Af Kaj Rudi Rasmussen
Kommunistisk Politik 23, 2008
Økonomi- og finansminister Lene Espersens første store dåd på sin post blev at skabe en hjælpepakke til ejendomsspekulanterne og forsikringsselskaberne.
Det blev en øvelse i, hvordan man redder kapitalistgrupperne i realkreditbranchen og forsikrings- og pensionsselskaberne og samtidig dæmper klassekampen og forhindrer oprør i gaderne. For hvad ville der ske, hvis 30.000 boligejere må forlade hus og hjem, og titusinder af pensionisters opsparede formuer ikke kan udbetales? Og hvordan forhindres dette?
Dette var øvelsen for regeringen i weekenden 31. oktober til 2. november.
Regeringen og medierne kaldte det en redningspakke for boligejere og pensioner. Især blev det fremhævet, at boligejere med de mere risikobetonede lån fremover ville kunne sove mere roligt om natten.
Men hvad der reklameres op som godt for menigmand og som en redning af ham/hende, er i virkelighedens verden en redningsplan, der i første række skal redde ejendomsinvestorerne og pensions- og forsikringsselskaberne.
Espersens redningsplan faldt i to dele: dels en redning af ejendomsinvestorerne, og dels det samme for pensions- og forsikringsselskaberne.
Midlertidig redning af boligbranchen
For at finansiere boligpakken blev der stjålet 22 mia. kr. fra Den Sociale Pensionsfond til massive opkøb af usikre boliglån for at holde hånden under storfinansen inden for bolig- og byggebranchen. Dette blev først og fremmest gjort, for at realkreditinstitutionerne ikke skulle lide tabene og stå i risiko for at gå konkurs, en situation, som mest massivt ville opstå, når boligspekulanter som storentreprenører, bygherrerne og ejerne af storcentre, kontorhuse og lignende ikke længere ville se sig i stand til at betale renterne og afdragene på deres meget risikobetonede låntagninger.
Korthusene ville ramle sammen, i takt med at lånene skal omkonverteres her i november og december. Renterne forventes nemlig at blive noget dyrere, da en følge af krisen er, at prisen på lån af penge er forhøjet.
I anden række ville det være en hjælp til det private boligmarked med den hensigt at undgå eller udskyde et delvist kollaps i parcelhus- og ejerlejlighedsmarkedet. Udsigten var nemlig den, at omkring 30.000 boligejere ikke ville kunne betale deres terminer efter omlægning af deres risikolån før nytår eller som følge af, at de simpelthen ikke kunne betale renter og afdrag ved arbejdsløshed, sygdom, skilsmisse eller pensionering.
180.000 boligejere med flexlån vil også få gavn af boligpakken. Det er beregnet, at en boligejer med en bolig til en gennemsnitspris vil spare omkring 3.000 kr. pr. år. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen selv vil med sit afdragsfrie flexlån på 4.560.000 kroner spare i omegnen af 40.000 kr. i 2009 (ifølge Ekstra Bladet).
Man kan kun gisne om, hvor mange tusinder eller hundredetusinder af kroner de store ejendomsinvestorer vil komme til at spare på ordningen.
Men krisehjælpen er en stakket frist. For alle kapitalistiske pejlemærker peger i retning af en fortsat skærpet uddybning af boligkrisen. En hel række selskaber med i fingrene i ejendomsinvestering står på randen af konkurs, ligesom mange oppustede byggeprojekter enten er gået i stå eller står umiddelbart over for at gå i stå. Den mest omtalte spekulant er selskabet Steen Bryde, som forsøger at vride sig uden om den totale fallit.
Dette vil især ramme byggeprojekter i landets største byer med centrum i København, hvor fremtidsvisionen måske ikke er prangende havnebyggerier og højhusprestigeprojekter, men et landskab med byggetomter, halvfærdige storcentre, som det er tilfældet i Odense.
Øde områder, hvor der ikke alligevel blev muligt at finansiere spekulationsbyggerier. For eksempel står de store visioner med Århus Havn som en ny hightech-havneby i en risiko for fiasko. Ikke nok med at byen dels skulle finansieres med islandske spekulative luftpenge, men også flere boligselskaber har trukket følehornene til sig.
Pensions- og forsikringsselskaberne ønskes sikret
På pensions- og forsikringsområdet er situationen som følger:
Med liberalisering af brancherne de seneste år er det blevet muligt, at selskaberne kan spekulere med borgernes indbetalinger. Det er jo indbetalinger, hvor den enkelte sikrer sig en relativ tryg fremtid dels ved sygdom, og især når man når pensionsalderen, men disse indbetalinger er der blevet spekuleret hæmningsløst med. De såkaldte Bonuskasser, som selskaberne kan bruge til spekulationer i bolig og andre lukrative forretninger, er dels blevet slunkne gennem investeringer, og dels tømt mere eller mindre helt gennem kurstab i kraft af, at spekulationsgevinster er tabt i finanskrisens malstrøm.
Det betyder så, at bestyrelserne i selskaberne har valgt at stikke snablerne ned i ”garanti”-kasserne for at dække underskuddene i ”bonus”-kasserne.
Man har altså taget fra de kasser, der er forbeholdt udbetaling af forsikring og pension til de håbefulde personer, der tror, at deres opsparede pension og forsikring er urørlige. Lene Espersen, regeringen og hele boligbranchen så et snarligt kollaps forude, ikke blot på boligmarkedet, men også et kollaps på markedet for forsikring af det store flertals opsparede værdier til sikring af fremtiden for den enkelte.
Også her måtte overkapitalisten staten igen handle på alle kapitalisters vegne. Idet pensions- og forsikringsmarkedet traditionelt har deres største investeringer i boligmarkedet og derfor optræder som store ejendomsinvestorer, vil de 22 mia. fra Den Sociale Pensionsfond også i høj grad komme dem til gode.
I forhold til de slunkne kasser til udbetaling af menigmands pensioner måtte der også handles fra regeringens side. Dette blev ikke gjort med kolde kontanter, men med en gentleman agreement mellem regeringen og finanstilsynet på den ene side og pensions- og forsikringsselskaberne på den anden.
Aftalen består i, at selskaberne, i konkurrencens hellige navn, ikke skal betale så høje indlånsrenter til for at holde på indskyderne (man skal forsøge at holde sig til at udbetale maks. 5,5 % og helst 4,5 %), men så i stedet må tage højere gebyrer af den forsikringskunde, der vil flytte sine pensionspenge til et andet selskab eller trække pengene ud i ”utide” (man må nu tage op til 15 % i strafgebyr).
Dels sikrer det selskaberne mod ufin konkurrence, dels er det en barriere mod, at pensionspengene og forsikringspengene bliver trukket ud, hvis dagligdagens husholdningskasse bliver for slunken i hjemmene.
Det vil nemlig igen betyde, at selskaberne vil miste penge og hurtigere stå over for en truende konkurs.
Utilfredsheden skal dæmpes
Man kan ikke i denne omgang påstå, at de små i samfundet ikke har fået en vis hjælp af en krisepakke.
Men hjælpen baserer sig på, at hvis de 30.000 boligejere ikke kan betale renter eller afdrag, vil det udløse to former for laviner.
En lavine på baggrund af de omtalte konkurser på det private boligmarked, en anden lavine af konkurser i hele realkredit- pensions og forsikringssektoren med de alvorlige følgevirkninger med akut skærpet krise, det ville få, med et kæmpe tillidsbrud i befolkningen til de kapitalistiske regeringer og den dermed øgede mulighed for skærpede klassekampe i Danmark.
Netavisen 25. november 2008