Af Henrik Herløv Lund
Resume af ’minirapport’
Regeringen varsler smalvækst for velfærden og de offentlige udgifter de kommende år frem til 2020. Det skal angiveligt sikre de offentlige finanser og velfærden.
Udmeldingerne skal forberede SRSF s 2020 plan. Regeringen vandrer her – som på andre områder – videre i VK s sporene fra ”Genopretningsaftalen” og ”Reformpakken 2020” og disses krav om at ”tøjle det offentlig forbrug” og kraftigt at reducere vækstraterne for det offentlige forbrug.
Det kan forventes, at SRSF i sin kommende 2020 plan med krav om besparelser på op til 67 mia. kr årligt i 2020 vil stramme kravene i forhold til de af VK i ”Reformpakken 2020” krævede besparelser på 47 mia. kr. Og at SRSF hermed må forventes med vækstrammer for dette offentlige forbrug på årligt i gennemsnit ned til 0,45 % realvækst vil halvere den af VK tilladte realvækst.
Hvilket vil være langt fra den påkrævede omkring 1,4 – 1,5 % mindst påkrævede for at bevare uændret servicestandard i forhold til flere ældre og stigende sociale behov.
Med en fremtidig ramme på 2 til 3mia. kr i forhold til et vækstbehov på 5 til 6 mia. kr årligt vil der hermed fra 2014 og frem til 2020 generelt være lagt op til fortsatte kraftige besparelser i det offentlige forbrug på omkring 3 til 4 mia. kr. årlig svarende til mellem 6 og 8.000 stillinger årligt. Besparelserne vil navnlig ramme kommunerne indenfor børnepasning, skole, det sociale område samt ældrepleje.
Smalvæksten vil således på ingen måde sikre velfærden, men tværtimod amputere den ved fra 2014 frem til 2020 at bortskære yderligere mellem 48.000 og 64.000 personer fortrinsvis i kommunerne som følge af en samlet besparelse på det offentlige forbrug på mellem 24 og 32 mia. kr.
Der er således for S + SF tale om et 180 graders kursskifte i forhold til, at S + SF gik til valg på et årligt velfærdsløft på 1,4 % realt svarende til i valgperioden i alt omkring 20 mia. mere til velfærden.
Kursskiftet begrundes med ”kæmpehullet i statskassen”. Men såvel på kort som på langt sigt er der nok så meget tale om politisk bestemt fiktion som økonomisk realitet.
Allerede under VK – regeringen har i 2010 og 2011 forudsigelserne om løbende kæmpeunderskud over EU grænsen ikke vist sig at holde. Og tilsvarende tegner også den nuværende regerings forudsigelse om et kæmpeunderskud i 2012 til at blive halveret.
Også VK s tidligere forudsigelse af kæmpeunderskud i 2020 har i høj grad været politisk bestemt og tilsvarende må forventes at gælde for SRSF s kommende 2020 – plan, hvis den som forventet bygger videre og ovenpå VK s.
For så vidt som dette er tilfældet vil der være tale om, at beregningen af det store underskud ligesom hos VK s 2020 plan bygger på en række tvivlsomme, snarere politisk end økonomisk bestemte beregningsforudsætninger og antagelser.
For det første: Ved at forudsætte at skattestoppet fortsætter, drænes statskassen for mange milliarder frem til 2020. Det er imidlertid helt urealistisk at skattestoppet kan fortsætte så længe med det pres, der er imod det – også fra EU.
For det andet: Ved at antage historisk lav produktivitet i 10 år mere, bliver der også et tilsvarende lavt råderum til den offentlige sektor. Men produktiviteten er allerede stærkt på vej op.
For det tredje: Ved at prioritere en i øvrigt vækst til det private forbrug, bliver der naturligvis modsat endnu mindre råd til offentligt forbrug. Men det er et politisk valg og ikke en økonomisk nødvendighed.
Og for det fjerde vil SRSF oven heri kræve et stort overskud i statskassen, som selvfølgelig skal indhentes gennem (ekstra) besparelser. Der er imidlertid heller ikke her tale om en økonomisk nødvendighed, men om et politisk valg af en monetaristisk økonomisk politik.
Velfærden vil ikke blive sikret og også opfyldelsen af det overordnede mål om at sikre de offentlige finanser er i tvivlsomt.
For det første adresserer smalvæksten ikke afgørende problemer bag statsunderskuddet: VK s under– og ufinansierede skattelettelser kostede i 2011 statskassen mellem 40 og 45 mia. kr, men rulles ikke tilbage. Tværtimod vil også SRSF gennemføre topskattelettelser og det tegner oven i købet til at de delvist skal betales af velfærdsforringelser – altså også i et omfang være ufinansierede.
Og det andet store problem bag statsunderskuddet – lavvæksten adresseres heller ikke. Tværtimod risikerer de fortsatte voldsomme besparelser på velfærden i en situation med udsigt til lavvækst så langt øjet rækker i øvrigt yderligere at koste vækst og beskæftigelse og dermed i sig selv at forværre statsunderskuddet.
Hertil kommer, at SRSF synes at have overtaget VK s udbudsøkonomiske opfattelser og strategi om at øge arbejdsudbuddet gennem kraftige ”arbejdsmarkedsforringelser”, hvilket imidlertid i en situation med lavvækst og manglende efterspørgsel efter arbejdskraft kun vil forøge ledigheden og dermed statsunderskuddet.
I stedet er der behov for en vækst – og beskæftigelsespolitik, der øger offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse indenfor velfærd markant. Indsatsen skal finansierer af en offensiv skattereform, der øger beskatning af millionærer og halvmillionærer samt på længere sigt også boligbeskatningen.
Læs hele Henrik Herløv Lunds ’minirapporn’ i pdf her
Netavisen 16. april 2012