Af Guilherme Alves Coelho
Kapitalisme i den nyliberale version har udtømt sig selv. Finanshajerne ønsker ikke at miste profit og kaster gældens hovedbyrde over på pensionisterne og de fattige. Et spøgelse fra ’Det Europæiske Forår’ hjemsøger den gamle verden, og modstanderne af kapitalisme forklarer folk, hvordan deres liv ødelægges. Det er emnet for denne artikel af den portugisiske økonom Guilherme Alves Coelho.
Kommunistisk Politik 8, 2012
Der er en velkendt talemåde, der siger, at enhver nation har den regering, den fortjener. Det er ikke helt sandt. Folk kan narres af en aggressiv propaganda, som skaber tankemønstre, og så let kan manipuleres. Løgne og manipulation er et moderne våben til masseødelæggelse og undertrykkelse af folk. Det er lige så effektivt som traditionel krigsførelse. I mange tilfælde kompletterer de hinanden. Begge metoder bruges til at vinde valgsejre og ødelægge uregerlige lande.
Der er mange måder at styre den offentlige mening, hvori kapitalistisk ideologi er grundfæstet og placeret på mytisk niveau. Det er et væv af falske sandheder, som gentages en million gange igennem generationer, og derfor bliver indiskutable for mange. De er skræddersyede til at fremstille kapitalismen som troværdig og sikre den massernes støtte og tillid. Myterne distribueres og fremmes via medier, undervisningsinstitutioner, familietraditioner, kirkesamfund m.v.
Her følger de mest almindelige af disse myter.
Myte 1: Under kapitalismen kan alle, der arbejder hårdt, blive rige
Det kapitalistiske system vil automatisk sikre rigdom til hårdtarbejdende enkeltpersoner.
Arbejdere danner sig ubevidst illusoriske håb, og hvis håbet ikke bærer frugt, giver de blot sig selv skylden for det. Reelt er mulighederne for succes under kapitalismen, ligegyldigt hvor meget du har arbejdet, det samme som i et lotteri. Rigdom skabes ikke, med sjældne undtagelser, i kraft af hårdt arbejde, men er resultat af svindel og samvittighedsløshed hos dem med stor indflydelse og magt. Det er en myte, at succes er resultat af hårdt arbejde og kombineret med held og en god dosis tro afhænger af evnen til iværksættervirksomhed og konkurrencedygtighed. Denne myte skaber tilhængerne af det system, der støtter det. Religion, især protestantisme, arbejder ligeledes på at støtte denne myte.
Myte 2: Kapitalisme skaber rigdom og velstand for alle
Rigdom, der akkumuleres i hænderne på et mindretal, vil før eller siden blive omdistribueret og tilfalde alle.
Målet med denne myte er at gøre arbejdsgiveren i stand til at akkumulere rigdom, uden at der stilles spørgsmål. Samtidig fastholdes håbet om, at arbejderne før eller siden belønnes for deres arbejde og pligttroskab. Faktisk konkluderede også Marx, at kapitalismens ultimative mål ikke er fordelingen af rigdommene, men rigdommens akkumulation og koncentration. Det stigende gab mellem de rige og de fattige i de seneste årtier, især efter etableringen af nyliberalismens regimente, har bevist det modsatte af, hvad denne myte påstår. Myten har været blandt de mest udbredte i fasen med ’velfærdssamfund’ i efterkrigstidsperioden, og dens hovedopgave var ødelæggelsen af de socialistiske lande.
Myte 3: Vi er alle i samme båd
Det kapitalistiske samfund har ingen klasser, hvorfor ansvaret for fejlslag og kriser også ligger hos alle, og alle må betale.
Målet er at skabe et skyldskompleks hos arbejderne, som tillader kapitalisterne at øge fortjenesten og vælte udgifterne over på folket. I realiteten ligger ansvaret fuldt og helt hos eliten, der består af milliardærer, som støtter regeringen og støttes af denne, og som altid har nydt store privilegier med hensyn til beskatning, licitationer, finansspekulation, offshorevirksomhed, nepotisme osv. Myten er indpodet af eliterne for at undgå ansvaret for folkets vanskeligheder og forpligte dem til at betale for elitens fejltagelser.
Myte 4: Kapitalisme betyder frihed
Ægte frihed opnås kun under kapitalismen ved hjælp af det såkaldte selvregulerende marked.
Målet er at skabe noget, der ligner en kapitalistisk religion, hvor alting godtages, som det ser ud, og nægte folk retten til at deltage i makroøkonomiske beslutninger. I realiteten er den ultimative frihed friheden til at beslutte, men den nydes kun af en snæver kreds af magtfulde individer, ikke af folket, og ikke engang af regeringsinstitutionerne. Under topmøder og i forummer bag lukkede døre i snævre kredse tager lederne af de store firmaer, bankerne og de multinationale selskaber større økonomiske og finansielle beslutninger af strategisk karakter. Markedet er altså ikke selvregulerende. Det er manipuleret. Denne myte er blevet udnyttet til at retfærdiggøre indblanding i ikke-kapitalistiske landes indre forhold, baseret på den antagelse, at disse ikke har nogen frihed, men kun snærende regler.
