Af Danny Schechter
Kommunistisk Politik 15, 2008
Synes du, at boligkrisen er barsk? Du har intet set endnu ...
Det næste område, der vil eksplodere, er kreditkortgælden, siger den amerikanske forfatter og filmskaber Danny Schechter.
På landsplan står to millioner boliger ledige. Salget af boliger er på niende år meget lavt. Den tidligere skatteminister Larry Summers udtaler, at boligøkonomien ikke har været så dårlig siden Depressionen (den store økonomiske krise i 1930’erne, KP).
Vi kender endnu ikke det fulde omfang af det kolossale subprime-røveri, men en nylig undersøgelse fra Bank of America giver nogle skøn over omfanget af konsekvenserne af ”kreditkrisen”. Nedsmeltningen af det amerikanske ejendomsmarked har ifølge banken nedført et globalt tab på 7,7 billioner dollars i markedsværdi siden oktober.
Mens mange øjne har fokuseret på sammenbruddet på boligmarkedet og på dets enorme negative effekt på en økonomi, der klart bevæger sig mod recession, er det kun få, der været opmærksomme på den næste boble, der ventes at briste: kreditkortene.
Kombineret med de omfattende subprime-tab vil et sådan kreditkortmareridt kunne vælte hele det finansielle system og verdensøkonomien. Du og dine kreditkort er blevet nøglefaktorer i den højst ustabile finansfælde. Prioritetslångivernes begærlighed og bankernes kreditkortsgriskhed sammenkoblet med afskaffelsen af reguleringen af de finansielle institutioner, som blev støttet af begge de politiske partier i USA, er tydeligvis blevet værre endnu som følge af Bush-administrationens ’støt de rige’-politik. Det har bragt os ud på randen af afgrunden i en grad, der ikke er set siden lige før Den Store Depression.
Under sin valgkampagne i Edinburg, Texas, i februar måned mødtes Barack Obama med studenter fra Texas-Pan American University:
”Vær forsigtige med de kreditkort, okay? Spis ikke ude så meget,” sagde han. Efter tvangsauktionskrisen advarede han: ”Kreditkortene er de næste i rækken.”
Parringen af boliglån og kreditkortsgæld er gået for sig i årevis. Boligejere, der er kommet i farezonen, kan ikke længere bruge deres boliger som lånemaskiner – takket være deres tidligere refinansierings- og friværdilån, der førhen ofte blev brugt til at betale af på deres kreditkort. I realiteten brugte husejerne fra 2002 til 2007 1,2 billioner dollars fra deres lån i friværdien til at betale af på kreditkortgælden og til at dække øvrige leveomkostninger, ifølge organisationen Demos, der udforsker den offentlige politik.
Problemet forstærkes, fordi færre folk betaler deres kreditkortregninger til tiden. Og stadig flere bruger kreditkort-kontanter til høje renter for at betale i det mindste en del af deres huslån i stedet for den anden vej rundt.
Hvor slemt står det til?
* Finansanalytikere udtaler, at der alene i USA står mere end 850 milliarder dollars i uindløst kreditgæld på spil, et beløb, der hurtigt nærmer sig en billion dollars, omtrent det samme beløb som gælden på ejendomsmarkedet.
* CNN rapporterer, at forbrugere på verdensplan har lånt for mere end 2,2 billioner dollars i form af indkøb og kontanthævning på forskud på de større kreditkort alene i løbet af sidste år.
* Den ubetalte del af denne gæld fortsætter med at vokse – og de amerikanske forbrugere øgede sidste år deres kreditkortgæld med 68 milliarder dollars, svarende til en stigning i gælden på 7,8 procent, den største stigning i syv år, netop som den seneste recession satte ind.
* Selv mens de bruger pengene, er forbrugerne begyndt at misligholde lånene i et forbløffende tempo. Procentdelen af folk, der er i restance med deres kreditkortbetalinger, stiger, og kreditkortselskaberne afskriver nu i nærheden af fem procent af tilbagebetalingerne.
* Sidste efterår satte de store banker milliarder til side som reserve for tab på lån, da de forudså en stigning på 20 procent i udeblevne afdrag i de næste to til fire kvartaler.
* Capital One, en af de største kreditkortsbanker, blev tvunget til at afskrive 1,9 milliarder dollars i dårlig gæld alene i sidste kvartal af 2007.
