- Vi drejede bort fra hovedvejen til Awassa, fik besnakket os forbi sikkerhedsvagter og kørte to kilometer gennem øde landskab, før vi fandt det, der snart vil være Etiopiens største drivhus. Beliggende lunt nedenfor en stejl skråning i Rift Valley-dalen er udviklingen langt fra slut, men strukturen af plastik og stål strakte sig allerede over 20 hektar eller størrelsen af 20 fodboldbaner.Drivhusbestyreren viste os millioner af tomater, peberfrugter og andre grøntsager dyrket i 500 m’s rækker under computer-kontrollerede betingelser. Spanske ingeniører bygger stålkonstruktionen, hollandsk teknologi minimerer vandforbruget fra to brønde og 1000 kvinder plukker og pakker 50 ton fødevarer om dagen. Indenfor 24 timer er de fragtet godt 300 km til Addis Abeba og fløjet over 1550 km til butikker og restauranter i Dubai, Jeddah og andet steds i Mellemøsten.
Etiopien er et af de mest udhungrede lande i verden med over 13 millioner mennesker med brug for fødevarehjælp, men paradoksalt nok tilbyder regeringen mindst 3 millioner hektar af det mest frugtbare land til rige lande og nogle af verden rigeste personer til eksport af mad til deres egne befolkninger.
De 1000 hektar land, der rummer Awassa drivhus, er udlejet for 99 år til en saudiarabisk milliardær og forretningsmand sheik Mohammed al-Amoudi, født i Etiopien - en af de 50 rigeste mænd i verden. Hans firma Saudi Star planlægger at investere 2 milliarder dollars i udstyr og udvikling af 500.000 hektar land i Etiopien de næste par år. Foreløbig har man opkøbt fire farme og dyrker hvede, ris, grøntsager og blomster til det saudiarabiske marked. Man forventer at ansætte over 10.000 folk.
Men Etiopien er kun et af 20 eller flere afrikanske stater, hvor jord opkøbes eller udlejes til intensiv landbrug i en enorm skala, som vil blive det største ejerskifte siden kolonitiden.
Kapløb om jord
En Observer-undersøgelse vurderer, at helt op mod 50 millioner hektar land, et areal mere end dobbelt så stort som England, er blevet erhvervet det sidste par år eller ved at blive forhandlet på plads mellem regeringer og rige investorer, der får statsstøtte. De anvendte data er indsamlet af Det internationale Institut for Levevilkår og Udvikling, Den internationale Land Koalition, ActionAid, Grain og andre NGO’er.
Landkapløbet, der stadigt accelererer, er blevet udløst af den verdensomspændende fødevaremangel som følge af voldsomme olieprisstigninger i 2008, af den voksende knaphed på vand. og EUs insisteren på at 10 % af al transportbrændstof skal komme fra plantebaseret biobrændstof i 2015.Mange steder har aftalerne ført til udsmidninger, civil uro og klager over ”landrøveri”.
Nyikaw Ochallas oplevelse (han er indfødt anuak fra Gambella regionen i Etiopien og nu bosiddende i England, men i regelmæssig kontakt med landmænd fra hans region) er typisk. Han beretter:
”Al jord i Gambella-regionen udnyttes. Hvert samfund har og ser efter dets eget område, inklusive floderne og den opdyrkelige jord. Det er en myte, der fremføres af regeringen og investorerne, at der er øde land, der ikke udnyttes i Gambella”.
”De udenlandske firmaer arriverer i stort antal og berøver folk for jord, de har brugt i århundreder. Der er ingen konsultation med de indfødte folk. Aftalerne holdes hemmelige. Det eneste, den lokale befolkning ser, er folk, der kommer med massevis af traktorer for at invadere deres land.Al jord omkring min families landsby, Illia, er blevet overtaget og udrenset. Folk må nu arbejde for et indisk firma. Deres jord er frataget dem med magt, og ingen har fået nogen kompensation. Folk kan dårligt tro på, at det sker. Tusinder af folk rammes, og folk vil komme til at sulte”.
Det vides ikke, hvorvidt overtagelserne vil forbedre eller forværre fødevaresikkerheden i Afrika, om de vil stimulere separatistiske konflikter, men en større rapport fra Verdensbanken, som efter planerne udgives i denne måned, forventes at advare om både gevinster og de enorme farer, de repræsenterer, for folk og natur.
Førende i kapløbet er internationale landbrugsselskaber, investeringsbanker, fonde, råvarehandlende, såvel som engelske pensionsfonde, stiftelser samt enkeltpersoner, der tiltrækkes af noget af verdens billigste jord.
