Kommunistisk Politik 17, 2011
De to blokke i dansk politik har i årevis kørt et tæt parløb, nogle gange med forlig som resultat, andre med at Fogh- og Løkke-regeringerne har gennemført deres politik med det parlamentariske flertal O.
Udspil fra regeringen er matchet af udspil om det samme fra oppositionen, i øjeblikket af S/SF, med en såkaldt boligpakke som det seneste eksempel. Der er selvfølgelig små afvigelser mellem planerne, nok til at blokkene kan markere sig, af typen + eller minus 10 pct.
Det afgørende er de grundlæggende fællestræk. Og det meste er inspireret af eller ligefrem dikteret af EU.
Derfor har mange med god grund svært ved at kende forskel på ’rød’ og blå bloks politik. Og der er en klar forståelse af, at ’rød’ blok har slået et højresving for at matche VKO-politikken, ikke mindst i spørgsmålet om flygtninge- og indvandrere, krige og terrorpakker.
VK har undertiden beskyldt S/SF for at hugge deres politik.
Men det samme har også været tilfældet den anden vej rundt: Mange husker, at Anders Fogh Rasmussen ofte blev beskyldt for at føre socialdemokratisk politik. Nyrup kom først med forslaget om at forringe efterlønnen, VKO fører det ud i sin konsekvens ved at afskaffe den. At forringe pensionssystemet har været en fælles bestræbelse.
Det er alligevel lidt af en overraskelse, at det viser sig, at det var Lars Løkke Rasmussen, der som finansminister i 2008 var den politiker, som først var ude med ideen om, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen som løsning på samfundets problemer. VK var imod Nyrups efterlønsbeskæring, men skar selv kraftigere ned. Nu er Løkke imod S/SF’s og sit eget timeforslag.
Positionerne kan skifte igen, regering kan blive opposition og omvendt. Problemet er, at danskerne i regelen ender med at få det værste af to verdener. I dette tilfælde både efterløns-, pensions- og dagpengeforringelser og længere ugentlig arbejdstid.
En ting har den socialdemokratiske og den borgerlige blok altid været enig om: De kommer når kapitalen tilkalder dem til akut nødhjælp.
Da bankerne skulle reddes fra deres egen spekulationsvirksomhed og giftige lån, da krisen brød ud i 2008, var der ingen tvivl: ’Rød’ og blå blok stod solidarisk skulder ved skulder med storbankerne – og ikke mindst Mærsk McKinney Møllers Danske Bank, der var i alvorligt uføre.
Fra Bankpakke 1 til i dag er der kastet milliarder og atter milliarder af skatteyderkroner efter den rådne banksektor. Og lige før udskrivelsen af folketingsvalget blev der indgået forlig om den fjerde af slagsen – af alle partier minus Enhedslisten, som her indtager et ’rødt’ særstandpunkt.
Bankpakke 4 kaster nye milliarder efter storbankerne. Den skal angiveligt imødegå nye krak blandt de mindre banker. Storbankerne får eftergivet milliarder af kroner ved at overtage små kraktruede banker, og er findes en stribe, der balancerer på den yderste rand.
Samtidig udpeger pakken nogle banker, som er ’for store til at gå bankerot’ Danske Bank, Sydbank og Jyske Bank, hvis overlevelse og trivsel garanteres af statspenge.
Danske Bank sidder alene på godt halvdelen af ´det danske bankmarked. Mere end 80 pct. går til de seks største. Nr. 2 er Nordea med 18. pct.
Bankpakke 4 handler om kapitalens koncentration og centralisering. Systemet er skruet sådan sammen, at ikke bare truede mindre banker, men også små sunde banker må lade sig fusionere med større. Med andre ord: De store æder de små – for skatteydernes penge og til gigantprofitter for aktionærerne. Danske Bank gnider sig i hænderne og ser frem til at blive endnu mere dominerende.
I Sverige og Norge har staten overtaget små konkurstruede banker og kørt dem videre. I Danmark skæpper de i de store drenges tegnebøger.
Enhedslisten er ikke med i Bankpakke 4, og partiet var heller ikke med til de tre første.
– Hvis staten skal udstede statsgaranti for at en bank ikke kan krakke, så må kravet som minimum være, at staten sikres bestemmende indflydelse i disse banker. Ellers er der bare tale om en blankocheck fra skatteyderne til bankernes ejere, som kan fortsætte deres ’business as usual’, siger Ehl’s Frank Aaen til Arbejderen.
Aaen ser en almennyttig, offentlig drevet bank som løsningen på bankkrisen. Og Arbejderen, der udgives af ”Kommunistisk” Parti supplerer med, at ”finanskapitalen skal sættes under demokratisk kontrol”, og avisen skriver:
”Næste skridt vil være nationalisering af finanssektoren, så pengestrømmene i samfundet går til at sikre velstand og velfærd, i stedet for at gå til finanskapitalens interne slagsmål om at sikre sig størst mulig profit og størst muligt monopol på samfundets bekostning.”
En revolution vil slå det kapitalistiske vilddyr ihjel og i stedet bygge et økonomisk system uden monopoler og uden finanskapitalens magt, som eksproprieres.
Lad bare revisionisterne og reformisterne drømme om at bringe vilddyret under demokratisk kontrol.
Det er og bliver en utopi, selvom Arbejderen ’realistisk’ erklærer:
”Det er selvfølgelig ikke lige det, Folketingsvalget drejer sig om nu. Men det drejer sig ikke kun om at få en ny regering. Der skal også en ny politik til.”
Det har rigtig lange udsigter. Først en ny regering. Så en ny politik. Så gennemføres Enhedslistens forslag om en statslig drevet bank, som er første skridt til nationalisering af finanssektoren.
Så vil reformisterne i ’rød’ blok og deres støtter sikkert også snakke om socialisme! Hvis ikke de inden er kvalt i blokpositionerne.
Netavisen 1. september 2011