* Ifølge en Associated Press-undersøgelse alene af de førende kreditkortbanker var værdien i oktober af de kreditkortskonti, der var mere end 30 dage i restance, steget med 26 procent i forhold til forrige år, til 17,3 milliarder dollars. Alvorlige restancer hos nogle af de største långivere var steget med 50 procent i værdi på konti, der var mindst 90 dage forfalden til betaling.
* Hvad der gør tingene endnu værre, eller endnu mere udbredt over hele økonomien, er, at kreditkortgælden ligesom boliggælden er slået sammen i puljer, der er videresolgt til investeringsgrupper, andre banker og institutionelle investorer. Omkring 45 procent af USA’s kreditkortgæld på over 900 milliarder er blevet samlet i sådanne puljer, og en hel stribe selskaber, og ikke kun nogle enkelte, står i fare for at gå konkurs pga. afskrivning af kreditkortsgæld.
Hvad alt dette beløber sig til, og hvad Obama ikke sagde noget om, er, at vi aktuelt står ansigt til ansigt med resultatet af den mest massive fiasko for vort politiske og økonomiske system siden Depressionen.
Siden Ronald Reagan har vi levet i en æra, hvor hverken sammenbruddet for spare- og lånekasserne i 1980’erne eller de Enron-lignende skandaler i Bush-årene har kunnet stoppe de finansielle institutioners ubønhørlige fremmarch, der nyder beskyttelse fra begge partier, når det gælder deres evne til at tjene en skilling uanset omkostningerne for den sociale velfærd og de økonomiske strukturer.
Det er naturligvis det, der bliver resultatet, når begge partier er så afhængige af massive finansielle bidrag for at få deres kandidater valgt, og når medieselskaberne er tunge af reklamer fra FIRE-sektoren – finans-, forsikrings- og ejendomsmæglerselskaberne (Finans, Insurence and Real Estate = F.I.R.E) – og ikke advarer offentligheden eller undersøger det topmålte fusk, de forkerte fremstillinger eller det direkte bedrageri, som ligger under hele ejendomsmarkedet og den truende kreditkortkrise.
Uvurderlig!
Kreditkortindustrien (Vista, MasterCard, American Express osv.) og de ti banker, der dominerer industrien som primære kortudstedere, bruger årligt skønsmæssigt to milliarder dollars på endeløs markedsføring over hele verden. Vi bombarderes alle med deres anmassende opfordringer og salgsfiduser og reklamepåfund. De ved, at der måske kun er to-tre procent, der reagerer positivt, men det mere end betaler for de enorme omkostninger.
De har på den måde haft succes med at forsyne 158 millioner amerikanske kortindehavere med 1,5 milliarder kort. Det giver et gennemsnit på ti pr. person.
I løbet af de seneste år har butikskæder, banker, en lang række virksomheder, sportshold, fagforeninger og endog universiteter søsat specialiserede kreditkortprogrammer. Ligesom bilfirmaerne, der opdagede, at de tjente flere penge på lån til biler end på biler, er nytten af det, der er blevet kaldt ”finansieringen”, blevet åbenbar for flere forretningssektorer.
Kreditkortsannoncering efter nye kortholdere er speciel effektiv nu, hvor inflationen driver leveomkostningerne i vejret og forbrugerne har mindre at bruge af.
At betale med endnu et nyt kreditkort er for mange den eneste mulighed for at opretholde deres budgetter eller bevare deres livsstil, især når oliepriserne stiger. Det er blevet en vane for mange at bruge mere, end de har. Resultatet er, at den amerikanske kreditkortsgæld er vokset med 435 procent fra 2002 til slutningen af 2007 – fra 211 milliarder dollars til tæt på 915 milliarder.
Det uophørlige fortsatte fremstød fra kreditbankerne retter sig ikke kun mod mulige forbrugere. Nye fokusgruppestudier og andre undersøgelsesteknikker anvendes fortsat til at overtale detailhandlerne til at opmuntre til flere kreditkort-transaktioner. I stigende omfang gør forretningerne brugen af kortene enklere via ”slagtilbud” og andre salgstrick, uden at der behøves at skrive under.
”Flere og flere brancher indenfor den amerikanske økonomi erkender, at deres finansielle succes er baseret på kreditkortindustriens succes,” forklarer Robert Manning, forfatteren til den skelsættende ’Kreditkortnationen’ og en førende ekspert, som har slået alarm om konsekvenserne af kreditkortgælden.
