Af Walden Bello
Nedbrydningen
af det gode rygte for de firmaer, som engang var Wall Streets pryd, fortsætter,
og en afslutning er ikke i syne. Men én ting er sikker: Den globale kapitalismes
legitimitet som det herskende system for produktion, fordeling og udveksling vil
blive stadig mere udhulet, selv i dets hjerteland. Den var allerede før
Enron skrøbelig.
I den såkaldte 'Nye Økonomis' glade dage
i 2000, viste en rundspørge i Business Week, at 72 pct. af alle amerikanere
mente, at de store selskaber havde for megen magt over deres liv. Det tal er sandsynligvis
meget højere nu.
Ligesom den massive overvurdering af aktierne,
der førte til dot.com-kollapset på Wall Street i 2000-2001, var selskabssvindel
et fremherskende træk ved den 'Ny Økonomi'. For at forstå det
må man starte med to udviklinger, som var centrale for den globale kapitalismes
dynamik i 1980'erne og 90'erne:
Finanskapitalen blev drivkraften i den globale
økonomi og overkapacitetskrisen (eller overproduktionskrisen) i den reelle
økonomi.
De sidste to årtier oplevede dereguleringen af finansmarkederne,
hvor barriererne for kapitalbevægelser over landegrænserne og mellem
sektorer - f.eks. den amerikanske Glass-Steagall-lov, der forbød finansinstitutioner
at både engagere sig i investeringsvirksomhed og kommerciel bankvirksomhed
- skridt efter skridt blev ophævet.
Resultatet var et gigantisk udbrud
af spekulationsvirksomhed, som gjorde finansaktivitet til den globale økonomis
mest profitable sektor. Spekulationen var så profitabel, at 80'erne og 90'erne
i tillæg til traditionelle aktiviteter som udlån og handel med aktier
og obligationer var vidne til udviklingen af stadig mere sofistikerede finansielle
instrumenter som futures, swaps, optioner - den såkaldte handel med afledte
forhold, hvor profitten ikke kom fra handelsværdier, men fra spekulation
i forventningerne omkring tilgrundliggende værdiers risici.
Finanssektorens
tiltrækningskraft i forhold til andre af økonomiens sektorer, såsom
handel og industri, blev understreget af den kendsgerning, at i 90'ernes slutning
steg omfanget af transaktioner på udenlandske valutamarkeder til 1,2 trillioner
dollars dagligt, hvilket svarer til værdien af handelen med varer og tjenesteydelser
i et helt kvartal.
Med en overflod af kontanter i den spekulative sektor,
hvoraf en stor del stammede uden for USA, blev industrivirksomhederne mere og
mere afhængige af massive kreditter og af aktiesalg for at skaffe kapital,
i stedet for at det skete gennem opsparet fortjeneste. Denne afhængighed
blev stadig mere udtalt sidst i 90'erne, da Clinton-årenes boom begyndte
at klinge af. Dette boom havde resulteret i et udbrud af global investeringsvirksomhed,
som førte til en enorm overkapacitet hele vejen rundt.
Sidst i
90'erne var indikatorerne helt klare: Den amerikanske computerindustris kapacitet
voksede med 40 pct. om året, langt over den forventede vækst i efterspørgslen.
Verdens automobilindustri solgte kun 74 pct. af de 70,1 millioner biler, som den
producerede hvert år. Der blev investeret så meget i den globale telekommunikation-infrastruktur,
at den trafik, der overførtes via fiber-optiske kabler, kun udgjorde 2,5
pct. af kapaciteten. Også de store salgskæder havde problemer, hvor
giganter som K-Mart og Wal-mart blev ramt af et enormt overskud af gulvplads.
Der var, som økonomen Gary Shilling sagde, en 'overforsyning af
næsten alt'.
Profitten holdt tilsyneladende op med at vokse i den amerikanske
virksomhedssektor efter 1997, hvad der førte selskaberne til en fusioneringsbølge,
nogle motiveret af elimineringen af konkurrence, andre af håb om at tiltrække
fornyet profitabilitet fra en slags mystisk proces kaldet 'synergi'. De mest prominente
heriblandt var Daimler Benz-Chrysler-Mitsubishi-fusionen, Renaults overtagelse
af Nissan, fusionen Mobil/Exxon, BP-Amoco-Arco-handelen, den murnedbrydende 'Star
Alliance' i flyindustrien, AOL Time Warner-handelen, WorldComs overtagelse af
langdistancebefragteren MCI.
Rent faktisk endte mange fusioner med at konsolidere
udgifterne uden at forøge profitabiliteten, som det f.eks. var tilfældet
med den højt lovpriste AOL Time Warner-handel.
