Kommunistisk Politik 23, 2009
Erhvervspakker og bankstøtteordninger er de seneste år gået hånd i hånd med skattelettelser til de rigeste. Regningen viser sig på finansloven som gældsætning på 241 mia. over 2 år og ved at der som sædvanligt bruges af opsparede midler, der oprindeligt var tiltænkt andre formål. F.eks. tager regeringen penge i kassen hos Arbejdsmarkedets Feriefond.
Samtidig med regeringen satte sidste punktum på årets kludetæppe af et finanslovsforlig, hvor alle folketingets partier er rodet ind i dele af pakken, kom den glade melding, at verden er ude af recessionen. I årets tredje kvartal var der en vækst på 0,4 procent i de 16 euro-lande, efter fem kvartaler med økonomisk tilbagegang.
Begejstringen var dog med rette yderst behersket blandt krisens ofre. Den Europæiske Faglige Sammenslutning (etuc.org), har gransket de seneste tal for udviklingen i økonomien. Deres konklusion, i en rapport fra 2. november, er at de aktuelle mikroskopisk positive væksttal, der af EU udråbes som afslutningen på krisen, ikke er andet end et naturligt udsving. Det kan henføres til en kombination af de midlertidige offentlige stimulipakker og efterdønninger i virksomhedernes løbende tilpasning af kapacitet og lagerbeholdning, i deres forsøg på at bringe sig i overensstemmelse med markedets efterspørgsel.
Den lille vækst kan således forklares ud fra, at lagrene var arbejdet i bund, og en begrænset produktion er sat i gang for at fylde en smule ind på hylderne. Denne tilpasningsperiode med en spiral af stadig mindre produktion, indtil al relativ overproduktion er stoppet, vil periodisk give mindre udsving i alle økonomiens led.
I Danmark er der slet ikke udsigt til, at krisen er forbi, og arbejdsløsheden fortsætter med at stige i rekordfart. Fra LO og dansk fagbevægelse ønskede man sig at finansloven havde fulgt anbefalingerne fra det økonomiske råd, de såkaldte vismænd. Det lød på en fremrykning af offentlige arbejder til en værdi af 10 mia. kr. i 2010. LO vurderer, at det kunne have sat gang i 20.000 jobs, uden at komme nærmere ind på, hvordan man ville sikre sig, hvem de ville gå til.
– Man kan blive i tvivl om, hvorvidt regeringen og Dansk Folkeparti befinder sig i samme virkelighed som vi andre. Den nye finanslovsaftale er helt utilstrækkelig. Alle – inklusive vismændene – siger, at der er brug for en vækstpakke på 10 milliarder kroner, og så kommer man frem til et resultat på sølle fem milliarder over fire år. Det er simpelthen for ringe, siger LO’s formand Harald Børsting.
Det er her værd at understrege, at vismændene konkret anbefalede en fremrykning af offentlige investeringer, som alligevel skulle gennemføres senere. Som de skriver:
”Prisen for en sådan aktivistisk linje i den økonomiske politik er, at underskuddet på de offentlige finanser alt andet lige bliver større, og det er derfor vigtigt, at man erkender, at der er behov for efterfølgende opstramninger. Hvis der er tale om en ren fremrykning, kommer den efterfølgende opstramning principielt set automatisk, og den varige belastning af de offentlige finanser er meget lille.”
Hverken i kravet fra LO eller i forslaget fra vismændene er der nogen garanti for arbejde. Og det er der heller ikke i regeringens model, hvor pengene skal gå til et nyt hovedsæde til Vestre Landsret, forstærket vedligeholdelse af statens veje, fremrykket vedligeholdelse af sygehuse og energirenoveringer i statens bygninger.
Realiteten er, at byggesektoren alle dage har været en af de mere internationale arbejdspladser. Det er bestemt ikke blevet mindre med årene, hvilket også blev oprullet under Byggefagenes pladsaktion 11. november. 320 pladser blev opsøgt i København - og her mødte man 73 udenlandske firmaer og ialt 420 svende. Heraf 201 polske, 74 tyske og 145 fra andre nationaliteter. De blev aflønnet med mellem 35 og 275 kr. i timen. Østarbejderne er flyttet over hos mindre firmaer, hvor de arbejder som såkaldt selvstændige.
Et af de instrumenter, som EU har lagt særligt vægt på i sidste års krisepakker, er netop nemmere tilgang til at oprette enmandsfirmaer.
Under opsvinget, der i høj grad var båret frem af lånte penge, fulgte de almindelige lønninger i EU nogenlunde med prisudviklingen. Med krisen er der udsigt til, at arbejderfamilier bliver ramt af en kombineret økonomisk nedsmeltning. Arbejdsløshed betyder dramatisk faldende købekraft og forringet mulighed for at betale af på gæld for den enkelte, men samtidig betyder massearbejdsløshed en klar tendens til, at også lønningerne kommer under pres.
Købekraften og reallønnen for de, der stadig har et arbejde, vil derfor også blive reduceret. Og uden penge og med en gæld, der allerede er langt langt over skorstenen - hvem har så råd til at købe noget som helst?
Den ædruelige økonomiske udsigt for de kommende år er dyster. Krisen er langt fra ovre. Statsgælden vokser langt hurtigere end den blev reduceret med så meget pral i boom-årene. Regeringen vil med garanti stramme den økonomiske politik. Nogen skal betale for krisen – og det bliver hverken bankdirektører, spekulanter eller ministre og borgmestre.
Velkommen så i fattighæren, du der har intet at miste - men en verden at vinde.
Netavisen 23. november 2009