Af Stephen Lendman
Grækenland voldtages, plyndres og ødelægges systematisk. Bankerne forlanger det. Hvad de ønsker, får de – uanset de menneskelige tab og økonomisk ruin.
Stående hære blegner i sammenligning. Finansoligarker fører krig med andre metoder og tager ikke fanger.
Kommunistisk Politik 6, 2012
Sidste juli blev Christine Lagarde administrerende direktør for Den Internationale Valutafond. Hun erstattede Dominique Strauss-Kahn. Falske anklager for voldtægtsforsøg tvang ham væk. Reelt blev han ramt på grund af hans støtte til en mere ansvarlig IMF-politik. Bankerne ønskede hans hoved og fik det.
Lagardes mandat er at gøre IMFs politik mere gemen og barsk. Straks bakkede hun op om de strenge nedskæringskrav, bankerne fremførte. De inkluderer gældsslaveri og at tvinge landene til at sætte pengeherrernes interesser før de nationale.
Sidste november afløste Mario Draghi Jean-Claude Trichet som chef for Den europæiske Centralbank ECB. Som med Lagarde indebærer hans mandat også voldtægt og plyndring af nationer for at betale bankerne. Sidst i februar fortale han Wall Street Journal at påtvungne nedskæringer er en fast politik. At håndhæve det, påstår han, vil vende de kriseramte økonomier til fremgang på lang sigt. Med andre ord: At sulte folk fylder maverne. At undlade behandling kurerer patienterne, og ødelæggelse af landsbyer redder dem.
Avisens interviewere bad ham aldrig om at forklare følgende.
Hvilken ret har banker til at prioritere deres ønsker over suveræne staters behov?
Hvordan kan rituelle ofre øge efterspørgslen?
Hvordan kan 17 forskellige økonomier sameksistere i den spændetrøje, som eurozonens regler udgør?
I stedet accepterede man uden spørgsmål hans påstande om nødvendige stramninger og den påkrævede afslutning på Europas ”forældede” sociale kontrakter (=klassesamarbejdsaftaler, KP) :
”Der er ingen studehandler mulige” mellem sociale,arbejdskraftrelaterede strukturreformer og finanspolitiske stramninger, hævdede han. Kun bankernes ønsker betyder noget. Draghi og Lagarde gennemtvinger dem. Korrupte politikere følger trop.
Michael Hudson (amerikansk økonomiprofessor, modstander af nyliberalismen, KP) sagde for nylig i en tale:
"Velkommen til den postindustrielle økonomi, i finansernes tegn. Industrikapitalismen har gennemløbet en række stadier af finanskapitalisme fra Bobleøkonomi til den negative friværdi, tvangsauktionernes, gældsnedskrivningernes og nedskæringernes tid - og til hvad der ligner gældsslaveri, frem for alt for de såkaldte PIIGS: Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien.
Letland, Estland og Litauen blev også voldtaget og udplyndret. Gældsslaveri ar tvunget et stort antal mennesker til at emigrere eller dø af sult. Samme skæbne venter måske for EU- lande. Tvungen gældsnedskrivning, tvangsauktioner, arbejdsløshed og fattigdom driver dem alle hen mod en kommende tredje verdens status.
Måske det mægtige Tyskland vil bukke under. Med færre kunder til at give eksporten et boost og et vigende hjemmemarked kan dets økonomiske mirakel smelte ned og blive til et fata morgana.
Se på Japan. Dets ’efter boble- økonomi’ blev til rullende kriser, svage genoplivninger, nedgang, deflation og stagnation i over to årtier.
Europa er allerede i recession. Nedskæringer og stigende oliepriser garanterer endnu større vanskeligheder.. Men der hersker p.t. konsensus om, at EU-landene vil humpe sig igennem. Indsprøjtningerne af likvide midler prioriterer spekulation og markedsmanipulation på bekostning af de økonomiske behov.
For at der kan sikres løsninger, forklarer Hudson, kræves, at nationalbankerne “styrer regeringernes budgetunderskud på en sådan måde, at pengene bruges til (for økonomierne) at fremme økonomisk vækst og fuld beskæftigelse”.
Det er ikke naturvidenskab, men sund fornuft, og gjort på en ansvarlig måde, virker det efter hensigten. Men de nyliberale politikmagere og de store mediebanditter undertrykker virksomme remedier for at sikre, at banker og andre erhvervsfavoritter og den rige elite bliver betalt - på bekostning af de øvrige 99 procent.
Vestlige in-skoler underviser i bras, og ikke i ansvarlig økonomi. Man prioriterer finansoligarkiets ønsker frem for en politik, der kan skabe en bæredygtig økonomisk vækst. Når dette ignorere er følgerne økonomisk tilbagegang, demokratisk og social erodering, arbejdsløshed, fattigdom og gældsslaveri.
En historisk analogi
Den nuværende politik sikrer, at de rige bliver rigere. Resten lider. Og i de vestlige samfund ingen mere end Grækenland. Det er besat af bankerne. Almindelige mennesker har intet at skulle have sagt. De trykkes til jorden af gentagne nedskæringsrunder, der ligner den ødelæggende tyske Versailles-traktat om krigsskadeserstatninger (efter 1. verdenskrig, KP).
