Ser man på IMF’s betingelser for at give lån, opdager man,
at IMF i 2000 i hele 12 lande krævede privatisering af det for alle mennesker
livsvigtige vand samt stop for alle statssubsidier til virksomheder - efter
devisen ”alt, hvad der ikke kan stå selv, må falde”.
Det er især i det ekstremt fattige Afrika med lande som Angola, Senegal,
Tanzania m.fl., IMF afkræver førnævnte betingelser –
lånebetingelser, der ironisk nok i 1999 blev forhandlet under IMF’s
dengang nyetablerede Program for Fattigdomsreduktion og Vækstmuligheder
(PRGF), som med stor fanfare blev ført frem som en helt ny lånepolitik.
PRGF skulle i højere grad end de efterhånden temmelig miskrediterede
strukturtilpasningsprogrammer fokusere på fattigdomsbekæmpelse.
Men det skal siges klart fra starten: PRGF er den samme gamle dødeligt
giftige vin på nye flasker.
Et eksempel på PRGF er den lille vestafrikanske østat ved ækvator
Sao Tome og Principe.
Her har IMF presset regeringen til – for at den kan opnå lån
fra ågerinstitutionen med hovedsæde i Washington – at ”reformere
økonomien”, dvs. privatisere statslige virksomheder og helt lukke
”ikke-rentable virksomheder”. Ni statslige virksomheder skal privatiseres,
inkl. vand- og elektricitetsforsyningen samt det statslige flyselskab Air Sao
Tome.
Formålet er, ifølge IMF, at øge befolkningens adgang til
rent drikkevand gennem en modernisering af vandforsyningen. Dog er det allerede
på nuværende tidspunkt således, at omtrent 20 pct. af østatens
ca. 160.000 indbyggere ikke har adgang til rent drikkevand, og dette tal må
klart forventes at stige, når private vandselskaber skal tjene penge på
vandforsyningen, og priserne derfor stiger op på et niveau, hvor de fattiges
i forvejen yderst begrænsede økonomiske ressourcer ikke længere
rækker.
I stedet for at bidrage til fattigdomsbekæmpelse betyder PRGF tværtimod,
at livsnødvendige behov som rent vand bliver endnu mere utilgængelige
for de fattige og lavtlønnede, der udgør et kæmpestort flertal
særligt i udviklingslandene. Alternativet for disse millioner og atter
millioner af mennesker er at drikke urent vand eller forsøge at finde
vand længere og længere væk fra deres bopæl.
De grupper i arbejderklassen og den almindelige befolkning, der rammes allerhårdest
af IMF’s menneskefjendske lånepolitik, er utvivlsomt kvinder, børn
og ældre. For når vandet bliver dyrere og mere utilgængeligt,
er det nemlig kvinder og børn, der i disse lande bærer de største
byrder i hjemmet, som må gå længere og arbejde hårdere
for at hente drikkeligt vand.
På verdensplan dør hvert år mere end 5 mio. mennesker, hovedsageligt
børn, af årsager, der kan relateres direkte til indtagelsen af
urent drikkevand. Dette tal vil uundgåeligt stige i takt med gennemførslen
af de privatiseringer, IMF dikterer de enkelte lande, for end ikke retten til
vand (og dermed livet) anerkendes af IMF og det system, som denne låneinstitution
sammen med Verdensbanken repræsenterer, nemlig kapitalismen.
Kampen imod IMF og Verdensbanken og de regeringer, der, i stedet for at fordele
deres landes rigdomme mere ligeligt og retfærdigt, låner penge på
betingelser som nævnt ovenfor, kampen imod imperialismen og dens lokale
lejesvende, er i sandhed en kamp for selve livet for millioner af mennesker
verden over.
Melse
KP10, 2001