2009 tegner til at blive et barsk og dystert år. Det starter med krig og krise og ender i al fald med en dybere krise. Krisen er der, ulykkesbringende for de fleste, og til at tage og føle på. - Der kommer vanvittige tal frem fra alle dele af verden. Se bare på den tyske industriproduktion, der nærmest var i frit fald sidste år, sagde Gary Dugan på et pressemøde i København forleden. Han er investeringsdirektør i Merrill Lynch Global Wealth Management. Da Merrill Lynch i september sidste år bukkede under for finanskrisen, blev det opkøbt af det skatteyderpolstrede Bank of America.
Ifølge et referat i Børsen beskrev direktøren, hvordan ’verden’ igennem de seneste knap 10 år havde opbygget et yderst skrøbeligt korthus bestående af lave renter, lav inflation, let tilgængelige kreditter og tårnhøje afkast på risiko.
"Det tog 10 år at bygge op og det faldt fuldstændig sammen på seks måneder. Men det er ikke slut endnu, og dem der siger, at vi er igennem oprydningen inden andet halvår tager fejl," sagde direktøren.
Og så kom det egentlige budskab:
"Regeringerne skal overveje vigtige finanspakker på mellem 2 og 5 pct. af BNP for at kickstarte økonomien og sætte skub i forbrugernes og virksomhedernes svigtende tillid".
Regeringerne skal gribe ind, for økonomier og produktion er ved at falde ned i et stort sort hul.
Danske Bank har også udsendt en prognose. Den viser at den danske industriproduktion i november måned 2008, hvorfra tallene nu foreligger, styrtdykkede med ikke mindre end 5,8 %. Banken havde ventet et fald på 0,5 %. Det tyder på et fald over en 12-måneders periode på ikke mindre end 20%. Et rekordstort dyk, frit fald som i den desperate og ligesom den danske eksportafhængige tyske produktion.
Ser man på situationen globalt er der ikke et eneste land, som ikke direkte mærker virkningerne af den kombinerede finans- og overproduktionskrise. Og i (næsten) alle lande bliver arbejderne fortalt, at de skal spænde livremmen ind, så kommer der bedre tider igen.
Under den sidste dybe og langvarige verdensomspændende depression i 30erne i sidste århundrede var der et enkelt land – men et stort land, med store råvareressourcer og en ung og målbevidst arbejdsstyrke, som undgik krisen – og midt i den almindelige elendighed havde stærk økononmisk fremgang fra det ene år til det andet: Den socialistiske Sovjetunion. Der var intet tidspunkt, bortset fra under Hitlers invasion, hvor økonomien ikke voksede og arbejdernes og befolkningens velstand ikke gik synligt og mærkbart frem.
Rusland af i dag er sammen med det pseudosocialistiske Kina allerede dybt indfanget i den kapitalistiske krises greb – sammen med de andre ’store’ økonomier som USA og EU’s.
Regeringerne følger finanskapitalens vink og er i gang med at strikke den anden store bølge af redningspakker sammen – af bistandshjælpepakker til den kriseramte kapital, for at være præcis.