Myte 5: Kapitalisme betyder demokrati
Demokrati kan kun eksistere under kapitalismen.
Denne myte, der problemløst følger af den forrige, er skabt for at forhindre diskussion af andre samfundsmodeller. Det hævdes, at de alle er diktaturer. Kapitalismen er tillagt sådanne koncepter som frihed og demokrati, men deres betydning er forvrænget. I realiteten er samfundet delt i klasser, og de rige, der er en ekstremt beskeden minoritet, dominerer over alle andre. Det kapitalistiske ’demokrati’ er intet andet end forklædt diktatur, og ’demokratiske reformer’ er processer, der står i modsætning til fremskridt. Ligesom den forrige myte tjener også denne som undskyldning for at kritisere og angribe ikke-kapitalistiske lande.
Myte 6: Valg er et er et andet ord for demokrati
Valg er lig med demokrati.
Målet er at tilsværte eller dæmonisere andre systemer og forhindre en diskussion af politiske systemer og valgsystemer, hvor ledere findes igennem ikke-borgerlige valg, f.eks. ud fra egenskaber som alder, erfaring og kandidaternes popularitet. I realiteten er det det kapitalistiske system, der manipulerer og bestikker, hvor en stemme er en betinget dom, og valg kun en formel handling. Alene den kendsgerning, at valgene altid vindes af repræsentanter for borgerskabets minoritet, gør dem ikke-repræsentative. Myten om, at borgerlige valg garanterer eksistensen af demokrati, er en af de mest grundfæstede, og selv venstreorienterede partier og kræfter tror på den.
Myte 7: Skiftende partier ved magten er det samme som at have alternativer
Borgerlige partier, der periodisk skiftes til at være ved magten, har alternative platforme.
Målet er at forevige det kapitalistiske system for den herskende klasse ved at nære myten om, at demokrati er reduceret til valg alene. I realiteten er det åbenlyst, at det parlamentariske toparti- eller flerparti- system er et etparti-system. Der er tale om to eller flere fraktioner af en og samme politiske kraft, de skifter mellem hinanden og lader, som om de er partier med en alternativ politik. Folk vælger altid en agent for systemet, samtidig med at de er sikre på, at det ikke er det, de gør. Myten om, at borgerskabets partier har forskellige platforme og endog er i opposition til hinanden, er en af de allervigtigste; den føres konstant frem for at få det kapitalistiske system til at virke.
Myte 8: De valgte politikere repræsenterer folket og kan derfor beslutte for dem
Politikeren har fået bemyndigelse af folket og kan regere efter behag.
Målet med denne myte er at fylde folket med tomme løfter og skjule de virkelige foranstaltninger, der vil blive gennemført i praksis. I realiteten opfylder den valgte leder ikke sine løfter, eller endnu værre – han/hun begynder at gennemføre ikke-bekendtgjorte forholdsregler, der ofte er i konflikt med eller endog i modsætning til den oprindelige forfatning. Ofte rammer sådanne politikere, som er valgt af en aktiv minoritet, deres laveste popularitet midt i deres mandatperiode. I disse tilfælde bevirker tabet af repræsentation ikke en udskiftning af politikere i kraft af forfatningsmæssige forholdsregler, men fører tværtimod til degeneration af kapitalistisk demokrati til reelt eller forklædt diktatur. Den systematiske praksis med forfalskning af demokrati under kapitalismen er en af årsagerne til det voksende antal af folk, der ikke stemmer ved valgene.
Myte 9: Der er intet alternativ til kapitalisme
Kapitalisme er ikke perfekt, men det er det eneste mulige politiske og økonomiske system og derfor også det mest egnede.
Målet er at udradere studiet og promoveringen af andre systemer og udradere konkurrence ved at bruge alle mulige midler, herunder magt. I realiteten findes der andre politiske og økonomiske systemer, og det bedst kendte er den videnskabelige socialisme. Selv inden for kapitalismens rammer er der varianter såsom sydamerikansk ’demokratisk socialisme’ og europæisk ’socialistisk kapitalisme’. Denne myte har til hensigt at skræmme folk, at forhindre diskussion af alternativer til kapitalismen og sikre enstemmighed.
Myte 10: Besparelser skaber rigdom
Den økonomiske krise er forårsaget af en overflod af lønmodtagergoder. Hvis disse fjernes, vil regeringen spare op, og landet bliver rigt.
Målet er at flytte forpligtelsen for betaling af den kapitalistiske gæld over på den offentlige sektor, indbefattet til pensionisterne. Et andet mål er at få folk til at acceptere fattigdom ved at påstå, at den er midlertidig. Den påtænkes desuden at fremme privatiseringen af den offentlige sektor. Folk overbevises om, at nedskæringer er ’redningen’, uden at nævne, at det skal opnås igennem privatisering af de mest profitable sektorer, hvis fremtidige indtægter vil gå tabt. Denne politik fører til en nedgang i statsindtægterne og yderligere reducering af goder, pensioner m.v.
Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research
Netavisen 20. april 2012