Mette Frederiksens udspil til reform af førtidspension og fleksjob:
Hjælp eller økonomisk pisk?

 Notat
Af Henrik Herløv Lund
uafhængig økonom - cand. scient. adm.
Ikke parti -eller bevægelsesorganiseret medlem af centrum venstre

Intro:

Mette Frederiksen og SRSF vil gerne sælge sin kommende reform af førtidspension og fleksjob som hjælp til samfundets svageste til at få det bedre og komme tilbage til arbejdsmarkedet. Men der er i udpræget grad tale om salgsretorik med tvivlsomme realiteter, hvad angår de behandlingstilbud, som er en absolut uomgængelig forudsætning. Langt hen ad vejen er det kontante indhold af reformen først og fremmest af øget økonomisk pisk i form af omfattende forringelser af ydelser og vilkår for arbejdsmarkedets og samfundets svageste på førtidspension og i fleksjob. Den hjælp, der måtte komme, betaler man selv i flere omgange gennem forringelserne. Hunden fordres med sin egen hale. ”Der er ikke råd til mere” siger Mette Frederiksen. Stærke ord fra en regering, der ikke vil at millionærer og banker skal bidrage mere til fællesskabet. Skulle et af verdens rigeste samfund ikke have råd til at behandle sine svageste anstændigt?

KONKLUSION: FØRST OG FREMMEST ØGET ØKONOMISK PISK.

Mette Frederiksen og SRSF påberåber sig med udspillet til reform af førtidspension og fleksjob: ”Alle skal være en del af fællesskabet” et mål om at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere til at få det bedre og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det er i sig selv sympatisk og rigtigt og der skal heller ikke herfra lyde nogen indvendinger mod, at man giver førtidspensionister og fleksjobbere flere tilbud om behandling. Tværtimod – flere tilbud vil være godt og det er en skandale, at de for længst ikke er givet.

MEN: Der hvor kæden hopper af er, når SRSF indigneret afviser de nuværende ordninger med, at man her lader mennesker gå til spilde på passiv forsørgelse. Og med det som argument samtidig åbner op for kraftige nedsættelser af ydelserne for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere og for øget usikkerhed i form af midlertidige ydelser. For har mennesker i ressourceforløb mm ikke brug for et liv på anstændige leve- og indkomstvilkår, hvis de skal kæmpe sig tilbage til arbejdsmarkedet? Hvorfor ikke give behandlingstilbud på de nugældende ydelsesvilkår.

Man fristes til at spørge, om SRSF inderst inde ikke selv tror på de behandlingstilbud, som de ellers vil tale så meget og så højt om, siden det nok så kontante indhold af regelændringer er massive forringelser af ydelse og vilkår for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere – massiv brug af økonomisk pisk.

En skepsis overfor løfterne om behandlingstilbud er desværre også velbegrundet. Mange kandidater til førtidspension med psykiske lidelser har kroniske og alvorlige lidelser, som vil kræve langvarig og omfattende behandling. Men behandlingssystemerne er i forvejen økonomisk udsultede, navnlig i psykiatrien. Og skal psykiatrien og det sociale behandlingssystem til også at give sådanne behandlinger til yderligere mange personer i ressourceforløb og fleksjob, vil det forudsætte tilførsel af økonomiske midler i betydeligt omfang.

MEN: Der er ringe udsigt til, at regeringen vil kunne afsætte de påkrævede midler til den betydelige oprustning af behandlingstilbuddene i psykiatrien, som er nødvendig for at sikre målet om at give førtidspensionister og fleksjobbere bedre helbred og funktion. Hvis de 1.4 mia. kr, som udspillet opererer med, bliver en realitet, tyder meget på, at det er alt for lidt. Lægges fx Arbejdsmarkedskommissionens beregninger for, hvad ressourceforløb vil koste til grund, vil der være behov for det dobbelt beløb. Og kommer det ikke, er risikoen nærliggende for, at der i stedet bliver tale om discountforløb, som ikke rigtig hjælper noget. Så bliver ressourceforløb blot en midlertidig førtidspension med stærkt nedsat ydelser.

Hertil kommer, at SRSF i deres kommende 2020 plan vil skærpe besparelseskravene til kommuner og regioner i de kommende år med nærliggende fare for, at regeringen giver til ressourceforløb med den ene hånd – og tager endnu mere med den anden.

 SRSF vil formentlig komme med slagord om, at ”bedre koordinering” og effektivisering og afbureaukratisering kan give mere behandling. Også sådanne bestræbelser skal bestemt hilses velkomne – det vil kun være godt, hvis noget af det lykkes og vi kan blive fri for noget af al VK s kontrolbureaukrati. Men det er intet mirakelmiddel og når man samtidig på grund af statsunderskuddene fortsætter med store krav om effektiviseringer og besparelser i kommuner og regioner, er det altså ikke troværdigt, hvis man vil lægge op til, at man på den måde kan hekse mange flere behandlingstilbud frem. Risikoen er at det ender med lappeløsninger og discounttilbud, som det er endt med i forbindelse med aktivering af sygedagpengemodtagere.

