Jagten på hjernen

Miljøkrise, videnskab og fusk: Biotech-industrien er ramt af guldrus i jagten på det næste medikament og det næste patent. Det fører til evindelig fusk. Den eneste kilde til frygt er et lurende videnskabeligt gennembrud

Kommunistisk Politik 23, 2010

Langtfra alle aktører på dagens ”sundhedsmarked” understøtter den naturvidenskabelige grundforskning i mennesket. Medicinalindustrien er for en dels vedkommende rigtig glade for den herskende uvidenhed om kroppens og hjernens mysterier. Hele deres indtægt stammer nemlig fra empiriske forsøg, hvor kombinationer af stoffer bliver afprøvet, og hvor virkningen bagefter beskrives mere eller mindre fuldstændigt. Der er meget lidt viden om, hvordan en lang række stoffer reelt indvirker med kroppens celler.

Et nyligt eksempel fra den danske universitetsverden viser med al ønskelig tydelighed, at pengejagten er vigtigere end alt.

Modtageren af Videnskabsministeriets EliteForsk-pris på 1,1 mio. kr. i 2009, hjerneforskeren Milena Penkowa, er under anklage for fusk med forskningsresultater, der bl.a. har været grundlaget for adskillige artikler og patentansøgninger på forskellige kemiske stoffer, der teoretisk kunne udvikles til medicin.

Forskeren er blevet kendt for nyliberale synspunkter og som en af VKO-regeringens ideologiske frontløbere i kampen mod SU og grundforskning. Alt skal være konkurrence og kunne måles og vejes, blot ikke de konkrete forskningsresultater.

Sagen om Milena Penkowa er langtfra enestående. Det kan kaldes toppen af isbjerget i en branche, hvor der er rift om pengene, og vejen frem er hurtige resultater uanset deres lødighed.

Blue Brain Project m.m.

I den rigtige videnskab sker der på den anden side til stadighed fremskridt i udviklingen af de teknologier, der på sigt kan gøre det muligt at skabe en fuldstændig fremstilling af menneskets fysik og kemi. Forstået som grundlaget for at nå den detaljeringsgrad, der er nødvendig til en beskrivelse og erkendelse af alt – fra opbygningen af celler og deres komplekse kemi til de overordnede kredsløb, nerveforbindelser og mekanismer og regler for udviklingsfaser, sygdomme og interaktion med mikrobiologi, som tilsammen beskriver et menneskeliv – på formel.

Beskrivelsen er så at sige inden for teknisk rækkevidde, og en række mindre forskningscentre har gennemført en række pilotprojektet, tilsyneladende med succes.
Opgaven bliver grebet an på flere forskellige måder rundt om i verden. Som regel tager en gruppe fat i et delområde – som eksempelvis den internationale forskningsgruppe med hovedcenter på Londons Universitet, for hvem det netop er lykkedes at kortlægge hjernens blodgennemstrømning og de implicerede celler, og som har bevist, at kontrollen med blodgennemstrømningen er en integreret del af hjernens aktivitet.

Et af de mere ambitiøse er The Blue Brain Project, der er hjemmehørende i Schweiz. Det beskrives som et forsøg på omvendt konstruering af hjernen for at finde ud af, hvordan den virker, og skabe et værktøj til neurovidenskaben og medicinalindustrien. De understreger, at det ikke er et forsøg på at skabe en hjerne eller et kunstig intelligens-projekt.

I USA har DARPA – under det amerikanske militær – til gengæld ambitioner om at finde ud af at gøre droner og andre ubemandende krigsmaskiner mere selvstændige, også ved at forsøge at aflure, hvordan hjernen virker.

Fremtidsperspektiv

Stadig synes fremskridtene måske ikke imponerende, men det såkaldte Human Genome Project, der blev afsluttet i 2003, er et godt eksempel på, hvordan international fokus på et område kan accelerere udviklingen, så tempoet i perioder er eksponentiel. Det tog omkring 13 år at afslutte den første næsten komplette beskrivelse af det menneskelige dna. Nu kan samme proces gennemføres på mindre end et år. Samme eksponentielle udvikling ses også inden for it-industrien. Her kaldes den også Moores lov – antallet af komponenter i et integreret kredsløb fordobles ca. hvert andet år.

Problemet ligger altså ikke i det teoretiske eller det praktiske at få dissekeret menneskekroppens bestanddele (bortset fra at det ikke er gjort endnu). Det er i teorien heller ikke at lave en samlet simulering. Bortset fra at en så stor computer ikke findes endnu – eller rettere: Med den viden, man har om projektets omfang, kan man gætte på, hvordan den computer, der skal stå for simuleringen, vil kunne bygges.

Med det forbehold at den menneskelige faktor i selve programmeringen af simulationen er det mest uforudsigelige punkt, så vil en første simulering kunne være klar allerede om 15-20 år. Det er i virkeligheden om ganske kort tid.

Fra den første supercomputer, der kan simulere et menneske, til at et sådant fremskridt kan bruges i forskning, går der ikke særligt lang tid. Og en af de opgaver, der allerede står i kø, er at forstå de grundlæggende fysiske mekanismer bag menneskelig intelligens. Én ting er, at man kan se på scanninger, at der foregår et eller andet inde i de små, grå celler. Det samme vil man kunne gøre, bare i meget større detalje, i en simulering, der er konstrueret som en komplet kopi. (Hvilket ikke er det samme som at forstå, hvordan skidtet virker).

Eller sagt på en anden måde: Selvom en film som Avatar, der foregår i en fantasiverden, er skabt så godt, at det virker virkeligt, er ikke det samme, som det rent faktisk er virkeligheden.

Virkelighed og simulering

Computersimulering af komplekse sammenhænge, som f.eks. jordens klima, er et helt centralt værktøj for videnskaben. Men problemstillingen er altså, at selvom en simulering skulle vise sig at præstere et resultat, der har ligheder med det, der kan opserveres fra scanninger og gennem mikroskoper, så er det ikke det samme som at det rent faktisk er en 100 procent simulering af virkeligheden.

Det er en af grundene til at Blue Brain Projektet fra Schweiz tager alle mulige forbehold. Det er nemlig stadig kun rent teoretisk, at hjernens virkemåde kan afkodes af en simpel efterligning af billeder af signaltrafikken i hjernen, uanset om den er kopieret i den størst mulige detaljeringsgrad, der er tilgængelig i dag.

Det samlede billede giver dog et vist håb for, at udviklingen i videnskabens afdækning af mekanismerne i menneskets fysik og kredsløb rent faktisk vil kunne føre til et gennembrud i løbet af en relativt kort tidshorisont på 10-20 år.

Og også at det inden for samme tidsrum vil være muligt at konstruere computere, der har tilstrækkelig kapacitet til at gennemføre en simulering, også uden at denne computer nødvendigvis behøver at fylde en mindre kontorbygning og kræve sit eget kraftværk.

Et sådant gennembrud inden for naturvidenskaben vil ændre forudsætningen for hele den moderne biotech-videnskab, der i øjeblikket oplever samme guldgraver-rus som it-sektoren. For øjeblikket er det en industri fyldt til bristepunktet med spekulanter og mere eller mindre dubiøse forskere. Det styres af monopolvirksomheder, der tjener tykt på at sælge medikamenter, som ingen med dagens metoder kan bevise hvordan virker.

Om det samtidig bliver et kæmpe fremskridt for menneskeheden eller blot en forbedring af den imperialistiske udryddelsesmaskine, er et spørgsmål til løsning i klassekampen.

Netavisen 30. november 2010