Den amerikanske sociolog professor James Petras gennemgår verdens tilstand og giver sit bud på de økonomiske, politiske og sociale udsigter for 2012 Af James Petras
Den amerikanske sociolog professor James Petras gennemgår verdens tilstand og giver sit bud på de økonomiske, politiske og sociale udsigter for 2012
Kommunistisk Politik 1, 2012
Introduktion
De økonomiske, politiske og sociale udsigter for 2012 er dybt negative. Selv blandt de ortodokse mainstream-økonomer er der nærmest universel konsensus om pessimisme med hensyn til verdensøkonomien.
Skønt deres forudsigelser også her underdriver omfanget og dybden af krisen, er der stærke grunde til at tro, at vi ved begyndelsen af 2012 styrer mod en kraftigere nedgang end den, vi oplevede under Den store Recession 2008-9. Med færre ressourcer, større gæld og en voksende folkelig modstand imod at bære byrderne af at redde det kapitalistiske system, kan regeringerne ikke betale regningen for systemet.
Mange af de vigtigste institutioner og økonomiske forbindelser, der var årsag til og en konsekvens af den globale og regionale kapitalistisk ekspansion i de sidste tre årtier, er nu i en proces af opløsning og kaos. De tidligere økonomiske motorer for global ekspansion, USA og EU, har udtømt deres potentiale og er i åben nedgang.
De nye centre for vækst: Kina, Indien, Brasilien og Rusland, som i ’et kort årti’ gav den globale vækst ny fremdrift har afsluttet dette forløb og er nu ved at nedsætte farten, og det vil fortsætte hurtigt i det nye år.
30.000 på gaden Moska den 24. december 2011 i protest mod valgsvindel
EU’s kollaps
Mere konkret vil det kriseplagede EU bryde sammen og den eksisterende multiforbundne struktur blive til en serie bilaterale og multilaterale handels- og investeringsaftaler. Tyskland, Frankrig, Benelux og de nordiske lande vil forsøge at skuldre nedgangen. England – specifikt City i London, der befinder sig i total isolation, vil gå ned og opleve negativ vækst, mens dets finansmænd indædt slås for at finde nye spekulationsmuligheder i Golf-oliestaterne og andre rige lande’.
Øst- og centraleuropa, ikke mindst Polen og Tjekkiet, vil uddybe båndene til Tyskland, men vil lide under konsekvenserne af den generelle tilbagegang på verdensmarkederne.
Sydeuropa - Grækenland, Spanien, Portugal og Italien - vil bevæge sig ind i en dyb depression i takt med, at de massive gældsbetalinger, der gennemføres i kraft af vilde angreb på lønninger og social velfærd, alvorligt reducerer forbrugerefterspørgslen.
Arbejdsløsheden og underbeskæftigelsen befinder sig på depressionsniveau med helt op mod en tredjedel af arbejdskraften, og vil antænde årelange sociale konflikter, der vil intensiveres til folkelige oprør. En opløsning af Den europæiske Union før eller siden er næsten uundgåelig. Euroen som valutavalg vil blive erstattet af (eller man vender tilbage til) nationale problemer, efterfulgt af devaluering og protektionisme. Nationalisme vil være dagens orden.
Banker i Tyskland, Frankrig og Schweiz vil lide enorme tab på lånene til Syden. Store bankpakker vil blive nødvendige og vil polarisere de tyske og franske samfund mellem skatteydernes flertal og bankerne. Militante faglige kampe og højreorienteret pseudo-’populisme’ (nyfascisme) vil skærpe klassekampene og de nationale kampe.
Et kriseramt, opsplittet og polariseret Europa vil være mindre tilbøjelig til at gå med i et zionistisk inspireret amerikansk- israelsk krigseventyr mod Iran (eller mod Syrien). Et kriseplaget Europa vil modsætte sig Washingtons konfrontationskurs over for Rusland og Kina.