Hitler-fascismen så dagens lys. 2. verdenskrig fulgte. Versailles-betingelserne var uhyrlige. I maj 1921 fik Tyskland et ultimatum: Accepter betingelserne inden 6 dage eller imødese en militær besættelse af det industrielle Ruhr-område. Uden at have noget valg, måtte man acceptere.
Endvidere blev koloniale besiddelser og råstoffer beslaglagt. I sidste ende tabte begge sider. Uregerlig gæld oversvømmede den globale finans- og pengepolitik i 1929. Wall Street krakket fulgte. En uholdbar pyramide var bygget op på afstraffende krigsgældsbetalinger. Wall Street og andre store banker gennemtvang betalingerne. De oversteg USA’s årlige udenrigshandel i 1920’erne. Genopbygningen og moderniseringen af et krigsødelagt Europa blev ofret for betaling til bankerne.
Tyskland blev hårdest ramt. Dets Reichsbank (den tyske nationalbank, KP) måtte trykke enorme beløb for at overleve. Katastrofal hyperinflation var resultatet. I januar 1923 faldt marken til 18.000 for en dollar. I juli var prisen 335.000 mark, i august 4.620.000 og november forbløffende 4.200.000.000.000.
Marken var værdiløs. Tysk opsparing var ødelagt og katastrofale begivenheder var uundgåelige.
Mistede aktiver forøgede den økonomiske elendighed. Tysklands kolonier blev til mandatområder under Folkeforbundet. Alsace Lorraine, Vestpreussen, Øvre Silesien og andre territorier blev overrakt til England, Frankrig, Belgien, Tjekkoslovakiet og Polen.
Forsvundet var landbrugsressourcerne, 75 % af Tysklands jernmalm, 68 % af zinkmalmen, 26 % af kul, såvel som tekstilindustrien og potaske-minerne i Elsass. I tilgift blev hele Tysklands handelsflåde taget, samt en del af dets transport- og fiskeflåde, plus lokomotiver, jernbanevogne og lastbiler – for at betale krigsgælden.
Umulige betingelser krævede 132 milliarder guldmark til 6 % årlig rente. Som resultat skød inflationen i vejret. Den tyske industrielle aktivitet styrtdykkede. Reichsbank og de andre tyske bankaktiver blev beslaglagt. Marken blev værdiløs. Den offentlige vrede voksede. Kommunisme og fascisme kappedes om magten.
I 1923 blev den såkaldte Dawes-plan (opkaldt efter den amerikanske bankmand Charles Dawes) gennemført. At betale bankerne var højeste prioritet. Udplyndringen blev sat igennem. Det fortsatte til 1929, hvor gældspyramiden kollapsede.
En bankkrise fulgte. Og også kapitalflugt. Tysklands økonomi brød sammen. Depressionen indtraf. De hårde tider styrkede radikale politiske elementer.
Resten er historie. 2. verdenskrig efterlod 40 millioner døde og Europa i ruiner. Med andre ord: Når de folkelige lidelser overskrider smertetærsklen og der ikke er nogen vej tilbage, står alle muligheder åbne. Det utænkelige sker ofte.
Europa i krise
I dag kan millioner af vrede mennesker over hele Europa se frem til armod, ny trældom, fortvivlelse, og ingen fremtid. Grækenland er dets epicenter. Gentagne redningspakker gennemtvinger bankernes udplyndring. Stramninger sikrer, at de betales på bekostning af solvent økonomi og befolkningens behov.
Selv det nyliberale New York Times skrev om ’Den græske tragedie’: Det er ”rystende for europæiske forhold. Metoden vil ikke virke”. Grækenland kan umuligt tilbagebetale gælden, Jo mere, der tilføres, jo større bliver byrden., jo mindre evnen til at tjene penge og tilbagebetale:
”Ved at tvinge grækerne til at lide uden reel udsigt til befrielse, vil EU forene landet, der nu er plaget af strejker, mod yderligere reformer”. Politikerne imødeser ’politisk selvmord ved forårets valg’, hvis de faktisk afholdes eller populistiske kandidater udelukkes.
En slutkommentar
Zombien Grækenland afventer sin begravelse. Den seneste ’redningspakke’ kan blive den sidste. Grækenlands gældsbyrde er allerede det dobbelte af det rapporterede beløb.
En fremtidig misligholdelse er garanteret Ligeledes er udtræden af eurozonen. Det sker måske allerede senere i år. Markedet regner allerede med det. Måske andre lande vil følge efter.
Den progressive Radio New Hour vært Bob Chapman antyder, at Tyskland måske selv kan udtræde, med ordene:
”Tyskerne er trætte af at subsidiere andre lande og ønsker at gå videre alene. Man ønskede oprindeligt ” slet ikke medlemskab af eurozonen. Desuden skyder EU-landene sig selv i foden ved at boykotte iransk olie. Langvarige forstyrrelser kan blive konsekvensen, der vil forstærke den økonomiske katastrofe og den folkelige vrede.
Vreden flammer allerede kraftigt op i Grækenland, Spanien, Italien, England og andre steder i Europa. Chapman mener, at et militærkup kan komme på tale. EU-solidaritet og tillid er væk: ”Bureaukrater og politikere har ladet bedrageriet gå alt, alt for langt”.
Noget, der ikke kan fortsætte for altid, vil heller ikke gøre det. Ingen ved hvornår, men det er kun et spørgsmål om tid.
Oversat af Kommunistisk Politik efter Activist Post
Originalartikel her
Netavisen 20. marts 2012