Arbejderklassen var ikke længere ejer af produktionsmidlerne under Hrustjov-Bresjnev perioden Kapitalismen blev genoprettet i den periode og ikke først med Mihail Gorbatjov som det vises i denne artikel fra ”Bevægelsen for Reorganisering af Grækenlands Kommunistiske Parti 1918-55”.
Kommunistisk Politik 20, 2011
Socialistiske produktionsformer blev udskiftet med kapitalistiske produktionsformer
Det er kendt, at “ligegyldigt hvilke økonomiske former produktionen tager, forbliver arbejderne og produktionsmidlerne altid dets faktorer”, og at ”de skal forbindes for at produktion kan finde sted”. (K. Marx).
Essensen af disse former i produktionsprocessen, dvs. essensen af produktionsformerne, afgøres af ejerskabsformen. Ejerskabet er det væsentlige og hovedtrækket i produktionsformerne – hvilken social klasse har ejendomsretten til produktionsmidlerne, og hvordan forbindelsen imellem producenterne og produktionsmidlerne realiseres – og det er præcist det, der adskiller de forskellige epoker af social organisering:
”Den særlige måde. forbindelsen realiseres på, adskiller de forskellige økonomiske epokers sociale struktur” (K. Marx): slaveri, feudalistisk, kapitalistisk og socialistisk-kommunistisk system (Ejendomsret er her en historisk-økonomisk, ikke en juridisk, kategori).
Efter den sejrrige væbnede Oktober-revolution og den totale knusning af borgerskabets statsmaskineri, overtog den russiske arbejderklasse den politiske magt, etablerede proletariatets diktatur og fortsatte gradvist i løbet af de næste år med alle de nødvendige revolutionære omdannelser i den økonomiske sfære.
Socialiseringen af alle produktionsmidler afskaffede de kapitalistiske produktionsforhold og således skabtes nye socialistisk-kommunistiske produktionsforhold.
Med oprettelsen af proletariatets diktatur blev arbejderklassen den herskende klasse i det socialistiske Sovjetunionen - ikke kun politisk, men også økonomisk: den blev ejeren af produktionsmidlerne. Som social klasse besad og kontrollerede man produktionsmidlerne i kraft af proletariatets diktatur ledet af det kommunistiske parti:
”Proletariatets diktatur vil kun være fuldstændigt, hvis det ledes af et parti, det kommunistiske parti, som ikke deler og ikke kan dele magten med andre partier”. (Stalin).
På denne måde blev adskillelsen af de direkte producenter - dvs. arbejderklassen - fra produktionsmidlerne (hvad der er et karakteristisk træk ved den kapitalistiske produktionsmåde og proletariatet) bragt til ophør - og den historisk sidste form for udbytning, den kapitalistiske, blev elimineret.
Ophævelsen af det kapitalistiske ejerskab (privat - statsligt) til produktionsmidlerne eliminerede den antagonistiske modsætning mellem produktionskræfter og produktionsforhold.
Til sammenligning resulterede omstyrtningen af proletariatets diktatur efter Josef Stalin døde/blev myrdet (marts 1953) og dets udskiftning med det fremvoksende borgerskabs diktatur ikke kun i tabet af magten for arbejderklassen - den var ikke længere den herskende klasse i Hrustjov-Bresjnev perioden - men også i tab af kontrollen over produktionsmidlerne. Arbejderklassen var ikke længere ejere af produktionsmidlerne, som man hidtil kontrollerede som klasse via proletariatets diktatur.
Nogle få år senere indrømmede sovjetrevisionisterne på Sovjetunionens Kommunistiske Partis 22. Kongres (1961) endog selv, at der efter 1953 hverken var en stat under proletariatets diktatur i Sovjet eller et kommunistisk parti, men at de var udskiftet respektive med ”Hele folkets stat”, dvs. med det nye borgerskabs diktatur, og ”Hele folkets parti”, dvs. et borgerligt parti af socialdemokratisk type.
