Den økonomiske krise er særlig hård ved de lande, der følger IMF’s nyliberale medicin. Argentina er et skræmmende eksempel.
Argentina med sine næsten 37 mio. indbyggere og Latinamerikas andenstørste
økonomi havde indtil for tre år siden kontinentets højeste
gennemsnitsindkomst, men efter tre år med økonomisk recession er
bunden ved at være nået.
Arbejdsløsheden har nu passeret de 16 pct., og underbeskæftigelsen
har et omfang af 15 pct. Over 30 pct. af arbejdsstyrken, i alt ca. 4,5 mio.
arbejdere, kan dermed ikke få det arbejde, de har brug for.
En ud af tre argentinere lever nu under fattigdomsgrænsen, hvorunder halvdelen
af alle argentinske børn befinder sig.
En nylig foretaget undersøgelse vi-ste, at 800.000 børn lever
i hjem, der gennemsnitligt tjener 1 dollar om dagen. En hel generation arbejderbørn
tvinges ud på gaden for at finde en vej til overlevelse i det nyliberale
helvede. Hele byer af blikhuse, hvor hjemløse finder ly, er skudt op
rundt omkring alle større byer i Argentina.
Den borgerlige De la Rúa-regerings svar på krisen har været
at forringe den almindelige befolknings levevilkår. Den 31. juli kom den
syvende nedskæringspakke fra regeringen i Buenos Aires, der, siden den
kom til i december 1999, har fulgt IMF’s ”gode” råd om
liberalisering af finansmarkedet (har betydet et kolossalt flow af dollars ud
af landet, idet investeringer er sikrere andre steder), frihandel, privatiseringer
og reduktion af statsunderskuddet. De offentligt ansattes lønninger og
pensioner blev skåret ned med 13 pct. Det var for mange millioner af argentinske
arbejdere dråben. En 48-timers strejke fra d. 7. til d. 9. august lagde
landet øde i protest mod den IMF-dikterede politik.
Nu vil IMF så yde Argentina et såkaldt nødlån på
1,2 mia. dollars, en del af en samlet lånepakke på 26 mia. dollars
for 2001, som IMF, Verdensbanken og private lånere har strikket sammen
for at sikre fortsat tilbagebetaling af Argentinas store udlandsgæld på
128 mia. dollars – 40 pct. af landets BNP!
Imidlertid beløber renter og afdrag på Argentinas udlandsgæld
sig til ikke mindre end 27 mia. dollars om året, hvilket betyder, at ”lånet”
rent faktisk forbliver i New York og andre steder, hvor verdens ågerkarle
har til huse.
Ikke én dollar vil ende i hænderne på den almindelige argentinske
befolkning.
Argentina er tvunget til inden udgangen af 2001 at betale 8,5 mia. dollars til
de internationale banker, som frygter, at et stop for de argentinske tilbagebetalinger
vil give rystelser i deres finansielle system. Også Argentinas store nabo
og handelspartner, Brasilien, frygter den argentinske krise og er allerede i
fuld gang med nedskæringer og privatiseringer, der skal sikre et IMF-lån
på 15 mia. dollars.
Imperialismen og de internationale låneinstitutioner, private banker
og multinationale selskaber frygter, at den kapitalistiske kriseoffensiv i IMF-regi
skal medføre større oprør – for slet ikke at tale
om egentlige revolutioner – i det kriseplagede Latinamerika, der er modent
til revolutionære forandringer. Og imperialismen forbereder sig
Chefen for analyse af den globale økonomi ved Zürich Financial Services,
David Hale, skrev d. 18. juli i Financial Times vedrørende den argentinske
krise: ”Situationen kunne blive så usikker, at det endda er muligt
at forestille sig et scenario, hvor både Argentina og Brasilien overgår
til militært styre.”
Ja, fascisme er ikke bare i allerhøjeste grad muligt i disse lande –
den forberedes allerede. Fascismen, som har lange og ”stolte” traditioner
netop i Latinamerika er den amerikanske imperialismes og de lokale borgerskabs
sidste udvej, når de ikke længere ved hjælp af det borgerlige
demokratis snyd og bedrag kan vælte byrderne over på en oprørsk
arbejderklasse og almindelig befolkning, der truer med at smide disse blodsugere
på porten og gå ad den vej, der gavner det store flertal –
socialismens.
Melse
Se også Argentina: Krise og protester
KP17, 2001