Også målet om, at førtidspensionister og fleksjobbere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet er i sig selv godt. Der skal her ikke lyde nogen indvendinger i mod at gøre en indsats herfor. MEN: At gennemføre massive forringelser af ydelserne under midlertidig førtidspension og fleksjob for herigennem at presse folk ud på arbejdsmarkedet er ikke bare socialt skævt. Det er også udsigtsløst, for der er ikke større udsigt til jobs på arbejdsmarkedet med 170.000 ledige blandt dem, som normalt vil være arbejdsgivernes førstevalg

Med ringe udsigt til reelle og kvalificerede behandlingstilbud og uden reel udsigt til jobs vil den reelle effekt af reformen være, at personer med ofte alvorlige psykiske lidelser og handicaps henvises til at tilvejebringe årevis på langt lavere ydelser end i dag og under stærkt belastende øget usikkerhed i midlertidige ressourceforløb eller fleksjob. SRSF erstatter hermed nogle ordninger, som ikke er perfekte, men dog i det mindste i dag sikrer et tåleligt liv, med langt dårligere vilkår uden sikkerhed for at kunne komme ud af dem.

Det er ingen tilfældighed, at SRSF s forslag til regelændringer i høj grad lægger op ad VK s tidligere reformudspil. Det reelle og kontante indhold af SRSF ´s reform bliver nemlig som VK s så en spareøvelse, hvor vilkårene og ydelserne forringes i omfattende grad for kommende førtidspensionister og fleksjobbere og hvor der gennem nedsat refusion til kommunerne samtidig lægges et økonomisk pres, der uanset berettigelse vil gøre det endnu sværere at opnå fleksjob og førtidspension. SRSF fører på dette område – som i den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og velfærdspolitikken i øvrigt – overvejende borgerlig politik.

Mette Frederiksen sætter sig med vanlig skråsikkerhed på den moralske høje hest: Jeg vil ikke opgive fleksjobbere og førtidspensionister – jeg vil hjælpe dem, så de i stedet kan få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men det er mere end tvivlsomt om der er dækning for plusordene og de gode hensigtserklæringer? Mennesker på førtidspension og i fleksjob er folk der i forvejen ligger ned med dårligt helbred og manglende erhvervsevne – effekten af reformen risikerer at blive at man træder på de, som i forvejen ligger ned.

Man spørger sig selv, om de ”smukke hensigtserklæringer” blot er salgsretorik, som skal få forringelserne til at glide ned? Desværre har en del af offentligheden tilsyneladende ladet sig forføre af den besnærende retorik om, at man vil hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere. At borgerlige aviser gør det er ikke overraskende, men at faglige organisationer og eksperter også lader til at have købt dette billede af reformen som hjælp må overraske. Realiteterne er på trods af alle plusordene, at reformen i det væsentlige må forventes at medføre langtidsparkering af arbejdsmarkedets og samfundets svageste på discountvilkår. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Med det kriterium er og bliver den samlede dom over SRSF s kommende reform af førtidspension og fleksjob ikke positiv.

1. REFORMUDSPILLETS REGELÆNDRINGER VIL MEDFØRE OMFATTENDE FORRINGELSER!

Førtidspension: Omfattende forringelse af ydelser og vilkår.

Indholdet af Mette Frederiksens ligger meget langt fra at skabe forbedringer for førtidspensionister, når vi ser på de konkrete ændringer af de nuværende regler. SRSF- regeringens udspil indebærer tværtimod, at førtidspension gennem indførelsen af ”udviklings forløb” bliver midlertidig for alle under 40 år. For over 40 årige bliver den også midlertidig, i hvert fald formentlig de første 5 år.

De således kun ”midlertidige førtidspensionister” i ressourceforløb skal nu indstille sig på efter 5 år at skulle igennem en ny vurderingsmølle og på igen at skulle kæmpe for at få deres ydelse. Dette er i sig selv stærkt negativt, idet det slet og ret vil skabe stor usikkerhed og stress for en gruppe mennesker, der i forvejen har vanskeligt ved at klare og overskue tilværelsen. Det vil ikke bidrage til at de får det bedre – som målet ellers lyder -, snarere tværtimod.

Tilmed skal de i ressourceforløb indplacerede for det andet klare sig på et langt ringere forsørgelsesgrundlag end, hvis de havde fået førtidspension, fordi alternativet til førtidspensionssatsen på længere sigt uvægerligt må forventes at blive den langt lavere kontanthjælpssats. Nogle af samfundets svageste mennesker langtidsparkeres således på et sidespor ikke alene under øget psykisk belastning, men også på fattigdomsvilkår. Mange vil hermed falde ned under fattigdomsgrænserne.

Og det kan forudses, at de herunder også bliver kastebold for alle mulige og umulige ”aktiveringsforslag”, og for vedvarende ”opfølgninger”, der skal retfærdiggøre fastholdelsen af dem i disse ”ressourceforløb”, og om muligt presse dem tilbage på arbejdsmarkedet. I stedet for forbedring for førtidspensionister vil de af Mette Frederiksen foreslåede regelændringer altså samlet set altså indebære en kraftig devaluering af førtidspensionen. Førtidspensionister er blandt arbejdsmarkedets svageste, som kun tildeles pensionen, fordi de i det væsentlige vurderes at være uden erhvervsevne og uden muligheder for at klare sig selv. Det er mennesker, som i forvejen ”ligger ned”. Ikke desto mindre vil denne reform gennem midlertidige og langt lavere ydelser altså desværre ”træde på dem, der i forvejen ligger ned.”

Fleksjob: Er S og SF på vej til at sælge deres eget barn til stanglakrids?