”Alting er meget nøje udtænkt og fuldt forsætligt. Enten det er via konferencer eller tænketanksmøder om, hvordan man opmuntrer folk til at pådrage sig større gæld, eller ved at bearbejde købmændene – f.eks. ved at overtale købmændene med erfaringsbaseret information om, at hvis de bruger kreditkort, kan de købe 20-35 procent mere.”
Manning anfører, at opsparing og sparsommelighed historisk har haft en positiv klang i USA. Så sent som i 1980’erne lå den nationale opsparingsrate på 10-11 procent.
Siden 2005 har amerikanerne sparet mindre end én procent af deres disponible indkomst op. Faktisk viser de seneste opgørelser fra marts måned i år, at opsparingsraten er negativ, under nul. Og også i marts rapporterede regeringen, at for første gang siden Depressionen skyldte amerikanerne mere på deres boliger, end deres ejendom er værd. Grundlæggende og gennemsnitligt set er Amerika fallit, og dets kreditkort har spillet en afgørende rolle deri.
Manning, der underviser på Rochesters teknologiske institut, er gået til emnet med original forskning: finansforståelseskurser for sine studenter. Han fandt ud af, at mange af dem allerede havde kreditkort, før de kom til skolen, nogle havde haft det i årevis.
Som vi alle ved, så fortæller virksomhederne ikke om bagsiden, når de forfører kunderne. De tilbyder lave introduktions- eller lokkerenter, på samme måde som pantebrevsudbyderne fristede kunderne til subprime-lånene (lån uden sikkerhed). De tilbyder belønninger, hyppige reklametilbud og andre præmier. Man retter sig specielt mod studerende, fordi de har ringe økonomisk erfaring fra den virkelige verden. Den amerikanske Public Interest Research Group, der fører kampagner mod studiegæld, fastslår, at den gennemsnitlige gæld nu er 4.000 dollars pr. student, men i løbet af fire år let kan være steget til 15-20.000 dollars.
Alt dette er ikke unikt i vores globaliserede verden. I den anden ende af verden og down under har sammenslutningen af New Zealands Studenterforbund (NZUSA) og de bankansattes fagforbund, Finsec, slået kræfterne sammen for at forsøge at holde studenterne borte fra højtforrentet gæld. Det beløb, de studerende skylder på kreditkort, er steget med 32 procent siden 2004, ifølge NZUSA’s indkomst- og forbrugsoversigt. Kreditkortgælden er steget i højere tempo end lavtforrentede eller nulrente-træk.
Her i USA har en mor, Joan E. Lisante, oprettet en hjemmeside rettet mod andre forældre, www.consumeraffairs.com, så de kan berette deres historier. Hun har for nyligt skrevet om, hvad hun betegner som ”plasticfængslet”:
”Min 22 år gamle søn, der er studerende, fik 52 kreditkorttilbud sidste år. Jeg ved det, fordi jeg som en anden CIA-agent opsnappede tilbuddene, der kom dryssende ind af vores brevkasse.
Han fik 19 fra Capitol One, 13 fra Providian, seks fra Washington Mutual, fire fra Chase, fire fra eBay og én fra hver af en række lånydere fra PayPal til First Premier Bank i Sioux Fall, South Dakota (fælleskapital med ”Small Wonder” Delaware fra kreditkortkongeriget).
De fleste tiggede Jon om flå konvolutten op og vælte sig rundt i en øjeblikkelig tilfredsstillelse. Capital One, den mest vedholdende bejler, skreg: ’Status for tilbud: Godkendt. Ingen årlig afgift!’
’16 Kortmuligheder’ (men ingen, der beregner den samlede sum ved forbruget). Man kunne få svar inden for så kort tid som 60 sekunder, hvis man svarede online (via internet).
Nuvel, vores knægt har endnu ikke har haft et job i mere end en sommer. Han tilbragte en sommer med at arbejde på FEMA’s oversvømmelsessikrings-alarmcenter, hvilket viser, hvilken erfaring man skal have for at arbejde der. Skønt han ved, hvordan Blockbusters og Starbucks fungerer, er Jon endnu ikke medlem af nogen firmaelite, anerkendt profession eller uddannet håndværkerlav. Betyder det da noget? Åbenbart ikke!”
“Nøgleordet er for bankerne,” mener Manning, “at gøre folk afhængige af kredit til forbrug, at forme deres vaner i forhold til opsparing, forbrug og gæld for derefter at mangedoble antallet af finansielle produkter, som de kan købe i den specifikke bank, så kreditkortet fører til studielån, til billån, måske til pantebrev i en bolig, og så måske nogle forsikringsprodukter og investeringsmuligheder.”
