Kommunistisk Politik 2, 2008
Den økonomiske nedtur i USA forstærkes og er ved at brede sig.
En økonomisk verdenskrise er på vejAf Joel Geir
Kommunistisk Politik 2, 2008
Den økonomiske nedtur i USA forstærkes og er ved at brede sig.
En økonomisk verdenskrise er på vej
De sidste fem år er verdensøkonomien vokset med næsten 5 procent årligt, den hurtigste rate siden afslutningen i 1973 på det langvarige økonomiske boom efter 2. verdenskrig. Dette nye boom har været centreret i de ’fremstormende økonomier’ i Kina, Indien, Brasilien og Rusland. Og dette boom trues nu, fordi bolig- og finansboblerne i de udviklede lande er i færd med at sprænges, især i USA, hvor en recession nu er på vej.
For at komme ud af den foregående recession sænkede centralbankerne i de udviklede industrilande renterne dramatisk for at stimulere erhvervsaktiviteter og genoprette virksomhedsprofitterne. Den utilsigtede konsekvens af den billige kredit var et internationalt boom på boligmarkedet, som The Economist for nogle år siden med rette betegnede som verdens største finansboble, og som nu truer med at udløse en ny recession, langt alvorligere, længerevarende og global.
Den amerikanske centralbank Federal Reserve Bank holdt de korte renter på 1-2 procent I årene 2002-04 og stimulerede dermed et løbsk boligmarked, som var ansvarlig for 40 pct. af vækst og jobskabelse og gav indtryk af en stærkere genoplivning. Huspriserne skød i vejret på basis af lave afdragsrater og skabte kæmpeprofitter i byggeriet, til ejendomsmæglere og banker.
For at opretholde produktionen blev ’eksotiske’ betalingsordninger opfundet, uden udbetalinger, og lave månedlige afdrag baseret på billige ’narre’-rater i en to-årig startperiode, som derpå blev afløst af drastisk højrere rater på 9-11 procent i de resterende 28 år. Køberne blev forsikret om, at de kunne undgå at betale disse højere rater. For da huspriserne voksede hurtigt ville de opnå en enorm værdi i deres huse, og med en god kredit fra deres månedlige afbetalinger, ville de være i stand til at omlægge lånene til lavere rater.
Investeringsbankerne bunkede hundredvis af disse pantebreve sammen til sikkerhedspapirer, eller aktier, som blev solgt til handelsbanker, disses skuffeselskaber, pensionsselskaber, forsikringsselskaber, investeringsforeninger og internationale finansinstitutioner.
De enorme profitter fra dette arrangement frembragte det typiske kapitalistiske cykliske resultat – en overproduktion af boliger, som ikke kunne sælges til den sædvanlige profit. For et år siden begyndte byggeaktiviteten og huspriserne at stagnere, hvorpå de begyndte at gå ned, hvad der tilfældigvis faldt sammen med at omlægningen af pantebrevene begyndte. Folk opdagede, at de ikke kunne omfinansiere deres lån med de faldende huspriser, og de hang nu på disse højere rater, som de ikke kunne betale. I løbet af nogle få måneder kunne en halv million familier ikke længere betale deres afdrag og mistede deres hjem.
Det anslås, at hvis økonomien ikke bliver værre, end den er nu (hvad ingen forventer) vil yderligere to millioner familier miste deres hjem over de næste to år, når afdragene på huslånene vokser og overskrider deres formåen.
Udover den menneskelige tragedie vil dette øge den lange liste over usolgte huse og yderligere trykke priserne nedad. Pantebrevene i husene vil være større end huset er værd, hvad der på siden side vil få folk til at forlade huse med opskruede priser, hvad der vil udløse endnu flere fallitter og yderligere prisfald. Og bankerne nægter selvfølgelig nu at give lån til faldende eller ustabile markeder, og indsnævrer dermed summen af mulige købere.
Dette er det kapitalistiske markeds vanvittige logik, når det er i krise og nedgangsspiral og udløser den værste boligdepression siden 1930’erne.
Når byggeindustrien trækker sig sammen er der mindre efterspørgsel efter møbler, apparater og varer til vedligeholdelse og forbedring af husene. Ordrerne til fremstillingsvirksomhederne formindskes. Bygningsarbejdere, arbejdere i finanssektoren og industriarbejdere begynder at blive fyret.