Udspillet fra Mette Frederiksen og SRSF vedrørende fleksjob er om muligt endnu mere kritisabelt end for førtidspensions vedkommende. For det første bliver fleksjob for under 40 årige på tilsvarende måde som for førtidspensionister rent midlertidige a 5 års varighed og for over 40 årige bliver de det også for det første fleksjob og hvis kommunen muligvis vil også for de følgende. Alle fleksjobbere uanset alder skal således hvert 5 år også igennem en ny vurderingsmølle og skal Pany kæmpe for at få deres ydelse. For under 40 årige ifølge regeringens forslag tilmed gang efter gang indtil de bliver 40. Det vil også for fleksjobbere give en stor usikkerhed og stress på samme måde som de 5 årige ressourceforløb for førtidspensionister vil.

Tilmed skal langt de fleste fleksjobbere for det andet også klare sig på et ringere forsørgelsesgrundlag ligesom tilfældet vil være for førtidspensionister. Reformen forsøges her solgt som et opgør med nogle få fleksjobbere, som tjener op mod 700.000 i årlig ydelse. Men det gælder under 5 % af fleksjobberne, mens den typiske fleksjobber ikke tjener mere end en gennemsnitlig lønmodtager. Og ændringer rammer fleksjobbere med indkomster helt ned til 250.000 kr i stik modsætning til det af Mette Frederiksen påståede, at kun rige fleksjobbere med indkomster omkring en halv million rammes.

Den væsentlige ændring af fleksjob for så vidt angår ydelse er, at løntilskuddet generel nedsættes og navnlig, at nedtrappet i takt med stigende løn i fleksjobbet. Hermed må alle andre end fleksjobbere på decideret lavtløn forventes at ville få forringet deres ydelse væsentlig og effekten vil sikkert – som tilsigtet – være at afholde mange med lønninger over decideret lavtløn fra at søge ordningen, fordi de ikke har råd. Mette Frederiksen hævder, at ændringerne ikke berører nuværende fleksjobbere. Men mange fleksjobbere tvinges af omstændigheder, som de ikke er herre over, til at skifte fleksjob og så ryger de på den nye, stærkt forringede ydelser. Mange nuværende fleksjobbere vil dermed i løbet af få år blive ramt.

S + SF synes på vej til så gennemgribende at amputere ordningen, at man må spørge sig selv om de to partier er ved at sælge fleksjobordningen, som de selv skabte som hjørnestenen i det rummelige arbejdsmarked, til stanglakrids?

Refusionssatser planlægges også reduceret.

Selvom det ikke fremgår af udspillet har Mette Frederiksen heroveni bebudet, at der skal ske en harmonisering – og går man næppe fejl af- en reduktion af refusionssatserne til kommunerne for overførselsindkomster, herunder for førtidspension og fleksjob. Med den forventede større eller mindre reduktionen af refusionssatserne vil kommunerne få et stærkt økonomisk incitament til ikke at tildele varig førtidspension eller oprette varigt fleksjob. Incitamentet til at fastholde mennesker med stærkt reduceret arbejdsevne i ressourceforløb eller midlertidige fleksjob vil være stærkt

Ikke mindre ulighed, men en omfattende og socialt skæv forringelse for de svageste.

Fra SF s side har man motiveret sin tilslutning til reformen med at ville bekæmpe ulighed (forstået som højtlønnedes adgang til fleksjob) gennem kravet om loft over fleksjobydelsen. Man kan overhovedet ikke være uenig i at der skal lægges loft over fleksjobydelsen. Men det er vanskeligt – for ikke at sige umuligt - at genfinde denne begrundelse om at mindske ulighed i det samlede reformkompleks for fleksjobordningen, hvor omlægning og nedtrapning af ydelsen for alle andre end de lavest lønnede vil ramme langt flere.

Tværtimod har reformforslaget vedr. fleksjob samlet set stor social slagside. For det vil gøre det langt vanskeligere for en svag gruppe - mennesker med reduceret arbejdsevne - at blive på arbejdsmarkedet, fordi de bortset fra de lavest lønnede dårligt vil have råd. Tilsvarende gælder, at ændringerne, hvad angår førtidspension, også indebærer stærk forringelse af levevilkårene. Tilmed for en gruppe, som er så svag, at udgangspunktet for at få ydelsen i dag er, at man efter omfattende arbejdsprøvning og sagsbehandling vurderes ikke at have nogen erhvervsevne overhovedet. Øge ulighed og den tunge ende nedad gælder også denne del af SRSF s forventede kommende reformkompleks.

Mette Frederiksen forfægter i dag en reform, som hun for få år siden indigneret afviste, da VK spillede ud med næsten de samme forslag. Hun hævder at være blevet ”klogere”, men reelt handler det om, at S +SF regeringsdannelsen med De Radikale har overtaget borgerlig økonomisk og velfærdspolitik. Selvom SRSF gik til valg på bekæmpelse af ulighed og socialgenopretning er der tale om en reform, der skaber øget ulighed og social skævhed for nogle af arbejdsmarkedets og samfundets svageste. SRSF gik til valg på et politisk alternativ til VK. Men på dette område tegner der i stedet til at blive tale om en videreførelse af den borgerlige forringelses og besparelsespolitik på velfærdsområdet. Det sker med den begrundelse, at man helt vil hjælpe folk ud af førtidspension og fleksjob. Men der er næppe realiteter heri.

