’KP’ på reformsporet

Senil kapitalismekritik

Det danske ’neo’-revisionistiske 'Kommunistisk Parti' holder om kort tid sin 2. kongres. Her forberedes der en genopsætning af DKP’s gamle program for ’antimonopolistisk demokrati’ og kursen sættes mod de parlamentariske drømme.

Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse Lotte Rørtoft-Madsen skriver i en kronik op til partiets 2. kongres, at den økonomiske krise betyder, at der er et skrigende behov for at skabe et program for demokratiske og antimonopolistiske reformer, som peger frem mod socialismen.

Det bliver lanceret som en helt ny taktik, men er ikke andet end det samme omkvæd, der har lydt i nogle årtier efterhånden fra en række revisionistiske partier, nemlig genfødslen af DKP’s program for ’antimonopolitisk demokrati’ fra 1976 – efter ’socialismens’ (læs: revisionismens) fallit i Sovjetunionen og Østeuropa og dens afløsning med råkapitalisme 1989-91.
”Den danske kapitalismes krise stiller arbejderbevægelsen over for den opgave at åbne nye veje gennem udfoldelse af den antimonopolistiske kamp” (DKP 1976).

I sin argumentation beskriver Rørtoft-Madsen den aktuelle verdenskrise som en systemkrise uden for rammerne af den traditionelle cyklus: ”Der er tale om en strukturel krise der berører selve kapitalismens fundament” af et omfang, så intet tyder på, at alt falder tilbage til den gamle vante gænge.

Hvad skal forstås helt konkret ved denne konklusion, er, at en række særlige forhold gør sig gældende. Disse kan så igen koges ned til en påstand om, at kapitalismen har mistet sin evne til at udvikle sig, og at krisen er et tegn på dens svaghed. Denne ”generelle svækkelse” åbner mulighed for reformer som den venezuelanske præsident Chavez’ ”demokratiske socialisme”, mener hun.

Også her må der trækkes en historisk parallel: Da sovjetrevisionisterne med Hrustjov fra 1956 gjorde op med den marxistisk-leninistiske generallinje for revolution (hvad der i Danmark fandt sit nedslag i DKP’s program for ’antimonopolistisk demokrati’), argumenterede man for ’den fredelige overgang til socialismen’ og ’det antimonopolistiske demokrati’ som en særlig (fredelig) overgangsform – ud fra en overdreven fremstilling af ’socialismens (læs: Sovjetunionens) styrke’. Nu argumenteres for det samme med ’kapitalismens svaghed’.

Hvad vi i dag oplever med finanskrise, børskrak, store monopolers konkurs og hele landes bankerot, er imidlertid en uddybning og skærpelse af kapitalismens almene krise flettet sammenmed et kraftigt udbrud af dens cykliske overproduktionskrise.

Det er der intet grundlæggende nyt i. Der er ikke tale om en ’ny fase’ i kapitalismen eller imperialismen, som skulle gøre, at marxismen-leninismens konklusioner om revolutionens nødvendighed for at gøre en ende på det rådnende og døende kapitalistiske system ikke længere holder stik.
Hvor Sarkozy og andre kapitalistførere, der var ’nyliberalister’ indtil for et par uger siden, søger at skabe en ’kontrolleret kapitalisme’, der skulle være stabil (hvilket er en utopi), kommer nutidens revisionister frem med deres gamle pølsepind, som præsenteres som vejen til socialisme – uden revolution.


Rådden suppe

Rørtoft-Madsen uddyber synspunktet om kapitalismens ’sidste dage’ ved at fortolke nogle faktiske observationer: Kapitalismens udviklingslove betyder en tendens til fald i profitraten og en generel overskudskrise. Spekulationsboblerne er et udtryk for at, kapitalen søger væk fra produktionen for at sikre profitten. Krisen falder sammen med energikrise, klimakrise og fødevarekrise.

Hun sammenblander forskellige elementer ved den almene og cykliske krise, delkriser, der er flettet ind i hinanden, mens hun opsamler forskellige udtryk for krisen for den kapitalistiske produktionsmåde som sådan.
Der hvor revisionismen tager masken af og viser ansigtet, er med beskrivelsen af disse fænomener som ’nye’ og ’helt særlige’, selvom kapitalismen er kronisk plaget af disse og tilsvarende træk.

Marxismen-leninismen har alle dage kritiseret disse påstande fra reformister og den moderne revisionisme, der går på at præsentere imperialismen som et senilt og svagt system på sammenbruddets rand, som falder af sig selv eller bare mangler en demokratisk reformstrategi for at kapitulere for fremtiden, og har kritiseret den genkommende manipulation med særlige træk (der altid vil gøre sig konkret gældende), som ifølge revisionisterne skulle være helt nye og ikke omfattet af Lenins og Marx’ analyser og konklusioner.

