Trods flotte hensigtserklæringer om kamp mod fattigdommen lever over 305 millioner mennesker i ekstrem fattigdom, og antallet af "ekstremt fattige" vil med den nuværende udvikling i den påståede internationale fattigdomsbekæmpelse vokse til over 420 millioner i år 2015.
Verdensbankens og OECD-landenes påståede indsats for at bekæmpe verdens fattigdom har intet på sig. De rige lande bliver stadigt rigere som følge af, at udplyndringen af den tredje verden fortsætter uhæmmet. Fattigdommen vokser ubehersket som følge af, at de fleste ulande er alt for afhængige af deres råvareeksport, hvor priserne er stærkt faldende, dokumenterer en ny FN-rapport. Hverken det globale handelssystem eller den internationale udviklingshjælp fungerer tilfredsstillende
FN-rapporten er den første af sin slags: en samlet undersøgelse af den økonomiske udvikling i de 49 fattigste lande, og konklusionerne er entydige. Antallet af ekstremt fattige er stigende, mens de unge har mere end svært ved at finde arbejde. Over 307 millioner mennesker lever for under en dollar om dagen, som er den grænse, der mere eller mindre vilkårligt er blevet fastsat for "ekstrem fattigdom". I virkeligheden er antallet af ekstremt fattige langt, langt højere.
Det
er et tal, der vil eksplodere, hvis der ikke fremover føres en reel politik
for at bekæmpe fattigdommen, og hvis ikke ulandsbistanden sættes væsentlig
i vejret, understeger FN. Fortsætter udviklingen uændret vil antallet
af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom være steget til 420 millioner
år 2015.
Fattigdomsgrænsen synes ellers at være fastsat
til en dollar ud fra den betragtning, at den næsten ikke kan undgå
at blive overskredet som følge af almindelig inflation mv., så kan
det hedde sig, at Verdensbankens, OECD-landenes med fleres politik for bekæmpelse
af fattigdom virker.
De 49 lande hærget af voldelige konflikter, dårlig infrastruktur, voldsomme klimaforandringer, sult og sygdom. De er totalt økonomisk afhængige af eksport af råstoffer, landbrugsvarer og tekstiler til de rige lande, produkter, som de får en yderst ringe betaling for, samtidig med, at de rige lande yder økonomisk støtte til deres egne producenter af samme type varer. De rige lande beskytter massivt de erhvervsområder, hvor udviklingslandene har mulighed for at konkurrere, fastslår rapporten.
Der er tale om en forkvaklet økonomisk politik over de fattige lande:
-
Det er helt uholdbart. Der er tværtimod brug for flere penge, bedre rådgivning
og mere uddannelse til at hjælpe de fattigste lande med at udvikle deres
egne industrier, så de har reelle varer at handle med internationalt,
fremhæver økonomiprofessor dr. Zeljka Kozul-Wright, en af hovedkræfterne
bag rapporten.
Han kritiserer i øvrigt den danske regering skarpt:
-
Det er dybt beklageligt, at Danmark nu går i den modsatte retning og skærer
i sin udviklingsbistand.
FN-rapporten sætter ikke fokus på
de dybestliggende årsager til den globale skævvridning: den imperialistiske
ophobning af rigdom ved øget udbytning af det store flertal.
Sandheden
er, at ingen af de imperialistiske programmer, der skal bekæmpe fattigdom
(og FN har en målsætning om at udrydde den globale fattigdom) eller
hjælpe til fremskridt, virker. Tværtimod. IMFs og Verdensbankens diktater
- forklædt som udviklingslån - har øget den ekstreme fattigdom
i verden. FNs egne rapporter må konkludere at heller ikke FNs programmer
eller de enkelte landes ulandshjælp (der altid gives på betingelser,
og for at 'giverlandet' skal opnå fordele) bare rokker ved tendensen til
stadig større fattigdom.
Den eneste vej, som har brudt denne tendens,
er revolutionerne. 90ernes kontrarevolutioner f.eks. har accelereret massearmoden.
Netavisen
20. juni 2002