Finanskrise: Fra prolaps til kollaps

Af E. Holemast

Det norske marxistisk-leninistiske tidsskrift Revolusjon kommenterer den rasende finanskrise, og ikke mindst dens stadig voldsommere konsekvenser på denne side af Atlanten

Kommunistisk Politik 19, 2008

Finanskrisen raser videre, og bliver stadig mere omfattende. Faktisk er den allerede den værste i 80 år, og vi har langt fra set slutningen endnu. Det vedgår til og med Alan Greenspan, indtil for nylig chef for den amerikanske centralbank Federal Reserve

På denne side af Atlanten er vi allerede ude af starthullerne. Den europæiske centralbank har pumpet nye 30 milliarder euro ind i finanssystemet i et forsøg på at stramme teltbardunerne, mens Bank of England har indskudt 5 milliarder for at afværge nye jordskælv i det allerede vaklende britiske bolig og finansmarked.

Tømmermænd  på børsen

Olieprisen er i færd med at ”normalisere” sig og er krøbet godt ned under 100 dollar pr tønde. Det slår særlig hårdt ud på Oslo Børs. Børsakrobaterne tér sig, som om de har 2 i promille, mens kursfaldet på enkeltaktier ligger på tocifrede procenttal. Alene statens noterede aktieportefølje på Oslo Børs blev decimeret med 23 milliarder kroner på en enkelt handelsdag, den 15. september.

Det meste skyldes, at USA er gået på en længe varslet grundstødning, som hænger tæt sammen med landets enorme budgetunderskud og en kunstig drevet højkonjunktur siden 2002. Efter 11. september 2001 opfordrede Bush & Co amerikanerne til at bruge flere penge end nogensinde før. Det har de gjort, men eftersom amerikanernes lønninger er gået ned, er forbruget finansieret gennem mere eller mindre rådne lånepakker og kreditkortsgæld. Foreløbig er det blot den første, som har slået ud for alvor, kreditkortmarkedet opbygger sig i mellemtiden til en kategori fem orkan. Når amerikanerne ikke klarer at betale afdragene, tyr de til kreditkortet for at få et midlertidigt pusterum.

De ”bundsolide” amerikanske banker og kreditinstitutioner braser sammen én efter én. Tre af de fem største investeringsbanker er enten gået konkurs opkøbt til spotpris eller midlertidig reddet af statsintervention.  Bear Sterns, Freddie Mac og Fannie Mae har nu fået følge af Lehman Bros og Meryll Lynch, mens verdens en gang største forsikringsselskab American International Group har stillet sig i køen af de som bønfalder centralbanken Federal Reserve om redningspakker. (Den 21. september fik disse følge af de to øvrige store investeringsbanker Goldman Sachs og Morgan Stanley, som blev omdannet til almindelige banker, KP)

Gårdagens finansgenier står ribbet tilbage i krisetider. Der forelå i sommer planer om at opstille et monument over nyliberalismens guru Milton Friedmann ved universitetet i Chicago.  Chancerne øges for at planerne bliver skrinlagte. Selv præsident Bush og finansminister Paulson har måttet hive Friedmanns monetarisme overbord. Skattelettelse står ikke øverst på dagsordenen i den amerikanske præsidentvalgkamp, for at sige det sådan. Bush-administrationen sprøjter et par milliarder dollar ind for at redde realkreditselskaberne Freddie Mac og Fannie Mae. Det kommer til at mærkes å pungen for de amerikanske skattebetalere, og kommer på toppen af de vanvittige rustningsomkostninger. Den eneste ”sunde” del af den amerikanske økonomi er det militær-industrielle kompleks, som har garanteret afsætning for sine produkter.

Gældsfælden klapper sammen

Én ud af ti amerikanere klarer ikke og indfri sin boliggæld. Selv om det ser værst ud i USA, så er store dele af Europa allerede ramt af den samme krise. Det er en uundgåelige følge af den lovpriste globaliserede økonomi, hvor bankerne ejer hinanden (og hinandens gældsfordringer) på kryds og tværs over landegrænser. Amerikanske banker ejer også store andele i en række europæiske industrikoncerner, ikke mindst flere norske. Og norske banker låner penge ud til europæiske og amerikanske ditto.