2. REFORMENS MÅL OG BEGRUNDELSER HOLDER IKKE.

For mange i fleksjob og på førtidspension?

SRSF begrunder for det første deres reform med til, at der siden 2000 er kommet over 55.000 flere i ordningerne, hvilket har medført en merudgift på 9½ mia. kr. Og man slår ud med armen og henviser til, at det da ikke er holdbart. Nej, det ville det ikke være, hvis det var korrekt, men det er det heller ikke, når man ser det i en større sammenhæng. Det er ganske vist rigtigt, at antallet af førtidspensionister og fleksjobbere isoleret set tilsammen er steget fra omkring 250.000 i år 2000 til 300.000 ved udgangen af årtiet. Og det ses også, at der er korrekt, at denne stigning især sker i fleksjobordningen.

MEN: En væsentlig del af tilgangen til fleksjob og førtidspension skyldes, at der til gengæld så er blevet færre på en række andre overførselsordninger. Fx er henvisning til revalidering og indplacering i fleksjob alternative muligheder for kommunerne ligesom tilkendelse af førtidspension ofte følger efter længevarende modtagelse af sygedagpenge og kontanthjælp. Derfor må tilgangen til disse forskellige ordninger ses i sammenhæng dvs. for ordningerne under et.  Hermed fremkommer et helt andet billede. Fra 2003 til 2009 er antallet at personer i fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension som tidligere fremgået steget betydeligt, nærmere bestemt i dette åremål med godt + 37.000, men modsat er det samlede antal personer i sygedagpenge, på kontanthjælp og i revalidering faldet med – 41.000.

Kritikken af tilgangen – og dermed også af udgifterne - til fleksjob og førtidspension for at ”være løbet løbsk” skyder altså forbi. Jo, der har været stigende tilgang til fleksjob og førtidspension. Men sammenhængende hermed er tilgangen til revalidering, kontanthjælp og sygedagpenge samtidig faldet modsvarende, fordi kommunerne i stedet for revalidering har valgt fleksjob og fordi de har visiteret fra sygedagpenge og kontanthjælp til førtidspension. Der er således ikke er kommet for mange mennesker i fleksjob og førtidspension, fordi der modsvarende og sammenhængende hermed er blevet færre på revalidering, sygedagpenge og kontanthjælp. Og det er dermed heller ikke er rigtigt, at udgifterne er løbet løbsk, fordi de stigende udgifter til fleksjob og førtidspension har erstattet endnu dyrere udnyttelse af andre ordninger.

Stort forbedringspotentiale for førtidspensionister og fleksjobbere?

Hovedargumentet for Mette Frederiksen og SRSF ´s reformudspil er, at førtidspensionister og fleksjobbere i stedet for passiv forsørgelse skal få det bedre. Den underliggende grundopfattelse er, at fleksjobbere og førtidspension med tiden får det og kan det få det bedre, hvorfor det er forkert at ”fastlåse dem” på vedvarende overførselsindkomst. Det gælder navnlig vedrørende under 40 år, som tildeles førtidspension på grundlag af psykiske lidelser.

Men tallene fortæller en helt anden historie vedr. dette forbedringspotentiale. Data der tilmed er indhentet af Arbejdsmarkedskommissionen viser, at 2/3 af alle førtidspensionister ikke får det bedre, men tværtimod værre – selv efter at have opnået ydelsen. Når reformtilhængerne vil slå på, at der er en stigende del af unge under 35 – 40 år, som tildeles førtidspension og en stigende del, som tildeles på grundlag af psykiske lidelser, er det korrekt. Men den underliggende synspunkt om, at unge jo udvikler sig og kan få det bedre. Og at psykiske lidelser kan gå over, er der til gengæld ikke belæg for, når vi ser på det store flertal af førtidspensionstildelinger.

En meget stor del af tildeling af førtidspension i det hele taget på grundlag af psykiske lidelser sker tværtimod overvejende på grundlag af alvorlige, kroniske psykiske lidelser med deraf følgende ringe og kun langsigtede forbedringsmuligheder. Fx mental retardering, psykisk udviklings-forstyrrelse, skizofreni, forstyrrelser i personlighedsstruktur samt skizotypiske sindslidelse. Det siger vel sig selv, at når tilkendelse af førtidspension altovervejende sker på grundlag af kroniske dvs. vedvarende lidelser, kan muligheden for forbedring naturligvis ikke afvises, men der vil i hvert fald IKKE være udsigt til nogen hurtig og stor forbedring. Snarere betyder de kroniske lidelser, at den forbedring, der måtte kunne opnås, vil kræve en lang og omfattende behandlingsindsats (herom senere) Generelt er der således ikke umiddelbart noget stort forbedringspotentiale vedr. førtidspensionister med psykiske lidelser.

Udsigt til omfattende behandlingsindsats for førtidspensionister og fleksjobbere?

Men Mette Frederiksen og SRSF peger på, at man så sandelig da også har tænkt sig, at personer i ressourceforløb og midlertidige fleksjob skal have hjælp gennem ”målrettede behandlingsforløb”. Det skal understreges, at der fra undertegnede slet ingen uenighed er i målsætningen om at give førtidspensionister – og fleksjobbere - tilbud om behandling. Tværtimod, der er i allerhøjeste grad brug for, at sådanne tilbud bliver givet. Og en skandale at det ikke for længst er sket.

