USA: Arbejderklassen har brug for en redningsplan

Af Jaimeson Champion
Kommunistisk Politik 17, 2008

Desperate tider kræver desperate metoder. Kapitalistklassen bliver stadig mere desperat, mens den forsøger at afværge et verdensomspændende kollaps i det finansielle system. Men statslig støtte til pantebrevsbankerne er en forbrydelse

Den 13. juli afslørede det amerikanske skatteministerium og den amerikanske nationalbank en hastigt udtænkt plan med det formål at redde Fannie Mae og Freddie Mac, pantebrevslånernes mastodonter, fra fallittens afgrund.

Samlet ejer eller garanterer Fannie Mae og Frankie Mac halvdelen af de mere end 22 trillioner dollars i pantebrevsgæld i USA. Gældbeviser garanteret af Fannie og Freddie indehaves i massive mængder af regeringer og institutionelle investorer verden over.

Kautionsplanen er i al væsentlighed et løfte fra den kapitalistiske stat om at hjælpe med at finansiere Fannie og Freddie inden for en overskuelig fremtid.

Repræsentanter fra skatteministeriet og nationalbanken har været i stadig kontakt med Wall Street i de seneste dage i panikagtige forsøg på at overtale investorerne til at holde op med at dumpe Fannie- og Freddie-aktier og fortsætte med at opkøbe gældsbeviser udstedt af de førhen så hellige finansielle institutioner.

Historien om Fannie Mae og Freddie Mac begynder helt tilbage under den store økonomiske krise i 1930'erne (i USA kaldet The Great Depression - Den Store Depression). I 1938 indviede præsident Franklin Roosevelt skabelsen af Fannie Mae som en offentlig finansiel institution. Roosevelts formål var at genoplive depressions-tidens skrantende boligmarked gennem at lade staten garantere billige, lavtforrentede pantebrevslån. På den måde opererede Fannie indtil 1968.

Dette år skubbede præsident Lyndon Johnson, der blev stadigt mere bekymret for Vietnam-krigens stigende omkostninger, på for at få Fannie revet løs fra statslige støtteordninger. Johnson brød sig ikke om at være nødt til at ofre en del af budgettet på lånegarantier til arbejderklassens familier; i stedet foretrak han at bruge pengene på imperialistisk krig i Sydøstasien. Fra det tidspunkt af og fremefter blev Fannie en skin-privat institution kendetegnet ved at være et statsligt sponsoreret væsen (GSE, Government Sponsored Entity).

GSE'er er aktionærejede virksomheder, men de har den udtalte opbakning fra den kapitalistiske stat. GSE'er ejes og opererer som private virksomheder, men er garanteret fuld offentlig støtte, hvis de nogen sinde skulle komme i finansielle besværligheder. Freddie Mac blev grundlagt i 1970 for at operere som en søskendevirksomhed til Fannie Mae.

Siden afkoblingen fra statslige støtteordninger i 1968 har Fannie og Freddie overtaget en stadigt voksende rolle på det amerikanske boligmarked. De to firmaer har til stadighed bevæget sig bort fra Fannies i sin tid erklærede rolle: at forsyne folk med billige, lavtforrentede lån. De har i stigende omfang påtaget sig rollen som massive banker for det udbredte netværk af finansielle institutioner, der er involveret i boligmarkedet.

Fannie og Frankie lettede udlåningen på det amerikanske boligmarked ved udstede gældsbeviser til investorer og derpå bruge pengene fra salget af gældsbeviser til at købe blokke af pantebreve fra banker. På den måde har de smurt hjulene på långivning i USA ved at tage ikke-likvide aktiver ud af bankernes hænder og pumpe pengekapital ind i systemet.

Under husboblen 2000-2006 voksede Fannie og Frankie astronomisk, da de blev de to største spillere i det enestående boligmarkedsboom. Fannie og Frankies evne til at opkøbe massive blokke af pantebrevslån fra bankerne hjalp med at sætte scenen for den hurtige formering af en hærskare af tvivlsomme lån til uholdbare renter. Låntagernes evne til at tilbagebetale deres lån var ikke længere vigtig for mange udlånere, da de vidste, at de let - og hurtigt - kunne sælge deres lån til en større institution.

Fannie og Frankie ragede massive profitter til deres aktieejere gennem bobleårene, men som formentlig enhver anden finansiel institution førte umættelig grådighed dem til at blive stadigt mere overmodige og læsse på med lån af fiktiv kapital.