Samlet gennemtrevler de Sudan, Kenya, Nigeria, Tanzania, Malawi, Etiopien, Zambia, Zimbabwe, Congo, Uganda, Madagaskar, Mali, Sierra Leone, Ghana med flere. Alene Etiopien har godkendt 815 udenlandsk finansierede landbrugsprojekter siden 2007. Jord, som investorer ikke har været i stand til at opkøbe, er blevet udlejet for omtrentlig 1 dollar pr. hektar.
Saudi Arabien skønnes sammen med andre Mellemøsten emiratstater som Qatar, Kuwait og Abu Dhabi at være de største opkøbere. I 2008 annoncerede den saudiske regering, der er en staterne i Mellemøsten med den største vækst, at man ville reducere den hjemlige kornproduktion med 12 % om året for at konservere sit vand. Man øremærkede 5 milliarder. dollars til at yde lån til privilegerede renter til saudiske firmaer, som ønskede at investere i lande med et stærkt landbrugspotentiale.
Imens planlagde det saudiske investeringsfirma Foras, støttet af dem islamiske Udviklingsbank og rige saudiske investorer, at bruge 1 milliard dollar på at opkøbe jord og dyrke 7 millioner tons ris til det saudiske marked indenfor 7 år. Firmaet udtaler, at man undersøger mulighederne for jord i Mali, i Senegal, i Sudan og i Uganda. Ved at få Afrika til at dyrke sine afgrøder, opkøber man ikke blot Afrikas jord, men sikrer sig hundred millioner liter vand om året, Vand, fastslår FN, vil blive den afgørende ressource de næste 100 år.
Gigantaftaler
Fra 2008 har saudiske investorer købt kraftigt ind i Sudan, Ægypten, Etiopien og Kenya. Sidste år blev de første sække hvede til det saudiske marked, dyrket i Etiopien, præsenteret for kong Abdullah af al-Amoudi.
Nogle af de indgåede afrikanske aftaler er så store, at øjnene løber i vand. Kina har indgået en kontrakt med Den demokratiske Republik Congo om at dyrke tre millioner hektar palme olie til biobrændsel. Før aftalen brød sammen efter uroligheder, ville en foreslået 1,2 mil. hektar aftale mellem Madagaskar og det sydkoreanske firma Daewoo have omfattet nærsten halvdelen af det opdyrkelige land.
Jord til dyrkning af biobrændselsafgrøder står på ønskelisten: ”Europæiske biobrændselsfirmaer har opkøbt eller anmodet om fire millioner hektar i Afrika. Det har ført til forflytning af folk, mangel på konsultation og kompensation, brudte løfter om løn og jobmuligheder”, udtaler Tim Rice, forfatter til en ActionAid- rapport, der skønner, at EU behøver at dyrke afgrøder på næsten 20 milioner hektar, vel over halvdelen af Italien, hvis man vil nå sit 10 % biobrændsels-mål i 2015.
”Biobrændselsjordrøveri i Afrika tvangsforflytter allerede bønder og rammer fødevareproduktionen. Antallet folk, der sulter, vil stige”, mener han.
Britiske firmaer har sikret sig jord i Angola, Etiopien, Mozambique, Nigeria, og Tanzania til at avle blomster og grøntsager.
Indiske firmaer, støttet med lån fra regeringen, har opkøbt eller lejet hundredtusinder hektar jord i Etiopien, Kenya, Madagaskar, Senegal og Mozambique, hvor de avler ris, sukkerrør, majs og linser til deres hjemlige markeder.
Ingen steder er nu udenfor rækkevidde. Sudan, der kommer sig efter en borgerkrig og næsten er berøvet en generations udvikling, er et af de nye varme steder. Sydkoreanske firmaer købte sidste år 70 millioner hektar i det nordlige Sudan til hvededyrkning; De Forenede Arabiske Emirater har tiltusket sig 75 mil. Hektar, og Saudiarabien indgik i sidste måned en 40.000 hektar aftale i provinsen Nile.
Det sydlige Sudans regering siger, at mange firmaer i dag forsøger at købe land: ”Vi har haft mange forespørgsler fra mange udviklere. Forhandlinger er i gang”, udtalte Peter Chooli, direktør for vand- ressourcer og overrisling, i Juba sidste uge: ”En dansk gruppe diskuterer med staten og andre ønsker at bruge jord nærved Nilen.
I en af de mest ekstraordinære aftaler har det smarte New Yorker investeringsfirma Jarch Capital, ledt af tidligere råvarehandler Philip Heilberg, lejet 800.000 mil. hektar i det sydlige Sudan nær Darfur. Heilberg har lovet ikke bare at skabe jobs, men også at føre 10 % af hans overskud tilbage til lokalsamfundet. Men han anklages af sudaneserne for at ”tage” offentlig jord og føre an i et amerikansk forsøg på at opsplitte Sudan og udnytte dets ressourcer.