USA: Depressionen vender tilbage med renters rente
Den amerikanske økonomi vil lide under konsekvenserne af sit eksploderende finansunderskud og være ude af stand til at ’forbruge’ sig ud af den globale recession i 2012. Den kan heller ikke forvente at ’eksportere’ sig ud af negativ vækst ved at vende sig mod et tidligere dynamiske Asien, da Kina, Indien og resten af Asien økonomisk taber pusten.
Kina vil vokse langt under dets 9 % vækst-gennemsnit, Indien falde fra 8 til 5 % eller lavere. Ydermere vil Obama-regimets militære ’omringnings’-politik og dets økonomiske politik for udelukkelse og protektionisme forhindre nye stimuli fra Kina.
Militarisme skærper den økonomiske nedtur
USA og England vil være de største tabere i den økonomiske rekonstruktion af Irak efter krigen. Af 186 milliarder dollars, der er gået til infrastrukturprojekter, vil firmaer fra USA og England opnå mindre end 5 %.(Financial Times 16. dec. 2011, s.1 og 3). Et lignende udkomme er sandsynligt i Libyen og andetsteds. USAs imperialistiske militarisme knuser en modstander, men sætter sig i dyb gæld for at gøre det, og ikke -krigsførende høster de lukrative efterkrigsgenopbygningskontrakter.
Den amerikanske økonomi vil gå i recession i 2012 og ’det jobløse opsving i 2011’ vil blive afløst af en stejl stigning i antallet af arbejdsløse i 2012. Faktisk vil den samlede arbejdskraftstyrke falde, fordi folk, der mister deres dagpenge, ikke længere vil blive registreret.
Udbytningen af arbejdskraften (’produktiviteten’) vil blive forøget, da kapitalisterne tvinger arbejderne til at producere mere for mindre løn, og dermed udvides kløften mellem løn og profit.
Den økonomiske nedtur og vækst i arbejdsløshed vil blive fulgt af vilde nedskæringer i sociale programmer for at subsidiere finansielt berørte banker og industrier. Debatten imellem partierne vil handle om, hvor store nedskæringerne skal være for arbejdere og folk på overførselsindkomst for at sikre aktieejernes ’tilfredshed’.
Stående overfor så begrænsede politiske valg reagerer vælgerne ved ikke at genvælge regeringsembedsmænd at boykot valg - og via spontane og organiserede massebevægelser som ”Occupy Wall Street”. Utilfredshed, fjendtlighed og frustration vil gennemsyre kulturen. Demagoger fra Det Demokratiske Parti vil anvende Kina som syndebuk, de republikanske demagoger vil give immigranterne skylden. - Begge vil være fordømmende overfor ’islamistiske fascister’ og især Iran.
Nye krige midt i krisen: Zionisterne trykker på aftrækkeren
De ’52 præsidenter for de store amerikanske jødiske organisationer’ og deres ’Israel First’-tilhængere i den amerikanske kongres, udenrigsministerium, finansministerium og Pentagon vil skubbe på for krig imod Iran. Hvis de har held med sig, vil det resultere i en regional storbrand og global depression.
På baggrund af det ekstremistiske israelske regimes succes med at sikre blind lydighed for dets krigspolitik fra den amerikanske kongres og Det Hvide Hus, kan enhver tvivl om den faktiske mulighed for et stort katastrofalt resultat lægges på hylden.
Kina: Kompensationsmekanismer i 2012
Kina vil møde den globale recession i 2012 med adskillige muligheder for at mindske virkningen. Beijing kan skifte til at producere varer og tjenester for de godt 700 millioner indenlandske forbrugere, der i øjeblikket er uden for den økonomiske turbulens. Ved voksende lønninger og sociale ydelser samt miljøsikkerhed kan Kina kompensere for tabet af oversøiske markeder.
Kinas økonomiske vækst, der i høj grad hænger sammen med jord- og ejendomsspekulation, vil blive negativt ramt, når boblen brister. En brat nedtur vil være følgen og medføre tab af jobs, kommunale fallitter og øgede sociale og klassekonflikter.
Dette kan enten resultere i større undertrykkelse eller gradvis demokratisering. Udfaldet vil berøre forholdet mellem marked og stat i Kina dybt. Den økonomiske krise vil nok styrke statskontrollen med markedet.
