erne er aktiekurserne
steget med 200 pct., mens virksomhedernes udbytte trods fusioner, 'rationaliseringsgevinster'
og stærkt øget udbytning af de arbejdende verden over 'kun' er vokset
med 40 pct. De opskruede priser afspejler ikke de reelle gevinstmuligheder for
aktionærerne.
Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem økonomiens
faktiske bevægelser og børsrouletten og aktiekurserne. Men et eller
andet sted trykker virkeligheden, når den kapitalistiske økonomis
indbyggede nedture melder sig: den akutte økonomiske krise i 2001 og i
år med dens massefyringer af millioner af arbejdere i USA og den øvrige
verden bringes ikke til at forsvinde gennem optimistiske erklæringer eller
enkelte lappereformer.
Selvom tempoet i fyringsrunderne er afsvækket
i forhold til 2001 bringer hver uge nye meldinger om masseafskedigelser fra de
multinationale selskaber. Forleden annoncerede chipproducenten Intel 4000 fyringer,
UK Coal annoncerede at Selby-minerne i Yorkshire lukkes med 5000 arbejdsløse
som resultat, den største jutevirksomhed i Bangladesh blev lukket med 30.000
fyrede . . .
Meldingerne fra de politiske og økonomiske magthavere har været entydige: den amerikanske og europæiske recession er ved at være overstået, bare et lille øjeblik endnu, og økonomi og aktiekurser vil igen være i topform. Det holder bare ikke. Bølgen af børskrak tyder på noget helt andet. Der er ingen tvivl om, at milliarddollarsvindelsen og de forfalskede regnskaber i gigantfirmaer som det krakkede WorldCom har betydning for aktiekursernes nedtur. Men denne kapitalistiske svindel er trods alt kun et følgefænomen. Grundproblemet er kapitalismen og dens økonomiske cyklus i sig selv.
Nu tales der om muligheden
for en langvarig depression - den største siden 30ernes depression, der
udløstes af et krak på Wall Street. Den økonomiske redaktør
for det engelske The Guardian Larry Elliott skriver (16.07) om den økonomiske
elites virkelige angst:
"Greenspans store bekymring er, at den amerikanske
økonomi låses fast i en nedadgående spiral, hvor faldende aktiekurser
fører til fald i forbruget, hvad der igen presser virksomhedernes profit
og - med tiden - selve det finansielle system. Varepriserne ville kollapse og
virksomhederne kunne blive tvunget til at sætte priserne i bund for at fremskaffe
tilstrækkeligt med kontanter, hvad der kunne føre til en periode
med deflation, hvor lavere renter ikke ville kunne stimulere væksten. Det
vil aldrig kunne ske, siger optimisterne. Det er faktisk allerede sket - i verdens
næststørste økonomi, den japanske. Det land har gennemgået
fire recessioner siden boblen bristede i slutningen af 80erne. Priserne falder,
forbrugerne holder på kontanterne; det ville kun kræve et enkelt puf
mere, før bankerne røg ud og skrænten og ind i en systemkrise.
Greenspan har studeret en bindstor rapport, som han har bestilt om den japanske
erfaring - så bekymret er han".
Larry Elliott diskuterer muligheden
for en amerikansk rentenedsættelse fra det i forvejen lave niveau på
1,75 pct. og konkluderer:
"Selv med en sådan (og forudsat der ikke
kommer en invasion af Irak, som kan komplicere tingene) eksisterer der en risiko
for at en lempelse af politikken simpelthen vil føre til en gentagelse
af i år: et kortvarigt udbrud af eufori efterfulgt af erkendelsen af, at
selskaberne ikke kan producere de fortjenester, der forventes af dem. Greenspan
og Bush ville så befinde sig i en endnu større knibe end de allerede
gør, og have brugt næsten alle skuddene i magasinet. I mellemtiden
ville Europa og Japan - som er stærkt afhængige af en amerikansk genoplivning
for at holde deres økonomier i gang - stå overfor udsigten til en
dyb og forlænget recession.
Hvis det lyder dystert, er det fordi det
er det. Det er det mest kritiske øjeblik for verdensøkonomien siden
1930erne."
Den amerikanske præsidents økonomiske politik
er slået ynkeligt fejl. Hans skattelettelser til de rige skulle have givet
en kraftig indsprøjtning til økonomien. Det har ikke virket. Oprustningen
og krigen i Afghanistan og hans globale 'krig mod terror' har også været
en vej ud af den økonomiske krise. Den er blevet kraftigere. At indlydelsesrige
mænd i spidsen for de amerikanske monopoler er blevet grebet i svindel overfor
investorerne har ikke styrket tilliden til Bush og Co. - slet ikke fordi hans
vicepræsident Dick Cheney og hans firma Haliburton selv er under mistanke
for regnskabsfusk. Og heller ikke Bush har rene papirer.
Bush-regeringens popularitet
er stærkt faldende.
Dens prøvede middel er at udløse en
ny krig. Krisen i den amerikanske økonomi øger utvivlsomt faren
for et angreb mod Irak.
Netavisen 23. juli 2002