MEN: Det vil kræve en omfattende støtte – og behandlingsindsats i det sociale og psykiatriske system, hvis de ofte kroniske og alvorlige, langvarige psykiske lidel
ser skal afhjælpes så meget, at ansøgere om førtidspension og fleksjobkan få forbedret helbred og førtidspension så meget, at de ikke har behov for ydelsen. Virkeligheden er imidlertid, at det sociale behandlingssystem i kommunerne i disse år undergår omfattende besparelser og at det psykiatriske behandlingssystem i regionerne er udsultet og lider af kapacitets – og kvalitetsmangel blot i forhold til de nuværende behandlingsbehov. Behandlingssystemerne i dag kan derfor ikke løfte opgaven. Det forudsætter tilførsel af betydelig midler.

Mette Frederiksens udspil afsætter hertil da også 1,4 mia. kr. Det kunne lyde af meget, men der vil årligt være en tilgang på over 15.000 i udviklingsforløb, hvoraf mange vil skulle gå i flere år. Ifølge oplysninger i pressen regner beskæftigelsesministeriet selv med behov for 45.000 ressourceforløb årligt, når reformen er indkørt. Selv hvis de afsatte 1,4 mia. kr. hertil i reformudspillet bliver en realitet, giver det ikke mere end 30.000 kr. pr. ressourceforløb. Det er imidlertid meget lavt i forhold til omkostninger ved behandling i psykiatrien og Arbejdsmarkedskommissionen fx har da også regnet med dobbelt så høje omkostninger pr. ressourceforløb. Enten bliver reformen dobbelt så dyr som anslået. Eller – mere realistisk – pengene strækker kun til discountbehandlinger, hvorved ressourceforløbene i realiteten bliver til opbevaring i en midlertidig førtidspension på langt lavere ydelse.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt der vil være realiteter i alle de 1,4 mia. kr? Ifølge udspillet skal dele af indsatsen finansieres fra satspuljen.  Men har psykiatrien og kommunerne i forvejen traditionelt fået midler fra. Da den samlede satspulje kun er på omkring 1. mia. kr. kan det næppe forventes, at kommuner og psykiatri vil få dobbelt op, men tværtimod må de påregnes, at de så mister en del af de hidtidige satspuljebevillinger. Man giver med den ene hånd og tager med den anden.

SRSF politikere bebuder også flere penge til psykiatrien og henviser til, at der i 2013 afsættes en reserve på 5 mia. kr, som bl.a. skal ”tilgå sundhedsområdet, men også forskningsområdet samt regeringens højt prioriterede områder”. Men når sundhedsområdet skal dele med forskning og formentlig også uddannelse og psykiatrien igen skal dele med sygehusområdet i øvrigt, herunder kræft, er der hermed ingen udsigt til et større løft af psykiatrien. Og endelig må SRSF s kommende 2020 – plan forventes at lægge op til kun 0,4 % årlig realvækst i det offentlige forbrug dvs. fortsat næsten nulvækst i det offentlige forbrug med meget store besparelser i kommuner og regioner de kommende år til følge. Igen vil man give med en hånd og tage (endnu mere) med den anden hånd.

Der er altså generelt næppe udsigt til at SRSF giver det psykiatriske behandlingssystem det omfattende økonomiske løft, som det blot vil kræve at komme ud af den nuværende ressourcemangel. Og slet ingen udsigt til det betydelige løft, som det vil kræve, hvis det psykiatriske behandlingssystem skal oprustes og opdimensioneres til at tage mod mange flere patienter i ressourceforløb og midlertidige fleksjob.

Kan bedre koordinering og afbureaukratisering forventes at muliggøre flere behandlingstilbud?

Her taler SRSF så om, at den nødvendige behandlingsindsats kan skabes gennem bedre at koordinere beskæftigelses -, social – og sundhedssystemerne og gennem effektivisering og afbureaukratisering. Igen kan man på ingen måde være uenig i, at disse ting skal gøres og at de vil repræsentere fremskridt.

MEN: Der er i forvejen i økonomiaftalerne med kommuner og regioner forudsat betydelige årlige effektiviseringer. Hvilket ikke mindst netop sygehusområdet har haft svært ved at leve op til – heraf de årlige tilbagevendende fyringsrunder i sygehusvæsenet. Udsigterne for SRSF s kommende 2020 plan tyder på ingen måde på, at dette besparelseskrav vil blive mindre idet man generelt tegner til at øget budgetforbedringsbehovet fra VK s 47 mia. kr til op mod 67 mia. kr i 2020.  Udsigten til at der gennem effektivisering således kan frigøres og omfordeles større midler til psykiatrien er således ringe.

Tilsvarende overvejelser kan gøres ved det kommunale sociale behandlingssystem, som også vil skulle spille en vigtig rolle i at forebygge førtidspension. Men hvor realiteten er, at kommunerne kommer under endnu mere økonomisk pres end regionerne på grund af den endnu strammere økonomiske politik de kommende år. Og ikke mindst det sociale område i kommunerne er hidtil blevet pålagt store besparelser for at reducere et hidtidigt stort overforbrug. Tilbage er der med andre ord, at midlerne til behandling af personer i ressourceforløb og midlertidige fleksjob skal komme fra ”systemet selv” - ”systemet” selv må blive bedre gennem bedre organisering, administration og tilrettelæggelse. Og undskyld mig – det lyder ikke særligt troværdigt, når det gælder om at rejse betydelig midler til et løft i det sociale og psykiatriske behandlingssystem.