N. Hrustjov på forsiden af Time Magazine 1953: Den ny kurs
Den kendsgerning, at arbejderklassen i Sovjet i Hrustjov-Bresjnev perioden mistede sin historiske rolle som ledende social kraft og desuden blev fjernet permanent fra styringen af økonomien og - derfor - ikke længere var ejer af produktionsmidlerne, afspejles i følgende:
For det første ved omstyrtningen af proletariatets diktatur, hvormed arbejderklassen ejede produktionsmidlerne, og dets erstatning af det nye borgerskabs diktatur, dvs. skiftet i statens klassekarakter, der blev omdannet fra proletariatets diktatur til ”hele folkets stat”, dvs. det nye borgerskabs diktatur.
For det andet i skiftet i partiets klassekarakter: Fra at være et revolutionært parti, som udtrykte og ledte proletariatets diktatur og forsvarede dets interesser, blev detet ”hele folkets parti”, dvs. et borgerligt parti af socialdemokratisk type, der ikke længere blev vejledt af proletariatets verdensanskuelse, den revolutionære marxisme, det vil sige af leninismen-stalinismen, men af den borgerlige ideologiske og politiske retning Hrustjov-revisionismen. Dette parti stod i spidsen for de kapitalistiske reformer, som eliminerede socialismen-kommunismen og fremkaldte genopretningen af de kapitalistiske produktionsforhold.
For det tredje ved tabet af kontrollen over produktionsmidlerne, der følgelig berøvede arbejderklassen muligheden for at ”have det afgørende ord” i staten og i økonomien, dvs. over kontrollen og styringen af produktionen.
For det fjerde i de industrielle enheder, hvor kun direktøren, som følge af reformerne i 1965, besluttede, hvad der skulle produceres, bestemte lønnen og derudover hvor mange arbejdere, der skulle ansættes eller fyres, sådan at arbejderklassen blev en simpel arbejdsstyrke (produktivkraft) som i den traditionelle kapitalisme i de vestlige lande.
For det femte i forhold til tilegnelsen og fordelingen af det samfundsmæssige produkt, som arbejderklassen heller ikke havde den mindste indflydelse på.
Under den kapitalistiske genrejsningsproces var omstyrtelsen af proletariatets diktatur og dets erstatning med ”hele folkets stat” uundgåeligt ledsaget af elimineringen af socialistisk-kommunistiske produktionsforhold og deres erstatning med kapitalistiske produktionsforhold. Skiftet i statens klassekarakter var forårsaget af det totale skifte i karakteren af ejendomsforholdene - det vigtigste element i produktionsforholdene.
Det vil altså sige, at det var forvandlingen fra socialistisk til kapitalistisk ejerskab, der gik forud for forandringen af de øvrige elementer i produktionsforholdene såsom distribution, bytteforhold osv., som også blev omdannet fra socialistisk-kommunistiske til kapitalistiske forhold. Det kunne ikke foregå anderledes, eftersom karakteren og indholdet af ejendommen afhænger af og bestemmes af statens karakter (i dette tilfælde af ”hele folkets stat”).
Naturligvis var statsejendommen i den sovjetiske økonomi ikke delt op i mindre dele, men den beholdt sin form - af grunde, som det ligger uden for denne artikels omfang at belyse.
Imidlertid var karakteren af denne ejendom radikalt anderledes: Den havde mistet sin socialistisk-kommunistiske karakter, og den blev omdannet til statskapitalistisk ejendom.
Den kapitalistiske karakter af statsvirksomheder og kooperativer
1. Statsvirksomheder
I Lenin-Stalin perioden (1917-1953), og især efter opbygningen af det økonomiske fundament for det socialistisk-kommunistiske samfund, bestod statsejendommen i to former for socialistisk-kommunistisk ejendom (statslige og kollektive/kooperative).
Det var den dominerende og mest fremskredne form for ejendom i Sovjetunionens socialistiske økonomi frem til det niveau, hvor den kollektive/kooperative ejendom ville være så stærkt udviklet, at den sluttelig ville blive fusioneret til fælles kommunistisk ejendom i kraft af maskin- og traktorstationerne. De sidstnævnte blev afskaffet af det borgerligt-socialdemokratiske SUKP i 1958, og som konsekvens blev ikke kun sammensmeltningen af disse to ejendomsformer annulleret, men deres indhold også radikalt forandret.