Bankerne ønsker, siger han, at holde studenterne i en tilstand af afhængighed.
”Unge i dag, der ser kredit som en social rettighed, har ingen forståelse for, hvad det medfører at betale disse lån tilbage. Når de først engang er vænnet til at leve på lånte penge, har bankerne indset, at de sandsynligvis vil følge det mønster i resten af deres liv. Når de afslutter deres uddannelse, er de så forgældede, og de er så dybt afhængige af brugen af kredit og gæld, at det allerede har pantsat deres fremtid. De kan umuligt vælge den karriere, som de har ønsket sig.”
Misligholdelse af studielån er stigende. Mange studerende har brugt disse lån til at betale af på kreditkortene. Militære rekrutteringsfolk lover nu at betale gælden for at lokke folk til at lade sig hverve. Andre regeringsorganer tilbyder også lån som en del af deres headhunting.
Sig fra!
”Mange af jer har sandsynligvis glemt, at den amerikanske revolution i vidt omfang blev drevet frem af de store amerikanske planlæggere, der sad i dyb gæld til europæiske banker og led under meget byrdefulde betingelser,” oplyste Manning i en lektion, som jeg deltog i, da jeg lavede min film In Debt We Trust (På Gæld Vi Tror). ”Og de erkendte, at de ikke finansielt kunne have fremgang under sådanne horrible økonomiske krav.”
Samme dag hvor jeg deltog i Mannings undervisning, skrev lokale filialer af banker som Chase og HSBC studerende op til checkkontoer og kreditkort i en niche bogstaveligt talt lige ved siden af undervisningslokalet. Førsteårsstuderende stod i kø ved bordene for at oprette kontoerne. Bankerne havde tilladelse fra selv samme skoleadministration, som har ansat Manning til at rådgive de studerende mod at undgå at havne i gæld.
Jeg lyttede til brudstykker.
Bankrepræsentant: ”Du behøver ikke betale noget i indskud, og vi tilbyder dig gratis tilbagebetalingsordninger.”
Bankrepræsentant: ”Du betaler nul procent for indkøbene de første seks måneder, og derefter skifter det til standardrenten”.
Spørgsmål: “Hvad ligger standardrenten på?”
Bank of America-repræsentanten: ”Renten er variabel. For at være ærlig så ved jeg ikke, hvad renten er, sådan på stående fod. Undskyld.”
En student optæller 20 dollarsedler til sit første indskud.
Bankrepræsentant: ”Jeg behøver blot din underskrift. Venligst lige her!”
En kollega: ”Og det er gratis, da du er studerende.”
Hvad vil der ske, når de skal til at betale lånene tilbage, og det inkluderer nonstop opringninger til dem og deres forældre? Kreditkortudstederne ved alt om, hvordan de skal chikanere, true og derpå indsmigre sig hos kreditkortholdere, der er for sent på den. De har endog en betegnelse for folk, der er tynget af gæld: ”I svedeboksen.”
De ved også, at jo længere gælden forbliver ubetalt, jo større er den mulige profit til firmaerne, da renterne opbygger sig til et niveau på i nærheden af 30 procent. Kreditkortsfortalerne kalder folk, som kun betaler minimumsydelsen, for ”revolvere”. De af os, som betaler vore regninger fuldt ud og til tiden? ”Snyltere!”
For nylig hævede firmaerne ensidigt gebyrerne for sene indbetalinger og straffene i forbindelse med gæld. Nogle få glemte afbetalinger kan give dig et rentehop på 29 til 30 procent. Hvis du er for sent på den med at betale af på anden gæld, der ikke har nogen relation til dit kreditkort, kan du hurtigt få renten på dit kreditkort fordoblet. Nogle firmaer tjener mere på strafgebyrer og straffe end på rentebetalinger. Firmaerne pressede på den måde mere end 17 milliarder dollars ud i år 2006, det seneste år, hvorfra der er opgørelser til rådighed.
