Af Kommunistisk Politik
Ny rapport afdækker, at de rigestes skattespekulation er ekstremt omfattende, og leder til den konklusion, at uligheden i verden er væsentligt større end tidligere antaget. Det gør den parlamentariske debat fuldstændig hul og sætter ulighed i et nyt lys
Kommunistisk Politik 15, 2012
En tidligere cheføkonom ved den store finansrådgivningsvirksomhed McKinsey, James Henry, har sammen med organisationen Taxjustice udviklet forskellige metoder til at komme frem til mere præcise beregninger på, hvor mange penge der bliver gemt væk fra skattemyndighederne verden over.
Hovedkonklusionen er, at en stor del af verdens finansielle rigdom bliver sendt gennem et af verdens mere end 80 skattely, hvor diskretion og bankhemmelighed er eneste lov.
Rapporten fra Taxjustice anslår, at det i 2010 drejer sig om mellem 21 og 32 billioner dollars, svarende til mindst 124 billioner kr., der er sendt gennem skattely (en billion er tusind milliarder).
Ud over de finansielle værdier er en stor del af ejendomsmarkedet, luksusbiler, guldreserver m.v. ejet af udenlandske forretningsstrukturer, hvor det er umuligt at identificere de reelle ejere.
Pæne firmaers sideforretninger
I vores moderne tidsalder handler det ikke om lyssky personer, der slæber af sted med kufferter fulde af penge. Det handler om, at de største af verdens pæne og respektable banker har en sideforretning, hvor de opretter indviklede konstruktioner af skuffeselskaber i forskellige udenlandske skattely og jurisdiktioner. De tilbyder deres mest velhavende kunder at sende formuen udenlands, og det hele klares med et klik uden at flytte sig fra skrivebordet.
Eller det kan være virksomheder som McKinsey & Company, hvis konsulenter sidder med ved bordet, når finansministeriet skal træffe beslutninger om nedskæringer – samtidig med at de tilbyder deres rigeste kunder den service at sende pengene i skattely, og tilbyder investeringer skjult gennem hedgefonde.
Den simpleste konstruktion ser nogenlunde ud som en Olsenbande-opfindelse: En bankkonto kan tilgås i Schweiz, men typisk er ejeren et anonymt skuffeselskab i et andet skattely, der så igen er ejet af en fond i et tredje skattely – og fondsejerne bor et helt femte sted.
Det er bare ikke fiktion, det er virkelighed.
Ulighed i nyt lys
Den nye rapport fra Taxjustice.net konkluderer, at den globale ulighed er meget værre, end tidligere studier har anslået. Ud over at enorme summer sendes igennem skattely, bliver der også akkumuleret billioner i de hemmelige konstruktioner.
Tidligere har det ikke været muligt at finde ud af, hvem der i sidste ende ejer de enorme formuer, der er gemt væk på hemmelige udenlandske bankkonti. Selvom der i forskellige undersøgelser er kompenseret for usikkerheden omkring, hvor mange penge der er skjult for myndighederne, er det fulde omfang ikke taget med i beregningerne.
Afdækningen af deres omfang leder frem til den konklusion, at verdens samlede rigdom er større end antaget, og at uligheden derfor også er større, da de skjulte formuer stort set udelukkende er ejet af verdens rigeste individer.
Den fattigste halvdel af verdens befolkning ejer knap 1% af den globale rigdom, mens de rigeste 10% ejer 84%!
Gælden tilhører de fattige
Den afslørende undersøgelse viser også, at for en gruppe af 139 lav- og middelindkomstlande er de private akkumulerede formuer på udenlandske konti anslået til mellem 7,3 og 9,3 billioner dollars, eller det dobbelte af de samme landes gæld på 4,08 billioner. De lande, der traditionelt bliver anset som gældsnationer, er altså reelt kreditornationer, hvis de hemmelige private udenlandske formuer bliver regnet med.
Det store problem er, at disse aktiver er kontrolleret af en lille velhavnede gruppe i disse lande, mens gælden er lagt på skuldrene af den fattige befolkning.
Det ses ikke mindst i Afrika, hvor 944 mia. dollar samlet er sendt ud af 33 lande på kontinentet i perioden fra 1970 til 2008. Til sammenligning var udlandsgælden "kun" 177 mia. dollars – hvilket reelt gør selv Afrika til nettokreditor i verden.
Generelt bliver disse private penge, der i ’hemmelighed’ fosser ud af Afrika, ikke investeret på kontinentet, men brugt på champagne i Paris og som en del af den internationale spekulation.