MEN: Hvis der ikke kommer en udbygning og oprustning af behandlingssystemet, er reformens fremadrettede del med ressourceforløb osv. mere eller mindre luft. Og tilbage står så kun en omfattende forringelse af vilkårene for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere.

Er der udsigt til jobs til førtidspensionister og mere arbejde til fleksjobbere?

I Mette Frederiksens udspil anføres det endelig, at målet med reformen at bringe førtidspensionister og fleksjobbere (mere) i arbejde dvs. en forøgelse af beskæftigelsen. Det er imidlertid ren ønsketænkning. Der er alene tale om en rent udbudsøkonomisk effekt.  Selv en begrænset beskæftigelses-effekt er der her efter finans – og gældskrisen ringe udsigt til at opnå. For når der i forvejen er 170.000 ”normalledige”, som arbejdsgiverne under alle omstændigheder vil vælge først, så vælger de selvfølgelig ikke af egen drift en ”halv” eller kvart arbejdskraft fra en fleksjobber eller førtidspensionist. Især ikke, når de i forvejen har afskediget de 170.000 normalledige for at tilpasse kapaciteten og nedsætte omkostningerne.

Og de økonomiske realiteter så langt som vi kender dem, handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. I denne sammenhæng skaber det selvfølgelig ikke mere beskæftigelse, selvom man gennem forringet forsørgelsesgrundlag presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet. De mennesker med reduceret arbejdsevne, som det fx kunne lykkes gennem denne reform at forhindre i at få førtidspension og fleksjob, har derfor ringe chance for at opnå beskæftigelse i det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover.

En moralsk reform – eller en amoralsk

Mette Frederiksen forsøger i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob i høj grad at iføre sig den moralske førertrøje. Man afviser harmdirrende og indigneret de nuværende ordninger med, at man her lader mennesker gå til spilde på passiv forsørgelse. Hermed får man indirekte også stemplet evt. forsvarere af det nuværende sikringssystem med, at DE åbenbart bare har tænkt sig at lade mennesker henslæbe tilværelsen på udsigtsløs passiv forsørgelse. Er man fx tilhænger af, at de nuværende satser for førtidspension og fleksjob skal bevares, er hermed næsten indført omvendt bevisbyrde: Så skal man bevise, at man ikke er bagstræberisk og reaktionær.

I sætter Mette Frederiksen sig med vanlig høj cigarføring og skråsikkerhed på den moralske høje hest: JEG vil ikke opgive fleksjobbere og førtidspensionister – JEG vil hjælpe dem, så de i stedet kan få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Problemet er desværre bare, at meget ikke tyder på, at der er realiteter i de smukke hensigtserklæringer om hjælp og behandling. Men at reformudspillets nok så håndgribelige kendsgerninger handler om omfattende forringelser af ydelser og vilkår.

Men det er her tilsyneladende lykkedes at forføre både faglige organisationer, eksperter og betydelige dele af offentligheden med de rigtige perspektiver om, at vi skal forsøge at hjælpe i stedet for bare at lade folk henslæbe tilværelsen i en af disse ordninger. Som tidligere understreget skal der her slet ikke anføres nogen uenighed i, at man under alle omstændigheder skal søge at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere og heller ikke i, at vil være bedre for dem at komme ud på arbejdsmarkedet… HVIS det kan lade sig gøre? Men for det første har vi set, at der umiddelbart ikke er den store udsigt til at mange førtidspensionister og fleksjobbere vil få det bedre i ressourceforløb respektive midlertidige fleksjob, fordi der næppe er udsigt til den fornødne behandling på grund af utilstrækkelige midler. I stedet står menuen i de kommende år i stedet på øgede besparelser og voksende krav om effektivisering i kommuner og regioner.

Og sidst men ikke mindst: Skulle det forhåbentligt lykkes at bedre funktionsevnen hos førtidspensionister og fleksjobbere, så vil der med 170.000 normalledige ikke være (mere) arbejde til dem. Realiteterne af reformudspillet tegner hermed til at blive, at så erstatter SRSF bare nogle ordninger, som i dag sikrer et tåleligt liv, med langt dårligere vilkår, således som vi har set foran. I stedet for at gøre det rigtige får vi mere ulighed og social skævhed for de svageste på arbejdsmarkedet. I stedet for en moralsk reform får vi i realiteten en amoralsk. Konklusionen er også, at de smukke ord i SRSF– regeringens udspil om, at der skal sættes behandling ind i ressourceforløb for at forebygge førtidspension, næppe står mål med virkeligheden.

Er der tale om salgsretorik, som skal dække over omfattende besparelser på førtidspension og fleksjob og gennemførelsen af en borgerlig politik? Jeg vil overlade til læseren at fælde dommen.

3. DER ER BRUG ALTERNATIVER

I stedet for dette skæve reformudspil kan stilles en række alternative forslag: Revalidering bør prioriteres som effektivt instrument til rehabilitering, bl.a. gennem øget refusion.

Behandlingssystemet bør oprustes gennem tildeling af større midler. Beskæftigelse af personer med reduceret arbejdsevne bør støttes gennem præmiering af virksomheder, som opretter sådanne jobs.

Førtidspension bør bevares for både under og over 40 årige – det handler ikke om alder, men om udsigter til generhvervelse af erhvervsevne. Men den forud for førtidspension gående undersøgelse, arbejdsprøvning og sagsbehandling kan med fordel samles i et tidsbegrænset 3 til max 5 årigt rehabiliteringsforløb med reelle behandlingstilbud.