Rundt om i verden er bankerne - hjerteslaget og det livsblodet i den moderne monopolkapitalisme - støt ved at blive insolvente. Banker af alle typer og størrelser er ved at svulme op.

Fra investeringsbanker som Bear Streams til kommercielle udlånere som IndyMac og Northern Rock og nu GSE'er som Fannie og Frankie har det været den ene fallit efter den anden. Der er ingen ende i syne, da det største boligmarkedskollaps siden Den Store Depression fortsætter med at trække et utal af store finansielle institutioner ud på afgrundens rand.

Kapitalismen: Udbyttende, krisetilbøjelig og ikke værd at redde

Som ved Bear Streams' kollaps i marts har de kapitalist-kontrollerede medier pumpet budskabet ud om, at kautionen for Fannie og Frankie er nødvendig, fordi institutionerne er for store til at gå neden om og hjem. Omkvædet lyder, at hvis Fannie og Frankie bryder sammen, så vil den skade, deres kollaps vil forvolde, forårsage endnu større økonomiske lidelser.

Hvor mange virksomheder skal kautioneres med offentlige midler, før det står klart, at dette rådne, udbyttende og krisetilbøjelige økonomiske system ikke er værd at redde? De kapitalistiske banker har kuldsejlet deres skib. Hvorfor skulle arbejderklassen, som de dagligt undertrykker, blive tvunget til at forsyne dem med redningsbåde?

Ved enhver kaution til Fannie og Freddie bør pengene gå direkte til de arbejdere, som har stået eller står ansigt til ansigt til med ruinering, eller de arbejdere, som har lidt under, at deres pensioner og aftrædelsesopsparinger er blevet investeret i disse firmaer. Men den kapitalistiske stat vil aldrig reelt stå bag en sådan redningsplan. Statens eneste loyalitet er til kapitalistklassen.

Det står smerteligt klart, at den vækst og udvidelse af det frie marked, som fandt sted i bølgen på opløsningen af Sovjetunionen, har været en ren og skær katastrofe for arbejderklassen og de undertrykte verden over.

I de sidste to årtier har tilhængerne af den frie markedsøkonomi erklæret socialismen for ineffektiv og utopisk. De hævdede, at væksten for "demokrati og det fire marked" ville resultere i en efter-koldkrigs-æra af verdensomspændende velstand.

Kapitalismen fejler klart, men hvad er alternativet? Svaret ligger i udviklingen af arbejderklassens bevidsthed og den fornyede kamp for socialisme.

Karl Marx skrev, at den kapitalistiske stat er opbygget for at styre de fælles interesser for kapitalen. Denne kendsgerning er tydelig i dag, hvor republikanere og demokrater i al hast tilsidesætter deres profilerede forskelligheder i dette valgår for at vedtage kautionsplanerne, der er blevet udklækket af skatteministeriet og nationalbanken.

Arbejderklassen, som længe har været offer for udspekulerede fordomme, der spredes iblandt os af den herskende klasse, må forene sig om vore fælles klasseinteresser og gå i offensiven mod kapitalistklassen.

Privat ejendomsret til produktionsmidlerne er roden til denne stadigt dybere økonomiske krise. Afskaffelsen af privat ejendomsret og udviklingen af socialisme kan give os vejen ud af denne krise og sikre, at den slags økonomiske lidelser, som krisen har medført, aldrig vil ske igen. Skønt afskaffelsen af den private ejendomsret lyder som en skræmmende opgave, er sandheden, at den herskende klasse allerede har lagt fundamentet for deres egen død.

Ved at organisere milliarder af arbejdere i et udbredt produktivt netværk, hvor alt fra udvinding af råstoffer til salg af færdigbearbejdede forbrugsgoder er bundet sammen, har den herskende klasse allerede socialiseret samfundets produktive kapacitet. En organiseret hær af arbejdere har allerede tømmerne til det produktive apparat.

I denne periode med ekstreme økonomisk kriser ville kapitalistklassen finde sig selv i endnu større vanskeligheder i form af samordnede og velorganiserede strejker, arbejdsnedlæggelser, overtagelse af virksomheder og militant modstand mod de banker, der konfiskerer vores hjem. En forenet arbejderklasse kunne hurtigt bringe verdenskapitalismens udbredte rænkespil til en skrigende afslutning.

I den kommende periode, der vil blive præget af stadigt stigende økonomisk ustabilitet, påhviler det hele det revolutionære venstre at gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe til med at fostre en militant arbejderklasse i solidaritet og forny og genopfriske den globale klassekamp.

Oversat af KP fra Workers World

Netavisen 1. september 2008