Statsvirksomhederne var socialistiske, fordi de udgjorde arbejderklassens kollektive sociale ejendom, som den kontrollerede og styrede gennem proletariatets diktatur under ledelse af det kommunistiske parti. Det var eksistensen af det proletariske diktaturs stat, der bestemte den socialistiske karakter af statsvirksomhederne, da som bekendt statsejendom ikke i sig selv er socialistisk (som følge af at tilhøre staten), men fordi den er i hænderne på den proletariske stat, altså i hænderne på arbejderklassen.
Netop af denne grund har statsejendom under socialismen-kommunismen et fuldstændig modsat socialt indhold og indretning end statsejendom i de kapitalistiske og revisionistiske lande, der befinder sig i hænderne på det udbyttende borgerskab. Det er klart, at borgerlig nationalisering ikke har noget til fælles med socialistiske nationaliseringer af produktionsmidlerne, som gennemføres af det proletariske diktaturs stat og som resulterer i afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning.
For så længe kapitalisterne forbliver den herskende klasse, er statsejendom en form for kapitalistisk ejendom, en statsmonopolistisk ejendom, hvor udbytning af arbejderne råder:
”Så længe de besiddende klasserne forbliver ved magten, bevirker nationalisering ikke fjernelse af udbytningen, men kun et skifte i dens form” (Fr. Engels), fordi den borgerlige stat stadig er kapitalisternes stat, som forsvarer af det kapitalistiske udbyttersystem.
Sovjetunionens kurs på socialismens og kommunismens vej blev standset, da proletariatets diktatur blev omstyrtet og erstattet af den borgerlige ”hele folkets stat”, hvilket førte til arbejderklassens tab af kontrollen over og ejerskabet af de statslige virksomheder.
Forandringen af statens klassekarakter ændrede radikalt virksomhedernes karakter i den sovjetiske økonomi: fra socialistiske blev de omdannet til kapitalistiske virksomheder, eftersom det er statens karakter, der bestemmer karakteren af statsvirksomhederne – i dette tilfælde den borgerlige ”hele folkets stat”, det vil sige det nye borgerskabs diktatur.
Hrustjov-revisionisternes antimarxistiske påstand om, at socialismen angiveligt blev bevaret i Sovjetunionen efter 1953 takket være statsvirksomhedernes eksistens er grundløs, fordi det netop var den nye stat, borgerskabets ”hele folkets stat”, der bestemte den kapitalistiske karakter af statsvirksomhederne i den periode.
Hvis man accepterer denne falske og totalt grundløse påstand, er så er man nødt til at betragte de vestlige kapitalistiske landes statsforetagender som ’socialistiske’, og betragte selv ”den Bismarckske type nationaliseringer” som ’socialistiske’ eller give et socialisme-stempel til ”institutioner som Det kongelige Søhandelsselskab eller Den kongelige Porcelænsfabrik” (Fr. Engels: “Anti-Dühring, 1877).
Udover den kendsgerning, at karakteren af statsvirksomheder primært bestemmes af karakteren af den politiske magt, altså af hvilken klasse, som har den politiske magt og den tilsvarende klassestat, afspejles den kapitalistiske karakter af statsvirksomhederne også i, hvordan de fungerer og formålet med produktionen.
Statsvirksomhederne i Hrustjov-perioden var fuldt autonome vareproducenter, der arbejdede på basis af komplet økonomisk selvtilstrækkelighed (=Chosrastschot= rentabel regnskabsføring), der blev styret efter privat-finansielle kriterier (profit-effektivitet) og havde profit som deres eksklusive formål. Mere præcist var formålet for statsvirksomhederne maksimeringen af profit, ligesom i den traditionelle kapitalisme i de vestlige lande - og ikke længere tilfredsstillelsen af samfundets stadigt voksende behov.
Profitmaksimeringen, der gennemførtes i kraft af prisstigningerne, blev også indrømmet af sovjetrevisionisterne selv:
”Der er virksomheder, hvis direktører ikke kun ser reduktionen af udgifter som kilde til profit, men også en ulovlig fastlæggelse af priser. Virksomhedsledere, som sætter højere priser på deres egne ordrer, og placerer egne privat-forretningsinteresser over samfundets og skader på den måde staten” (Sovjet Science, 8, 1969).