Fleksjob bør ikke gøres midlertidige og løntilskudsmodel og ydelse bør i hovedsagen bevares, således at de følger med arbejdsgiverbetalingen op. Dog bør der indføres et loft, således at der ikke gives tilskud for arbejdsgiverbetaling udover 250.000 kr.

4. BAGGRUND FOR REFORMEN.

For mange (flere) på passiv forsørgelse?

Som anført er der meget spin i den salgsretorik, hvormed Mette Frederiksen og regeringen søger at sælge reformen. Det gælder også de bagvedliggende argumentationer om, at der er for mange på offentlig forsørgelse i overførselsordninger og antydninger om, at problemet er ved at vokse os over hovedet. Det er ganske vist rigtigt, at der i Danmark er relativt mange på offentlig forsørgelse. Men det har samtidig muliggjort, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og at vi kunne få en af verdens højeste beskæftigelsesfrekvenser, fordi et flertal af kvinder også er i job. Måler vi andelen af arbejdsstyrken uden for beskæftigelse er realiteten herved, at Danmark er et af de lande i EU, som har det laveste andel af befolkningen udenfor beskæftigelse og Danmark er i top 5 i hele OECD området. Kun 26,6 % er i Danmark udenfor beskæftigelse, mens det fx i Italien er op mod 45 %.

Det er heller ikke rigtigt set på længere sigt, at problemet er voksende. Set i det lange stræk er forsørgerbyrden i samfundet IKKE stedet, som det fremgår af ovenstående figur. Andelen af forsørgede har i en årrække ligget omkring 25 % - kun er sammensætningen af de forsørgede ændret. Og fra 90´erne til i dag er antallet af personer på midlertidige indkomsterstattende ydelser tværtimod faldet fra omkring 900.000 til omkring 750.000. Dog er det rigtigt, at der siden 2008 igen har været en lille stigning. Men det skyldes ikke løbsk tilgang til ordninger som førtidspension og fleksjob, men slet og ret at der er blevet flere ledige og i aktivering.

Det er altså krisen og den dermed følgende langvarige arbejdsløshed, som alt overvejende er årsagen til, at antallet af personer på offentlig overførselsindkomst er steget, idet 2/3 af stigningen direkte handler om arbejdsløshedsdagpenge og/eller aktiveringsydelse. Det peger dermed på, at kuren for at få nedbragt antallet af personer på offentlig forsørgelse ikke handler om at forringe vilkårene for de offentligt forsørgede, men om at få flere i beskæftigelse. SRSF og Mette Frederiksen tager altså fat det forkerte sted, når de satser på at presse flere svage ud på arbejdsmarkedet ved at forringe overførselsordningerne.

Er Mette Frederiksen blevet klogere?

For Da Claus Hjorth Frederiksen i 2008 foreslog, at unge under 40 som udgangspunkt ikke skulle kunne få førtidspension, tog Mette Frederiksen berettiget til orde herimod: ”Det rammer nogle af de allersvageste udenfor arbejdsmarkedet… VK – regeringens nuværende politik på området består kun af pisk”. Mette Frederiksen afviser, at hun har skiftet mening, fordi hun er blevet minister, men hævder, at hun HAR skiftet holdning – under indtryk af at have ”mødt rigtig, mange mennesker, som er blevet førtidspensioneret, også tidligt i deres liv”. Men mener, at den nye holdning stadig er ”kernesocialdemokratisk”.

Men baggrunden for det klare holdningsskifte er snarere at søge i, at S + SF gik i regering med de Radikale og i den forbindelse accepterede et regeringsgrundlag, der lige ud erklærede at videreføre VKO s nulvækst og besparelser i ”Genopretningsplanen”: ”Udgangspunktet for regeringen er VK – regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen samt tilbagetrækningsreformen”. SRSF har altså overtaget VK s økonomiske politik og reformpolitik. Hermed bliver det mindre overraskende, at Mette Frederiksen nu har fremlagt en reform af førtidspension og fleksjob, som alt overvejende er en gentagelse af VK s regeringens tilsvarende reformudspil fra 2010. Det er således nærliggende at søge forklaringen på holdningsskiftet ikke i Mette Frederiksens erfaringer og oplevelser med de svages problemer, men i ”den røde regerings” overtagelse af ”blå politik”.

Mette Frederiksen og Özlem Cekic er næppe selv uvidende om, at den reform de fremlægger, er den VK – reform fra 2010, som de selv tog så stærkt – og berettiget – afstand fra. Bag de gyldne hensigtserklæringer og ”sukkeret” om at hjælpe svage unge ligger dermed formentlig snarere noget andet. Både for Mette Frederiksen og S + SF har det naturligvis været magtpåliggende at fremstille sin nuværende politik som liggende i forlængelse af den tidligere. Både af hensyn til egen troværdighed og af hensyn til at reducere skuffelse i partiernes bagland. De ”gyldne hensigtserklæringer” om hjælp til svage unge må således i høj grad vurderes at være salgsretorik, der med smukke og rigtige perspektiver skal sælge den politiske kovending og de omfattende forringelser og besparelser. Forføre bagland, vælgere og offentlighed om man vil.

