Workers World konferencen 'Why Capitalism Must Go'
Af Larry Holmes
Workers World
Kommunistisk Politik 22, 2008
Enhed og modstand er ikke længere noget valg. Det er et spørgsmål om at overleve.
Workers World konferencen 'Why Capitalism Must Go'
De fleste folk har hørt, at det økonomiske mareridt – “griskhed og profit før samfundsbehov”, som det kapitalistiske system har kastet os ud i – er den værste krise siden den såkaldte Store Depression i 1930’erne.
Hvad du ikke får at vide fra de kapitalistiske massemedier, er, hvordan 1930’ernes krise forvandlede tital af millioner skræmte arbejdere og desperate fattigfolk af alle racer og nationaliteter til en kæmpende hær organiseret på basis af klassesolidaritet i en episk kamp mod kapitalisterne og deres regering. I slutningen af 1930’erne var det ikke de superrige, men den organiserede arbejderklasse, der syntes at være magtfulde og uovervindelige.
Arbejdende og fattigfolk, knust af depressionen, gik ind i 1930’ernes fattigdom nedbrudte og uden håb. Alligevel, da årtiet var ved at være gået, havde arbejderklassen vundet store slag, først ved at organisere sig i råd for arbejdsløse og lejerforeninger og siden i kæmpe fagforeninger.
Social sikring, medicinhjælp, millioner af job skabt via enorme offentlige arbejdsopgaver og retten til faglig organisering var blandt de store resultater af kampene i 30’erne.
Med hjælp fra kommunistiske aktivister, viet til at kæmpe på vegne af arbejderklassen, organiserede folk sig til at stoppe boligspekulanter og banker i at sætte familier ud af deres lejligheder og huse.
Arbejdere inden for bil-, stål- og andre mange industrier opfandt nye taktikker i deres kamp for retten til at tilhøre en fagforening. Som tilføjelse til at gå i strejke besluttede arbejderne sig af og til for at blive på de anlæg og fabrikker, hvor de havde nedlagt arbejdet. De overtog dem simpelthen, indtil de havde fået opfyldt deres krav.
En løbeseddel opfordrende folk til at gå med udviklede sig til en af de mest kendte masseprotester imod arbejdsløshed på New York Citys Union Square marts 1930. Med den simple tekst ”Kæmp eller sult”.
Det var en af de vigtigste lektier, som arbejderklassen lærte i løbet af 1930’erne: Enten skubber vi alt det, der skiller os, til side, og alt hvad nogen kan bruge til at splitte os som klasse, og kæmper som en i helvede, eller vi vil ikke overleve.
Denne lektie er lige så relevant i dag som for 75 år siden. Hvorvidt vi forener vi os og kæmper imod, vil blive en sag om overlevelse for de fleste af os også denne gang. Lad der ikke herske nogen tvivl: Medmindre du er rig, er chancerne enten, at du mister dit job – nogle af jer har allerede for lidt i løn – og vil finde det næsten umuligt at finde et nyt job, eller at du vil miste et sted at bo. Mange vil miste deres studielån. Andre vil miste deres pensioner og finde sig selv overbebyrdet med gæld og uden sygesikring. Mange af os vil blive hjemløse og sultne.
Dagens kulturelle ideer og normer, ideer og normer opfundet og permanentgjort af det kapitalistiske system, milliardærerne, som det tjener, deres medier, deres skoler, deres hierarki, hvor de fleste af os arbejder, og deres politiske system har ikke forberedt os på at handle i vores egen interesse sammen med andre.
Ideerne, der gentages med fornyet styrke hver dag, er, at hvis du er uheldig, er det din egen fejl. De rige er rige, fordi de er smarte. Den menneskelige natur er medfødt elendig, så tro ikke på folk som dig selv, du er nødt til at konkurrere imod dem. Sammen med disse løgne er der den store, at ”ting vil blive bedre før eller senere”, fordi ”USA er det største land, og kapitalismen er ikke blot det bedste system, det er det eneste”.
Den basale konspiration, der er på færde her, er designet til at splitte os, lænket til vores personlige verden, fundamentalt ladt alene med at klare krisen og kapitalistklassen, der er i krig mod os.
Med dagens utrolige stress fortjener folk bestemt retten til at sætte deres hovedsæt på og koble af til den store musik, som de har downloadet til deres Ipods. Eller vegetere til en af de adskilligt tusinder kabelstationer på deres tv (hvis deres kabel ikke er blevet lukket grundet mangel på betaling). Eller tilbringe timer online, som både er socialt og alligevel isolerende på samme tid. Du kan selvfølgelig misbruge mængden af valg, men i sidste ende gør det mere skade, end det hjælper.
De fleste folk tror nok med god grund, at kapitalismens mest effektive kontrolsystemmekanisme er dens racistiske politi, FBI, immigrations- og toldstyrken, retssystemet, fængslerne og Pentagon, alt sammen i dag samlet under paraplyen ”indenrigs sikkerhed”.
Regeringsundertrykkelse er åbenlyst et problem. Imidlertid er det i sig selv ikke tilstrækkelig til at kontrollere masserne eller stoppe os i at gøre oprør.
Ligeså, hvis ikke mere effektive, er måderne, hvorpå systemet arbejder meget hårdt på at programmere os til ikke at forene os og kæmpe.
Det, systemet gør, er meget lig det, der skildres i filmen ”The Matrix”. I den virkelige kapitalistiske matrix er vores bevidstløse kroppe ikke opmagasinerede et sted, mens vores narko-påvirkede sjæle tumler rundt i en computerskabt drømmeverden. Alligevel så er den virkelige kapitalistiske matrix’ funktion mere skræmmende og diabolsk, fordi det ikke er en film.
Det kapitalistiske system arbejder hårdt for at holde vores politiske bevidsthed paralyseret og i koma for at passivere os, styrede, adskilte fra hinanden og derfor lettere at udbytte, hvilket er, hvad det parasitiske kapitalistiske system virkeligt handler om.
For at forene os og kæmpe for vores ret til et arbejde og et sted at bo, til sundhed og uddannelse, til alt, hvad vi behøver og fortjener, må vi bryde ud af den kapitalistiske matrix. Nogle vil bryde ud før andre, men de fleste af os vil klare at bryde ud.
I filmen får Neo valget mellem den blå pille, som er lig lykkelig uvidenhed, og den røde pille, som er vejen til sandheden og til revolutionær aktion. For hver dag, der går, vil flere og flere arbejdere vælge den røde pille. Hvilken vælger du?
Oversat efter Workers World oktober 2008
Netavisen 7. november 2008