Total bankerot

Kommunistisk Politik 17, 2008

Samfundet har en stor interesse i en velfungerende banksektor, udtalte nationalbankdirektøren Nils Bernstein i forbindelse med den historiske beslutning om at overtage Danmarks 8. største pengeinstitut, Roskilde Bank.

Ifølge Bernstein låner den danske banksektor flere penge ud, end den selv råder over. Disse penge skal hentes i udenlandske banker, og derfor ville et krak få betydning for hele landet. Og Roskilde Bank var total bankerot. Nu har staten, via Nationalbanken, overtaget bankens gældsforpligtigelser over for de udenlandske kreditorer.

Det er den største redningsaktion for et pengeinstitut, som statsmagten har foretaget siden Landsmandsbanken gik konkurs i 1922. Regningen, som Fogh-regeringen vil lade skatteyderne betale, kan løbe op i mere end 10 mia. kroner. Mange tusinde kr. pr. dansker.

Krisen i Roskilde bank begyndte allerede i foråret 2007, da de første tegn på at en afmatning af boligboblen begyndte at vise sig i Danmark, samtidig med at den såkaldte subprime boligkrise for alvor begyndte at rase i USA. I sommeren 2007 satte Finanstilsynet banken under skærpet tilsyn uden at det har givet et reelt billede af, hvor mange penge der allerede var tabt på at deltage i ejendomseventyret. Både den tidligere bankdirektør og bestyrelsen har hele tiden været fremme med beroligende snik-snak, alt imens de lænsede banken for mange millioner i kæmpelønninger og aktieoptioner.

Det er kun en måned siden, at Nationalbanken den 11. juli skød flere milliarder ind som garanti, samtidig med at de krævede banken solgt i løbet af et halvt år. Det skete efter at bagmandspolitiet havde ransaget en ejendomsspekulant, der havde lånt 750 mio. i Roskilde Bank - penge der tilsyneladende var tabt.

Men den 22. august kastede banken overraskende håndklædet i ringen og erklærede, at den ikke kunne finde en køber. Samtidig fandt den uvildige revision pludselig et nyt tab på en ekstra milliard. Det bragte ifølge finanstilsynet egenkapitalen ned under lovens krav, og dermed skulle der findes ny kapital med det samme, hvis ikke banken skulle erklæres konkurs.

Regeringen og Nationalbanken handlede derefter hurtigt og besluttede henover weekenden at sende regningen videre til statskassen.

De alternative løsningsforslag fra kritiske småaktionærer, der gennem det seneste år har set deres opsparinger forsvinde, blev aldrig reelt afprøvet. Deres forslag gik på, at bankens mere eller mindre fallerede boligspekulations-engagement skulle skilles fra og afklares separat, mens de almindelige bankforretninger og filialnet skulle fortsættes. Denne løsning ville indebære, at spekulanterne i byggebranchen og udenlandske kreditorer selv ville stå med den ballade, der er udløst.

Omkring 33.000 mennesker har mindre og nu værdiløse aktieposter. En del af disse har fulgt bankens gode råd og lånt penge til investeringen.
Statens overtagelse sker kun få uger før aktionærerne i september havde indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen stod til at blive væltet og deres redningsplan skulle sættes i værk.

Flere åbenlyst kriminelle forhold er blevet afdækket af pressen og ikke af Finanstilsynet: Banken var således selv gået ind som ejer i et projekt om opførelse af luksuslejligheder, selv om en bank ikke må engagere sig som byggeentreprenør. Flere af de tvivlsomme lån har aldrig været igennem en seriøs kreditvurdering, men blev givet direkte af direktøren, som var det hans egne penge.

Da direktøren sidste år gik på pension modtog han udover et usædvanligt gyldent håndtryk også en ekstra pensionsopsparing på næsten 20 mio. fra en skjult ”fond”, der var oparbejdet uden at det fremgik af regnskabet. Han kunne i april i år indløse sine aktieoptioner med en gevinst på 30 mio. kr. Der har mellem direktion og bestyrelse været en udpræget miljønepotisme, hvor familier og gamle skolekammerater holdt hånden over hinanden.

I USA er fem banker krakket i år, mens krisen for bankerne i Danmark først lige begyndt. Alle er drevet efter de bedste kapitalistiske teorier om jagten på guld, der indebærer at direktørerne har en direkte egeninteresse i at øge spekulationen i aktier, eller boliger, eller fødevarer eller olie osv. Alle ved, at bøtten vender en dag, og for direktørerne handler det alene om at komme ud,lige før ballonen brister. Det er det egentlige indhold i hele det liberale fupnummer.

Samtidig er Staten og skattekassen kapitalens tagselvbord, både når det går godt og når det går helt galt. Det er en kendsgerning, at liberale politikere sagtens kan finde ud af at nationalisere bankerne, når de ikke længere kan bunde. Først da er det en ’samfundsinteresse’,  at der er styr på den finansielle sektor. I Landmandsbankens tilfælde i 1922 drev staten banken i 6 år til den blev solvent igen og derpå kunne overtages af private. A.P. Møller blev dengang (i 1928) den nye direktør for det, der blev starten til Den Danske Bank.

Bankskandalerne gør deres til at afsløre selve det kapitalistiske systems bankerot.

Netavisen 27. august 1008