Hvor der ikke kunne
gennemføres fusioner, herskede konkurrencen med kniven på struben,
hvilket resulterede i fallitter som den gigantiske salgskæde K-Marts. Med
tynde eller ikke-eksisterende profitmarginer var overlevelse i stigende grad ensbetydende
med stadig større afhængighed af finansiering fra Wall Street, som
i voksende omfang kom under kontrol af blandede investerings- og handelsbanker
som JP Morgan Chase, Salomon Smith Barney og Merrill Lynch, som konkurrerede aggressivt
om at bakse handeler sammen.
Med kun lidt at fremvise, hvad angår
en tiltrækkende bundlinje, slog nogle selskaber ind på en kurs, hvor
de handlede med løfter om fremtiden for hårde kontanter i nuet, noget
som kreative investeringsdirektører var særlig gode til i high tech-sektoren.
Det var denne tilsyneladende nyskabende teknik med handel med illusioner, der
resulterede i den stratosfæriske vækst i aktiekursværdier i
den højteknologiske sektor, som tabte enhver forbindelse med selskabernes
virkelige tilstand. Amazon.com så f.eks. en stadig vækst i aktiekurserne,
selv om det endnu ikke havde haft overskud.
Men til slut kunne handelen
med illusioner ikke komme længere. Virkeligheden blandede sig i år
2000 og havde til følge, at 4,6 trillioner dollars i investeringsformue
blev udraderet på Wall Street, et beløb, der, som Business Week understregede,
var halvdelen af det amerikanske nationalprodukt og fire gange så stort
som det beløb, der blev udraderet under børskrakket i 1987.
Det
amerikanske boom blev forlænget kunstigt i tre eller fire år med dot.com-vanviddet,
indtil den amerikanske økonomi i 2001 gik i recession. Og netop fordi virkeligheden
så længe blev tilsløret af illusionen om velstand, jo længere
ville det tage at rette op på de massive strukturelle ubalancer, som var
opbygget, om det overhovedet lod sig gøre.
Til sidst kunne man
ikke komme uden om den kendsgerning, at regnskabsbalancen måtte udvise et
indkomstoverskud i forhold til omkostningerne for at blive ved med at tiltrække
investorer. Det var denne simple, men barske virkelighed, som førte til
udbredelsen af smarte regnskabsteknikker såsom Enron-regnskabsdirektøren
Andrew Fastows 'partnerskaber', som var mekanismer, der skulle fjerne større
udgifter og gæld fra regnskabet, og som samtidig førte til grovere
metoder som WorldComs bogføring af løbende omkostninger som kapitaludgifter.
I sammenhæng med dereguleringen og den velvillige holdning til den
private sektor, som fulgte med den fremherskende nyliberale 'hænderne væk
fra erhvervslivet'-filosofi, kunne dette pres nemt underminere de såkaldte
'brandmure' mellem direktion og bestyrelse, aktieanalytiker og aktiehandler, revisor
og den reviderede. Stillet over for det fælles mareridt med en økonomi,
der raslede ned, og med udsigten til tyndere indtag for alle bortkastede både
vagthundene og de bevogtede illusionen om at være styret af et system behersket
af kontrol og modkontrol og forenede sig for at forlænge illusionen om velstand
- og således opretholde den finansielle livline til godtroende investorer
- så længe som muligt.
Denne forenede front kunne imidlertid
ikke opretholdes længe, for det var yderst fristende for dem, som kendte
til tingenes virkelige tilstand, at sælge, før den store masse af
investorer fandt ud af, hvad der skete. Til slut blev forretningstæft reduceret
til at regne ud, hvornår man skulle sælge, samle pengene op, løbe
… og undgå retsforfølgelse.
Enrons direktør Jeffrey
Skilling læste skriften på væggen, trådte tilbage og slap
af sted med 112 millioner dollars på salget af sine aktieoptioner, et par
måneder før det hele faldt sammen. Tycos Dennis Kozlowski var knap
så heldig. Han var ikke tilfreds med at rage 240 millioner dollars til sig
og var stadig i færd med at malke sin kontantko, da hans selskab kollapsede;
han er under anklage for skatteunddragelse.
Flere slyngler vil uden tvivl
blive afsløret, og - hvem ved - på rollelisten over tvivlsomme figurer
kan til syvende og sidst også stå George W. Bush og Dick Cheney. Men
det er værd at huske, at mens der er skurke i overflod, så er det
den globale kapitalismes deregulerede, finansdrevne system, som er det centrale
problem, og det er ikke noget, som kan fordrives med Bush-fromheder som 'Der findes
ingen kapitalisme uden samvittighed' eller imødegås med kunstfærdige
løsninger som 'god forretningsførelse'.
I mellemtiden flygter
udenlandske investorer fra USA, dollaren hvirvler ned, og overkapacitetens overhæng
er større end nogensinde. Blandingen af denne stadig dybere strukturkrise
i økonomien med den nyliberale kapitalismes legitimitetskrise giver sandelig
løfte om en omskiftelig fremtid.
Walden Bello er administrerende
director for Focus on the
Global South.
Fra Focus on the Global South 22. juli 2002.
Kommunistisk
Politik 15, 2002.
Netavisen 5. august 2002