Som mange af boligejerne, der accepterede subprime-pantebreve, og ligesom du gjorde med dine kreditkort, har såvel helt unge som voksne underskrevet kompakte aftaler, der stort set er ulæselige. Kreditkortbankerne opdaterer til stadighed disse med noter i lille skrift, som du bliver bestormet med via posten, denne gang skrevet af risiko-minimerende sagførere. Selvfølgelig er det usandsynligt, at du orker at læse, hvad der står med småt. I dele af denne ulæste tekst giver bankerne sig selv ret til at ensidigt at ændre aftalen, selv efter, at den er underskrevet. Andre punkter med småt sikrer, at forbrugerne ikke kan sagsøge dem ved tvister. Alle punkter skal afgøres ved voldgift i en proces, som selskaberne har skabt og kontrollerer.
Selv Federal Reserve Bank (den amerikanske Nationalbank) fordømmer noget af denne praksis, og bemærker:
”Skønt profitabiliteten for de store kreditkortbanker er steget og faldet i årenes løb, har kreditkortindtjeningen været konsekvent højere end indtjeningen på alle forretningsmæssige bankaktiviteter.”
Fiaskoens triumvirat
Hvis man eftersporer oprindelsen til hele kreditkortmiseren, vil man finde rødderne i den ”det frie markeds” politik, som er ført siden Ronald Reagan, og som har dereguleret bankerne og det tilsyn, der i en årrække klarede at holde de grådige herrer på Wall Street lidt i skak. Den stærkt mediefeterede nationalbankdirektør Alan Greeenspan undlod at sætte fokus på de rovgriske udlånere og subprime-planlæggerne og tillod dem at blomstre.
Læg hertil en meddelagtig kongres, med demokrater og republikanere lige afhængige af donationer fra de tre ledere af FIRE-økonomien. For at sikre sig friheden til at drive forretning på deres egen forbandede måde overtalte bankerne i 1990’erne kongressen til at deregulere finansselskabernes praksis. Erhvervsvenlige domstolskendelser tillod dem at basere deres operationer i delstater med lav skat som South Dakota og Delaware og gjorde en ende på forbrugernes beskyttelse mod åger.
I dette årti blev Bushs skattelettelser og konkurs-’reformlov’, som har styrket kreditkortselskabernes magt, vedtaget med støtte fra begge partier, indbefattet senator Dianne Feinstein. Læg dertil et gigantisk hukommelsestab hos medierne til listen, og man har et fiaskoens triumvirat.
New York Times har indrømmet, at advokater i 2001 advarede dem om, at væksten i de rovgriske udlån ville ødelægge de fattige lokalsamfund, men de fortav historien i næsten seks år.
Hverken politikerne eller medierne oplyste os om, at alle større bankvirksomheder og investeringsfirmaer med et kendt navn havde en finger med i spillet om pantebrevsopbakket sikkerhed verden over, og undlod at afsløre, at mange af disse pantebreve blev givet til folk, som man vidste ikke havde råd til at betale dem tilbage. Ligesom med kreditkortindustrien fik disse pantebrevslånere meget udspekuleret tilbudt pantebrevene med ”lokkerenter”, der snart blev skruet i vejret. Bankerne solgte derefter pantebrevene som ”værdigaranterede papirer”, skønt værdien var yderst tvivlsom.
I mellemtiden skovlede mediemarkedet millioner ind i fortjeneste på reklamerne fra bedrageriske pengeudlånere og kreditkortbanker, som opfordrede amerikanerne til at shoppe og gældsætte os, til vi segner. Transmissionerne fra Super Bowl (landsdækkende amerikansk rugbyturnering) kørte alle disse smarte, men totalt misvisende reklamer fra kreditkortselskaberne og de energiske pantebrevsudstedere. Det var, hm, mageløst.
Forskeren Lionel Tiger bemærker:
”De folk, der har kørt det finansielle system på direktørniveau, har i pinlig grad og massivt ikke begrebet de processer, som de er ansvarlige for. De har grisk og dumdristigt lånt penge ud til folk, der ikke har kunnet betale dem tilbage.
De manipulerede med data for at få lån godkendt og genberegnet. Derefter smurte man skrøbelige flige af reelle penge ind i nye ”produkter”, som kunne sælges verden over til investorer, der var ivrige efter at nyde godt af de overraskende store udbytter, der ofte ledsager tyveri, inkompetent ledelse og svindel. Når ansvaret for hele miseren skal fastlægges, ser der ikke ud til at være andre end vårharer tilbage.”
Danny Schechter blogger for mediachannel.org. Hans film “På gæld vi tror” gav anledning til hjemmesiden www.StopTheSqueeze.org. Han har skrevet en ny bog om krisen med titlen ”Udplyndring: En undersøgelse af vores økonomiske katastrofe”.
Netavisen 25. juli 2008