I Spanien, England og Danmark er bunden fald ud af dele af boligmarkedet. Banken Northern Rock måtte reddes af den britiske stat. I Danmark er ærværdige Roskilde Bank brudt sammen. Den islandske finanskapital har ekspanderet med usandsynlig ekspresfart af et lille land at være, og mange stiller spørgsmålet hvor længe Glitnir og Kaupthing -  som er stærkt til stede på de nordiske bankmarkeder -  vil klare at stå oprejst i finansorkanen. Et er sikkert: Det stopper ikke her. Parallelt ser de største bankmonopoler sit snit til at vokse sig endnu større, når rivaler kommer på udsalg. Deutsche Bank sikrer sig i disse dage en 30 procent andel i den tyske postbank, hvad der i realiteten er en overtagelse.

Norske statsfinanser har selvsagt helt andre muskler til at stå imod med end tilfældet er i mange andre lande. Spørgsmålet er bare om musklerne kan og vil blive brugt. Men det vil uanset hvad blot i begrænset grad hindre faldet i boligpriserne og renteforhøjelser.  For det som stater giver finanskapitalen med den ene hånd for at trække dem ud af krisen, kommen den på en eller anden måde til at  snuppe fra almindelige arbejdende med den anden gennem øget skattetryk, højere egenandele osv.

DnB NOR kan troligt afskrive 145 millioner, som var lånt ud til Lehman Bros. (DnB NOR er Norges største finanskoncern, som blev dannet i 2003, efter en fusion mellem finansgrupperne DnB og Gjensidige NOR, KP). De som får svien er selvfølgelig bankkunderne. DnB har allerede varslet en stigning i sin boliglånsrente., foreløbig med 0,3 procent. Det er mindre end 20 år siden DnB i praksis blev gjort til statsbank med skattebetalernes penge. Med opgangstiderne overlod den statslige fællekapitalist igen  arenaen til privatkapitalen, for at denne kunne  stikke af med maksimal fortjeneste. Der er ingen grund til at se bort fra en mulig gentagerlse af dette scenarie.

Lånekunderne og skattebetalerne, det vil sige almindelige mennesker,  bliver under alle omstændigheder taberne i dette system. Enten bliver de flået af privatkapitalen, eller de flåes mere indirekte af kapitalistenes stat, når den går ind for at rage kastanjerne ud af ilden for finanskapitalisterne.

Hvor blev ’det selvregulerende marked’ af?

Man skal have en rigtig dårlig korttidshukommelse, hvis man ikke har hørt, at økonomien går fremad så det triller derudad og vil fortsætte med det, såfremt bare det offentlige holder sig væk og helst sænker skatter og afgifter på ”den arbejdende kapital”. De sidste tiår er de fleste af de buffere, som blev indført efter lærdommen fra depressionen i trediverne ,blevet afskaffet med organer som Verdensbanken, IMF og WTO som redskaber. Nu hører vi mindre om det frie markeds fortræffelighed. I krisetider er pludselige statsindgreb overfor det private markeds vilde spekulationsfest helt i sin orden. Jo mere finansministrene lover i milliardgarantier og jo mere centralbankerne intervenerer, desto højere applauderer børsmæglerne.

Vi kan ikke at modstå fristelsen til at gengive, hvad en fornuftig amerikansk præsident sagde om bankernes rolle. Eftersom det er en fornuftig udtalelse, er den også 200 år gammel.

”Jeg mener at bankinstitutioner udgør en større fare for vores friheder end stående hære. Hvis det amerikanske folk nogen sinde lader private banker kontrollere pengepolitikken, først gennem inflation, derefter ved deflation, bil bankerne og storkoncernerne som gror op omkring (bankerne) frarøve folket al sin ejendom indtil deres børn vågner op hjemløse på det kontinent deres fædre har erobret.”
Thomas Jefferson (1743 -1826), brev til finansminister Albert Gallatin (1802)

I dag vågner millioner af amerikanske børn til tvangsunderkastelse og et mæglerskilt med ”For sale” fasttømret på døren. Jefferson var den tredje præsident i USA og hovedforfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring. For ham var ikke socialisme noget alternativ, Men for arbejdsfolk som står i permanent fare for gældsslaveri og underkastelse er det den eneste langsigtede redning.

Originalartikel: Finanskrisa: Fra prolaps til kollaps

Oversat af KP efter Nettmagasinet Revolusjon 17. september 2008

Netavisen 28. september 2008