Rusland står over for krise
Ruslands valg af præsident Putin vil føre til et mindre samarbejde om opbakning til amerikansk-støttede oprør og sanktioner mod russiske allierede og handelspartnere. Putin vil vende sig mod Kina for at skabe tættere bånd og vil have fordele af opløsningen af EU og svækkelsen af NATO.
Oppositionen, der bakkes op af de vestlige medier, vil bruge sin finansielle styrke til at undergrave Putin og opmuntre til investeringsboykot, selvom de vil tabe præsidentvalget med stor margin. Den globale recession vil svække den russiske økonomi og tvinge det til at vælge imellem større statsligt ejerskab eller større afhængighed af statsfonde til at betale prominente oligarkers gæld.
Overgangen 2011-2012: Fra regional stagnation og recession til verdenskrise
Året 2011 lagde grunden til opløsningen af EU. Krisen begyndte med euroens fald, stagnation i USA og udbruddet af masseprotester imod de uanstændige uligheder på verdensplan. Begivenhederne i 2011 var generalprøve på et nyt år med handelskrige i stor skala mellem stormagter, skærpede interimperialistiske kampe og sandsynligheden af folkelige oprør, som går over i revolutioner.
Oven i dette kommer, at forstærkelsen af den zionistisk orkestrerede krigsfeber mod Iran giver udsigt til den største regionale krig siden USA's krig i Indokina. Valgkampagnerne og udfaldet af præsidentvalgene i USA, Rusland og Frankrig vil uddybe de globale konflikter og den økonomiske krise.
I 2011 annoncerede Obama-regimet en politik for militær konfrontation med Rusland og Kina og foranstaltninger, der er udformet for at undergrave og nedtone Kinas opstigning som økonomisk verdensmagt. Med den voksende økonomiske krise og nedgangen i de oversøiske markeder, især i Europa, vil en større handelskrig udspille sig. Washington vil aggressivt føre en politik for at begrænse kinesisk eksport og investeringer. Det Hvide Hus vil øge bestræbelserne for at forstyrre Kinas handel og investeringer i Asien, Afrika og andre steder.
Vi kan regne med, at der kommer nye amerikanske forsøg på at udnytte Kinas interne etniske og folkelige konflikter og med øget militær nærvær langs Kinas kyst. En større provokation eller en fabrikeret hændelse kan på ingen måde udelukkes. Det kan som konsekvens i 2012 føre til rabiate chauvinistiske krav om en ny, dyr ’kold krig’.
Obama har skabt rammerne for og retfærdiggørelsen af en storstilet og langsigtet konfrontation med Kina. Det kan ses som et desperat forsøg på at afstive amerikansk indflydelse og strategiske positioner i Asien. Det amerikanskes militærs ’magtfirkant’ - USA, Japan, Australien og Sydkorea, med marionetstøtte fra Filippinerne - vil sætte de kinesiske markedsbånd op mod Washingtons militære oprustning.
Europa: Strammere økonomiske nedskæringer og intensiveret klassekamp
De økonomiske nedskæringsprogrammer, der gennemtvinges i Europa fra England til Letland og Sydeuropa vil virkelig bide sig fast i 2012. Massive offentlige fyringer og reducerede lønninger og jobmuligheder i den private sektor vil føre til et år med permanent klassekrig og udfordringer til regimerne.
’Nedskæringspolitikken’ i Sydeuropa vil blive fulgt op af misligholdelse af gæld, som vil resultere i bankkrak i Frankrig og Tyskland. Englands økonomisk herskende klasse, der er isoleret fra Europa, men dominerende i England, vil insistere på, at de konservative ’undertrykker’ fagbevægelsen og folkelig uro. En ny, neo-thatcheristisk form for autokratisk styre vil vise sig; oppositionen fra Labor-fagforeningerne vil udsende tomme protester og slække på grebet om den rebelske befolkning.
Kort sagt har den reaktionære sociale og økonomiske politik, som er sat i værk i 2011, gjort scenen klar for nye politistatsregimer og mere alvorlige og muligvis blodige konfrontationer med arbejdere og arbejdsløse unge uden fremtid.