Nedgangen i huspriserne er begyndt at ramme detailhandelen. Familiernes indkomster er aldrig kommet sig efter den sidste recession. Den nyliberale økonomiske politik har kanaliseret al rigdom over til de øverste ti procent; alle andres indkomster er lavere end de var i 1999. Da lønningerne stagnerede eller faldt, kunne forbruget kun opretholdes ved at gælden voksede. Husejere tog lån i boligernes voksende værdi, for omkring 800 milliarder dollars om året i de sidste tre år. Gældsætningen voksede og opsparingen blev negativ for første gang siden de barske 1930’ere. Nu hvor huspriserne falder, er en voksende gæld i boligerne ikke længere et redskab til at opretholde levestandarden, og detailhandelssalget til arbejderklassefamiljer ryger kraftigt nedad.
Alt dette betyder at der skæres i profitten, den dynamik, som får den kapitalistiske motor til at køre. I sidste kvartal faldt profitterne med 8 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Med lavere profit nedskæres virksomhedernes udgifter til maskiner og udstyr. Alle en recessions elementer har langsomt foldet sig ud nu i månedsvis. Men dette er mere end en ordinær recession, det er også starten på en international finanskrise, ulig alle tidligere i perioden efter 2. verdenskrig.
Den massive opbygning af en giftig gæld truer nu det internationale finanssystems funktioner. Bankerne er i de sidste måneder blevet tvunget til at afskrive 80 milliarder dollars i forfalden patebrevsgæld. Konservative vurderinger anslår, at de næste år (2008) må imødese tab på 300-400 milliarder dollars – såfremt økonomien ikke rammes af en recession. Citibank, den største amerikanske bank, måtte indkassere et tab på 6 milliarder dollars i november (2007) og forventes at tabe 10-15 milliarder dollars yderligere over de næste tre måneder, alene på dens værste subprime-lån. Som andre banker har denne også alvorlige vanskeligheder med virksomhedsgælden, og dens skuffeselskaber, som den ikke har givet nogen kapitalreserver. Den internationalt vigtigste bank kan stå overfor en kapitalkrise, fordi den ikke har tilstrækkelige reserver til at dække alle dens dårlige udlån.
Det er disse betingelser, som skaber en international kreditkrise, hvor banker tøver med at låne penge til selskaber eller andre banker, fordi de er banke for ikke at få dem igen, eller fordi det er nødvendigt for dem at bevare kapital til at kunne tackle den dårlige bogførte gæld eller de ikke-afdragne lån udgivet af deres satellitselskaber.
Det anslås at subprime-krisen alene kan medføre en formindsket udlånsevne fra bankernes side på 3 billioner dollars, hvad der yderligere vil uddybe en recession. Allerede nu har enkelte banker i Tyskland og UK måtte reddes fra fallit gennem statstilskud. Mange af de store europæiske og asiatiske banker har lidt betydelige tab på den amerikanske pantebrevs-nedsmeltning. Og det er før boligboblerne er bristet i andre lande, hvor boligpriserne er endnu mere oppustede end i USA. Den schweiziske banke UBS blev tvunget til at nedskrive sin værdi med 10 milliarder dollars i december, og modtog også en kapitaltransfusion på 11.5 milliarder dollars fra Singapores statsinvesteringsselskab og en investor fra Mellemøsten.
Alligevel centreres denne krise i modsætningerne i den amerikanske kapitalistiske økonomi, det økonomiske verdenssystems centralakse og nye svage led. Finanssammenbruddet i Amerika truer med at udløse massiv international krise, når den til slut bryder grænserne til den lang, uholdbare strukturelle ubalance i det globale handelssystem.
Lige siden recessionen i Asien i 1997-98 har USA været ’sidste tilflugt som køber’, og har opslugt importvarer, som ikke kunne opsuges med profit på de hjemlige asiatiske markeder. Dette skabte en enorm ubalance i verdenshandelen, hvor mange landes vækst var afhængig af eksport til det amerikanske marked, og hvor USA opbyggede et uholdbart betalingsbalanceunderskud, som blev finansieret ved optagelse af udenlandske lån, ofte fra eksportørlandene. Dette har bevirket et underskud på handelsbalancen på 700-800 milliarder dollars om året. For at dække dette underskud har USA lånt 2.5 billioner dollars fra resten af verden over de sidste tre år, og har dermed opslugt 80 pct. af verdens opsparing. Nu er udenlandske kapitalister tøvende over for at låne til et gældsat, kreditfarligt USA.
Mens USA stadig er afhængig af at låne 50-60 milliarder om måneden til at betale for sit handelsunderskud, har der fundet en kapitalflugt sted fra USA siden boliglånskrisen kom frem i lyset i august 2007. Udstrømningen af udenlandsk kapital har frembragt en voldsom dollar-krise. Dollarens fald øger inflationspresset og har tvunget prisen på olie, guld og andre varer i vejret. Samtidig bidrager de endeløse krige i Irak og Afghanistan til krisens ustyrlige karakter ved at have øget udgifterne til våben og krigsførelse fra 299 milliarder dollars i 2000 til mellem 700 og 800 milliarder dollars i år (2007), en stor del heraf afhængig af udenlandsk kredit.