Bresnjev-Carter: Topmøde mellem imperialistiske supermagter - Time Magazine
Så efter gennemførelsen af de kapitalistiske reformer endte de store virksomheder i forskellige grene af den sovjetiske økonomi og i de andre revisionistiske lande, der ikke kunne forøge deres profit ved at øge produktionen og sænke omkostningerne, men ved prisstigninger ”efter de kapitalistiske monopolers eksempel” (O. Lange) præcist på det sted, som den verdensberømte polske revisionistiske økonom Oscar Lange korrekt forudsagde allerede i 1957:
”For de store virksomheders vedkommende frygtes det, at de vil indgå indbyrdes aftaler om at fastsætte høje priser. Hvis det sker, mister virksomheden sin socialistiske karakter, og vi har en monopolsammenslutning. Enhver virksomhed eller gruppe af virksomheder med en fælles aftale, vil være de facto ejere af produktionsmidlerne og ikke bestyrere af det samlede samfundsmæssige produkt og vil søge efter udvinding af maksimal profit ved fastsættelse af priser, der er favorable for dem selv. I så fald ville produktionen ikke tjene den størst mulige gavn for hele samfundet og den drivende produktionskraft ville være jagten på profit for disse individuelle virksomheder, for deres personale eller for de sammensluttede virksomheder, og dette vil ikke have noget til fælles med socialisme” (O. Lange – Vores udhævninger)
Denne udvikling blev konstateret og åbent bekræftet og indrømmet ifølge offentliggjorte artikler i den revisionistiske presse: ”Vores erfaringer viser en farlig tendens til vilkårlig fastlæggelse af priser.” (Voprosi Ekonomiki. 6, 1970). ”Producenten dikterer priserne… og fastholder ofte en mangel på særlige varer for at øge presset på forbrugerne”. (Ekonomicheskije Nauki, 11, 1971).
Derudover var et af de basale mål med den kapitalistiske reform i 1965 blandt andet i forskellige brancher af Sovjetunionens økonomi at etablere store, monopolistiske virksomheder og komplekser, monopolitiske forbund, som tog form af kombinater, truster og karteller, eller som det ofte kaldtes ’et kombinat, en trust’ i ’Forordning om den socialistiske statslige produktionsvirksomhed’ (4. oktober 1965) og siden konstant gentaget i mange andre publikationer («Organizacija Upravlenija Promishljenih Objedihjenjij», p. 16, Kiev 1980), osv
1.2 Kooperativer
Kooperativerne og den kollektive landbrugs ejendom var den anden og mindre avanceret form for socialistisk-kommunistisk økonomi i Sovjetunionen på det socialistiske trin i Lenin-Stalin perioden (1917-1953).
Kooperativer under socialismen er selvfølgelig ikke et nyt fænomen, eftersom de også findes under kapitalismen, hvor de imidlertid har en totalt anden karakter: De repræsenterer her en kapitalistisk form for økonomi, fordi produktionsmidlerne tilhører kapitalisterne, som kontrollerer økonomien og udbytter bønderne, mens de samtidig udgør den politisk herskende klasse organiseret i den borgerlige stat: ”I den kapitalistiske stat er kooperativer utvivlsomt kollektive kapitalistiske institutioner”. (Lenin: On Cooperation, 1923).
Hvad der bestemte kooperativernes socialistiske karakter i Lenins og Stalins Sovjet var arbejderklassens herredømme, dvs. eksistensen af proletariatets diktatur, hvis stat ejede de basale produktionsmidler. I forbindelse hermed fastslog Lenin:
“Systemet med samarbejdende borgere, som sikrer samfundsmæssigt ejerskab til produktionsmidlerne, er – efter proletariatets klassesejr over bourgeoisiet - er netop socialismens system” (Lenin: “On Cooperation”, 1923) ”Under vores system adskiller de kooperative virksomheder sig fra de privatkapitalistiske virksomheder, fordi de er kollektive virksomheder, men de adskiller sig ikke fra socialistiske virksomheder, hvis det land, hvor de findes, og produktionsmidlerne tilhører staten, dvs arbejderklassen.” Lenin: “On Cooperation”, 1923)
Det element, der bestemmer karakteren (kapitalistisk eller socialistisk) af den kooperativ ejendom, er derfor statens klassekarakter.