De kommende krige vil gøre det af med ’det Amerika vi kender’
I USA har Obama lagt grunden til en ny og større krig i Mellemøsten ved at overføre tropper fra Irak og Afghanistan og koncentrerer dem imod Iran. For at undergrave Iran øger Washington hemmelige militære og civile operationer mod Irans allierede: - Syrien, Pakistan, Venezuela og Kina.
Nøglen til den amerikanske og israelske krigsstrategi imod Iran er en serie af krige i dets nabostater, verdensomspændende økonomiske sanktioner, cyberspace-angreb for at forkrøble vitale industrier og hemmelige terrormord på videnskabsmænd og militærtjenestemænd.
Hele fremdriften mod og planlægning og udførelse af den amerikanske politik, der lægger op til krig imod Iran, kan empirisk og uden nogen tvivl tilskrives den zionistiske magtstruktur, som besætter strategiske positioner i den amerikanske administration, massemedierne og det ’civile samfund’.
En systematisk analyse af amerikanske politikeres udarbejdelse og implementering af den økonomiske sanktionspolitik i kongressen viser fremtrædende roller for megazionister (Israel First) som Ileana Ros-Lehtinen og Howard Berman; Dennis Ross i Det Hvide Hus, Jeffrey Feltman i udenrigsministeriet og Stuart Levy og hans stedfortræder David Cohen i finansministeriet. Det Hvide Hus er totalt afhængigt af den økonomiske støtte fra zionistiske fonde og får sine stikord fra de ’52 præsidenter for de største amerikanske jødiske organisationer’.
Den israelsk-zionistiske strategi er at omringe Iran, svække det økonomisk og angribe dets militær. Invasionen af Irak var den første amerikanske krig for Israel; Libyen var den anden; den nuværende krig pr. stedfortræder imod Syrien er den tredje. Disse krige har knust Israels fjender eller er i færd med at gøre det.
I 2011 var det valgte hovedvåben økonomiske sanktioner, designet til at skabe indre utilfredshed i Iran. Den globale sanktionskampagne har lagt beslag på al energi i de store jødiske lobbyer. De har ikke mødt nogen modstand fra massemedierne, kongressen eller Det Hvide Hus. Den zionistiske magtkonstellation (ZPC) har været så godt som fri for kritik fra venstreorienterede og socialistiske tidsskrifter, bevægelser og grupper – med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser.
Det sidste års ompostering af amerikanske tropper fra Irak til Irans grænser, sanktionerne og det voksende Store Fremstød fra Israels femte kolonne i USA betyder udvidet krig i Mellemøsten. Det betyder sandsynligvis et ’overraskelsesangreb’ med missiler fra luften og fra havet fra de amerikanske styrker.
Et sådant vil basere sig på et opdigtet påskud om et ’truende atomangreb’, opfundet af det israelske Mossad og trofast videreformidlet af ZPC til deres lakajer – den amerikanske kongres og Det Hvide Hus - til anvendelse og udbredelse verden over.
Det vil blive en ødelæggende, blodig og langvarig krig for Israel; USA vil bære de direkte militære omkostninger selv, mens resten af verden vil betale en dyr økonomisk pris. Den zionistisk fremelskede amerikanske krig vil forvandle recessionen i begyndelsen af 2012 til en dyb økonomisk krise mod slutningen af året og sandsynligvis fremprovokere masseopstande.
Konklusion
Alle indikationer peger mod, at 2012 bliver et afgørende år for den uophørlige økonomiske krise, der spreder sig fra Europa og USA over Asien til de afhængige lande i Afrika og Latinamerika. Denne krise vil i egentligste forstand være global. Interimperialistiske konfrontationer og kolonikrige vil undergrave alle forsøg på at opbløde krisen.
Som modsvar vil massebevægelser se dagens lys og efterhånden bevæge sig fra protester og opstande til forhåbentlig sociale revolutioner og politisk magt.
Oversat af Kommunistisk Politik efter Global Research
Originalartikel her
Netavisen 7. januar 2012