Nu spår selv optimistiske økonomer en vækst for 2008 på mellem 0 og 2 procent, og mange forventer en recession. Faktisk er dele af økonomien allerede i recession – byggeri, ejendomshandel, finans-sektoren og de tre store bilfabrikanter. Nogle stater, heriblandt Florida, Nevada og Michigan, er allerede i recession. Resten af økonomien – detailhandel, transport, kapitalinvestering – er hurtigt ved at gå i stå. Det eneste som for nærværende går godt er eksporten, som er steget med 18 procent sidste år, som følge af faldet i dollarens værdi. Men som Wall Street Journal skrev 10. december, ”overskygger nedgangen i den amerikanske økonomi disse fordele ifølge økonomerne.”
Nedgangen på pantebrevsmarkedet og andre kreditmarkeder har betydet, at bankerne står i en værre position nu end selv under panikken i august, og sætter nogle af renterne i vejret, indbefattet nogle af renterne på huslån, på trods af centralbankens to rentesænkninger. Og dette sker før en recession, hvor også der vil blive rejst spørgsmål til virksomhedernes gældsmarked. Et stort antal virksomheder har gældsniveauer, der er langt højere end noget, der nogensinde før er set. De blev pumpet op af private aktier og manipulerede salg, hvor selskaber ikke blev solgt til den sædvanlige pris på seks til otte gange af deres omsætning, men til en pris på ti til 15 gange af deres omsætning. Disse oppustede priser blev betalt med en massiv gæld ved at udstede ’junk’-aktier.
Andre virksomheder kastede den dårlige gæld over på tilbagekøbspapirer for at skubbe aktiepriserne i vejret. Det svarer til den giftige gældsætning på boligmarkedet. Der er endnu ingen storbankerotter, men når en recession kommer, kan dette gældsniveau for virksomhederne ikke opretholdes og der vil være meget store fallitter, som vil sende store mængder af folk på gaden uden arbejde.
I de seneste fem år er dollarens værdi faldet med 30 procent i sammenhæng med handelsunderskuddet og krigsgælden. Bolig- og finanskrisen, som har sat gang i kapitalflugten, har bevirket, at dollaren er faldet med yderligere 10 procent siden august og har skabt frygt for en dybere international dollarkrise. Et antal andre valutaer er bundet til dollaren, og når denne falder i værdi, udløser det inflationspres i lande, hvor der stadig er økonomisk boom, f.eks. i de olierige Golf-stater, som alle har knyttet deres valutaer til dollaren. Nogle af disse overvejer nu deres faste tilknytning til dollaren. Også dollarens stilling som international reservevaluta er oppe til drøftelse. For første gang er der i finanskredse seriøse diskussioner om skabelse af andre internationale reservevalutaer, herunder den kinesiske yuan.
Dette er et tegn på det enorme skifte i magtbalancen i verden, som er foregået over de sidste fem år, at man har sådanne forestillinger om at den kinesiske yuan, sammen med dollar og euro, kan blive en international reservevaluta. Dollarens nedtur er i virkeligheden et billede på den amerikanske kapitals manglende konkurrencedygtighed på verdensmarkedet og svækkelsen af den amerikanske imperialisme efter nederlaget i Irak.
Dette skift i magtbalancen i verden betyder også, at mange af de lande, som har lånt penge til USA og har opbygget enorme dollarreserver nu bruger disse dollars til at opkøbe amerikanske værdier for en slik. For eksempel har Abu Dhabi, verdens rigeste by og hovedstad i De Forenede Arabiske Emirater, for nylig for 7.5 milliarder dollars købt 4.9 pct. af Citigroups preferenceaktier, som giver et renteudbytte på 11 procent. Men denne udvikling afspejler et større skifte i fordelingen af verdens rigdom. USA, som for fem år siden producerede 30 pct. af verdens bruttonationalprodukt, er nu nede på 25 procent. Det er det største skift i verdens rigdom i årtier.
Den kommende recession vil være værre end recessionerne, som sidste generation oplevede. Ikke bare på grund af omfanget af gældsproblemet, men også fordi USA synes at have færre muligheder for at tackle denne krise end det havde under de seneste to recessioner, fordi det har opbrugt disse muligheder for at udsætte en løsning på dets tidligere økonomiske svagheder. Fra at køre med et budgetoverskud på 250 milliarder dollars i 2000, har USA haft et løbende underskud på 200-300 milliarder dollars om året siden da. Man gennemførte en enorm skattelettelse for de rige; det har man ikke råd til at gøre nu, især på grund af udgifterne til krigene i Irak og Afghanistan.