Efter den hrustjov-revisionistiske kontrarevolutions sejr og omstyrtningen af proletariatets diktatur og dens erstatning med ”hele folkets stat” i Sovjetunionen, mistede arbejderklassen og bønderne magten, mens kooperativernes karakter samtidig ændredes: Fra at være en socialistisk ejendomsform til kapitalistisk.
Kooperativerne blev konverteret til en kapitalistisk form for økonomi og opererede også som individuelle, autonome vareproducenter, ligesom statsvirksomhederne på basis af fuldstændig økonomisk selvtilstrækkelighed og ledt af privat-kapitalistiske kriterier om profit og effektivitet.
Udover eksistensen af statslig og kooperativ kapitalistisk ejendom i den sovjetiske økonomi banede de kapitalistiske reformer vejen for udviklingen af en privatkapitalistisk sektor indenfor landbrug, småindustri, service, i forskellige professioner osv. Ved siden af den statslige/kooperative sektor blev den fremvoksende private sektor en vigtig del af økonomien, takket være finansiel støtte fra staten (love, kredit mv.). Udviklingen af den private sektor var så stærk, at den lille kapitalistiske ejendom formelt blev anerkendt i forskellige artikler i den nye Bresjnev-forfatning (1977).
Denne kapitalistiske ejendomsform antog stadig større proportioner, fordi ”småproduktion avler kapitalisme og bourgeoisi, konstant, dagligt, time for time, spontant og i masseskala” (Lenin, Collected Works Vol XXV, side 173 og 189).
Den privatkapitalistiske sektor i form af ”hjælpehushold for kollektivbønderne” og ”arbejdere og funktionærer’ - termer, som hrustjovitterne og bresjnevisterne brugte til at skjule de privatkapitalistiske forretninger indenfor landbrug, småindustri og andetsteds - var under konstant udvidelse og udvikling, og kom til at stå for en stadigt større andel af produktionen af landbrugsvarer:
”Ifølge data fra 1970 blev 38 % af alle grøntsager, 35 % af kødet og 53 % af æggene produceret i sovjetiske hjælpehushold”. (Political Economy, bind 5, side 310, Athen 1980). Ifølge Literaturnaja Gazetta (11/5 1977) omfattede den private sektor 3,6 milliarder hektarer dyrkbar land, der producerede 31 % af mejeriprodukterne, 59 % af kartoflerne osv.
Omkring midten af 1970’erne var den privatdyrkede jord steget til 7,5 millioner hektarer, der ydede 64 % af kartoflerne, 42 % af kødet, 40 % mælk, 65 % æg, og 20 % uld i den samlede produktion. Hvad der bør bemærkes her er den konstante stigning i omfanget af produktionen fra den privatkapitalistiske sektor på bekostning af produktionen fra kooperativerne.
I forfatningen fra 1977 - den kapitalistiske genrejsnings forfatning - blev det på trods af en overflod af socialistisk demagogi formuleret og for første gang lovmæssigt fastslået, at denne periodes ’sovjetstat’ ikke var proletariatets diktatur, men den borgerlige ”hele folkets stat”: det nye borgerskabs diktatur. Dertil blev alle de kapitalistiske reformer fastslået ved lov indbefattet (artikel 16) de kapitalistiske principper om ”virksomhedernes økonomiske autonomi og initiativ” (s. 47), den ”økonomiske selvtilstrækkelighed” (s. 48), ”profitter, omkostninger og andre økonomiske løftestænger og incitamenter (s.48).
Udover fastlæggelsen af statslig og kooperativ ejendom som former for kapitalistisk ejendom i diverse artikler i den nye borgerlige forfatning, blev retten til former for privatkapitalistisk ejendom også stadfæstet (artikel 13 og 17) ved brug af fraser som ”supplerende landområder”, ”landområder givet til stats- og kollektiv-landbrug ifølge loven om supplerende hushold for træer og grøntsags-dyrkning (s. 46), ”privat arbejdskraft inden for småindustri, landbrug, tjenesteydelser … og andre former for arbejdsvirksomhed” (s. 48), som ikke kun omfatter små stykker land, men udgør en stor privat sektor i økonomien.
Oversat af Kommunistisk Politik efter Anasintaxi
Netavisen 20. oktober 2011