Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og Thorning-regeringen forsøger at sælgem en kommende skattereform og en hel stribe velfærds-'reformer' - læs nedskæringer - under en parole om, at arbejde skal kunne betale sig ...For arbejdsgiverne, nemlig ...
Det kan selvfølgelig allerede betale sig at arbejde. Enhver, der bliver fyret, mærker det på sin krop. Og forskellen mellem løn og dagpenge er i almindelighed bare blevet større og større. I en sådan grad at ikke mindst relativt vellønnede med et højt udgiftsniveau oplever noget i retning af en social katastrofe, når de bliver arbejdsløse. Det kan betyde, at de må gå fra hus og hjem.
Stramningerne i dagpengeperioden og en forhøjede tilbagetrækningsalder truer med at kaste titusinder af arbejdsløse, der er over 50 ud i økonomisk ruin, når dagpengeperioden udløber og de ikke – hvad der gælfer de fleste – vil være berettiget til kontanthjælp efter de nugældende regler.
Den frække floskel antyder, at der er noget galt med folk og ikke med systemet, når de ikke har arbejde. Det er deres egen skyld. De har det for godt som arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere, eller hvad de nu er.
Selvfølgelig er et ikke deres egen skyld. Og tilværelsen på dagpenge og ikke mindst kontanthjælp er hæslig. Kontrolforanstaltningerne er gennemgribende. Folk er jagtet vildt. Stress og depressioner er arbejdsløshedens hyppige følgesygdomme.
Arbejdsgiverstøtte og omfordeling til de rige
Thor Möger Pedersentror han har fundet alle tiders salgsargument, når han erklærer, at hans planlagte ’reform’ er til gavn for de ’hårdtarbejdende lønmodtagere’:
”Dem der står tidligt op, smører leverpostejmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften.”
Og det lyder jo godt, hvis det var sandt. Det er det bare ikke.
I sin remse glemmer skatteministeren nemlig helt dem, skattereformen først og fremmest sigter på: Arbejdsgiverne og de rige.
Planen om skattereform er en plan for støtte til arbejdsgiverne, der med henvisning til ’skattelettelser’ kan sige nej til alle berettigede krav om lønstigninger i en lang fremtid. Og den anden side, som hedder ’reform’ af kontanthjælp, førtidspension og andre sociale ydelser er en regulær afstraffelse af dem, der er sat uden for arbejdsmarkedet af det kapitalistiske systems sorteringsmekanismer.
At trykke dem ned i skidtet er også arbejdsgiverstøtte: Skabelsen af en desperat hær af arbejdsløse der er villig til at gå ned i løn og arbejde for hvad som helst for at undgå arbejdsløshedens sociale tragedie er direkte støtte til kapitalen.
Skatteministerens bejleri til arbejderne lider også af en anden grundlæggende svaghed. Den forbiser, at der er et liv – og delvist tvunget liv uden for arbejdslivet. markedet.
Alle dem, han nævner, vil normalt miste arbejdet op til flere gange i deres liv de udsættes ulykker og andre omstændigheder, der henviser dem til overførselsindkomster i kortere eller længere perioder.
Det er falske lokketoner.
Se også
’Rød’ EU-politik: Øget ulighed og jagt på overførselsindkomster
Netavisen 31. januar 2012