Indtil 1990 var USA verdens største kreditornation, mens det i dag er verdens største skyldner-nation, og det kan ikke længere så unilateralt og dybt nedskære renterne som tidligere uden at risikere tabet af stærkt tiltrængt udenlandsk kapital. Dertil kommer, at rentenedskæringer nu truer med inflation både her i USA og internationalt. Inflationen i USA er nu på 3.5 pct. Hvis vi brugte de samme indekser som i 1980’erne ville den ligge på 6-10 pct. Og for arbejderklassefamilier er den faktiske inflation endnu højere, fordi de største prisstigninger har været på mad, brændsel, boligudgifter og sundhedsudgifter. Og endelig kan USA ikke længere sætte sin lid til forbruget som redskab til at holde økonomien oppe, fordi boligkrisen har trykket forbruget nedad.
Der er en del snak om, at det økonomiske boom i Kina og i andre udviklingslande vil holde USA ude af krisen. Men problemet med dette scenarie er, at disse økonomier er afhængige af eksport til USA, Europa og Japan for deres økonomiske optur. Hvis lande som Kina, Indien og andre udviklingslande er afhængige af de mest udviklede lande som markeder, så vil en recession i USA, Japan og Europa også trække dem ned.
Sidste gang USA kom i dyb krise var i perioden mellem 1973 og 1982, hvor der var tre recessioner. Levestandarden blev dramatisk beskåret og siden da er lønningerne aldrig kommet sig igen. De er lavere i reel købekraft end de var i 1973.
Husstandsindkomsterne er siden da kun blevet holdt oppe ved at folk har arbejdet længere og ved at der er blevet flere familier, hvor begge arbejder ude. Profitabiliteten blev genskabt ved en enorm omfordeling af rigdom fra arbejde til kapital. Den gennemsnitlige direktør tjente den gang 30 gange så meget som en arbejder; nu får han eller hun 500 gange så meget som en arbejder. I kølvandet på et opsving, som dårligt nok nåede at berøre arbejderklassen, står millioner af mennesker nu over for at miste deres arbejde, og millioner står over for at miste deres hjem.
Indtil videre har de skridt, der er blevet taget for at tackle udsigten til en lang og dyb recession været ineffektive – de har oversvømmet bankerne med penge, sat renterne ned, indefrosset afdragene på et begrænset antal huslån. Mens den amerikanske kapitals manøvremuligheder er skrumpet ind, kan vi ikke udelukke kraftigere, indtil nu usete, skridt for at begrænse skaderne. Men uanset hvilken politik, som ender med at blive antaget, kan vi være sikre på, at der vil være et forsøg fra den herskende klasse på at lade arbejderklassen betale for det usandsynlige rod, kapitalen har skabt. Den enorme lønnedskæring, som for nylig blev gennemført i automobilindustrien, hvor nye hyrer kun vil give halvdelen af, hvad arbejderne fik før, må være en advarsel om, hvordan kapitalen vil søge at løse sin krise.
Hele den politik, som frembringer denne krise, kommer fra arsenalet af nyliberale markedsforanstaltninger; deregulering af bankvæsenet, billig kredit som metoden til at bekæmpe recession, og skiftet i rigdom til ’forsynings-siden’, hvor en skattepolitik som favoriserer de rige bruges som et middel til at stimulere økonomien – og det alt sammen på bekostning af arbejderklassens levestandard og forbrugsbehov. Dette er de grandiose resultater af ’det frie markeds sejr’ og af ’der er intet alternativ’ – den nyliberale politik som udviklede sig efter den sidste store krise, som kastede skylden for systemets vanskeligheder over på velfærdsstaten, fagforeningerne og høje lønninger. Denne politik, som har været enerådende i begge de to kapitalistiske partier siden da, er ansvarlige for den tilstundende katastrofe.
Som resultat heraf vil den kommende krise føre til at der sættes spørgsmålstegn ved det frie marked. Svaret på den kommende recession må udfordre denne politik og spørge, hvordan og for hvem det eksisterende ’frie marked’ fungerer. Vi må forberede os på dramatisk større økonomisk og politisk ustabilitet – og hårdere klasseangreb fra arbejdskøbernes side. Der må være organiserede bestræbelser for at forsvare arbejderne mod fyringer, udsættelser fra deres boliger, beskæringer i løn og overførselsindkomster, deportationer af immigrant-arbejdere, og hele resten af det reaktionære program, som kapitalen vil bringe i anvendelse i forsøget på at løse dens krise.
Joel Geier er medredaktør af International Socialist Review
Oversat af Kommunistisk Politik
Netavisen 19. janaur 2008