Forestillingen om en svag kapitalisme, der kan overvindes gennem valg eller ved fredelig kappestrid med socialismen, og lignende ideer, har altid vist sig som en helt igennem katastrofal og livsfarlig illusion.


Den latinamerikanske inspiration

Kommunistisk Parti har flere gange baseret deres fejlagtige analyser af kapitalismens krise på Jorge Beinstein, en argentinsk økonom. I 2007 blev en af hans artikler oversat til partiets teoretiske tidsskrift Ret og Vrang, og Lotte Rørtoft-Madsen skrev i den forbindelse en begejstret anmeldelse i Arbejderen, hvor Beinstein bl.a. citeres for en kritik af Marx:
”En vigtig teoretisk konklusion er, at den traditionelle marxistiske model med overproduktionskriser er et redskab, som på samme tid er nødvendigt og utilstrækkeligt for at forstå den krise, som startede i slutningen af 60’erne.”

Marx – og dermed Lenin – er ’nødvendige’, men ’utilstrækkelige’ for at forstå verden og lave den om. Det er klassisk moderne revisionisme.
I et interview fra marts 2008 hævder Beinstein, at et af de særlige træk, der gør sig gældende for den nuværende krise, er, at borgerskabet både er nationalt og transnationalt, hvilket ifølge Beinstein betyder, at der ikke er antagonistiske modsætninger mellem de imperialistiske lande i dag ligesom dem, der ledte til første og anden verdenskrig. Dermed afviser han tilsyneladende muligheden for krig mellem dagens imperialistmagter – USA, EU, Kina, Rusland osv.

Den relative svækkelse af amerikansk imperialisme, som gør en ende på dens enerådende supermagtsstatus som følge af krig og krise, er imidlertid ifølge marxismen-leninismen et udtryk for imperialistmagternes ujævne udvikling og øger krigsfaren.
Et andet særligt træk, fortæller den revisionistiske økonom, er den spekulative økonomis ’superomfang’, der giver krisen en ny karakter i forhold til Lenins beskrivelser af finanskapitalens herredømme.

Kommunistisk Partis ledelse gemmer sig bag teoretikere fra den internationale revisionistiske bevægelse, men er fuldt ud enige med deres konklusion: Marx og Lenin og videnskaben om revolutionen hører hjemme i fortiden.

Men ingen af de ’nye’ og vildt fortolkede fænomener og træk ved kapitalismen af i dag – såsom ’globaliseringen’, monopolernes øgede greb om statsapparaterne, udviklingen af internationale imperialistiske organismer som EU, IMF eller Verdensbanken eller det stærkt spekulative og svindelagtige element ved finanskapitalens operationer – intet af dette er fænomener, der bevæger sig ud over den leninistiske imperialismeanalyse og sprænger dens rammer. Den revisionistiske spekulation i sådanne ’nye træk’ skal kuldkaste dennes konklusion om revolutionens nødvendighed og erstatte den med en reformstrategi. Den holder imidlertid ikke, hverken i Latinamerika, Danmark eller noget andet sted i verden.


Historien uden socialisme

Nyliberalismen, de sidste 30 års herskende økonomiske teori, er ”kapitalismens forsøg på at afbøde kapitalismens indre modsætninger, især profitratens tendens til fald”, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen. Derfor skiftede borgerskabet over til deregulering og væk fra keynesianismen, der desuden byggede på nogle særlige historiske omstændigheder, der ikke længere findes: billig olie, genopbygningen efter anden verdenskrig og statens mulighed for at intervenere i økonomien.

Rørtoft-Madsen glimrer ved at glemme, hvad der for alvor har haft betydning for, hvilken økonomisk politik imperialismen har ført i forskellige perioder i hjemlandet og over for kolonier og fattige lande. Den kan nemlig ikke begribes uden at anerkende det socialistiske Sovjetunionen under Lenin og Stalin som sidste århundredes mest betydningsfulde faktum, og den revisionistiske kontrarevolution som nok dens største tragedie, der åbnede op for den nyliberale chok-doktrin.

For nyliberalisme, globalisering osv. er ikke nye politiske ’opfindelser’, men er grundlæggende det samme, som Lenin beskrev som imperialisme.
Dette er netop, hvad det danske ’neo’-revisionistiske Kommunistisk Parti åbenbart ønsker skal blive glemt – glemt sammen med den kendsgerning, at alle de danske revisionisters forestillinger om arbejderflertal og antimonopolistisk demokrati for længst historisk har fejlet med et brag.

Netavisen 8. november 2008