Noget tyder på, at denne forførelse i betydelig udstrækning også er lykkedes, idet en række organisationer, fagprofessionelle og eksperter udtrykker tilslutningen til netop reformudspillets gyldne perspektiver – og dermed til reformen som sådan. Som oftest i direkte modsætning til, hvad de udtalte i forbindelse med VK s reformudspil i 2010, der som beskrevet i store træk er identisk med SRSF s reformudspil. Det er tydeligvis lykkedes Mette Frederiksen at sælge reformen på at betone et anderledes og langt mere spiseligt perspektiv – uanset at reformen i det væsentlige er identisk med VK s forslag, uanset de tvivlsomme realiteter i hjælpen og de krasse realiteter i forringelserne af ydelser og vilkår. Måske var det en ide, om man overvejede, hvorvidt der bag de gyldne perspektiver dækker en kras virkelighed og om, hvorvidt der er realiteter bag de smukke hensigtserklæringer?

5. HVORDAN SKAFFER RÅD TIL VELFÆRD OG SVAGE I JOB?

Vækst og beskæftigelsespolitik hjælper også svage.

Det er slået fast som en indiskutabel sandhed, at der er for mange udenfor arbejdsmarkedet Man kan ikke være uenig i at det er rigtigt at få flere i beskæftigelse. Uenigheden handler om midlerne, der i Mette Frederiksens reformudspil først og fremmest handler om øget økonomisk pisk. Men det vil ikke give jobs til de svage. Erfaringerne viser, at virksomhederne kun i ringe omfang svage, så længe der er så mange som 170.000 ”normalledige” på arbejdsmarkedet. Modsat siger erfaringerne, at virksomhederne også ansætter flere svage, når beskæftigelsen generelt er høj. Mens de altså holder igen, når der er økonomisk modvind.

Hjælp til at få flere af de udenfor arbejdsmarkedet i beskæftigelse handler således for det første om, at bekæmpe arbejdsløsheden og fremme beskæftigelsen generelt. Er beskæftigelsen høj og ledigheden lav kommer også flere svage i arbejde. SRSF ´s svage kickstart hjælper, men langt fra tilstrækkeligt, også fordi beskæftigelsesindholdet i offentlige investeringer er lavt. Der er brug for langt mere vidtgående tiltag og et beskæftigelsesløft gennem bedre velfærd indenfor sundheds, uddannelse, ældrepleje og børnepasning. Herigennem kan skabes op til 45.000 flere arbejdspladser. Øget beskæftigelse generelt må imidlertid suppleres med initiativer til at bevare og udbygge det rummelige arbejdsmarked, herunder bevarelse af den nuværende fleksjobordning og gennem sociale kapitler i forbindelse med offentlige ordrer og tilskud til virksomheder.

Der kan skabes råd til velfærd og beskæftigelsesløft.

Det fremføres også som en indiskutabel sandhed, at der ”ikke er råd til velfærd”. I den forbindelse er der to præmisser herfor, som imidlertid aldrig diskuteres. Den ene er, at SRSF reelt resten af valgperioden har opgivet at føre vækstpolitik og i stedet ensidigt vil satse på besparelser. Den anden er, at S + SF ligeledes efter de begrænsede afgiftsforhøjelse på finansloven 2012 reelt har opgivet at øge skatterne. Det er ærligt talt stærk kost at høre SRSF – politikere tale om, at der ”ikke er råd”, når man samtidig har opgivet at rulle nogen af VK s mange milliarder i skattelettelser, ikke mindst ved ”rødvinsreformen” i 2009, tilbage. Millionærskat, bankskat osv. er bare droppet. Det er da klart, at uden øget vækst og velstand og uden øgede skatteindtægter bliver der kun en måde tilbage ”at skaffe råd”: Gennem besparelser og forringelser på velfærden.

Det afgørende virkemiddel til at øge den samfundsmæssige velstand og dermed ressourcerne til både at reducere på underskud og gæld såvel til at finansiere en høj velfærd er for det første – vækst og høj beskæftigelse. Her er velfærdsbesparelser intet virkemiddel – vi har tværtimod i de seneste år set, hvorledes de uhæmmede besparelser i kommunerne tværtimod har barberet væksten ned til sokkeholderne. Og dermed ikke alene forringet velfærden, men gjort os alle fattigere.

MEN: Øget vækst og beskæftigelse og velfærd vil et godt stykke hen ad vejen være selvfinansierende gennem reduceret arbejdsløshed og dermed faldende offentlige udgifter og øgede skatteindtægter, men ikke fuldt selvfinansierende. Der vil derfor være brug for øgede offentlige indtægter til finansiering til øget velfærd, beskæftigelsesfremme samt selvsagt til reduktion af statsunderskuddet. Som ofte fremhævet af S + SF indtil valget har VKO gennem deres gentagne u – og underfinansierede skattelettelser udhulet de offentlige finanser stærkt, ikke mindst gennem den famøse ”rødvinsreform” i 2009. Der er derfor som anført ikke brug for skattelettelser og slet ikke for topskattelettelser, men brug for øgede indtægter for det offentlige. Først og fremmest tilbagerulning af VKO s katastrofale skattestop og skattelettelsespolitik.^

Notatet er et sammendrag af rapporten af samme navn på 114 sider, inkl. illustrationer, dokumentation og noter.

Rapporten kan downloades på

www.henrikherloevlund.dk/artikler/MetteFrederiksensudspilreformfoertidspensionogfleksjob.pdf 

Netavisen 10. marts 21012