Problemet for udviklingslandene er mere alvorligt, end at de riges velstand undervurderes, og at der svindles med skatterne. Det er et spørgsmål om liv og død for hundredtusinder.
Talparadoks i USA: Voksende kløft skjules
Eliten har med stort held holdt deres rigdomme hemmelige. Derfor er en af metoderne i rapporten at tage et indirekte kig på økonomien. I USA undersøges det paradoks, at statistikker gennem årerne har vist en tydelig tendens til stigende ulighed i indkomsterne, mens der ikke var samme tendens, når det kommer til formuer.
Indkomsterne for USA's top 1 % mest vellønnede er mere end fordoblet fra 1980 til 2010, mens indkomsterne er mere end tredoblet for top 0,1 % og mere end firdoblet for top 0,01 %.
Indkomsten for de nederste 90 % er til gengæld i de samme tre årtier faldet med næsten 5 %.
Mærkeligt nok viser data, at selvom top 1 % af husholdningerne i 1983 ejede 33,8 % af al rapporteret rigdom, så var denne andel 26 år senere (i 2009) kun vokset til 35,6 %.
Altså medmindre de rige har spist alle deres penge op på restauranter med Brixtoftes vinpriser gange tusind, er den mest ædruelige forklaring på den paradokse forskel mellem den stigende ulighed i indkomster og den manglende parallel i velstandsfordeling den, at de rige skjuler pengene i udlandet.
Samme forklaring er løsningen på et andet paradoks: at der på globalt plan er en tendens til, at verden samlet set fremstår som nettoskyldner, selvom der jo skulle være balance i regnskabet.
Så hvis man ikke forestiller sig, at der er optaget lån på andre planeter, er det oplagt, at løsningen er, at der findes skjulte midler, der flyder rundt i komplicerede udenlandske forretningskonstruktioner. Og disse penge kommer en gang imellem op til overfladen som investeringer.
Bygning Et: Hyde Park
Lejlighed med udsigt til Hyde Park i London. Priserne starter ved 125 mio. kr.
En illustrerende historie fra London (Sunday Times november 2011) gennemgik ejerforholdene for 56 luksuslejligheder med en samlet pris på to milliarder dollars, der på det tidspunkt var blevet solgt i det mest kostbare lejlighedskompleks midt i London. Kun fire lejligheder var ejet af rigtige mennesker, mens resten var ejet anonymt gennem forretninger med hjemsted i British Virgin Islands, Isle of Man, Cayman Islands, Liechtenstein og lignende kendte skattely.
Selvom det måske ikke tegner et komplet billede af, hvor stor en procentdel af de allerrigeste der sender deres formuer i skattely, viser det på den anden side, at i dette konkrete tilfælde er det stort set alle sammen.
Viden og seriøs statistik om de rigestes indkomster og formuer er i de fleste lande i verden aldeles mangelfulde. Ikke kun på grund af svindel, men også fordi der findes masser af legale fiduser, der er med til at få pengene til at forsvinde.
En rig person kan f.eks. lade sine forretninger styres fra skattely og i stedet for en månedsløn få udbetalt et månedligt lån fra sit eget firma. Et lån er jo ikke indkomst og skal således ikke beskattes. En sådan type arrangementer, hvor direktøren låner sin løn eller sine biler eller sine huse fra egen virksomhed for at undgå at betale skat, betyder også, at der kommer forkerte tal i statistikken over ulighed.
Den rige er jo på papiret slet ikke rig, men dybt forgældet – og det hele stemplet og godkendt af skattevæsenet.
Graden af ulighed, landene tolererer, er et centralt spørgsmål i den politiske debat (læs: klassekampen), hvor der alle steder i verden er en stærk politisk strømning, der forsvarer øget ulighed – som f.eks. den danske regerings reformprogrammer med skattelettelser til de rigeste og nedskæringer på overførselsindkomster som den væsentligste drivkraft i samfundet.
Men virkeligheden er, at omfanget af uligheden er skjult, og at den er vokset systematisk, uden at det er kommet til offentlighedens kendskab.
Fordi eliten konsekvent forholder samfundet indsigt i den sande fordeling af magt og rigdom, bliver parlamentariske diskussioner og beslutninger om fordeling af byrder og velfærd fuldstændigt hule og forløjede, også i Danmark.
kilde: Taxjustice.net
Netavisen 6. august 2012